-3.8 C
Copenhagen
lørdag 14. februar 2026

Cirkelbaderne tæt på målet med sauna ved Østerstrand: »Det føles virkelig dejligt«

Efter måneder med fundraising og frivilligt arbejde er Cirkelbadernes nye sauna ved Østerstrand bygget færdig. Nu mangler de sidste praktiske detaljer før åbningen 1. marts.

0
Cirkelbaderne tæt på målet med sauna ved Østerstrand: »Det føles virkelig dejligt«

LOKALT. Man kan næsten ane duften af nyt træ ved Østerstrand og begyndelsen på et nyt kapitel for vinterbaderne. Efter måneder med planlægning, indsamlinger og praktisk arbejde står den nye sauna, som foreningen Cirkelbaderne har kæmpet for, klar. Tilbage er de sidste justeringer, før dørene officielt åbnes.

»Vi er jo ved at være i mål med at få den bygget færdig, og nu er vi inde i sådan en testperiode, som vi lige er gået i gang med,« fortæller Thilde Bo Schmidt fra Cirkelbaderne.

De kommende uger står i finpudsningens tegn. Saunaen skal afprøves, ovnen justeres, dørsystemet testes og de sidste praktiske detaljer falde på plads. »Den skal afprøves, og vi skal have hængt nogle knager op og alle mulige forskellige praktiske ting. Vi skal oliere saunaen, få ovnen til at virke ordentligt og have dørsystemet på plads.«

Samtidig testes adgangssystemet, og medlemmerne forberedes på at tage faciliteterne i brug. Den officielle åbning finder sted 1. marts, hvor snoren klippes, og stedet for alvor bliver en del af hverdagen ved stranden.

500 medlemmer klar til varme

Projektet har været længe undervejs og er båret af frivillige kræfter i Cirkelbaderne. Det, der begyndte som en idé blandt engagerede vinterbadere, har krævet både sponsorater, fundraising og en betydelig portion koordinering. »Vi har haft virkelig travlt med at samle penge ind og finde sponsorer. Og så lige pludselig gik det hele op i en højere enhed. Vi havde midlerne til det, og så havde vi bestilt saunaen, så den egentlig bare skulle sættes ind. Så gik det stærkt,« fortæller Thilde.

Da finansieringen først var på plads, tog arbejdet fart. Leverandøren kunne rykke hurtigt, og på få uger gik projektet fra plan til virkelighed ved vandkanten. »Den er bygget færdig, og den er blevet sindssygt flot,« bemærker hun med et smil i stemmen.

Men selv om bygningen står klar, er arbejdet ikke slut. Foreningen er nu i gang med at sikre, at medlemmerne får adgang. »Vi skal have kodet en hel masse armbånd. Det er alligevel 500 medlemmer, der skal have deres armbånd klar, så de kan bruge saunaen,« forklarer hun.

Omkring 500 medlemmer skal have kodet deres armbånd, før saunaen ved Østerstrand kan tages i brug.

Arbejdet med adgang og de praktiske rammer betyder også, at der dukker spørgsmål op blandt medlemmerne.

Spørgsmålene melder sig

Ifølge Thilde oplever foreningen allerede positiv respons, når der meldes nyt ud til medlemmerne. »Når vi skriver noget ud, kommer der positiv respons. De synes, det er et godt arbejde, vi har lavet.«

Men med 500 medlemmer følger naturligt også en række praktiske overvejelser. Hvor mange kan være i saunaen ad gangen? Vil der være tidspunkter med ekstra pres? Og hvor klæder man om? »Der er mange spørgsmål. De er selvfølgelig spændte på, hvordan det hele kommer til at fungere.« For at skabe mest mulig klarhed forsøger foreningen løbende at informere gennem medlemssystemet og en aktiv Facebook-gruppe. »Vi prøver at kommunikere alt, hvad vi kan, så der er mest mulig klarhed over, hvad der kommer til at ske og hvornår.«

Og når de praktiske rammer er på plads, handler det i sidste ende om at få saunaen ind som en naturlig del af hverdagen ved stranden.

Et nyt samlingspunkt ved stranden

Saunaen ved Østerstrand bliver et tilbud til vinterbadere og et sted, hvor man kan mødes før og efter det kolde dyp. For Thilde er det især følelsen af at være nået i mål, der fylder. »Det føles virkelig dejligt,« slutter hun.

Den 1. marts klippes snoren, og dermed er et langt stykke frivilligt arbejde fuldført.