OPINION. Der er sikkert mange, der – ligesom jeg – har læst to nyere artikler om Fredericia og siddet tilbage med en fornemmelse af, at noget ikke helt hænger sammen.
I den ene artikel slås det fast, at stormflod er en reel og alvorlig trussel. Staten og Fredericia Kommune vil nu undersøge og styrke kystsikringen, fordi risikoen for oversvømmelser er stigende. Det er klogt, ansvarligt og nødvendigt. Klimafremskrivningerne er ikke abstrakte længere, og Fredericia er – igen – udpeget som risikoområde.
I den anden artikel kan man læse, at Kanalbyen kan vokse markant. Op mod 35.000 etagemeter nyt erhvervsbyggeri er i spil, og fortællingen er præget af optimisme, udviklingsmuligheder og investorinteresse.
Det er her, paradokset opstår.
For hvordan skal disse to fortællinger forstås i sammenhæng?
Hvis stormflod er en reel, voksende og stedsspecifik risiko – og hvis netop Kanalbyen er blandt de mest udsatte områder – hvorfor behandles denne risiko ikke som et helt centralt vilkår for byudviklingen?
Hvorfor optræder den nærmest som en parentes i den ene artikel og som et hovedbudskab i den anden? Det er ikke, fordi byudvikling og klimarisiko nødvendigvis udelukker hinanden. Men de forpligter hinanden.
Når man planlægger massiv ny bebyggelse i lavtliggende kystnære områder, bør det være naturligt at stille – og besvare – nogle helt grundlæggende spørgsmål:
Hvilke stormflodsscenarier dimensioneres kystsikringen efter?
Hvad er rest-risikoen, når teknikken har gjort sit?
Hvem bærer ansvaret – økonomisk og juridisk – hvis sikringen ikke holder?
Indregnes risikoen i grundpriser, investeringer og kommunale garantier?
Og hvad betyder det for kommende ejere, lejere og skatteydere?
Disse spørgsmål er ikke udtryk for modstand mod udvikling. Tværtimod. De er udtryk for ønsket om robust, ærlig og langsigtet planlægning.
Den tavse forudsætning synes at være, at tekniske løsninger kan neutralisere risikoen, så den ikke længere behøver at være planlægningsbegrænsende. Det kan meget vel vise sig at være rigtigt. Men hvis det er præmissen, bør den siges højt – og efterprøves åbent.
Ellers ender vi med to parallelle fortællinger: Én, hvor stormflod fremstilles som en alvorlig trussel, vi må tage dybt alvorligt.
Og én, hvor samme område præsenteres som naturlig ramme for tæt, langsigtet og kapitaltung byudvikling – uden at risikoperspektivet for alvor foldes ud.
Det er ikke et spørgsmål om at være for eller imod Kanalbyen.
Det er et spørgsmål om sammenhæng.
Hvis vi mener alvor med både klimatilpasning og byudvikling, bør de ikke tales om hver for sig – men i samme sætning.
