FC Fredericia kunne trods nederlaget til OB glæde sig over et rekordstort resultat i AHA Lounge, hvor årets spinningevent indbragte 773.000 kroner i støtte til både førstehold og akademi.
Selv om FC Fredericia tabte 1-3 til OB i årets sidste Superligakamp på Monjasa Park, var der ét sted i stadionkomplekset, hvor stemningen kun gik én vej: opad. I AHA Lounge blev der trampet, svedt og samlet ind i stor stil, da klubben afholdt sit traditionsrige spinningevent – et arrangement, der i år indbragte hele 773.000 kroner.
Det er et rekordbeløb, og det blev nået i løbet af blot en times intensiv indsats fra lokale erhvervsfolk, frivillige og FC Fredericias egne repræsentanter.
»Det er et event, vi har haft i 10-15 år – lige med undtagelse af coronapausen – og det ligger altid i forbindelse med årets sidste hjemmekamp,« fortæller Christian Holm Johansen, salgsansvarlig i FC Fredericia.
Arrangementet består af to spor: Deltagerne cykler, og de hver især skaffer virksomheder, der vil støtte dem økonomisk. En virksomhed typisk donerer omkring 4.000 kroner, og jo længere og hårdere deltageren cykler, jo mere synlighed får de støttende erhvervspartnere undervejs.
»Jeg har min cykel i en time, og så finder jeg 20-25 virksomheder, som vil bakke mig op. De får noget synlighed, nogle billetter og eksponering – og jeg giver den al den gas, jeg kan,« siger han.
I alt deltog omkring ti personer som ryttere eller indsamlere, og samlet set stod 30-40 virksomheder bag årets indsamling.

Rekorderne bliver ved med at falde
De seneste år har beløbet kun bevæget sig i én retning: op. For otte år siden lå indsamlingen stabilt omkring 200.000 kroner. I de senere år er beløbene vokset år for år.
»Sidste år indsamlede vi cirka 650.000 kroner. Og de seneste fem år har vi hver gang slået rekord. Det er imponerende at se, hvor mange der vil bakke os op,« siger Christian Holm Johansen.
I år blev resultatet altså 773.000 kroner inklusive moms – det højeste i eventets historie.
Pengene går til både førstehold og akademi
Indsamlingen har traditionelt været øremærket til klubbens drift, men i år er FC Fredericias ungdomsarbejde og akademi for første gang tænkt direkte ind i eventet.
»Pengene går til klubben og til akademiets videreudvikling. De er ikke øremærket et specifikt projekt, men bliver brugt der, hvor de gør størst gavn,« siger Christian Holm Johansen.
FC Fredericias ungdoms- og akademiafdelinger deltog også aktivt i at skaffe sponsorer, hvilket har været med til at løfte årets samlede resultat.

Stor lokal opbakning – og store forventninger til næste år
At nå et rekordbeløb tæt på trekvart million kroner gør indtryk på både deltagere og erhvervsliv.
»Folk synes, det er imponerende, at vi kan finde så mange, der vil støtte op. Det er virkelig et højt beløb, og vi er utroligt taknemmelige,« siger Christian Holm Johansen.
Målet for næste år er ikke nødvendigvis at sætte endnu en rekord, men at fastholde det niveau, klubben nu har etableret.
»Vi håber altid at kunne nå det samme beløb som året før. Det er ambitionen. Og når vi ser, hvordan eventet vokser år for år, så giver det selvfølgelig blod på tanden,« siger han.
Spinningeventet markerede dermed et stærkt punktum for FC Fredericias aktiviteter i 2025 – også selv om kampen på banen endte med et nederlag. I loungen viste erhvervsliv og frivillige, at opbakningen ikke fejler noget.






