Det danske DSA-tilsyn har efter indledende undersøgelser oversendt sagen om brug af tv-værter i falske annoncer på Facebook og Instagram til Europa-Kommissionen og det irske DSA-tilsyn. DSA-tilsynet i Danmark varetages af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

– Meta, som står bag Facebook og Instagram, har pligt til at begrænse risikoen for, at der udbredes ulovligt indhold på Metas platforme. Vi vurderer på baggrund af vores indledende undersøgelser, at Meta kan have overtrådt reglerne. Vi har derfor oversendt sagen til videre behandling hos Europa-Kommissionen og det irske DSA-tilsyn. Det sidste, fordi Meta har sit europæiske hovedsæde i Dublin, siger direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Jakob Hald og fortsætter:

– Det er den første sag, hvor vi benytter muligheden for selv at tage en sag op om en eventuel overtrædelse af EU-forordningen, der skal nedbringe udbredelsen af ulovligt og skadeligt indhold på nettet. Sagen er sendt til Europa-Kommissionen og de irske myndigheder, som kan gribe effektivt ind, hvis de vurderer, at Meta ikke lever op til reglerne.

Det danske DSA-tilsyn har oversendt sagen om falske annoncer med kendte tv-værter fra DR og TV 2 til Europa-Kommissionen og til det irske DSA-tilsyn. Dette sker efter en række indledende undersøgelser, hvor der blandt andet har været kontakt med DR og TV 2. DSA-tilsynet har vurderet, at der kan være tale om en overtrædelse af EU-forordningen, Digital Services Act (DSA).

De falske annoncer på Facebook og Instagram benytter kendte tv-værter til at tiltrække opmærksomhed og lokke platformens brugere til at klikke på links til hjemmesider, der anbefaler investering i blandt andet kryptovaluta. Tv-værterne har imidlertid ingen tilknytning til hjemmesiderne og har ikke givet deres accept af at deltage i annoncerne.

Forordningen giver platformene pligt til at behandle alle anmeldelser om ulovligt indhold omhyggeligt og inden for rimelig tid. Den pålægger desuden tech-giganter, herunder Facebook og Instagram, at begrænse de såkaldte systemiske risici ved deres platforme. Det gælder blandt andet risikoen for, at der udbredes ulovligt indhold via platformen.

Det danske DSA-tilsyn har været i dialog med Europa-Kommissionen og aftalt at oversende sagerne og det relevante materiale hertil. Det danske DSA-tilsyn vil bistå Europa-Kommissionen og det irske DSA-tilsyn i det videre arbejde med sagerne, hvis de vælger at gå videre hermed.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er udpeget til at føre tilsyn med, at digitale formidlingstjenester med hovedforretningssted i Danmark opfylder deres forpligtelser i DSA. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan ikke behandle klager over platforme, der er etableret i andre medlemslande, men kan videresende klagerne til DSA-tilsynet i det rette land. Derudover kan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen af egen drift tage sager op om både danske og udenlandske platforme.