Fredericia AVISEN sætter hver uge fokus på en fredericiansk personlighed. I denne uge har vi haft den travle FC Fredericia-direktør, Stig Pedersen, i lænestolen på Kurt’s Kaffebar.
Stig Pedersen har travlt for tiden. Fodbolddirektøren står sammen med klubben overfor en semifinale i DBU Pokalen på onsdag mod superligamandskabet, Silkeborg IF.
Stig P, som han kaldes i folkemunde, blev ansat som Direktør for FC Fredericia i 1996.
”FC Fredericia har gennemgået en imponerende udvikling, hvor mange har hjulpet til. Vores bestyrelse har bestået af de samme kræfter i mange år. Vi har været sammen hele vejen,” fortæller Stig.
FC Fredericia er desuden flyttet fra det gamle stadion på Baldersvej, som mange fredericianere også forbinder med speedway, til Monjasa Park ved Fredericia Idrætscenter.
”Projektet startede som fyraftensprofessionalisme. I dag er vi fuldtidsprofesionelle. Det har krævet tid og hårdt arbejde. Generelt tog det for alvor fart, da vi flyttede til Monjasa Park. Sportsligt løftede vi os meget under trænerne Jan Vingaard og Peter Sørensen,” siger Stig Pedersen.
Hvad har været det største i din tid hos FC Fredericia?
”Det største ville have været oprykning, men det har generelt været en fed og livsbekræftende rejse. Vi er kommet på fodboldlandkortet. Det er sket i et konkurrencemæssigt miljø, hvor fodbold er den sportsgren, der er sværest at komme til tops i. Det kræver millioner af kroner og enorme ressourcer at drive en fodboldklub,” konstaterer FCF-direktøren.
Hvordan husker du aftenen i Kolding?
”Den var en stor skuffelse. Når jeg ser tilbage, så var det en fremragende sæson, og vi kunne være rykket op, men det gjorde vi ikke. Der var omkring 1.500 fredericianere den aften, vi tabte 1-0 i Kolding. Det var frygteligt,” forklarer Stig Pedersen.
Stig Pedersen om nutiden
FC Fredericias magiske pokalaftener er hotte lige nu. Store Superliga-mandskaber har været forbi Monjasa Park, hvor de er blevet sendt hjem med nederlag i bagagen. Men sådan skal det være, for FC Fredericia har en meget bevidst og ambitiøs prioritering af pokalturneringen.
“Vi har altid prioriteret pokalturneringen, fordi det er en måde at trække Superligaholdene til byen. Hvis man går videre, trækker man flere tilskuere til, mere omtale og stolte borgere. Det kan fodbold. Turneringen er sammensat, så man kan næsten ikke undgå at møde Superligahold. Vi har haft fantastiske kampe mod OB, FCK, AGF. Sejren over AaB i kvartfinalen fik mig til at knibe mig selv i armen. Nu skal vi møde Silkeborg i den største enkeltstående kamp i FC Fredericias historie,” siger Stig og fortsætter:
”Det stak lidt af. Vi mærkede en enorm glæde i byen over resultatet. Omgivelserne har lagt mærke til os. Bare det, at vi kommer i semifinalen er en kæmpe bedrift. Det er ikke mod lette modstandere, vi er kommet så langt. Det har man lagt mærke til rundt omkring,” forklarer Stig Pedersen og kommer ind på interessen forud for pokalbraget mod Silkeborg:
”Det er gange ti i forhold til, hvad vi plejer. Det er vildt fedt. Nu vil vi gøre alt for at komme i finalen. Det fylder meget i vores bevidsthed. Det er svært at abstrahere fra i kampen lige nu, det kan vi ikke komme udenom,” fortæller Stig P., som oplyser, at der allerede er solgt 2.000 billetter i forsalget.
Stig Pedersens privatliv
Alle kender Stig Pedersen som fodbolddirektøren. Den tidligere folkeskolelærer bruger endvidere rigtig meget tid i direktørstolen, men hvad bruger han tiden på, når han ikke sidder i den stol?
