OPINION. Mette Frederiksen bliver rost for sin evne til at håndtere kriser. Hurtigt og kontant. Bliver tempo vigtigere end lovgrundlag, åbenhed og respekt for institutionerne, så er det ikke ledelse. Så er det magtudøvelse uden tilstrækkelig selvkontrol.
Minkskandalen står stadig som det klareste eksempel. En beslutning med enorme konsekvenser blev truffet uden lovhjemmel, og Minkkommissionen kritiserede forløbet hårdt. De slettede sms’er gjorde ikke tilliden større – tværtimod. Samlet tegner det et billede af en ledelsesstil, hvor kontrol og hastighed vejer tungere end retssikkerhed og gennemsigtighed. – Det er ikke sundt for et demokrati.
Magtcentralisering handler ikke kun om effektivitet. Det handler om, at magten flyttes fra ministerier, embedsværk, Folketing og lokale myndigheder og ind i et stadig mere lukket kredsløb omkring Statsministeriet. Når beslutninger træffes i snævre rum, bliver der færre, der siger fra – og flere, der bagefter må forklare. Det er en udvikling, vi også ser uden for Danmark.
I EU flyttes magt i stigende grad fra nationale parlamenter til Bruxelles, hvor ikke-folkevalgte institutioner som Kommissionen sætter en stor del af dagsordenen.
Argumentet er det samme: Kriser kræver hurtige beslutninger og prisen er den samme: mindre transparens, svækket demokratisk kontrol og en voksende oplevelse hos borgerne af, at beslutninger træffes hen over hovedet på dem.
Når både Christiansborg og Bruxelles bevæger sig i retning af mere centralisering, er det værd at stille det enkle spørgsmål: Mister vi langsomt det, der gjorde vores demokrati stærkt? Danmark er historisk bygget på tillid. På stærke institutioner. På et embedsværk, der tør sige fra. På politikere, der forstår, at magt skal deles – ikke samles.
Andre nordiske lande har vist, at man godt kan lede gennem kriser uden at lukke systemet om sig selv. Man kan godt handle hurtigt og samtidig respektere lovgivning, proces og åbenhed. Det burde ikke være en modsætning. Det burde være standard.
Det handler om en politisk kultur, hvor kontrol er ved at erstatte tillid, og hvor spin risikerer at fylde mere end åbenhed. Det handler om, hvilken politisk kultur vi vil acceptere. Mere lukkethed og topstyring – eller mere åbenhed, tillid og reel demokratisk kontrol.
Kriser kommer og går. Det gør statsministre heldigvis også. Men de spor, de sætter i demokratiet, kan blive hængende længe.
