Med godkendelse fra politiet er Fredericia Kommune nu klar til at omdanne Danmarksgade fra gågade til sivegade. Den kommende ændring, der efter planen træder i kraft pr. 21. november, vil åbne for biltrafik i gaden og indføre 16 parkeringsbåse.

Teknisk Udvalgs formand, John Nyborg (A), understreger, at omdannelsen sker i tæt dialog med de erhvervsdrivende i området, som er blevet informeret om både tidspunkter og det nye parkeringslayout.

Grafik: Fredericia Shopping

Den nye sivegade, der har været diskuteret intensivt, markerer et strategisk skifte i kommunens tilgang til byrummet. Ifølge John Nyborg har der været ønske om en mere fleksibel løsning, hvor aftalerne med de enkelte butikker løbende kan tilpasses, hvis der kommer nye aktører til, eller hvis de eksisterende forhold ændrer sig.

– Der har været kommunikation med hver enkelt af butikkerne. Så der skal være en aftale med hver butik – det er der, udfordringen ligger. Hvis der kommer en ny butik, så skal man se på aftalen igen, og det er den fleksibilitet og præcision, som Fredericia Shopping tidligere har efterspurgt, forklarer Nyborg.

Denne fleksibilitet skal sikre, at butikkerne får optimale rammer for at kunne tiltrække kunder og skabe aktivitet i gaden. Samtidig understreger Nyborg, at omdannelsen til sivegade bygger på kommunens langsigtede plan, hvor politiets godkendelse og løbende justeringer er nødvendige elementer.

Bedre kommunikation og løbende justering

Udmeldingen om Danmarksgade som sivegade kommer i kølvandet på et ønske fra de erhvervsdrivende om bedre kommunikation. Fredericia Shopping og dens medlemmer har tidligere udtrykt behov for klarere retningslinjer i processen, som nu er blevet tydeliggjort i takt med, at planerne er konkretiseret og godkendt af politiet.

– Det er det, vi forholder os til. Det er den proces, man går i gang med for at være klar. Planen er noget, man kan justere løbende, og det er den tilgang, vi arbejder med, siger Nyborg og fremhæver, at det mandatområde, der blev givet til forvaltningen, også rummer fleksibilitet for eventuelle justeringer undervejs.

Samtidig lægger planen op til, at særlige forhold ved enkelte butikker kan imødekommes, så de nye trafikmuligheder ikke står i vejen for forretningernes daglige drift. Med den kommende sivegade håber kommunen at fremme et mere levende bymiljø og skabe rammerne for en balance mellem biltrafik og byliv.

Handelsstandsforeningen har kommunikeret det ud

Grafik: Fredericia Shopping

Fredericia Shopping har informeret sine medlemmer om de kommende trafikale ændringer i Danmarksgade.

I en mail til medlemmerne oplyser foreningen, at Fredericia Kommune planlægger at gennemføre omdannelsen til sivegade den 21. november 2024. Med denne dato på plads kan butikkerne nu begynde at forberede sig på de nye rammer, hvor biltrafik og 16 parkeringspladser vil blive en del af gadebilledet, som en del af kommunens strategi for at skabe et mere dynamisk handelsmiljø.

– Vi har fået lidt flere oplysninger vedrørende de trafikale ændringer, der kommer i området omkring Danmarksgade, skriver Detail & Oplevelseskonsulent, Mette Pyrdol i mailen.