Carsten Pedersen
Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Carsten Pedersen. Han er en kendt personlighed i Fredericias erhvervsliv. Han er uddannet statsautoriseret revisor, men er også et kendt ansigt i bestyrelsesøjemed og lignende. Nu har Carsten været i den varme stol på Kurt’s Kaffebar, hvor vi skal lære ham bedre kende, høre hvordan det gik til, at han blev statsautoristeret revisor, høre hvad han synes om udviklingen i Fredericia og meget mere.

Carsten Pedersen driver til dagligt Brandt Revision & Rådgivnings Fredericia-afdeling, som hører hjemme i Prinsessegade på Ryes Plads.

”Jeg har drevet det i 11 år. Jeg har altid haft lyst til at være selvstændig. Det har været fantastisk spændende, det er helt specielt at være selvstændig, det er hårdt, det stiller store krav, men man er med som beslutningsstager og det kan jeg godt lide. Man er med til at påvirke vores by,” indleder Carsten Pedersen og kommer ind på, hvad fremtiden byder på for ham:

”Jeg fortsætter i hvert fald de næste 10-15 år. Det er lysten og engagement, der driver mig. Jeg kan være med til at påvirke beslutninger og løse opgaver for vores erhvervsliv. Jeg løser mange regnskabs- og rådgivningsopgaver,” forklarer Carsten.

At blive statsautoriseret revisor kræver sit. Otte år tilbragte Carsten på Syddansk Universitet, men det har altid været planen, at det var den vej, han ville gå.

”Det er lysten, jeg har haft, siden jeg var 15 år. Det var personlige relationer, der gjorde, at jeg ville være det. Jeg kendte nogen, der var det,” fortæller han.

Fra arbejderby til videnby

Inden Carsten og jeg for alvor gik i gang med snakken, vendte vi situationen i Fredericia, som er vendt. Fra at være en industriby, der ikke var attraktiv til at være en by, som er kommet på læberne hos mange, også erhvervsmæssigt. Blandt andet eksemplificeret ved en videnvirksomhed som Ørsted, der har erstattet industriens Kemira, Voss m.fl.

”Det er en fantastisk udvikling at have været med til. Der er sket det, at Fredericia er blevet mere attraktiv. Mange gange tænker man ikke over det, men vi har det hele. Vi har vand, skov og generelt flot natur, og nu også et blomstrende byliv. Det gør, at folk, der ikke kender byen, men som ser byen, bliver meget imponeret,” konstaterer Carsten Pedersen og sender ros i retning mod Byrådet:

”Vores politikere har gjort et stort stykke arbejde. De gør det også rigtig godt, også os selvstændige erhvervsfolk har gjort det godt. Derfor ærgrer det mig, når nogen flytter fra byen. Vi skal være lokale, vi skal handle lokalt og ikke søge udenbys.”

Vi kigger på fremtiden for Fredericia som by. Carsten har flere spændende idéer, og direkte adspurgt, hvor han ser Fredericia, lyder svaret:

”Om 15 år er Fredericia i en langt større udvikling. Jeg har lige været på havnen, jeg glæder mig til at se hele havneområdet. Flere folk indenfor voldene vil komme til. Kan vi få et samarbejde med Lillebæltsområdet, vil det være fedt. Med Middelfart har vi en række fællesopgaver, og det vil vi se mere af indenfor få år,” siger Carsten og uddyber:

”Det er alt fra offentlige tjeneste, politi, brand, redning, vores offentlige forvaltning og lignende. Kunne man samles inden for sport, ville det være fedt, men der er der nok for mange følelser i klemme, som man så dengang fodboldprojektet var på tale.”

Privatlivet for Carsten Pedersen

Carsten Pedersen bruger meget tid på arbejde, men når den står på fritid, er han ofte aktiv.

”Jeg cykler meget mountainbike. Det giver et godt kammeratskab og god fysisk form. Det giver fantastiske naturoplevelser. Jeg har lige kørt løb i Middelfart. Jeg har også været i Harzen flere gange, som minder om Fredericia. Det, der er spændende ved at cykle i skoven, er fantastiske naturoplevelser,” siger Carsten, der også går op i, hvordan det går for byens to flagskibe inden for elitesport, FC Fredericia og Fredericia Håndboldklub:

”Jeg har altid haft et godt øje til håndbold, og har også været i bestyrelsen der i mange år. Jeg kan godt lide at støtte op om det lokale. Det vil være fantastisk, hvis vi igen kan få holdet i ligaen. Der bliver gjort et rigtig stort stykke arbejde for det, og jeg håber, at det lykkedes. Fodbolden er også værd at følge. Jeg er stolt af at bo i Fredericia, og følge det. Det var fedt med alt den opmærksomhed, som pokalsemifinalen skabte. Der summede byen virkelig af fodbold, de var på alles læber.”

Carsten Pedersen er også rejselysten. Særligt har en speciel destination, hvor turen går hen.

”Jeg rejser meget. Jeg rejser meget til Spanien, hvor der altid er garanti for godt vejret. Jeg er meget i Malaga,” fortæller han og afslører, at han også er til ski:

”Jeg står meget på ski. Ischgl er et fedt sted, hvor jeg har været 20 gange. På samme måde som mountainbike, giver det meget med naturoplevelse.”

Apropos naturoplevelser. Carsten nyder selv godt af mulighederne i Fredericia, foruden turen i skoven på mountainbike.

”Det er fedt at gå på Volden. Jeg går på Volden tre gange om dagen. Jeg har to hunde, som jeg lufter der, så det er hyggeligt. Det gør jeg klokken 6 – jeg kan godt lide at komme tidligt op. Det er lyst allerede kl. halv 5 for tiden.  En dejlig morgentur på Volden er skøn,” forklarer Carsten.

Kaffekoppen er så småt ved at være tom. På falderebet bliver Carsten derfor spurgt om, hvor han ser sig selv om 15 år.

”Jeg skal arbejde 15 år endnu, jeg skal fortsætte med det jeg har, jeg skal gøre en forskel, jeg skal være i god form. Sådan som det er nu, er rigtig godt. Jeg skal passe mine ting og være der for kunderne, medarbejderne og min familie,” lyder ordene fra Carsten Pedersen.

Fakta Carsten Pedersen

54 år
Samboende med Pernille
2 voksende børn
Statsautoriseret revisor, Cand.Merc.Aud.
Født på Sct. Joseph