Låge 8: Bog & Idé: Her finder både børn og voksne deres julefavoritter

0
Låge 8: Bog & Idé: Her finder både børn og voksne deres julefavoritter

Der er noget særligt over december i Fredericia. Lyset blinker i kæder over byens gader, og den kølige luft er fyldt med duften af gløgg, kaffe og brændte mandler fra Mandelmandens pande. Mennesker går langsommere, som om byen selv beder dem om at trække vejret dybere. Caféerne sender varme ud i verden, og butikkerne folder deres jul ud – hver på sin måde, hver med sin fortælling.

I årets julekalender besøger Fredericia AVISEN 24 lokale butikker, der hver dag i december åbner en ny låge ind til byens handelsliv.

I dag åbner vi låge 8.

En aktiv og kreativ familiebutik

Hos Bog & Idé samt Legekæden i Fredericias gågade møder man et univers, der spænder fra de mindste bøger til de største byggesæt.
Indehaver Carsten Bank Friis beskriver det sådan: »Det er Bog & Idé, og så er det jo også Legekæden. I gamle dage var det en aktiv og kreativ familiebutik, og det er det egentlig stadig. Vi henvender os til hele familien.«

Den brede målgruppe mærkes allerede, når man træder ind: børnebøger, bestsellere, spil, tuscher, bamser, brætspil, LEGO. Alt sammen side om side i en butik, der sjældent står stille.

Året har været fint, fortæller Carsten. Han siger det med den ro, man hører hos en, der har prøvet decembertravlheden før – og som ved, at stabilitet også er en god nyhed i detailhandlen. »Det har været okay. Der har været godt gang i den, som der plejer.« Det mærkes, at butikkens hverdag ikke kun handler om varer og varer – men også om mennesker. Og her har stemningen spillet med. »Folk er generelt i rimelig godt humør, synes jeg.«

December – månedernes måned

December er uden tvivl årets højdepunkt i Bog & Idé. »Det er årets vigtigste måned,« siger Carsten. Og det kan mærkes. I december er der mere end dobbelt så mange ansatte som til daglig, for tempoet stiger markant. »Der sker en hel del mere. Og ja, vi pakker forholdsvis mange gaver ind.«

Han smiler, for det er en del af glæden ved december. Kunderne, der kommer ind fra gågaden med ønskesedler og idéer, og dem, der kommer uden og leder efter inspiration. Nogle har planlagt hvert køb, andre går på opdagelse mellem bøger, LEGO og spil, til de finder det helt rigtige.

Når det gælder julepynt, er Bog & Ide mere nøgterne end mange andre butikker. »Det er nok ikke det, vi er mest berømte for,« siger Carsten med et lille grin. Til gengæld er der fuld fokus på vareudvalg, service og at hjælpe kunderne sikkert frem mod den rigtige gave. Det er dér, butikken lægger kræfterne i december, og dér, de ved, at de kan gøre en forskel.

Bestsellere til både store og små

Når samtalen falder på bøger, tøver Carsten ikke et sekund. Årets bestseller står lysende klar. »Altså nummer ét … det er Fredericia-bogen,« siger han og holder Lisbeth Aagaard Lykke og Emil Tellerups nye bog frem.

Carsten Bank Friis viser årets bestseller frem: “Fredericia i 50’erne og 60’erne”, som mange kunder har efterspurgt i december. Foto: Fredericia AVISEN

Bogen har fyldt i samtaler rundt om i byen, og det kan mærkes i Bog & Idé. »Den har vi solgt rigtig mange af,« lyder det fra boghandleren.

Til de mindre børn er der også et tydeligt julehit, fortæller han. Denne gang i billedbogsformat: “Peg og find – Den Kæmpestore Pære”
af Jakob Martin Strid. En farverig og humoristisk universbog, fyldt med detaljer og den velkendte Strid-streg, som mange børn, og forældre, har taget til sig.

Den populære “Peg og find – Den Kæmpestore Pære” af Jakob Martin Strid er et af årets klare børnebogshits. Foto: Fredericia AVISEN

Legetøj, der aldrig går af mode

Når det gælder legetøj, træder medarbejder Camilla Svane til. Det er hendes domæne, og hun ved præcis, hvad der sælger. »Lego. Det virker hver gang,« siger hun og finder et LEGO City Formel 1-sæt frem – en af de modeller, de har solgt allermest af. Dinosaurlegetøjet er også et hit. »Den her har vi kun én tilbage,« siger hun og løfter en dinosaurus op fra hylden.

Camilla Svane med et LEGO City Formel 1-sæt, som er blandt butikkens mest solgte LEGO-æsker i år. Foto: Fredericia AVISEN

Til pigerne holder de klassiske legetøjshunde med snor sin plads som favorit. »Det går aldrig af mode. Overhovedet ikke.«

Legetøjshunden med snor er stadig en sikker vinder til pigerne, fortæller Camilla Svane. Foto: Fredericia AVISEN

Spilhylderne er også et decembertrækplaster. Flere af de mest populære titler er allerede udsolgt, men blandt årets stærkeste hits finder man Det Hjemsøgte Hus, som er et nyt spil fra YouTuberen Niki Topgaard. »Det er virkelig populært. Det kom for et par måneder siden, og børnene kan godt lide, at det er en YouTuber,« forklarer hun. Og klassikerne? Exploding Kittens fortsætter med at være en favorit. »Den kan også noget,« smiler hun.

Det nye spil “Det Hjemsøgte Hus” fra YouTuberen Niki Topgaard er hurtigt blevet en af butikkens mest populære spilnyheder. Foto: Fredericia AVISEN

Efter en rundtur gennem årets populære legetøj og spil står én ting klart, tempoet er højt i Bog & Idé, og det starter langt før kalenderen rammer december. Camilla nikker genkendende. »Der var mange, der startede ugen op til Black Friday. Og generelt starter de allerede i november.« Black Friday fungerer som et slags første rykkestart på julehandlen. Bagefter falder tempoet en anelse, men kun kort. »Det er sådan stigende. Vi peaker Black Friday, så går det lidt ned, og så stiger det bare derfra.«

Et samlingspunkt for alle generationer

Låge 8 er åben. I morgen venter en ny fortælling.

Bog & Idé samt Legekæden er en af de butikker, hvor man mærker december tydeligst. Et sted, hvor børn peger, bedsteforældre spørger, og forældre leder efter den gave, der bliver åbnet som den første juleaften. Med låge 8 har vi fået et kig ind i deres december – en måned med bestsellere, byggeklodser, dinosaurer, spil og masser af gavepapir. I morgen åbner vi låge 9. En ny butik. En ny stemning. Endnu en del af Fredericias jul.