Vejle Byråd har vedtaget et initiativforslag, hvor pølsevognen, Karins Pølsevogn, skal flyttes omkring 25 meter. Et flertal i byrådet godkendte sagen, der i overslaget står til at koste 600.000 kroner.

Initiativforslaget var fremsendt af Dan Arnløv Jørgensen (C), der på vegne af den konservative gruppe havde indsendt følgende:

– Vejle Kommune har brug for at omlægge krydset Boulevarden / Vardevej. I den forbindelse skal “Karins Pølsevogn” finde en ny placering.

– Vejle Kommune ønsker at fremstå som en attraktiv erhvervskommune, der behandler store som små virksomheder ordentligt og som ikke fratager erhvervsdrivende muligheden for at drive virksomhed uden først at have forsøgt alle løsninger.

– Flere placeringer har været drøftet i Teknisk Udvalg, uden at disse har været realistiske for pølsevognen eller kommunen.

– Det forekommer dog, at en placering ud for Boulevarden 19 er en optimal løsning. På dette areal er der en plæne med parkeringspladser, der fint kan udgøre erstatningsareal for pølsevognen.

– Arealet har endvidere tidligere (1988) tjent som ramme for selvsamme pølsevogn.

Sagen var først oppe at vende på byrådsmødet den 6. marts 2024, men der blev det besluttet, at forvaltningen skulle vurdere, om der var nogen lovmæssig hindring for, at byrådet kunne vedtage det.

Forvaltningen kom frem til følgende:

– Det er en lovlig kommunal opgave at drive og stille en park til rådighed for kommunens borgere og turister. En stand med f.eks. salg af is og pølser vurderes at være et naturligt afrundende tilbehør til en park. Det vurderes, at der lovligt kan træffes en politisk beslutning om, at kommunen i tilknytning til en park stiller faciliteter til rådighed, der muliggør opsætning af en stand med salg af f.eks. is og pølser.

Det blev dog en sag, der blev diskuteret på byrådsmødet, hvor det blev vedtaget.

– Vi stemmer for. Der er mulighed for, at pølsevognen kan overleve. Det er praktisk at afgøre og koordinere flytningen af pølsevognen, det er sikkert også godt for klimaet at gøre det i et hug. Der er en verden til forskel. Der er priser, hvor vi kunne spare lidt, hvis vi kiggede på det private, men fred være med det, sagde Dan Arnløv.

Derefter tog Alex Vejby Nielsen (A) ordet og sagde:

– Vi stemmer også for. Det er rart, at vi kan få afklaret spørgsmål, vi havde på sidste møde med juraen. Det havde været rart at have haft det sidst.

Dansk Folkepartis Rune Bønnelykke var også positiv over for forslaget.

– Vi stemmer også for forslaget. Vi er glade for at være oplyst, også om det økonomiske. Vi er glade for at bevare pølsevognen, der er et samlingspunkt.

Torben Elsig-Pedersen fra De Radikale Venstre stemte imod forslaget med denne begrundelse:

– Vi kan sige det, som det er. Vi havde en lang debat sidst også. Det er et af de største kulturpolitiske slag, vi har i denne valgperiode. Kendsgerningen er, at et flertal i byrådet vedtog noget ulovligt. Så forvaltningen har kigget på det, og nu er det lovliggjort. Det, der undrer mig meget, er, at man vil bruge så mange kommunale kroner på noget, man ikke behøver. Hvis man ville have en stadeplads, kunne man bruge en mobil pølse-/kaffevogn, der ikke kræver stort anlæg. Det gjorde man ikke. Jeg vil stadig undre mig over, at man kan tilgodese én erhvervsdrivende uden at sende det i udbud. Jeg bemærker, at vi har haft et halvt år, hvor nogle partier har brugt tid på budgetlægning. Her er et eksempel på det, på en meget mærkværdig måde. Jeg stemmer ikke for det her, sagde Elsig-Pedersen.

Nye Borgerliges Eva With stemte for.

– Vi stemmer for forslaget. Jeg er glad for, at sagen nærmer sig en afslutning. Der er brugt ressourcer og energi nok på det. Jeg sagde også, at jeg vil have, at pølsevognen står. Forretningen har eksisteret i så mange år, og den skal fortsætte, forklarede With.

Venstre var imod forslaget. På vegne af dem sagde Per Olesen følgende:

– Vi skal hente pengene et sted. Grundlæggende er vi positive over for, at erhvervsdrivende kan klare sig, men det er ikke vores opgave at finansiere det. Det er mange penge. Kigger man på, hvad vi har brugt penge på: LED-belysning, udvidelse af samkørselspladsen på Grønlandsvej – det kan vi nu ikke bruge pengene til. Vi tager det fra den samlede kasse, og det er mega ærgerligt. Jeg vil sige, at vi stemmer nej til forslaget, sagde Olesen.

Danmarks Demokraternes Svend Erik Nielsen stemte for.

– Jeg stemmer for sagen, men det er en dårligt håndteret sag. Byrådet har ikke kunnet magte at finde en løsning i lang tid. Vi er nødt til at redde kaptajnerne ud. Vi kan ikke tillade os, at der står en erhvervsdrivende tilbage i en dårlig situation, fordi byrådet har håndteret sagen dårligt. Det er mange penge, men det er ikke en ny ting, at en kommune engang imellem økonomisk roder bod på egne fejl, sagde han.

Venstre og Radikale Venstre endte med at stemme imod forslaget, hvilket gav et mindretal på 13 stemmer. På den anden side stemte De Konservative, Danmarks Demokraterne, Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og SF for, hvilket gav et flertal på 18 stemmer.