”Jeg bruger tiden på mine venner og familie. Der går meget tid med fodbold nu. Vi stopper turneringen d. 20. maj, så bliver weekenderne mere fri. Jobbet fylder meget i den periode,” konstaterer Stig Pedersen og kommer ind på, hvad han bruger tidsmæssigt på direktørstillingen pr. uge:
”Tiden er meget varieret. Vi bruger meget tid, men der er perioder, der er værre andre. Vi kan godt få arbejdstiden til at gå i løbet af året. Jeg piver ikke. Det kan godt være, vi har 70 timers arbejdstimer og med udekampe kræver det ekstra mange timer. Det er den sjove del af det. Det driver sig selv. Den sure tid er dårlige perioder. Det er sjovt, når vi vinder og tilsvarende modbydeligt, når man taber,” forklarer han.
Er det svært at sælge jeres produkt, når I har tabt en kamp?
”I sportens verden går det op og ned. Vi har en fantastisk opbakning i Fredericia. Vores sponsorer kan godt forstå, at engang imellem går det ikke så godt. Det er ti gange sjovere, når man vinder,” siger Stig Pedersen.
Apropos sælge og konkurrence. Hvordan er jeres forhold til Fredericia Håndboldklub – måske en af de største konkurrenter på sponsormarkedet i Fredericia?
”I al den tid jeg har haft med fodboldklubben at gøre, har det været rigtig fint. Jeg brænder for fodbold. Det er en sportsgren man kan ikke sammenligne med håndbold. Vi konkurrerer på samme sponsormarked, men vi taler samtidig godt sammen. Håndboldklubben ønsker vi held og lykke med de kommende projekter. Vi kan sagtens arbejde side om side,” forklarer Stig Pedersen og fortsætter:
”FHK får fantastiske rammer nu. Vi sidder ikke og snakker sammen i øjeblikket, men der er synergier, hvor vi kan hjælpe hinanden.”
Det nye samarbejde med FC Midtjylland
FC Fredericia har tidligere haft visioner om inden for x antal år at komme i Superligaen. En lignende vision er nu kommet med det nye samarbejde med FC Midtjylland.
”Nu har vi indgået et godt samarbejde med FC Midtjylland. Det får os til at melde ud, at vi skal i Superligaen indenfor de næste fire år”, siger Stig.
Den kommende træner i FC Fredericia, Jonas Dal, har en lang fortid i FC Midtjylland og kender til deres akademi. Havde det noget at sige i forbindelse med ansættelsen af ham?
”Vi havde samtaler med fire trænere. Det faldt ud til Jonas’ fordel, og når vi har ansat ham, er det en klar fordel, at han kender til FC Midtjylland,” fortæller Stig og kommer ind på, hvad det er FC Midtjylland har fundet attraktivt ved FC Fredericia:
”De har en række spillere, der ikke kan komme på deres Superligahold. De kan spille ved os, hvor man ved, at vi kan udvikle dem, og så kan de komme retur til FCM og blive solgt. Det er win-win for alle parter,” forklarer FCF-direktøren.
De største salg igennem tiden
En del af FC Fredericias DNA er at sende spillere videre i systemet Eksempelvis spiller Benjamin Hansen fast for FC Nordsjælland, efter FCF solgte ham videre til Farum-klubben.
”Det er fantastisk at se. Det er imponerende det antal, vi har sendt videre, på trods af, at vi ikke har været i toppen. Vi har været subtoppen de seneste år, alligevel har vi sendt spillere videre til højeste niveau,” siger Stig Pedersen.
En klassisk kritik af FC Fredericia er, at korte kontrakter og de gode spillere bliver videresolgt. Den problemstilling kender Stig:
”Det er hver gang en spiller gør det godt. Så kan det betyde, at vi mister ham. Men vil man binde spillere i længere tid, koster det. De skal tilbydes attraktiv løn og det kræver naturligvis en afvejning hver gang. Det er vores lod, kan man sige. Frans Putros lavede vi en 2,5 år aftale med, men jeg ville ønske, det var mere,” fortæller Stig.
Kaffen er ved at være tom. Spørgsmålet på falderebet bliver derfor det største salg i Stig Pedersnes regeringstid.
”Thomas Mikkelsen er nok det største salg. Vi hentede også Pierre Kanstrup i Brønshøj og sendte ham videre. Vi havde også Anders K. Jacobsen, der var et stort salg, men hvis jeg skal pege på et salg, som jeg er meget stolt af, er det Mikkel Lindorf, som vi solgte, da vi var i 2. division. Han er den tredje eller fjerde største handel, vi har lavet, lyder afslutningsreplikken fra Stig Pedersen.
Fakta Stig Pedersen
57 år
I FC Fredericia siden 1996, blev fuldtidsansat i 2005
Har 4 børn
Bor med Charlotte