I løbet af de seneste par år er han blevet en kendt skikkelse i Fredericia. Efter afstikkere udenbys og en karriere i militæret, vendte han hjem til Fredericia og blev selvstændig. Ugens Kurt er Sune Østergaard fra Get Outdoor.

Det er højsæson for Sunes gesjæft, og med kort varsel kneb det med at finde en ledig stund i kalenderen, men vi fik enderne til at mødes og i formiddagssolen over en sort kop kaffe blev vi klogere på personen, Sune Østergaard.

Normalt, når jeg laver Ugens Kurt, hører det virkelig til sjældenhederne, at det foregår udenfor, men med “Get Outdoor” og en temperatur, der sendte os til sydligere breddegrader end 7000 Fredericia, så bød muligheden sig til.

Sune er 29 år, og fylder snart 30 år. Opvæksten var i Fredericia, hvor han gik på Treldevejens Skole.

“Det var en meget normal skolegang. Vi var en hel almindelig klasse. Jeg kunne godt lide sløjd, men mindre glad for dansk,” siger Sune, der særligt husker lærerne Birgit, Jørgen og Stig.

Fra barnsben har Sune spillet cricket, og det er noget der ligger til familien.

“Min bedstefar startede klubben, og jeg spiller stadig selv i dag, og det gør min storesøster og to af mine onkler også,” siger Sune, der er formand for klubben.

Efter endt skolegang kom Sune ud at arbejde som arbejdsdreng / tømrer for sin onkel, og det blev indgangsvinklen til hans uddannelse.

“Jeg startede på tømreruddannelsen i Vejle, og gjorde den færdig. Det var fedt at være med til at bygge mange sommerhuse,” siger Sune, der tog på noget af et eventyr, da uddannelsen var fuldendt:

“Jeg tog et år til Australien, og rejste rundt selv i det år. Det var en kæmpe oplevelse, hvor jeg havde et år med sjov, hvor jeg rejste langs østkysten, og så arbejdede jeg i et halvt år på en farm, der er på størrelse med Sjælland.”

Hvordan var det at være ude at rejse?

“Det var vanvittigt fedt. Det har givet mig en god ballast i forhold til blandt andet det at være selvstændig nu,” siger Sune.

Efter at være kommet hjem fra Australien tog Sune på et andet eventyr. Det blev i Forsvaret, hvor han endte med at være i syv år.

“En uge efter jeg kom hjem fra Australien startede jeg min værnepligt, og jeg endte med at være i Forsvaret i syv år,” siger Sune, der undervejs var udsendt til Afghanistan i Helmand-provinsen:

“Det var lidt surrealistisk, og man får et andet syn på verden. Da jeg var der blev lejren angrebet nogle gange, men det var ikke så slemt som hold seks, syv og otte,” siger Sune, der i Forsvaret altid havde en ledende rolle. Han nåede blandt andet at være konstabel, gruppefører, være næstkommanderende i delingen 

Efter otte år i Forsvaret skulle der ske noget nyt, og det drejer os hen i retning af det Sune laver den dag i dag.

“Jeg vidste ikke helt hvad jeg ville, men jeg havde hørt om Friluftvejlederuddannelsen. Grundet min tid i Forsvaret havde jeg optjent så jeg fik løn i skoleperioden. Det var et godt springbrædt til det jeg laver i dag,” siger Sune og fortsætter:

“Man far døde lige, da studiet startede. Han væltede på cykel, og fik en hjerneblødning og var i koma. Jeg var på daværende tidspunkt lige flyttet til København og det satte tingene lidt i perspektiv. Efter et par måneder døde han som følge af hans tilstand,” siger Sune.

Sune havde fundet sin rette hylde på studiet, og derfor gennemførte han det, selvom det var en hård tid og imellemtiden stiftede han Get Outdoor i februar 2018.

“Jeg gik stadig på uddannelsen der, og jeg var virkelig helt grøn indenfor at være selvstændig. Jeg skulle lære alt det med moms osv. helt selv, så der var en masse jeg skulle sætte mig ind i,” siger Sune, der blev færdig med studiet i sommeren 2018:

“Min kæreste og jeg flyttede tilbage til Fredericia i slutningen af juli, og jeg havde efterhånden været væk i syv-otte år. Jeg opdagede så Kanalbyen ved tilbageflytningen og der ligger Get Outdoor i dag,” siger Sune og fortsætter:

“Vi kiggede faktisk på noget i Odense, men fandt ikke det rette og så besluttede vi os at flytte hjem til Fredericia. Det var sjovt at komme tilbage ,og der var virkelig sket en del. Jeg fandt hurtigt ud af, at det passede godt sammen, og jeg åbnede min container der i 2019,” siger Sune.

Hvordan var det første år med containeren?

“Det var stille og roligt. Jeg fokuserede meget på netværk, og lære en masse ting. Jeg var ny i branchen, kan man sige, men der var en masse netværk og jeg havde fokus på at tale med folk,” siger Sune, der i starten stadig havde et job ved siden af.

“Jeg havde 15 timer om ugen som bestyrer af et nyt projekt, hvor man kunne købe soldaterudstyr, men det er dødt igen pga. Corona,” siger Sune, som derfor nu er gået fuldtid med Get Outdoor:

“Det er hårdt, men fedt. Det er arbejde hele tiden, der er virkelig fart på,” konstaterer han.

Hvad lærte du af det første år i C-byen?

“Det var det med at være dernede, hvor der ikke kom nogen, og jeg var der meget. Det kunne jeg mærke, at jeg skulle ændre, hvis jeg skulle leve af det her,” siger Sune, der i stedet ændrede strategi:

“Jeg har lavet det til onlineudlejning med kajakkerne. Det et turene, hvor jeg skal lære fra mig jeg helst vil” siger Sune og fortæller, at det er meget bredt, hvem der vil på ture:

“I sidste weekend havde jeg tre kurser, hvor det var en drengetur, polterabend og 2×30 års fødselsdag. Turene bliver tilpasset alt efter hvem det er og hvad de vil,” siger han.

Hvordan reagerede du, da der kom Corona?

“I starten tænkte: Hvad skal der ske? Jeg valgte at fokusere på min kajak og ture for normale personer, da firmaer med mere næppe ville booke noget,” siger Sune, der satser på godt dansk sommervejr, når mange formentlig vælger at holde ferie herhjemme:

“Forhåbentligt får folk øjnene op for, hvad vi kan herhjemme,” siger han.

Hvad står sommeren ellers på for Get Outdoor?

“Der er feriesjov og så vil jeg lave kajakture, som varer over flere dage. Jeg planlægger lidt på det og ser om jeg kan få det stablet på benene,” siger Sune og slutter med at komme med et håb for fremtiden:

“Jeg skal gerne ud at få et normalt arbejdsliv, men al opstart er hårdt. Jeg er bevidst om, at der skal knokles igennem, men måske om et års tid har jeg et knapt så presset arbejdsskema,” slutter Ugens Kurt, Sune Østergaard.

Sune hastede videre, og undervejs i vores samtale har flere familiemedlemmer stukket næsen forbi vores bord, og spurgt efter den hårdtarbejdende Sune. Vi gik  derfor hver til sit, og ønskede hinanden en god dag.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her