OPINION. Mens vestlige venstrefløjsaktivister gerne rejser til Gaza, demonstrerer, besætter universiteter og taler om at være “på den rigtige side af historien”, udspiller der sig samtidig en af de mest brutale undertrykkelser i vor tid i Iran. Her er der ingen selfies, ingen slogans og bemærkelsesværdigt få protester.
Iran er ramt af den største protestbølge i årtier. Siden slutningen af 2025 har almindelige borgere, studerende, arbejdere, kvinder – demonstreret mod økonomisk kollaps, inflation og et præstestyre, der har mistet enhver folkelig legitimitet. Regimets svar har været klassisk totalitært: tusinder dræbt, titusinder arresteret og internettet lukket ned for at slukke sandheden sammen med lyset.
Ifølge menneskerettighedsorganisationer er der tale om et af de mest voldsomme statslige angreb på civile i nyere tid. Kvinder dræbes for ikke at bære tørklæde “korrekt”. Mennesker henrettes for at forlade islam eller for at være homoseksuelle. Læger arresteres for at behandle sårede demonstranter. Journalister og deres familier trues – også i udlandet.
Her opstår det politiske paradoks. Hvor er de højlydte aktivister, når det er et islamistisk præstestyre, der undertrykker? Hvor er de store demonstrationer, når kvinder i Iran kæmper – ikke for symbolske rettigheder, men for retten til overhovedet at leve frit? Hvor er Greta Thunberg, som ellers konsekvent taler om moralsk ansvar og historisk stillingtagen? Hvor er Line Barfod og resten af den danske venstrefløj, når kampen står mod et af verdens mest totalitære regimer?
Tavsheden er larmende.
Forklaringen er ubehagelig, men enkel: Iran passer dårligt ind i fortællingen. Det er svært at protestere mod et regime, der ideologisk deler fjendebillede med Vesten og samtidig finansierer islamistiske bevægelser, som dele af venstrefløjen ellers ser som “modstand”. Man bider nødig den hånd, der passer ind i ens verdensbillede.
Men frihed er ikke et menukort, man kan plukke fra.
Man kan ikke forsvare kvinders rettigheder i ét hjørne af verden og ignorere dem, når kvinder bliver slået ihjel for deres tøj. Man kan ikke tale om LGBTQ-rettigheder og samtidig se bort fra et regime, der henretter homoseksuelle. Man kan ikke kalde sig antifascist, hvis man er tavs over for et religiøst diktatur. Frihed kommer ikke af sig selv. Den skal vindes – og den skal forsvares. Også når det er politisk ubekvemt.
Iranerne fortjener vores fulde støtte i kampen mod det islamistiske mørke. Vi bør forpligter os, når regimet slukker internettet, fængsler sandheden og håber, at verden kigger væk.
Danmark har sat diplomatiske, politiske og internationale signaler, men ingen dramatiske, ensidige aktioner alene som regering. Det er klart, effektivt og symbolsk — men det er stadig primært politikens sprog, ikke handlingens. At se bort er også et valg. Historien har det med at huske den slags.
