Sarah Savas er uddannet kosmetolog, og er datter af Byrådspolitikeren Turan Savas. Sarah er blevet sat i den varme stol på Kurt’s Kaffebar, hvor hun blandt andet fortæller om sin opvækst som den ældste i en søskendeflok med tre lillebrødre, tiden som selvstændig og hvordan det er at være datter af Turan Savas.
Klokken er præcis 10:00. Ind ad døren på Kurt’s Kaffebar træder Sarah.
Vi sætter os ved et bord og begynder at snakke om løst og fast, inden vores kaffe kommer. Kaffen er virkelig tiltrængt for os alle i den bidende kulde, der er for tiden.
Jeg starter med at spørge Sarah indtil barndommen, hvor vi starter med tiden i folkeskolen.
“Jeg gik på Erritsø Centralskole, og gik efterfølgende i 10. klasse. Jeg havde allerde en klar idé om, hvad jeg ville i folkeskolen, men jeg tog 10. klasse for at blive mere moden. Jeg gik på erhvervslinjen i 10. klasse, og fik samtidig et arbejde, hvor jeg tjente penge ved siden af,” indleder Sarah og kommer ind på, hvad der skete efter 10. klasse:
“Jeg blev Supervisor på Sunset, der åbnede dengang. Samtidig startede jeg på HHX, hvor jeg fik min hue på efter tre år.”
De fleste husker tilbage på deres skoletid med glæde, og det er også tilfældet for Sarah.
“Som jeg husker det, så kunne jeg godt lide at gå i skole. Jeg har altid været kreativ. Jeg elskede at lave filmprojekter, og har gået op i IT og lignende. Jeg var ikke så boglig, men mere praktiskorienteret. Vi havde et godt fællesskab,” forklarer Sarah og kommer ind på tiden i 10. klasse:
“Det var lidt noget andet end folkeskolen. Vi blev mere behandlet som voksne, og vi blev forberedt på tiden i gymnasiet, men vi hyggede os også rigtig meget. For mig handlede året mest om at få det sidste år inden HHX, da jeg ikke var klar til at tage det direkte spring fra folkeskolen,” siger Sarah og begynder at grine, da jeg spørger ind til tiden på HHX:
“Det var fest og farver,” griner Sarah og slår over i den seriøse tone: “Ej, det var hårdt. Det ramte mig lidt, hvor meget HHX krævede, fordi det var meget handelsorienteret. Det var langtfra fag, som jeg havde haft tidligere i mine 11 skoleår – der var blandt andet fag som virksomhedsøkonomi,” fortæller Sarah, der mindes studieturene på HHX:
“Studieturene er altid sjove at huske tilbage på, ikke at jeg husker så meget af dem, men vi havde det sjovt,” siger hun og fortsætter:
“Jeg arbejdede også meget i tiden på HHX, så jeg var ikke til alle festerne, fordi jeg arbejdede. Jeg festede nok ikke så meget som alle andre.”
Kom i lære som kosmetolog
Efter tiden på HHX tog Sarahs liv en ny drejning, som er det man kender hende for den dag i dag.
“Jeg kom i mesterlære som kosmetolog, hvor du lærer at drive en klinik. Undervejs bliver man ikke sendt på skoleophold, men kastet direkte ud i virkeligheden. Det var hård kost, det var virkelig hårdt. Det var hårdere end HHX, fordi jeg pludselig skulle lære en ny side af mig selv, og lære en ny branche at kende,” fortæller Sarah og kommer ind på, hvordan hun fik sin mesterlæreplads:
“Jeg blev optaget på pladsen i forbindelse med, at de efter 20 år flyttede lokaler og dermed opgraderede sig selv Klinikken var nået til et sted i deres virksomhedshistorie, hvor der skulle ske noget nyt. Min mester var en ældre kvinde, der var meget autoritær og meget velkendt i branchen i Danmark. Jeg skulle komme som det friske pust, som turde ændre ting og komme med forslag, og tage ansvar. Det var rigtig fedt, da det var mere end bare kosmetolog, fordi jeg lærte at blive iværksætter samtidig. Jeg læste Buisness Management ved siden af så jeg var lidt marketingschef.”
