FRITID. Lørdag morgen klokken otte holder der en bus ved idrætscentret. Rygsækkene er pakket til en uge i telt, soveposerne er rullet stramt, og et sted mellem madkasserne og gummistøvlerne ligger forventningen om alt det, der venter på den anden side af Storebælt. Omkring 150 spejdere fra Fredericia Kommune deltager, når de er flest, når Spejdernes Lejr slås op i Hedeland Naturpark på Sjælland fra den 18. til den 26. juli.
Spejdernes Lejr er Nordens største af slagsen og afholdes hvert fjerde år. Denne sommer vender den tilbage til det gamle grusgravsområde ved Roskilde, hvor lejren også lå i 2022, og hvor der i disse uger vokser en hel midlertidig by frem med vandforsyning, lejrhospital, supermarked og omkring 300 aktiviteter. 30.000 spejdere fra Danmark og udlandet flytter ind, og hen over ugen ventes op mod 50.000 gæster at lægge vejen forbi. For Lone Hansen, der er leder i Peder Griib Gruppe hos KFUM Spejderne, er det selve størrelsen, der gør indtryk. »Det giver en fornemmelse af, at vi faktisk er mange, og at det er en verdensomspændende bevægelse. Sammen med Fredericia-spejderne skal der både bo finske og norske spejdere, som er venskabsgrupper med nogle af de lokale grupper,« fortæller hun.
Hverdagen på lejrpladsen kommer i store træk til at ligne den derhjemme i spejderhytten. Der skal laves mad over bål, vaskes op og holdes orden på pladsen, uanset om man er 40 eller 30.000 om det. Rundt om de daglige pligter åbner størrelsen til gengæld for oplevelser, som en enkelt gruppe fra Fredericia aldrig ville kunne stable på benene selv.
»Man skal selvfølgelig stadig lave alle de almindelige hverdagsting. Vi skal lave mad, vaske op og sørge for, at der er orden på pladsen. Men samtidig er der flere hundrede aktiviteter, man kan melde sig til. Det er oplevelser, som vi aldrig ville kunne arrangere, hvis vi bare var vores egen lille spejdergruppe,« fortæller Lone Hansen og nævner det eksempel, der nok vil sidde længst fast hos hendes egne spejdere. »De spejdere, jeg har med, skal blandt andet overnatte inde i Roskilde Domkirke. Det tror jeg aldrig, de ellers ville få mulighed for. De skal også ud at sejle i vikingeskib, og der sker en masse inde i Roskilde og omkring Vikingeskibsmuseet.«
Hjemme på lejrområdet står fremtidsværksteder og kreative værksteder side om side med de gamle discipliner, knob, orienteringsløb og naturkendskab, som ifølge Lone Hansen får et twist og bliver moderniseret, når rammerne er så store.
Selv har hun prøvet de store lejre før, og hun ved godt, hvor ugens største øjeblikke gemmer sig. Hver aften samles hele lejren til lejrbål ved foden af Hedelands skibakke. Børnene har svært ved at forestille sig det på forhånd, siger hun, men selv glæder hun sig til fornemmelsen af, hvor stort det er, og til at møde alle dem, man kender fra andre sammenhænge. »De store fælles lejrbål er selvfølgelig en oplevelse. 30.000 mennesker samlet på en skibakke uden for sæsonen, det er en helt vild fornemmelse,« fortæller Lone Hansen.
Første kapitel skrives lørdag morgen, når bussen ruller fra idrætscentret klokken otte med kurs mod grusgraven ved Roskilde.





