Når frosten forsvinder, bliver risikoen for flåter større. For flåter kan rigtig godt lide varmt vejr. Derfor er det vigtigt at sætte forebyggende ind samt få tjekket dit kæledyr for de små krabater. De kan nemlig gøre megen skade, hvis ikke de bliver opdaget i tide. Dyreværnets nonprofit dyreklinik Frynseklinikken kører derfor landet rundt for at hjælpe.

Frynseklinikken kommer til Fredericia mandag den 17. april

Det kan være dyrt for en udsat borger at gå til dyrlægen. Derfor lancerede Dyreværnet tilbage i 2018 den første Frynseklinik, hvis formål var at hjælpe socialt udsatte borgere og deres kæledyr.

Dyreværnets mobile nonprofit dyreklinikker, Frynseklinikkerne, hjælper dyr over hele landet og har indtil nu hjulpet over 10.000 kæledyr i Danmark og har besøgt over 100 byer.

Nu kommer Frynseklinikken til Havnecaféen, Vendersgade 46, mandag den 17. april kl.10.00-11.00

Journalister er meget velkomne til at besøge Frynseklinikken, men da der oftest kommer udsatte borgere på besøg, vil vi meget gerne vide, om I kommer. Ydermere skal I kontakte ’bostedet’, så de også ved, hvem man skal tage hensyn til.

Da Dyreværnet, som er en af Danmarks ældste dyreværnsforeninger, tilbage i 2018 lancerede den første non-profit mobile dyreklinik, Frynseklinikken, var det et sats.

Klinikken, der var doneret af dyreelskeren Jørgen Andersen, var et tiltag, der skulle tilbyde hjælp til socialt udsatte borgeres kæledyr i hele landet, men det var usikkert, hvor mange der ville benytte sig af hjælpen.

Hurtigt stod det klart, at succesen var enorm. Derfor donerede Jørgen Andersen endnu en Frynseklinik til foreningen i 2019.

Til dato har de tre Frynseklinikker hjulpet 10.000 kæledyr til at få et bedre liv.

Dyreværnets direktør Henrik Knaack glæder sig over de tal:

– Det kan være helt uoverskueligt for en udsat borger at tage vare på deres kæledyr, selvom de vil det absolut bedste for deres dyr. Det er omkostningsfuldt at gå til dyrlægen, og det er her vi gerne vil hjælpe. Derfor fik Dyreværnet ideen til Frynseklinikkerne – en mobil dyreklinik der kan komme ud til dem, der ikke selv har råd til at betale for et besøg hos Dyrlægen. Man betaler, hvad man har råd til, udtaler han.

-Vi har på fire år besøgt over 100 byer og hjulpet mere end 10.000 kæledyr. De tal taler for sig selv, og vi er alle sammen i Dyreværnet dybt taknemmelige for at Jørgen Andersen har gjort det muligt at hjælpe udsatte borgere og deres kæledyr. Vores erfaring siger os, at netop denne målgruppe får kærlighed, tryghed og tilhørsforhold til et kæledyr, som de måske ikke har til andre mennesker. Vi er til for at hjælpe kæledyr, men det varmer, hvis vi også her hjælper mennesker, der har det svært, slutter Henrik Knaack.

Fakta:
Frynseklinikkerne tilbagelægger årligt mere end 40.000 kilometer og allerede hjulpet hele 10.000 kæledyr i Danmark.

Hver mobile klinik er bemandet af en dyrlæge og en assistent, der sikrer, at både dyr og ejer får en god oplevelse ved besøget.

Man betaler, hvad man kan for en konsultation.

Begge Frynseklinikker er doneret til Dyreværnet af dyreelskeren Jørgen Andersen.

Frynseklinikkerne modtager ingen offentlige tilskud, og det er dermed private donorer samt fonde og legater, der sikrer Frynseklinikkernes fremtidige eksistens.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her