Fredericia Håndboldklub hentede en bemærkelsesværdig DM-bronze i sidste sæson og gjorde sig bemærket med flotte præstationer i slutspillet, der vil blive husket længe. Nu, med blikket fast rettet mod den kommende sæson, står FHK med en komplet trup klar til at gentage succesen. Spørgsmålet er, om de nye spillere har, hvad der skal til for at opretholde FHK’s triumferende momentum.

FHK har tilføjet nye ansigter til deres rækker i et forsøg på ikke kun at gentage sidste års succes, men også på at udbygge den. Disse nytilkommere bringer nye evner, erfaringer og styrker til holdet, men vil de være nok til at holde FHK i toppen dansk håndbold?

Dette er den udfordring, som FHK står overfor: at integrere deres nye spillere, maksimere deres potentialer og skabe et hold, der er endnu stærkere end det, der sikrede sidste sæsons triumf. Sammenligning af de nye spillere med dem, der er taget afsked med, giver et praj om, hvorvidt FHK er i stand til at leve op til forventningerne, og om holdet er blevet forstærket nok til at være klar til endnu en sæson med høje ambitioner.

Sebastian Frandsen (målmand fra Porto):

Han har store sko at udfylde, men kigger man på det i det store hele, er Frandsen en opgradering i forhold til Emil Tellerup. Bortset fra slutspillet, hvor han virkelig peakede, har Tellerup generelt været meget svingende. I slutspillet, hvis man medregner både gruppespilskampene og de efterfølgende finalekampe, var Emil Tellerup med i toppen på listen over bedste redningsprocenter, men kigger man derimod på grundspillet, er Tellerup nede på en samlet redningsprocent på 27,7 procent. Det rækker til en placering som den 22. bedste keeper. Derfor kan man ikke fortænke FHK i at have hentet Sebastian Frandsen, der over en hel sæson tidligere har markeret sig som en af ligaens bedste målmænd.

Sebastian Henneberg (bagspiller fra Eurofarm Pelister):

Når man taler med kilder i håndboldmiljøet, er forventningerne store. Er han skadesfri, og det er også det aber dabei, der er, er Henneberg en spiller, som FHK under normale omstændigheder ikke ville kunne tiltrække. Efter sigende har han haft en god og stabil sæson i den nordmakedonske klub, Eurofarm Pelister, som overraskende vandt mesterskabet. I forhold til Nicolaj Nørager, som han erstatter, er han en anden spilletype, og man kan derfor ikke sammenligne dem en til en. Med sit udadvendte væsen og flotte kampe i slutspillet, er Nørager et savn blandt fans, men skal klubben rykke sig på grundspilsplaceringerne, skal man forsøge at blive bedre over en hel sæson. Er Sebastian Henneberg skadesfri, er det en opgradering.

Jonas Langerhuus (højre back fra HC Midtjylland):

Ikke det indkøb, der skriger mest i øjnene. Langerhuus har spillet en fin sæson i HC Midtjylland, men i forhold til de andre indkøb er høsten lav. Havde FHK haft mere is i maven, kunne de formentlig godt have fået en på papiret bedre spiller. Angrebsmæssigt er det en opgradering af Mads Christiansen, men i forhold til at skulle presse Anders Kragh Martinusen, er spørgsmålet, om det er nok. I flere sæsoner har Martinusen været det eneste kort på højre back angrebsmæssigt, da tiltroen til Mads Christiansens evner ikke har rakt til andet end en solid forsvarsspiller, med mindre Martinusen har været skadet.

Fredrik Mossestad (højre fløj fra IFK Skövde):

Måske ikke den mest profilerede spiller, men taler man med folk med indsigt i håndboldmiljøet, kan det pege i retning af, at FHK har gjort et scoop. Mossestad er nemlig ikke en traditionel højre fløj. Han kan også dække en rigtig solid back, og da forsvaret hverken er Anders Kragh Martinusen eller Jonas Langerhuus’ stærkeste side, giver det FHK muligheden for at lade Mossestad dække backen, når han er på banen, og så kan man sende en af de to højre backs ud på fløjen i forsvaret. Dertil er Fredrik Mossestad også en habil afslutter. Med al respekt for Jakob Frederiksen, hans niveau og hans klubhjerte, kommer norske Mossestad til at rykke FHK et niveau op på højre fløj.

Evgeni Pevnov (stregspiller fra TSV Hannover-Burgdorf):

Den måske største forstærkning FHK har sikret sig er Pevnov. Øjnene blev spærret noget op, da FHK præsenterede den tyske stregspiller. Rygtemøllen i håndboldmiljøet havde kørt i noget tid før præsentationen, da det ikke har været en hylde FHK har handlet på før. En tysk stregspiller, med landskampe på cv’et, og som vel at mærke var fanfavorit i Hannover, hvor han fik en del spilletid, er bestemt ikke hverdag i FHK. Stregpositionen har i flere sæsoner været et af FHK’s svage punkter, men med tilgangen af Evgeni Pevnov, der er født i Uzbekistan, er det lavet om. Med tilgangen af Pevnov fik Rasmus Meyer muligheden for at forlade FHK, og det er en win-win situation for parterne at kunne sende Meyer til Bundesligaen, da han formentlig ville komme lidt i overskud med tilgangen af den 198 cm høje Evgeni Pevnov.

Dermed kommer FHK på papiret styrket ud til den kommende sæson, hvor målsætningen formentlig bliver at ende højere i grundspillet, komme i pokalturneringens Final4, og igen forsøge at spille sig til DM-semifinalen.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her