Ugens Kurt er en personlighed, som Fredericia AVISEN sætter fokus på. I denne uge er det Dorthe Runge, der udøver et stort stykke frivilligt arbejde i Fredericia Håndboldklub.
Der er mange mennesker i Fredericia denne torsdag, hvor vi mødes med Dorthe på Kurt’s Kaffebar. Det er dog ikke fordi, at gågaden er overbefolket, men fordi der bliver afholdt OK18-stormøde i MesseC.
Selv har jeg derfor travlt, og lidt bekymret for om jeg egentlig nåede ind på Kurt’s til klokken 11:00. Heldigvis når jeg det. Jeg tager et bord til venstre for baren og venter på Dorthe kommer. Det er en lettelse for mig at kunne sætte mig ned og slappe helt af med en kop kaffe. Den hektiske dag bliver sat på stand-by for en stund, og en hyggelig snak over en kop kaffe skal til at i gang. Først skal vi dog lige have Dorthe på plads, og efter en kort gåtur er Dorthe også at finde på Kurt’s Kaffebar.
Frivilligt arbejde giver Dorthe Runge meget
Vi overser dem ofte. De frivillige. Frivillig har Dorthe været rigtig længe, og ikke kun i FHK-regi.
“Jeg har været frivillig i marinehjemmeværnet siden jeg var 18 år, og det stoppede jeg med, fordi jeg blev syg. Så startede jeg i FHK, hvor jeg har været lige siden 2011,” siger Dorthe og kommer ind på, hvad det giver til hende at være frivillig:
“Det er meget givende. Man får en masse bekendtskaber, et godt netværk ud af det og personligt giver det glæde at være sammen med børnene.”
Dorthe har tre børn. Anne-Mette, Matthias og Magnus. De to sidstnævnte spiller begge håndbold, og det var også det, der fik Dorthe i gang med at være frivillig i FHK.
“Ja, det havde meget at sige. Anne-Mette spiller dog ikke håndbold, men er gymnastikpige. Matthias spiller og det havde meget at sige. Jeg startede også ud med at være holdleder på Magnus’ U10-hold. Jeg startede faktisk med at hjælpe Karsten Bording, da han var formand, efter den nye bestyrelse havde konstitueret sig. Der startede jeg med at hjælpe på U8, og så havde vi dem sammen i nogen år. Min opgave udvidede sig til at hjælpe Karsten med andre ting i forhold til administrative opgaver. Så har det bare vokset med årene.”
I FHK er Dorthe ikke bare kendt som Dorthe. Hun bliver omtalt som Runge mor.
“Det er meget hyggeligt. Det jeg laver i klubben er den diametrale modsætning til det jeg laver arbejdsmæssigt, hvor jeg arbejder hos Fredericia Kommune. Her har jeg meget med tilbagebetalingssager at gøre, så der er ikke så mange, der ringer og ønsker mig en god dag. De her børn skaber en glæde, når man ser man gør deres dag nemmere,” forklarer Dorthe.
Det er meget forskelligt, hvor mange timer Dorthe bruger i FHK-regi. For tiden har der været rigtig meget at se til med påskestævnet i Skive, og i forbindelse med sommerens håndboldskole er der også meget arbejde, der skal gøres – særligt fordi FHK for første gang selv arrangerer det uden for DHF-regi. Læs mere om håndboldskolen her.
“Det er meget forskelligt. Jeg ser mange kampe, og det er bare fordi jeg synes det er hyggeligt at heppe på ungerne. Ungerne spørger på gangen om jeg ikke kommer og ser dem, og det vil jeg gerne. Når vi skal til stævner, som i påsken, hvor vi er oppe på 163 børn, så jeg har skulle planlægge meget. Jeg bestilte busser ved Egeskov Turistfart, har kontaktet stævnet og er derfor sikker på, at vi får vores egen fløj, hvor vi overnatter,” udtaler Dorthe og kommer ind på, hvordan det er at være til stævner med ungerne:
“Det er simpelthen så fedt at være til de her stævner. Man er nødt til at være der for at opleve den intense stemning, og den sammenholdsfølelse. Der er ingen tvivl om, at FHK er til stede, når det er. Alle hygger med alle. U16 leger med U10 osv.”
