Den idealistiske tankegang har altid præget Jørn Henner, der gennem sit liv har været med på barrikaderne med et stort engagement krydret med en omfattende livsglæde, nysgerrighed og håb. I Fredericia blev han kendt for sine 13 år som skoleinspektør på Alléskolen, hvor han satte sine aftryk på fællesskabet. Ugens Kurt er Jørn Henner.
Jørn Henner er født i februar 1945, få måneder før befrielsen af Danmark. Han var således barn af besættelsestiden, selvom han aldrig kom til at opleve det på andre måder end som spædbarn. Hjemmet var stærkt missionsk, og det prægede hans opvækst i høj grad. Men også senere den mere revolutionære side af ham.
»Jeg tror man er mere indstillet på at gøre oprør, når man har haft temmelig faste grundregler i sin barndom. Det var ihvertfald en stor del af min barndom, at vi var missionske«, siger Henner.
Han blev født på Fyn, nærmere bestemt i Odense, men familien flyttede nogle gange frem og tilbage i området. Dialekten er heller ikke til at tage fejl af, men det er ikke så udtalt, med mindre han kommer til Fyn. Men de sidste 25 år er Fredericia blevet hans hjemsted, hvor han er tiltrukket af den historiske by og nu bruger sin tid på interesserne.
Jørn var udrustet med en god begavelse, og efter realeksamen var han klar til at komme på det man i dag kalder for en ungdomsuddannelse. Dengang var der langt færre, der gik gymnasievejen. Som den yngste student på sin årgang kom han ind på Fyns studenterkursus. Her fik han en god relation til rektor, der anbefalede ham at læse videre indenfor fysik og kemi, måske også fordi rektor selv underviste i de fag. Da han var færdig i 1963 som student, var Jørn da også klar til at tage springet. Så han kom til Århus Universitet, hvor han begyndte at læse fysik og kemi. Men det ville ikke blive den vej, han skulle.
»Undervejs i studierne fandt jeg så ud af, at jeg var fejlplaceret. Der manglede noget for mig i det jeg lavede. Og det var mennesker. Så jeg droppede ud«, fortæller Henner.
1½ år senere kom han istedet for ind på seminaret. Her viste han sig til gengæld at være godt placeret, og det blev begyndelsen til næsten fire årtier indenfor lærerfaget.
1960’erne var præget af nye tanker og et opgør med tradtionerne. Den øgede velstand i samfundet kunne mærkes allevegne. Der dukkede nye veje op, nye boliger, flere muligheder og nogle helt anderledes unge, end dem man havde været vandt til. Da Jørn Henner blev lærer i 1968, var han selvskrevet til at blive en af de berømte ungdomsoprørere. Hans interesse for politik, samfundsforhold og mennesker gav ham impulsen til at blive en ægte græsrod.
»Jeg var allerede familiefar. Jeg havde fået to børn og en tredje var på vej. Men jeg kom med i mange bevægelser og politiske diskussioner. Det var en vanvittigt spændende tid. Naturligvis var det hele meget idealistisk, men vi tænkte nye tanker og vi ville noget andet. Jeg synes selv, at vi faktisk også opnåede nogle vigtige ting«, siger Jørn.
I løbet af 1960’erne gennemførte man i Folketinget flere politiske reformer, søsatte politiske kommisioner og tænkte nye tanker om frigørelse af kvinderne, reformer af arbejdsmarkedet, sygedagpenge til ledige og en ordentlig folkepension til alle. Kernen i projekterne blev Socialdemokratiet med Jens Otto Kragh i spidsen. Han havde dog brug for støtte fra det nystiftede “røde parti”, SF (Socialistisk Folkeparti). SF blev dannet af den tidligere formand for Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), Aksel Larsen, der med sin fortid i et regelret parti, havde særegne principper om beslutningsprocessen:
»Jeg startede jo i SF. Men da Venstre Socialisterne opstod i bruddet med SF, fandt jeg et bedre tilhørsforhold. De var mere frittænkende, og det appellerede til mig«.
Jørn Henner lærte også en af Venstre Socialisternes store ikoner at kende, nemlig Folketingsmanden Preben Vilhelm. Han inspirerede også Jørn, der havde et politisk ståsted at tale fra midt i en brydningstid. Odense var en stor arbejderby, og derfor havde Jørn Henner også en platform for det politiske projekt. Omgivelserne forandrede sig også, og da han gik ind i 1970’erne var ungdomsoprøret fra 1968 en realitet, rent politisk. Der blev vedtaget en ny bistandslov, der sikrede alle en grundydelse hvis de var i nød. Der kom fri abort, ligestillingskrav til arbejdsmarkedet for kvinderne og en ny skilsmisselov så også dagens lys. Jørn Henner befandt sig i midten af en revolution.
»Jeg var ikke meget for alt for dårlige politiske dialoger. Man måtte godt være uenig, synes jeg. Det blev nok mit omdrejningspunkt i alt hvad jeg lavede. Jeg var helt med på, at vi havde brug for mere lighed og frihed, for jeg ville gerne have at mennesket kunne udfolde sig«, siger Jørn.