Sarahs tyrkiske rødder
Sarah er født og opvokset i Fredericia, men med hendes tyrkiske familie har hun også tyrkiske rødder, og dem er hun begyndt at dyrke.
“Jeg er begyndt at tage tyrkisk undervisning, men det er også fordi jeg nu føler, at jeg har fået mere energi af det vi har lavet med Style Lounge i det sidste års tid. I mange år har jeg ladet det stå stille, men jeg tænkte, at jeg skal udfordre mig selv,” siger Sarah, der også har haft sin far, Turan, i baghovedet i den forbindelse:
“Det betyder noget for mig at kunne lære min fars sprog. Min farfar blev syg, og det fik mig til at tænke over, at jeg mangler en del af mig selv. Hele mit liv har handlet om, hvem jeg er, fordi jeg er barn af to kulturer. Det tager mange år at finde ud af, hvordan man skal være sig selv, og det er først nu, at jeg er klar til det,” fortæller Sarah.
Selv bliver jeg nysgerrig og spørger indtil, hvordan Sarah ser på hendes opvækst med netop hendes baggrund.
“Det har været lidt specielt. Jeg tror måske mest det er det med, at jeg er den eneste pige i søskendeflokken, fordi der er forskel i opvæksten. Det handler også om ansvar og respekt for ens forældre. Jeg har altid haft ansvar og mange pligter. Det er der mange der synes, at de også selv har haft, men jeg havde det virkelig. Begge mine forældre arbejdede, og jeg hentede og bragte mine brødre, ordnede vasketøj og madpakker. Jeg kunne faktisk godt lide det, og havde lidt en mor-rolle. Det var lidt specielt for mig,” siger Sarah og kommer ind på kulturforskellen:
“Jeg mærkede mest til det i teenagealderen. Jeg mærkede det ikke, da jeg var mindre på samme måde. Jeg synes det var specielt, at vi havde lidt af det hele, men det var i teenagealderen, at den hårde side ramte,” udtaler Sarah.
Turan Savas som far
Sarah er som skrevet datter af Turan Savas (A), og det har også givet hende oplevelser.
“Det er lidt specielt, både på godt og godt. Jeg synes min far er virkelig sej, og har været en inspirationskilde til min arbejdsgang. Den mand elsker at arbejde, og det har han altid gjort. Jeg kan se på ham, hvor meget han brænder for det. Han brænder for at være en del af det, og have en stemme. På samme måde har jeg haft det med, at vi ikke bare skal have en klinik, men tage byen til os. Når vi har fået et kendt navn kan vi gøre en forskel. Der har min far givet mig det her mindset, at når man gør noget, så gør man det ordentligt,” siger Sarah.
Vi begynder at grine. Jeg spørger Sarah, om hun har hjulpet hendes far, Turan, i forbindelse med politisk arbejde.
“Helt fra da jeg var lille, har jeg været med ude at dele roser ud. Det var koldt. Jeg synes altid, at det har været koldt under valgkampen, men det er sejt, når han skal vælges ind. Man sov ikke om natten, og var mega spændt, da jeg ved, hvor meget han brænder for det. Han er blevet valgt ind år efter år, og når han er fra en anden kultur, har han været udfordret. Mange tror, at han prøver at hente tyrkiske stemmer, men det gør han ikke. Han har fundet sin egen vej og lært, at det godt kan være man har venner, men man ved også, hvem der er loyale, når det gælder. Det er de ældre og unge,” fortæller Sarah.
Sarah om fem år
Vi er ved at have drukket kaffen færdig. Jeg spørger derfor afsluttende ind til, hvor Sarah ser sig selv om fem år.
“Det vigtigste er min datter får en god opvækst, og jeg håber da, at jeg har en familie, hvor det ikke kun er mig og hende, siger Sarah, der afslutningsvis med et smil på læben siger:
“Jeg vil måske også gerne have skiftet min Aygo ud med en Audi, og have et penthouse, hvor min altan er skiftet ud med en balkon måske,” lyder det fra Sarah Savas.
Fakta Sarah Savas:
Alder: 24 år
Har en datter
Født og opvokset i Fredericia
Gik på Erritsø Fællesskole
Har taget 10. klasse
Student på HHX
Er uddannet kosmetolog