Han er velkendt for mange fredericianere som manden, der ved hvordan man stiller uret korrekt og får styr på sin kalender. Søren Ellegaard er teambuilder og HR-specialist, der gennem årerne har specialiseret sig i virksomhedernes behov for at have tilfredse og glade medarbejdere.

Når man taler med Søren, er det svært for ham at skjule, at der er noget fynsk i ham. Selvom han i dag bor i Værløse, har han også haft base i Fredericia gennem to årtier, hvor han har boet i Erritsø. Men udgangspunktet var hans fødsel i Odense i 1967, hvor han voksede op i Munkebjergkvarteret, nærmere bestemt i Dyrup. Baggrunden for hans familie var solid, for forældrene havde mange penge. De ejede en stor kæde af butikker, og det blev en del af hans selvforståelse op gennem barndommen, hvor han voksede op sammen med sin søster.

I skolen klarede han sig udover der sædvanlige, og blev betragtet som en af de klogeste i klassen. Men samtidig var han efter eget udsagn påståelig.

»Jeg tror vist det nogle gange var lidt for let for mig i timerne, så der røg nok en bemærkning eller to ud af munden på mig, der ikke landede helt som den skulle. Jeg var enormt stædig. Det kom nok også af at jeg var fagligt godt begavet, og derfor blive en slags kloge Åge. Det gav en masse modstand fra de andre børn«, siger Søren Ellegaard.

Det hjalp ham heller ikke at forældrenes succes stod frem. Samtidig var de ofte meget optaget af deres forretninger, så han var meget overladt til sig selv. Tilgengæld fik han en slags reservemor, Solveigh, der havde en familie han følte sig hjemme i. Undervejs fik han et anstrengt forhold til sin far, der ikke havde meget til overs for fejl og mangler. Det kom til at præge hans personlighed meget:

»Det gik meget tidligt op for mig, at jeg skulle klare mig selv her i livet. Så på trods af at mine forældre svømmede i penge, så har jeg altid tjent og brugt mine egne penge. Det med at kunne klare sig selv, blev et kæmpe stort tema for mig. Jeg flyttede også hjemmefra meget tidligt, så der var ikke noget med at hænge i mors skørter. Da jeg selv fik børn, så kunne jeg bruge det afsavn af familie på dem. Jeg gav den virkelig hele armen, da de var små«.

Allerede efter 2.G. blev Søren smidt ud hjemmefra, som han siger det. På gymnasiet havde han fået en helt ny tilværelse, hvor alle årerne fra skolen var vasket væk. Hans selvforståelse og andres forståelse af ham var en ny. Han kom til at blive enormt glad for sin gymnasieklasse. Samtidig spillede han amerikansk forbold.

»Jeg er da lidt høj, godt bygget, så spillet passede mig super godt. Allerede dengang blev den fysiske aktivitet vigtig for mig. I dag er det så karakte, der er min passion, men det med at få brugt kroppen havde jeg altså fra ungdommen af. Så var der naturligvis også en masse arbejde. Jeg gik med Ugeavisen og kom senere også til at arbejde i mine forældres virksomhed. Det fik så en brat ende, da jeg røg ud hjemmefra. Men det gav mig ballast til at ville selv, og det har jeg kunnet bruge resten af mit liv som en stor fordel og styrke«, siger Søren.

Hans begavelse fulgte også med ham på gymnasiet, og han fik et godt resultat. Derfor blev han optaget på jurastudiet på universitetet. Kortene var lagt til rette til en karriere som advokat. Men dagen før han skulle begynde på studiet, valgte han stik mod alle fornuftige planer at droppe ud. Han opdagede at han havde samvittighedskvaler:

»Jeg gik og tænkte over det i noget tid, før studiestart. Så gik det op for mig, at jeg jo reelt kom til at skulle forsvare skyldige eller få frikendt skyldige. Det brød jeg mig ikke om. Så jeg satte mig ned og tænkte. Det endte med at jeg sagde til mig selv, at det kunne jeg bare ikke leve med. Så farvel til jurastudiet«.

Istedet for sadlede han helt om. Han blev optaget på Cand.negot studiet, med fransk i sprog. Et problem var bare, at stort set alle de andre studerende havde været au pair i Frankrig eller boet der. Så han følte sig helt på spanden. Godt nok havde han en god karakter fra gymnasiet i fransk, men der var lang vej hjem. Så han endte på det Franske handelskammer, ECCIP, i Paris, da en af hans medstuderende meldte fra. Hele hans første semester blev derfor taget i den virkelige verden. Men det var ikke helt nok.

»Klassen var international og ikke fransk. Der skulle mere til. Så jeg tog et år på en af Frankrigs bedste skoler, jeg tror faktisk i top ti, nemlig ESSCA. Det var en helt fantastisk erhvervsskole. Det skete på baggrund af en unik chance, da en studievejleder dagen før deadline til ansøgning kom og sagde, at der var ledige pladser, hvis man søgte inden kl. 12 næste dag. Den chance tog jeg«, fortæller Søren.

Udover studierne kom han til at bo sammen med en franskmand, og Søren holdte sig generelt sammen med de franske også i fritiden. På den måde fik han sproget ind i hovedet på en effektiv måde. Selv til jul og nytår blev han i Frankrig. Viljen til at lære det hele var så stor, at han ikke ville gå glip af noget. Det endte med at han tog 24 fag og bestod de 21. Sværhedsgraden taget i betragtning, var det et helt unikt resultat:

»Den indsats gav bare pote. Og så hjalp det også at min barndom havde været så jammerlig, at jeg bare ville klare mig selv for enhver pris. Det var nok første gang, jeg for alvor mærkede, hvor stor en indflydelse den opvækst havde på mine valg her i livet«.

Hans selvtillid og gå på mod havde forandret hele hans livsfundament. Uddannelsen som Cand. negot og det intensive forløb i Frankrig åbnede mange døre for ham i erhvervslivet. Han opdagede dog hurtigt, at det var mennesker, der interesserede ham. Han ville gerne arbejde med folks ressourcer og være med til at skabe effektivitet, trivsel og glæde. En dag kom en nabo til ham og sagde, at der fandtes noget der hedder “DM i debat”.

»Jeg kunne godt lide at diskutere med folk. Det havde han vist bemærket. Så han mente at den der konkurrence, kunne jeg da vinde. Det foregik i Junior Chamber. Hold fast, det blev jeg vild med. Året efter jeg var kommet med, så vandt mit hold DM i debat. Så naboen havde haft ret. Senere vandt jeg også DM i præsentationsteknik. Og pludselig kom jeg tilmed med til VM i debat på Hawaii. Der blev jeg nummer 8. Plus at jeg kom til EM i præsentationsteknik og blev nummer 3«, forklarer Ellegaard.

Hans evne til at diskutere og deltage i netværket, førte ham mange steder hen. Men først og fremmest endte han med at være træner i JCI, og det skabte resten af hans liv og karriere. Det var også i JCI, at han mødte den kvinde, han endte med at få børn sammen med. Hun boede i Fredericia. Det blev hans ankomst til byen. De fik to børn sammen, og placerede sig i Erritsø i et hus. Men forholdet gik i stykker. Kombinationen af hans mange aktiviteter med karrieren og familielivet, hængte ikke sammen.

Med baggrund i hans egen opvækst, valgte han at skifte kurs. Den uge hvor han havde børnene, skulle der være store aktiviteter og oplevelser. I al den tid børnene var små, farede han land og rige rundt med dem.

»Jeg tror vi besøgte alle parker, alle legesteder, alle fritidsaktiviter og alle forlystelser, der overhovedet var. Det var den bedste tid i mit liv. Børnene blev min rigtige familie. Det var her, jeg lagde al min sjæl«, fortæller Søren.

Karrieren blev dog også passet. Først kom han til ECCO, hvor han fungerede som retail trainer for butikkerne udover det meste af verden, så de kunne drives bedre. Han startede også en Trainee-uddannelse, der kører den dag i dag. Men også som en del af hans ambition om at være sammen med sine to børn, valgte han at blive selvstændig, så han kunne planlægge sin tid selv. Specialerne han fokuserede på var HR, undervisning og teambuilding. Det var i den forbindelse, han udviklede mange af de koncepter, han i dag er kendt for i mange virksomheder udover landet, der endten har haft ham som underviser, coach, HR Manager eller teambuilder.

»Jeg blev utrolig glad for at have med mennesker at gøre. Så med med mit selskab, Train Company, fik jeg mulighed for at komme i vidt forskellige virksomheder. Det er en meget alsidig beskæftigelse«, siger Søren.

Men han er også kendt for de lidt mere humoristiske indslag. Nogle har kaldt ham for Dr. Tid. For han har abejdet meget målrettet med al den tidspild, der hver dag er mange steder. Her ser han blandt andet e-mails som roden til meget ondskab i folks arbejdsliv. Da han på et kursus hos politiet, som han afholdte, kom til at sige til deltagerne, at de skulle slette deres e-mails, blev der grint en del. Men bag budskabet lå der en dybere alvor for Søren Ellegaard:

»Vi bruger ufattelig meget tid på ligegyldige e-mails. Det er en af de største stressfaktorer på mange arbejdspladser. Mange kan ikke finde ud af den form for kommunikation, og på overfladen koster det jo heller ikke noget. Men hvis man graver ned i det, så går der ubegribeligt mange gode timer på at læse det samme igen og igen. Mange har ikke redskaberne til at bruge e-mails fornuftigt. Så der gensendes, rykkes, gensendes, cc, bc, reply, reply om og om igen. Til sidst skal man overskue en e-mail, der fylder 10 sider. Helt galt går det, hvis der er flere modtagere, der svarer synkront og i forskellig tidsperspektiv. Den der mail-boks, det er dræberen for mange, mandag morgen«.