En hverdagsaften på udebane i Tønder. Hvordan er det at være med til sådan en som frivillig?
“Det er bagsiden af medaljen, men det er ikke kun som frivillig, at man gør det. Det gør forældrene også, og de er også en slags frivillige. De skal også bruge tid på at køre. Man gør den slags af interesse for sine børn, så det er forældredelen af at have et barn, der spiller håndbold. Så det må man tage med,” lyder svaret fra Dorthe.
ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN
Dorthes liv, når hun ikke er frivillig og arbejder
Rigtig mange timer bliver lagt i FHK-regi, når hun ikke arbejder. Men hvad får Dorthe ellers tiden til at gå med, når den ikke står på de to nævnte ting, spurgte jeg hende om.
“Vi diskuterer meget politik i familien, men jeg løber meget. Min hund er også mit barn, jeg løber med hunden. Hun er en ældre dame på lige om lidt 11 år, og hun løber med mig hver dag. Hun er også en form for sikkerhed for mig, fordi jeg har i perioder faldet og slået mig – sådan er det, når man har sklerose. Så er det ikke altid, at bentøjet virker som det skal,” konstaterer Dorthe og kommer ind på, om familien så er enige politisk, når snakket i hjemmet drejer sig i den retning:
“Nej, det er vi absolut ikke. Vores datter Anne-Mette er i gang med at skrive speciale og er færdiguddannet erhvervsjurist om et par måneder. Når hun er hjemme med lillebror Matthias, der læser statskundskab, så går bølgerne højt på den front,” siger Dorthe.
Generelt er Anne-Mette og Matthias forskellige på flere parameter, men en ting de har til fælles er, at de begge er frivillige.
“Selvom Anne-Mette og Matthias er forskellige, er de også opdraget med at være frivillige. Anne-Mette er frivillig på retshjælpen i Aarhus en dag om ugen, hvor hun hjælper medborgere med juridisk vejledning. Matthias har altid været frivillig. Da han blev gammel nok, blev han håndboldtræner, så har han været i DSU, men også har været i Mentordanmark og hjulpet tidligere kollegaers børn med skolearbejde. Da han flyttede til Aarhus sagde jeg til ham, at enten finder du et arbejde, bliver frivillig på et modtagercenter for flytninge ellers skal du være håndboldtræner. Han blev så håndboldtræner i AGF, hvor han træner 1. divisions U14-drenge. Han spiller selv i Viby på et seriehold,” fortæller Dorthe.
Så snakken går vel også meget på håndbold derhjemme?
“Vi snakker meget håndbold derhjemme, og selvom Anne-Mette ikke er aktiv spiller, så går det også. En af hendes veninder har faktisk spillet på TTHs ligahold, og hun har sæsonkort til Århus Håndbold, og ser alle deres hjemmekampe. En af hendes veninder fra Fredericia er også flyttet til Aarhus, og er tidligere håndboldspiller i FHK. De tager afsted sammen og ser håndbold.”
Det er ikke kun håndboldsnak, der fylder i familien Runge. De får også set rigtig meget livehåndbold, og ikke kun, når de er ude som frivillige.
“Vi ser rigtig mange kampe. Min mand sidder ved dommerbordet, når herrerne og damerne spiller, så det er hans bidrag til at være frivillig. Vi har også været afsted, når herrelandsholdet har spillet slutrunde i Polen, vi har været flere steder,” lyder det fra Dorthe.
Jeg har drukket kaffen færdig, og skal retur til MesseC, hvor travlheden venter igen. Det har som altid været en fornøjelse at have en i den varme stol på Kurt’s Kaffebar. Følg med i næste uge, hvor vi har en ny Ugens Kurt i stolen.