I dag klokken 10 bliver den fire kilometer lange banesti mellem Asperup og Brenderup officielt indviet i rigtig efterårsvejr, og dermed kan de første gående og cyklende trafikanter tage den nye strækning i brug.

Den nye sti, som løber langs de gamle jernbanespor, har kostet Middelfart Kommune 14,9 millioner kroner og er første del af en større plan om at skabe sikre forbindelser mellem flere af kommunens byer.

Banestien er designet til at give både cyklister og fodgængere en tryg og naturskøn rute mellem de to byer, og projektet er en del af kommunens indsats for at fremme sikker og grøn transport. Med den nye sti får borgerne i lokalområdet nu en direkte og trafiksikker vej til at komme frem og tilbage mellem Asperup og Brenderup uden at skulle benytte de mere trafikerede veje.

– På torsdag åbner vi jo banestien mellem Brenderup og Båring, og der er generelt en stor interesse for stierne – hvor de ligger, hvordan de bruges bedst, og hvordan de bør udformes. Det er virkelig godt at have nogle gode samtaler om, især som optakt til vedtagelsen af en revideret stiplan i byrådet omkring årsskiftet. Det blev en rigtig god samtale, udtaler borgmester Johannes Lundsfryd blandt andet efter borgermødet i Brenderup mandag.

Projektet har været på tegnebrættet siden 2015, og det er en del af en større plan om at forbinde Middelfart med Holse Stationsby via et netværk af stier. Kommunen har allerede øremærket midler til de næste etaper og forventer at afsætte yderligere 32 millioner kroner i årene 2025-2028 for at udvide ruten.

Læs også: