BUSINESS. Der er steder, hvor man ikke rigtig kan gemme sig. Ikke fordi man forsøger, men fordi hverdagen ganske enkelt folder sig ud samme steder for alle. I Brugsen, hvor man hurtigt falder i snak mellem hylderne. I det lokale træningscenter, hvor blikkene mødes mellem sættene. Til forældremøderne, hvor rollerne glider fra professionel til privat. Og i svømmehallen, mens børnene er til træning, og tiden går langsommere på kanten af bassinet. Det ved Adam Arildsen.
Han er ejendomsmægler i Middelfart. Men han er også far, lokal beboer og en del af den samme hverdag som de mennesker, han arbejder for. Arbejdsdagen stopper ikke skarpt ved fyraften, men flettes sammen med familieliv og fritid i en by, hvor mange kender hinanden, og hvor det, man siger og gør i arbejdstiden, sjældent bliver på kontoret. »Jeg møder både købere og sælgere overalt i min hverdag. Det er ikke unormalt, at jeg støder på folk uden for fremvisning og vurdering, i træningscenteret, i Brugsen, ja alle steder. Så det der med at være lokal, det er helt klart en fordel,« indleder han med et smil.
Adam er 40 år. Hvis han selv skal sige det, stadig en ung mand, men med erfaring nok til at vide, at ejendomshandel sjældent kun handler om mursten, kvadratmeter og pris. Årene i branchen har lært ham, at tallene kun fortæller en del af historien, og at det ofte er det usagte, der fylder mest, når mennesker står over for at skulle sælge eller købe et hjem.
Han er i dag indehaver af Danbolig Middelfart og fem Danboligforretninger i Odense. I alt seks butikker. Sidste år kunne han fejre 10-års jubilæum i Danbolig, en milepæl i et arbejdsliv, der både har haft tempo og ansvar. Privat bor han i Strib og har to børn, og netop balancen mellem arbejdsliv og familieliv har været med til at forme hans blik på det fag, han har valgt. For når Adam fortæller om sit arbejde, er det ikke vækstkurver, markedsandele eller salgsstatistikker, han først vender tilbage til. Det er menneskene. »Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville have noget med salg at gøre. Men det er det her med at hjælpe mennesker, der har været spændende for mig. At hjælpe folk i en situation, hvor det er en stor beslutning, og hvor der er mange følelser forbundet med det.«
Boligkøb og boligsalg er for mange en af livets største beslutninger. For nogle markerer det begyndelsen på noget nyt. For andre er det et farvel til et sted, hvor livet har foldet sig ud gennem årtier. Det ved Adam, og han lægger ikke skjul på, at arbejdet i de situationer ofte kræver mere end faglig indsigt og markedskendskab. »Jeg har siddet over for folk, der ved, at de har fået en dato. Hvor man laver en plan for, hvad der skal ske, når de ikke længere er her, og der er en efterladt, der skal sidde tilbage. Det er vanvittigt svært at være i. Men det er også der, hvor jeg virkelig føler, at jeg kan træde ind og hjælpe.«
Han fortæller det uden detaljer, uden navne og uden konkrete historier. Ikke fordi de ikke findes, men fordi de ikke kan deles. For med indblik følger ansvar, og med tillid følger også en grænse, som ikke skal overskrides, bemærker han. »Vi kommer meget tæt på folk. Især i de sårbare situationer. Og der sidder vi med et stort ansvar.« Det ansvar fylder meget i Adams selvforståelse. Det bæres ikke højlydt, men ligger som en grundtone i den måde, han taler om sit arbejde på. Igen og igen vender han tilbage til ordentlighed, som et princip og en forpligtelse, der rækker ud over den enkelte handel. »Alt, hvad jeg gør, vil jeg gerne være ordentlig i. Den måde, vi driver vores virksomheder på. Den måde, jeg behandler vores ansatte på. Den måde, jeg behandler vores kunder på.«
Han lægger ikke skjul på, at ejendomsmæglerbranchen kæmper med sit omdømme. For Adam er det ikke en grund til at tage afstand, men en anledning til at gøre tingene anderledes, og gøre dem ordentligt. »Når der kommer troværdighedsundersøgelser, så slås vi jo med politikere og brugtvognsforhandlere om at lægge nummer chok. Det er super ærgerligt, når man tænker på, at bolighandel er en vanvittig stor beslutning. Det er folks hjem. Det kan handle om skilsmisser, dødsfald og mange store følelser.«
Derfor handler arbejdet for Adam ikke om tempo, men om timing. Ikke om at sælge hurtigt, men om at sælge rigtigt, og på en måde, hvor mennesker kan følge med i processen. »For mig er det ikke vigtigt, om et hus bliver solgt på en uge. Hvis folk har boet der i 30-40 år, og børnene har taget deres første skridt der, så er det ikke altid let. Jeg vil gerne møde folk, hvor de er, og sælge i det tempo, de er trygge ved.« Først dér, siger han, giver arbejdet mening. Når handlen er afsluttet, og kunderne står tilbage med en oplevelse af, at det blev gjort ordentligt. Han bliver først tilfreds, når de er det.
Det er et blik på faget, der står fast, også mens omgivelserne bevæger sig.
Markedet i Middelfart har nemlig haft fart på de seneste år. 2025 blev et særligt godt år, priserne har bevæget sig opad over tid, og udviklingen har generelt været positiv. Da Adam og hans partnere købte Danbolig Middelfart for tre år siden, solgte butikken omkring 20 ejendomme om året. Sidste år var tallet vokset til 85. »Der er sket meget, og det er en rejse, vi forventer fortsætter. Men vi er ikke tilfredse endnu, for vi vil jo gerne hjælpe endnu flere kunder fremadrettet.«
Alligevel er det ikke ambitionen i sig selv, der står tilbage som drivkraften. Det er måden, arbejdet bliver gjort på. For Adam handler succes ikke om at ramme et bestemt tal, men om at kunne se sig selv i det, der er blevet afleveret. »Der findes jo ingen ejendomsmæglere, der sælger 100 procent af det, de tager til salg. Det gør vi heller ikke. Men nogle gange møder vi folk, der har haft boligen til salg to gange og mistet modet. Når vi kan gå ind og rette lidt til, og det så lykkes, det gør altid indtryk.«
Måske fordi han ved, at arbejdet ikke slutter, når handlen er lukket, og nøglerne er givet videre. I Middelfart stopper relationerne ikke ved dørtærsklen til butikken. Man ses igen – i byen, i hverdagen og i de samme rum, hvor livet leves. Og så skal det, man har gjort, kunne holde. Også dér.
