OPINION. Danmark afskaffede formueskatten i 1997. Fordi erfaringen var klar: kapital flytter sig, når skatten bliver for høj. Nu er formueskatten igen blevet et politisk tema. Venstrefløjen vil endnu en gang gøre dem, der skaber værdierne, til mål for ny beskatning. Når skattepolitik drives af misundelse i stedet for økonomisk fornuft, går det ikke godt.
Virksomhedsejere og investorer skaber arbejdspladser, betaler store skatter og holder gang i økonomien gennem investeringer og privatforbrug. Alligevel fremstilles de igen og igen som et problem, der skal “løses” gennem nye skatter.
Problemet er, at formuer ofte ikke ligger kontant på en bankkonto. Hvis formuen ligger i et selskab – et ApS eller A/S – består den typisk af: – virksomhedens værdi – opsparet kapital i selskabet – aktier i selskabet
Formueskat beregnes ud fra værdien af aktierne – altså virksomhedens samlede værdi. Når pengene til at betale skatten ligger i virksomheden og bundet i drift, investeringer eller immaterielle værdier, skal ejeren for at betale formueskatten trække penge ud af virksomheden som udbytte. Udbyttet beskattes. Resultatet kan blive en dobbeltbeskatning: først udbytteskat – derefter formueskat. Det er netop et af de store kritikpunkter fra økonomer, undertegnede og erhvervsorganisationer.
Danmark er midt i en ny skattereform, der indfører en mellemskat på 7,5 procent – topskat fra omkring 777.900 kroner – en ekstra top-topskat for meget høje indkomster.
Hver gang politikerne hæver skatter på arbejde, investeringer eller virksomheder, flyttes ressourcer fra dem, der skaber værdierne, til staten. Statens evne til at investere klogt er ikke altid imponerende. Historien om Ørsted mv. viser, hvor dyrt politisk styrede virksomheds investeringer kan blive.
I stemmeboksen tæller alle stemmer lige meget. Det er demokratiets styrke. Det betyder også, at den gruppe, der betaler mest i skat og bærer den største økonomiske risiko, ikke har større politisk vægt end andre. Den, der mister mest på en ny skat, har én stemme. Den, der intet mister – eller måske endda får fordel af omfordelingen – har også én stemme.
Er retfærdighed, at politik bliver kunsten at købe popularitet hos mange ved at sende regningen til få?
Margaret Thatcher formulerede det brutalt: Problemet opstår, når man til sidst løber tør for andres penge. Jeg siger: Misundelse er gjort til skattepolitik?
