Der er et mønster i Fredericias økonomi, som gentager sig med en næsten naturlovsmæssig præcision. Det følger ikke konjunkturer eller reformer, men noget langt mere forudsigeligt: valgperioden.
Mønsteret ser sådan ud. I året efter et kommunalvalg præsenteres borgerne for en alvorlig økonomisk virkelighed. Der tales om strukturelle ubalancer, om udgifter der overstiger indtægter, om nødvendige besparelser. Forvaltningen udarbejder et katalog, politikerne forhandler, og der skæres. Midtvejs i perioden strammes der yderligere, og de hårdeste beslutninger træffes i relativ stilhed. Men når valgåret nærmer sig, sker der noget besynderligt. Pludselig er der råderum. Der investeres i velfærd. Budgettet præsenteres med stolthed og uden nye besparelser. Og borgerne går til stemmeurnerne med en fornemmelse af, at det hele nok skal gå.
Det er ikke en konspiration. Det er en mekanisme.
I 2015, året efter kommunalvalget, blev den nye konstitueringsaftale bygget op om økonomisk balance og stram styring. I 2017, valgåret, stod et samlet byråd bag et budget, der blev kaldt et velfærdsbudget, med investeringer i børn, ældre og sundhed. I 2019, med Socialdemokratiet i spidsen, blev et mulighedskatalog offentliggjort i en detaljeringsgrad, hvor ansatte kunne se sig selv udpeget som mulige besparelser. Funktioner var beskrevet så konkret, at medarbejdere vidste, de var i spil. Det sendte rystelser gennem hele organisationen. Siden har forvaltningen lært at pakke sproget anderledes ind. »Mulighedskatalog« blev til »katalog med finansieringsforslag« blev til »omstillings- og besparelseskatalog.« Ordene er blødere. Beløbene er større.
Men rytmen er den samme. I 2021, valgåret, blev budgettet lagt med fokus på at »lægge trædestenene til det nye byråd.« I 2022, med nyt byråd, kom et sparekatalog på 90 millioner. I 2023 et nyt på 93 millioner. Budget 2024 blev det hårdeste i nyere tid med et besparelseskatalog på næsten 108 millioner kroner. I 2025 blev der strammet med besparelser op til 83 millioner.
Og så kom valgåret igen. Budget 2026, det sidste inden kommunalvalget i november 2025, blev præsenteret med ordene: »Det er for første gang i mange år lykkedes at lave et budget i balance uden nye vedtagne besparelser overhovedet.«
Nu skriver vi februar 2026. Det nye byråd er knap tre måneder gammelt. Og forvaltningen anbefaler et omstillings- og besparelseskatalog på 200 millioner kroner, hvoraf 150 millioner skal være fundet inden 2029.
Det er det største sparekrav i Fredericias nyere historie.
Man kan betragte det som et udtryk for en særligt vanskelig tid. Og det er det også. Sundhedsreformen overfører penge uden tilsvarende opgaver. Beskæftigelsesreformen skærer 29 millioner. Skatteindtægterne følger ikke med. Men man kan også betragte det som et udtryk for noget mere grundlæggende, nemlig en politisk kultur, hvor den fulde konsekvens af kommunens økonomi først vises frem, når vælgerne lige har stemt, og der er fire år til næste gang.
Det er ikke unikt for Fredericia. Det er en dynamik, man genfinder i kommuner over hele landet. Men det gør den ikke mindre problematisk. For spørgsmålet er, hvad der sker med en bys evne til at planlægge langsigtet, når de økonomiske realiteter pakkes ind i valgperiodens rytme. Når besparelser udskydes, vokser de. Og når de vokser, rammer de hårdere.
De 150 millioner, der nu skal findes, er ikke opstået i løbet af tre måneder. De er resultatet af beslutninger, der er truffet over år, og af beslutninger, der ikke er truffet.
Fredericia Kommunes regnskaber har i årevis fået rene påtegninger fra revisionsfirmaet PwC, der har siddet på opgaven siden 2015. Økonomistyringen er betryggende, konkluderes det, og pengene er brugt korrekt. Alligevel ender kommunen med jævne mellemrum i en situation, hvor et nyt byråd skal finde trecifrede millionbeløb i besparelser. Det er ikke nødvendigvis en modsigelse, men det er værd at stille spørgsmålet, om den rådgivning, der omgiver kommunens økonomi, i tilstrækkelig grad har formået at pege på det, som tallene alene ikke viser: at kursen ikke er holdbar.
Fredericia bygger i disse år en ny skole til knap 300 millioner kroner. Kommunen investerer i klimatilpasning, i bosætning, i Trekantområdets udvikling. Det er gode og nødvendige investeringer. Men de bliver ikke billigere af, at regningen for den daglige drift skydes foran os.
Måske er det værd at overveje, om ikke fredericianerne fortjener at kende den fulde sandhed om deres bys økonomi, også i de år, hvor der er valg.
