Ifredags blev der sat et tydeligt punktum for efterårssæsonen hos Lillebælt Lions Basketball Club, da klubbens U17-hold var samlet til en todages X-mas Camp i Fredericia Idrætscenter. Samtidig blev campen markeret med en økonomisk håndsrækning fra Fredericia Idrætsfond, der støtter klubbens arbejde med talentudvikling og trænersatsning.
Det var Keld Vestergaard, chef for Fredericia Eliteidræt, der fredag den 19. december klokken 17.00 kiggede forbi Hal 6 i Fredericia Idrætscenter for officielt at overrække støtten.
»Fredericia Idrætsfond er sat i verden for at støtte både talenter på vej og elitesportsudøvere. Vi deler midler ud to gange om året, og når vi kan, markerer vi uddelingerne med en lille happening ude hos klubberne,« forklarer Keld Vestergaard til Fredericia AVISEN.
Denne gang var det basketballen, der er i fokus.
Støtte til talentudvikling – også uden for sportsklasserne
Lillebælt Lions har modtaget 6.000 kroner i støtte, som er målrettet klubbens satsning på trænere og udviklingsaktiviteter omkring U15- og U17-spillere. Midlerne indgår blandt andet i afviklingen af campen, hvor der både er fysisk træning, mentaltræning og socialt fællesskab på programmet.
»I Fredericia har vi en tydelig satsning på basketball – blandt andet gennem sportsklasserne, hvor der er spillere fra både Lions og FBBK. Men det er også vigtigt, at klubberne kan løfte udviklingen uden for skoletiden. Hvis en klub har ambitioner og arbejder seriøst med talentudvikling, så er det netop sådan nogle initiativer, fonden gerne vil bakke op om,« siger Keld Vestergaard.
En kapacitet udefra til unge spillere
Som en del af X-mas Campen får de unge spillere besøg af Jesper Krone, der regnes som en af de helt markante profiler i dansk basketball.
Jesper Krone har vundet danske mesterskaber med Bakken Bears, har spillet på landsholdet, været på college i USA og haft en professionel karriere i udlandet. Senere har han været træner, landstræner og er i dag sportschef i Hørsholm.
»Det er en virkelig kapacitet, der kommer til byen. For de unge betyder det meget at møde nogen, der både har stået på de store scener og senere taget ansvar som træner og leder. Det giver perspektiv og inspiration,« lyder det fra klubben.
Landsholdsboblere og stærke resultater
U17-holdet i Lillebælt Lions er fortsat under udvikling, men flere af spillerne har allerede markeret sig nationalt. Tre til fire spillere regnes som boblere til U17-landsholdet, selvom flere af dem kun er 15 og 16 år.
I sidste sæson nåede holdet Final 4 i pokalturneringen og sluttede som nummer otte ved DM – resultater, der vidner om et stærkt fundament og et miljø, hvor talentudvikling tages alvorligt.
En tydelig anerkendelse
Ifølge Keld Vestergaard handler støtten ikke kun om kroner og øre, men også om anerkendelse.
»Når vi kommer forbi og overrækker midlerne, er det også for at sige: Vi kan se jer. Vi kan se det arbejde, I laver med de unge mennesker. Talentudvikling tager tid, og det kræver ildsjæle og dygtige trænere. Det vil vi gerne være med til at understøtte,« siger han.






