Hvad laver en byrådspolitiker i Varde egentlig? Kom med ind bag kulisserne

Varde Kommune inviterer til arrangement om arbejdet som byrådspolitiker. Foto: Varde Kommune

0

I takt med at kommunalvalget nærmer sig, åbner Varde Kommune dørene for alle, der ønsker et indblik i det lokale politiske maskinrum. Den 23. april inviteres interesserede til en aften på Rådhuset, hvor byrådsarbejdet kommer helt tæt på.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Varde Kommune, som blev udsendt tirsdag middag.

Arrangementet begynder klokken 17.30 og byder på oplæg, dialog og mulighed for at stille spørgsmål til både kommunens direktion og udvalgte byrådspolitikere. Ifølge kommunen er aftenen særligt relevant for borgere, der overvejer at stille op til kommunalvalget til november – men også for dem, der blot er nysgerrige på, hvordan det politiske arbejde foregår bag kulisserne.

– Formålet med arrangementet er at sætte ord på, hvad det vil sige at sidde i Byrådet i Varde Kommune og dermed være en del af de vigtige beslutninger, der former kommunens fremtid. Byrådsarbejdet er ukendt land for mange, og på denne aften kan interesserede komme helt tæt på nuværende byrådspolitikere og få indsigt i, hvad de politiske udvalg beskæftiger sig med, siger kommunaldirektør Henning Haahr Pedersen.

Aftenen indledes med en velkomst fra Henning Haahr og kommunens direktør for Økonomi og Erhverv, Mads Sørensen. Herefter følger en gennemgang af Varde Kommune og de politiske fagområder, før deltagerne får mulighed for at stille spørgsmål og tale direkte med byrådspolitikere og direktører.

Varde Kommune har i dag 25 medlemmer i Byrådet og står over for et nyt valg til efteråret.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her