En 21-årig mand fra Fredericia forsøgte at løbe væk fra politiet onsdag aften. Det lykkedes ikke. En efterfølgende ransagning på hans bopæl gjorde, at politiet fandt en stor mængde stoffer og et større kontantbeløb.

En patrulje stoppede rutinemæssigt en personbil på Egeskovvej i Fredericia onsdag klokken 21:05. I bilen var der en fører og en passager, og da politiet ankom, skyndte passageren sig ud af bilen.

En betjent løb efter ham og fik fat i ham, men den 21-årige mand lykkedes med at rive sig fri og løbe videre. Efter noget tid tabte manden pusten, hvorefter politiet igen fik standset ham.

Det viste sig, at den 21-årige havde været i besiddelse af skunk, som han havde smidt under løbeturen. Derfor blev han anholdt, og hans bopæl blev efterfølgende ransaget, hvor der blev fundet skunk, hash, kokain og et større kontantbeløb, som politiet formoder stammer fra narkosalg.

På bopælen blev der fundet under 100 gram hash, under et kilo skunk, under fem gram kokain og 7800 kroner i kontanter. Mængden, som blev smidt, da den 21-årige forsøgte at stikke af fra politiet, var under ti gram skunk.