Ju-Bi Malene har været til landsmøde, men hvad med Fredericia?

Læserbrevet er udtryk for skribentens holdning.

0

Tak til SF’s spidskandidat Malene Søgaard-Andersen for referatet fra weekendens landsmøde i den Fredericianske presse, endda før landsmødet er over. Det lyder som om, der har været god stemning og mange store ord om verdens tilstand, Grønland, USA og den globale handelskrig.

Som lokalpolitisk interesseret borger og som kandidat til kommunalvalget i Fredericia, kan jeg ikke lade være med at spørge:

Hvad har det egentlig med Fredericia at gøre?

I sidste uge mente Malene, at Liberal Alliances landspolitik et problem. Denne uge er det Venstre og Socialdemokratiets landsdækkende linje, der står for skud. Det næste bliver vel Kinas CO₂-udledning og Frankrigs pensionsreformer.

Det er svært at få øje på den røde tråd. Hvor er den lokale analyse? Den grundige kortlægning af Fredericias egne udfordringer? Hvor er de konkrete, finansierede forslag til lokale løsninger?

For vi har rigeligt at tage fat på her i Fredericia:

• En ældrepleje under pres.

• Mangel på faglærte.

• Udfordringer med erhvervsudvikling og bosætning.

• Et kulturliv og foreningsliv, der mangler retning.

Udfordringer der fortjener mere end en omgang varm SF luft og verdenspolitik. Din politik er kejserens nye klæder, flotte ord, uden meget substans. Kære Malene, hvornår kommer du ned på jorden og taler om det, der virkelig brænder på i vores egen kommune? Det er vel kommunalvalget du stiller op til? Forsætte SF med at fokusere på andre partiers landspolitik? Bliver debatterne med dig og SF hurtigt afsluttet.

Venlig hilsen
Poul Rand
Byrådskandidat for Liberal Alliance, Fredericia

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her