Villemo Pia L. Østergaard er for mange lig med Ungdommenshus i Fredericia. I denne uge har Pia været i den varme stol på Kurt’s Kaffebar til en snak om et liv med mange oplevelser.
Solen står højt over Fredericia denne morgen. Jeg havde sat Pia i stævne klokken 10 til en kop kaffe og en snak om hendes liv. Pia kommer ind ad døren sammen med vores kulturjournalist. De to kender hinanden fra gamle dage, så det var et kærligt gensyn.
Pia udstråler livsglæde. Det var det store smil og grinet der var mit første indtryk af hende. Pia ligner ikke alle andre, i sine ører har hun store øreringe og hendes tatoveringer er specielle. Hun fortæller mig, at hun kan tale længe om sit liv – men på trods af advarslen bad jeg hende fortæller lidt om sig selv.
“Jeg kommer fra Fyn, en lille by der hedder Vissenbjerg. Jeg er uddannet både kok og pædagog, men det er kokkegerningen der har været mit primære. Tilbage i tidernes morgen blev jeg udlært på Stubberup Kro. Et meget lille sted hvor der var Mester, hans kone og hans mor. Var vi heldige var der en opvasker. Men det har gjort, at jeg kan alle færdighederne til fingerspidserne” fortæller Pia.
Rykkede alt op og flyttede mod storbyen
“Derfra rykkede jeg alt op og flyttede til København i ’97. Jeg fik et job på Dyrehavsbakken i en enkelt sæson i ’98. Derfra fik jeg et job hos DSB Restauranten på Hovedbanegården – og dengang var det stort. DSB ejede alt på banegårdene rundt om i landet, så det var stort”
“Men det var ikke altid lige sjovt. Med til historien hører elleve overfald – eller rettere, jeg fik taget alt hvad jeg havde med. Derfor gik jeg til sidst på arbejde kun med mine nøgler og cigaretter. Det er et hårdt sted at arbejde” fortæller Pia.
“Men derfra tog jeg skridtet videre. Sammen med min køkkenchef fra DSB åbnede vi en restaurant på Frederiksberg. The five senses hed den. Men det varede ikke længe. Vores samarbejde holdte ikke – så vi valgte at lukke inden det gik galt. Ingen konkurs eller noget, vi lukkede bare” fortsætter hun.
Tilfældigt at Pia endte i Fredericia
En dag blev København for meget for Pia. Hun valgte at nu var det tid til at komme hjem – eller nærmere tog hun hele vejen til Jylland. En af hendes gamle venner kørte taxa – og da han fik en tur fra Kolding til København hoppede hun med da han skulle hjem igen. At Pia så endte i Fredericia var mere et tilfælde.
“Jeg fik et job i Middelfart, men dengang var det billigere at bo i Fredericia, så det blev her jeg slog mig ned” fortæller hun.
Uventet karriereskifte
Efter Pia var kommet til Fredericia og havde slået sig ned tilbage i 2001 skete der i 2005 et karriereskifte for Pia. Hun blev gravid som enlig mor, og hun kunne ikke se sig selv være kok som enlig mor. Derfor skulle Pia skifte karriere.
“Jeg blev optaget på pædagogseminariet i Kolding i 2005. Jeg har egentlig altid vidst, at hvis jeg skulle noget andet end at være kok, så var det at arbejde med mennesker. I min tid på Hovedbanegården har jeg set mange skæbner og eksistenser. Jeg håbede på, at jeg kunne hjælpe nogen af dem – derfor ville jeg være pædagog” siger Pia Villemo.
Hendes nye uddannelse gav hende et job hun har holdt fast i. I en praktikperiode blev Pia ansat på Ungdommens Hus i Fredericia – et sted hun er blevet meget glad for.
“Starten var hård. Jeg kendte ikke miljøet – eller, jeg havde været på Jagtvej 69 så jeg kendte det lidt, men jeg kendte ikke menneskerne. Jeg startede dagen før en stor hardcore festival med flere tusinde deltagere fyldt med tatoveringer. Det var noget af et kulturchok for mig” siger Pia.
Ungdommens Hus er gået i hjertet
Gennem hele samtalen refererer Pia til Ungdommens Hus som ‘Huset’. Efter 12 år som ansat på Ungdommens Hus i Fredericia er det blevet en stor del af Pia. Så stor en del, at hun har fået deres logo tatoveret på sit ben.
“Hvorfor vælger man at få tatoveret sin arbejdsplads på sin krop? Det gør man når man elsker sit arbejde. Jeg har tretten tatoveringer på mit ben, fordi jeg har fødselsdag d. 13. Men hver og en fortæller noget om mit liv – og her fyldet Huset meget. Det føles lidt som mit hus” siger Pia og fortsætter:
“Man får mere ejerskab over det med tiden. Mit arbejde bunder i stærke relationer, for hvis ikke jeg kan lave relationer til de unge på Huset, så kommer jeg aldrig ind på livet af dem. Jeg elsker at give noget tilbage, for det giver meget for mig at være på Huset”
“Jeg ville ikke ændre ret meget”
Efter en god snak om fortiden skal vi også nå at snakke om fremtiden. En fremtid der for Pia ikke indebærer de store ændringer, selv ikke hvis hun havde ubegrænset med midler.
“Jeg er måske lidt gammeldags. Jeg ville ikke ændre det store. Jeg elsker det rå look, jeg vil ikke til at spartle huller og pudse det. Men jeg ville putte nogen penge i skaterbanen. Jeg ville bygge en ny graffitimur. Ja, egentlig bare fixe de ting der er slidt efter snart 20 år” slutter Pia.
