I 2022 traf Fredericia Byråd enstemmigt en klar beslutning om at fjerne spilreklamerne fra Sydtrafiks busser. Denne beslutning var ikke bare symbolsk – den var en nødvendighed for at beskytte byens unge og mest sårbare borgere mod spilafhængighed og uetisk markedsføring. Men næsten to år senere ser vi stadig de samme reklamer køre rundt i byen. Det rejser et alvorligt spørgsmål: Hvad er det værd, at byrådet vedtager en beslutning, hvis den bare falder mellem to stole?
Som Danmarksdemokrat er jeg bekymret. For hvis det her kan ske med en så enkel, men principielt vigtig beslutning, kan vi så overhovedet stole på, at de beslutninger, vi som borgere forventer bliver gennemført, bliver taget alvorligt? Det er ikke kun et spørgsmål om en glemt reklamehenvendelse – det er et spørgsmål om tillid til vores kommunale system og de mennesker, der står i spidsen for det.
Kommunens ledelse har forklaret, at sagen blev glemt i systemet på grund af en administrativ fejl. Det kan måske lyde uskyldigt, men i virkeligheden er det et dybt alvorlig svigt. Beslutningen blev taget, ansvaret blev fordelt – og alligevel skete der ingenting. Det skaber ikke kun frustration, men en utryghed omkring, om der mon er andre beslutninger, som også er gået i glemmebogen. Hvordan kan vi sikre os, at beslutninger, der er truffet for borgernes bedste, ikke ender som ubrugte dokumenter i kommunens system?
Fredericia fortjener bedre. Vi fortjener en kommune, hvor beslutninger bliver fulgt op og gennemført med præcision. Vi skal ikke acceptere, at byrådets beslutninger bliver kastet til side, fordi “det desværre kan ske.” Som borger og Danmarksdemokrat mener jeg, at det er uacceptabelt, og det kalder på handling. Vi har brug for et system, der kan sikre, at de beslutninger, som tages, faktisk bliver ført ud i livet – ikke bare for spilreklamer, men for alle de områder, hvor byrådet lover at skabe forandringer.
Lad os som borgere kræve, at Fredericia Kommune tager sit ansvar alvorligt. Det handler om at kunne have tillid til, at det, byrådet beslutter, bliver en realitet. For hvis vi ikke kan stole på, at en så simpel beslutning bliver ført ud i livet, hvad kan vi så stole på?