Sydøstjyllands Politi anholdt tirsdag tre 17-årige personer efter en voldsom hændelse nær Campus Skanderborg. Hændelsen, der fandt sted omkring klokken 13.00, involverede trusler med en kniv og brug af peberspray.

Ifølge en pressemeddelelse fra Sydøstjyllands Politi, der blev offentliggjort her til formiddag, er de tre anholdte sigtet for trusler på livet og ulovlig våbenbesiddelse. Politiet oplyser, at ingen kom til skade under hændelsen, men de understreger, at sagen tages meget alvorligt. Samtidig har politiet delt en opdatering på det sociale medie X for at informere og berolige personer i området.

– Der er tale om nogle stridigheder blandt enkeltpersoner, som kender hinanden i forvejen. Der er derfor ikke noget, der tyder på, at hændelsen har tilknytning til bandemiljøet, fortæller vicepolitiinspektør Finn Ellesgaard Nielsen.

Politiet vil skabe tryghed på skolen

I kølvandet på hændelsen er politiet til stede ved Skanderborg-Odder Center for Uddannelse (SCU) onsdag. Elever, ansatte, forældre og andre bekymrede i området kan møde politiet både i formiddag og eftermiddag for at få en snak og stille spørgsmål.

Vicepolitiinspektør Finn Ellesgaard Nielsen understreger vigtigheden af, at alle føler sig trygge i skolemiljøet.

– Alle skal være trygge ved at tage i skole, og derfor ser vi med dyb alvor på hændelsen, også selvom der heldigvis ikke var nogen, der kom til skade. Efterforskning er stadig i fuld gang med blandt andet at afdække, hvad der ligger forud for hændelsen, og vi er i god dialog med skolerne, kommunen og SSP i forhold til det videre forløb og den tryghedsskabende indsats, forklarer han.

Politiet fortsætter arbejdet med at klarlægge baggrunden for hændelsen og vil løbende informere om udviklingen i sagen. 

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her