Kolding ligger over landsgennemsnittet i børnefattigdom, og Socialdemokratiets Birgitte Munk Grunnet kalder udviklingen foruroligende. Hun peger på stigende leveomkostninger og nationale reformer som årsager og mener, at kommunen må afbøde konsekvenserne lokalt, mens Christiansborg bør se på problemet igen. »Det er børnene, der bliver tabere i det her« siger hun.
En ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at 4,5 procent af børnene i Kolding vokser op i familier, der ligger under den relative fattigdomsgrænse. Landsgennemsnittet er 4,3 procent. På papiret er forskellen lille, men både stigningen og placeringen over det nationale niveau bekymrer byrådsmedlem for Socialdemokratiet Birgitte Munk Grunnet.
Hun tøver ikke et øjeblik, da tallene bliver præsenteret for hende.
»Det tænker jeg jo er 4,5 procent for meget. Det er foruroligende« siger hun.
Selvom Birgitte Munk Grunnet ikke har læst hele analysen endnu, kommer udviklingen ikke bag på hende. Presset på familiernes økonomi har været stigende gennem længere tid, og de mindste indkomster er ramt hårdest.
»Der er ingen tvivl om, at alting stiger rundt om os alle sammen. Og det rammer selvfølgelig dem, der har mindst« siger hun.
Hun peger også på, at nationale beslutninger kan have gjort ondt værre.
»Jeg ved ikke, om det også skal ses i sammenhæng med beskæftigelsesreformen og reduktionerne af ydelser, men det rammer jo netop de mennesker, der har mindst« siger hun.
Analysen viser, at Kolding – ligesom flere andre jyske kommuner – oplever en lille stigning i andelen af børn i fattigdom. For Birgitte Munk Grunnet er det især børnenes situation, der gør indtryk.
»Det er jo helt klart børnene, der bliver tabere i det her. Det må vi gå ind og kigge på« siger hun.
Hun mener, at indsatsen skal deles mellem flere politiske niveauer og fagområder.
»Det her skal både ind i socialudvalget og ind i det nye arbejdsmarkedsudvalg. Fra 1. januar får vi et udvalg, der går mere direkte ind i beskæftigelse, og der skal vi sikre, at vi er dygtige nok til at udrede, hvad der sker – og hjælpe folk i arbejde« siger hun.
Spørgsmålet om løsninger får hende til at trække en vigtig skillelinje mellem det nationale og det kommunale ansvar.
»Lokalt kan vi ikke gøre meget andet end at afbøde og prøve at undgå konsekvenserne for børnene. Men nationalt må man kigge på det igen, hvis reformerne rammer for hårdt« siger hun.
Hun understreger, at kommunen trods begrænset råderum stadig har muligheder for at beskytte børnene imod nogle af de praktiske konsekvenser af fattigdom, især i dagtilbud og skoler.
»Man kan sige, at vi ikke kan løse fattigdom lokalt, men vi kan gøre en masse for at mindske de forskelle børn mærker i hverdagen. Det er vigtigt« siger hun.
Når hun bliver spurgt, hvor hun håber tallene ligger om et år, er svaret klart.
»Jeg håber, vi har fået dem bragt ned« siger hun.
For hende er det både en politisk og en menneskelig forpligtelse, at Kolding ikke accepterer en udvikling, hvor flere børn glider ind under fattigdomsgrænsen.
»Det handler om børn. Og det skal vi tage dybt alvorligt. Det er børnene, vi skal passe på« siger hun.
Læs også