På grund af den analyse udviklede Søren teknikker til at reducerer dårlig kommunikation på mail. Det blev et hit mange steder, hvor medarbejdere også fik noget af den dårlige samvittighed afkoblet, når de på kurser lærte, hvordan problemerne opstod. Her fik Søren gavn af hans nørdede tilgang til viden og information, hvor han også er kendt for systematisk at smide ting i kalenderen, så folk får bekræftelse og status undervejs. Det med effektivitet blev en af hans spidskompetancer.

Men det var også hans events, der fik medvind. Alt fra at folk skulle lære at gå på glødende kul, bygge ridderborge på 6 meter og slås, dykke, bestige bjerge eller lave konkurrencer. Det at rykke folk sammen, blev et af hans ynglingsprojekter. For Søren betyder fællesskabet at man når mere sammen:

»Det handler om at vi hygger os. Så føler vi, at vi er en del af noget. På den måde supplerer vi hinandens svagheder og styrker. Vi når det meste, for de fleste, når vi føler arbejdsglæde«.

Men det at folk tager noget med hjem, er blevet hans vigtigste mål. I 2020 har han for alvor mærket, hvor vigtigt det er for ham. Da coronakrisen kom i marts måned, forsvandt hans omsætning som dug for solen.

»Alle mine aktiviteter er bygget op omkring events, kurser og ting der kræver, at vi forsamles. Så der var ikke andet at gøre, end at tage nogle oversættelsesjobs, søge coronastøtte og ellers vente på bedre ting. Hele min branche er hårdt ramt. Men jeg tror på at det vender, når krisen er slut. Lige nu handler det bare om at holde fast. Jeg har måske klaret mig bedre end andre i branchen, fordi jeg kunne trække på de sproglige opgaver. Var det ikke for dem, var det nok slut«, siger Søren.

Men tiden er ikke spildt. Han har brugt den på at udvikle nye koncepter, finpudse sine teknikker og komme i endnu bedre form. Normalt arbejder han over det meste af landet, men Fredericia har en særlig plads i hans hjerte. Selom han er et kendt navn i Odense og København, så har han gode venner i byen, og elsker stemningen:

»En af de ting jeg synes mest om ved Fredericia er, at byen er så effektiv. Se på det! Lige ved motorvejen, snup den. Så lidt strand, så lidt skov og masser af gode spisesteder«.

For nylig solgte han sit hus i Erritsø. Det andet hus han har er i Værløse. Når tiden er rigtig, vil han vende tilbage til Fredericia. Men lige nu er hans børn store teenagere, der bor i omegnen af København. Så derfor holder han fast i det. I en lang periode kørte han frem og tilbage mellen de to huse. Men til sidst blev det for meget at have et stort hus, der var tomt meget af tiden. Så hellere det lidt mindre hus i Værløse.

»Jeg føler mig som en del af Fredericia. Og så er byen jo altid på vejen til noget, jeg skal så jeg stopper altid. I en tid klarer jeg mig så med en overnatning på et af hotellerne. Men i de her coronatider hvor der skal spares, nok lidt mindre end ellers«, fortæller han.

Han er altid god for en gang filosofisk anskuelse. Snakken falder på det moderne menneske og hvad der kræves af os. Her mener Søren, at det bedste vi kan opnå er at forene vores arbejdsliv med livsglæde, og samtidig sørge for at have tid til vores familie og venner. Imens han venter på at coronakrisen slutter, er der ekstra meget tid til hjemmearbejde. Men livsglæden kan man ikke tage fra ham. Sammen med kæresten tager han ind imellem i sommerhus, tænder op for ilden i pejsen og henter gerne lidt frisk morgenbrød.

Den effektive mand er dog ved at være klar til at komme videre. Han skal lige nå at hente nogle nye fælge. Det står i kalenderen. På vej ud af døren spørger han om, hvornår artiklen kan læses. Det er jo rart, at få styr på den detalje, mener han.

Det er klokken syv mandag morgen får han at vide. Manden der blev født til rigdom, men som klarede sig uden, er på vej til den næste oversættelse. Desværre kan han ikke skrive ind i kalenderen, hvornår coronakrisen er slut. Søren Ellegaard er en af de utallige iværksættere og selvstændige, der kæmper for at redde deres levegrundlag og livsværk, men som ikke har tænkt sig at give op. Det er noget, han har lært, fra han var barn. At man skal klare sig selv og tage ansvar for sit liv.