Svømmeklubben Magnum Opus i Fredericia står over for nogle alvorlige udfordringer som følge af en større renovering af Fredericia Idrætscenter. Med både badeland og terapibassinet lukket ned i en periode, befinder klubben sig i en vanskelig situation, der truer dens fremtid. Fredericia Idrætscenter afviser dog kritikken.

Fredericia Idrætscenter, som tidligere har været hjemsted for en bred vifte af Magnum Opus’ svømmeaktiviteter, skal gennemgå en større renovering. Dette betyder en total lukning af både badeland og terapibassinet, hvilket har ført til en alvorlig mangel i klubben.

– Der er ikke vand nok de steder, hvor vi har kunnet få vand, siger Jette Rosenfeldt, der sammen med Børge Jensen leder klubben. Omkring 500-600 mennesker, primært børn i alderen 2-6 år, berøres direkte af denne mangel på svømmebassiner.

Selvom kommunen har tilbudt at fortsætte med det samme tilskud som sidste år, dækker det kun 20 procent af omkostningerne, og der er stadig en markant mangel.

– Deltagerne vil selvfølgelig ikke betale for ikke at gå til undervisning, forklarer Børge og udtrykker frustration over kommunens tilgang.

Potentiel medlemsflugt

Med lukningen af idrætscentret bekymrer Magnum Opus sig også for at miste medlemmer. Nogle forældre overvejer allerede at søge svømmemuligheder i nabobyer som Kolding og Vejle.

– Mange småbørnforældre siger også allerede nu, at de vil tage til Kolding og Vejle, fordi de er afhængige af det her svømning, bemærker Jette, der frygter, at medlemmerne ikke vil vende tilbage.

Klubbens ledelse anerkender kommunens indsats, men finder den nuværende situation utilfredsstillende og ser lukningen af idrætscentrets badeland og terapibassin som en stor trussel mod klubbens fortsatte eksistens.

– Jeg synes egentlig, at det er utidigt, hvis kommunen i virkeligheden spekulerer i, at foreningerne skal være med til at betale omkostningerne på at renovere badelandet. Det må være kommunens opgave, siger Børge klart.

Magnum Opus vil fortsætte med at arbejde tæt sammen med kommunen for at finde en løsning. Men med den alvorlige vandmangel og de fortsatte finansielle udfordringer som følge af idrætscentrets renovering, er vejen frem usikker.

Jacob Falkenby leder af Madsbyparken – Foto: AVISEN

Besvarer kritik

I kølvandet på svømmeklubben Magnum Opus’ udfordringer som følge af en større renovering af Fredericia Idrætscenter, har AVISEN talt med lederen af Madsbyparken, Jacob Falkenby, der forsvarer Fredericia Idrætscenters indsats for at hjælpe klubben.

– Vi har som center herude gjort alt for at hjælpe og imødekomme vores brugere og foreninger, mens at vi byger om. Alle de timer, som de tidligere har haft, og alle de timer, der skal ligges i meget varmt vand, dem har vi forsøgt at løse, hvor det er muligt, siger han.

Varmtvandsbassinet, som opvarmes til 35 grader, udgør en særlig udfordring, især for babysvømningshold.

– Der findes kun ét varmvandsbassin på de her meget varme 35 grader, og det vil sige, at hvis man for eksempel har et babysvømningshold, så nytter det ikke noget at finde et bassin, som har 28 grader varmt vand som ude i Erritsø, fordi det kan babyerne jo ikke være i, siger Falkenby.

Samarbejde med eksterne aktører

Madsbyparken har også søgt løsninger hos private aktører i området, som for eksempel i Middelfart. Falkenby påpeger, at Magnum Opus kun vil blive faktureret, det de plejer at blive faktureret på en sæson fra dem.

Til trods for de vanskelige omstændigheder fremhæver Falkenby et positivt samarbejde med Magnum Opus:

– Hele processen igennem her har været rigtig god, og jeg er rigtig glad for den dialog, som vi har haft hele vejen igennem, trods at vi udmærket godt kan se, at det ikke er en lettere situation, forklarer Jacob Falkenby.

Falkenby understreger, at ombygningen var nødvendig og at centeret har gjort sit bedste for at imødekomme behovene:

– Men jeg har også hele tiden sagt, det er en ombygning, som vi er nødt til. Når man lukker noget, og ombygger noget, så kan vi jo ikke løse det, hvis vi bare kunne løse det hele, så var der jo dybest set ikke nogen grund, til at vi eksisterede, sådan lidt groft sagt, siger Falkenby, der dog understreger, at han forstår klubbens situation, men også, at man har gjort alt, hvad man kan fra Madsbyparkens side af.

Lukningstider og logistik

Situationen illustrerer kompleksiteten af en større renovering og de mange overvejelser, der skal tages hensyn til. Madsbyparken står fast på, at de har gjort deres bedste for at støtte foreningerne, herunder Magnum Opus, mens renoveringen finder sted, imens foreningen selv mener, at særligt kommunen skulle have gjort mere.

Varmtvandsbassinet vil kun være lukket i seks måneder, mens badelandet vil være lukket i 12 måneder. Dette har medført komplekse logistiske udfordringer, som centeret har arbejdet hårdt for at løse.