Han kom igang med at arbejde som lærer på Ejbyskolen i Odense. Her kastede han sig energisk ind i pædagogikkens og undervisningens principper, og blev enormt glad for arbejdet med eleverne:
»Vi havde enormt gode rammer for at kunne udfolde os dengang. Vi fik lov til at afprøve ting, og jeg var med til at lave internationalt samarbejde. Det eneste minus jeg set i bakspejlet kan komme i tanke om, er nok al den tid jeg brugte på arbejdet og fritidsaktiviteterne. Det harmonerede ikke altid lige godt med familielivet. Men det var en spændende tid. Jeg blev også lærerrådsformand og senere fagforeningsmand. Det endte med, at jeg blev formand for arbejdsmiljøudvalget«.
På den måde formede Jørn Henners liv sig om gerningen som lærer, arbejdet med eleverne og kollegaerne, men hvis nogen ikke synes det lyder af meget, så kom Henner også til at udfolde sig på gaderne. Han deltog som aftenskoleleder, og lavede gadeteater i centrum af Odense eller ved Rosengårdscentret:
»Folk tog pænt imod os. I begyndelsen var det meget grænseoverskridende at stille sig op foran folk på den måde. Men det gav en stor berigelse og vi blev mødt på en god måde. Jeg blev virkelig bidt af det!«
På Ejbyskolen kom Jørn til at arbejde med hørehæmmede elever. Og det blev faktisk også en af årsagerne til, at han senere flyttede til Fredericia. Først måtte han dog skilles nogle år før den traditionelle sølvbryllupstid. Så opbrud og nyskabelse kom til ham. Han havde noget familie i Jylland, så han kørte forbi Fredericia. Forinden havde han set et jobopslag fra Alléskolen i Fredericia, hvor man ledte efter en ny skoleinspektør. Jørn Henner kørte forbi og blev betaget af stedet.
»Jeg søgte jobbet som skoleinspektør og fik det. Så i 1994 rykkede jeg til Fredericia. Foran mig lå en helt unik udfordring. Jeg var faldet for Alléskolen. Det var en skole med en ånd, som jeg kunne føre ud i livet. Mit job var at støtte op, være synlig, men ikke for skrap. Sådan så jeg det selv. Jeg ville gerne give plads til eksperimenter, sådan som jeg selv havde fået lov til det i 1970’erne«, fortæller Jørn.
Alt i alt nåede Jørn Henner at være på Alléskolen i 13 år. Med mere end 130 ansatte konstaterede han, at han også kunne finde ud af ledelse. Men som 62-årig gik han endeligt af i 2007. Det var før skolereformen, der sammenlagde skolerne i Fredericia på alverdens måder. I perioden som embedsmand og offentligt ansat skrinlagde han det politiske tilhørsforhold. Han synes ikke, det var passende, at han både var skoleleder og samtidig førte sig frem i et parti. Det med ordentligheden fyldte og fylder endnu meget for Henner. Ved byrådsvalget stillede han sidst op for Miljø- og Velfærdslisten og før det var han medlem af Enhedslisten. Så det politiske kom igen til at fylde efter at lærergerningen var slut.
»Det har været fantatisk at have med havet af generationer at gøre som lærer. Vi mennesker supplerer hinanden. Man kan lære af de gamle, så man også lærer det bedste af andres erfaringer. Men man skal kunne lytte. Det synes jeg af og til mangler i politik. Jeg har altid været meget optaget af, at man har en god tone. Engang blev jeg kaldt for betonkommunist af en borgerlig. Så gik jeg hen til ham og sagde undskyld mig – men hvad betyder det egentlig? Jeg er jo ikke kommunist. Efter det kaldte han mig aldrig den slags igen. Så hvis vi kan tale respektfuldt til hinanden, tror jeg vi vinder meget«, siger Jørn.
Han forklarer at hans livsfilosofi og politiske arbejde altid har handlet om at få mere lighed. Jørn Henner ville gerne have at alle kom med og havde en chance i livet, uanset om de var raske eller syge, unge eller gamle:
»Hvorfor skal vi tabe nogle på gulvet? Det synes jeg ikke vi hverken var eller er nødt til. Rent politisk er man naturligvis nødt til at sluge kameler ind imellem, hvis man vil have indflydelse. At kunne være pragmatisk og kunne indgå kompromisser er også en evne, jeg synes er vigtig. Men den overordnede målsætning er for mig stadigvæk den samme, nemlig at give plads til mennesker, lighed og retfærdighed«.
Ugens Kurt er fortsat aktiv som politisk engageret og interesseret i samfundslivet. Han har deltaget i mange forskellige aktiviteter lokalt, og er en kendt figur for mange med politisk interesse. Efter over 25 år i Fredericia er han groet fast i byen. Han er heller ikke ked af titlen som 68’er eller socialist. Den politiske aktivist fra Nej Tak til Atomkraft eller Odense Ser Rødt. Skolelæreren. Eller Skoleinspektøren. Han er ikke ked af de ting, han har argumenteret for igennem sit liv. ■