Fredericia fylder 375 år i dag. Det er et tal, der inviterer til både stolthed og eftertanke. For hvad betyder det egentlig, at en by har levet så længe? Ikke bare eksisteret, men overlevet. Fundet nye roller, nye begrundelser, nye måder at være sig selv på.
Fredericia er ikke vokset frem som en tilfældighed. Den er født som et svar. Som et strategisk valg i en tid, hvor verden var urolig, og hvor man mente, at orden kunne skabe tryghed. Voldene, gaderne, byens struktur – alt var tænkt. Intet overladt til tilfældet. Det var en by, der vidste, hvad den skulle være.
Siden er meget blevet anderledes. Fæstningen mistede sin funktion. Fjenderne forsvandt. Industrien kom og gik. Men noget grundlæggende er blevet: fornemmelsen af, at Fredericia altid har været et projekt – noget, man gør, snarere end noget, man bare er.
Det er derfor svært ikke at se en sammenhæng mellem byens jubilæum og kommunalvalget i november. For også her var der en oplevelse af, at noget skulle gentænkes. Ikke fordi alt var forkert, men fordi retningen var blevet uklar. Mange vælgere efterspurgte ikke store visioner, men mere tydelighed. Ikke flere processer, men mere ansvar. En kommune, der igen føltes styret – ikke bare administreret.
Valgresultatet kan læses som et ønske om fornyelse, men også som et ønske om at finde tilbage til noget mere grundlæggende: at politik er et valg, som kan ses og mærkes. At beslutninger ikke kun træffes, men også forklares. At magt ikke er noget, man har, men noget, man forvalter på lånt tid.
375 år giver ikke Fredericia en særlig ret. Men det giver byen en særlig erfaring. Den erfaring fortæller, at intet holder af sig selv. At fællesskaber skal plejes. At byer ikke forsvinder med et brag, men med stilhed, hvis ingen længere tager ansvar for deres retning.
Fredericia står i dag med mange muligheder. Beliggenheden. Infrastruktur. Naturen omkring Lillebælt. Erhvervslivet. Men muligheder er ikke det samme som fremtid. Fremtid opstår først, når nogen tør vælge – også når valgene er svære, langsigtede og upopulære.
Måske er det netop det, et jubilæum kan minde os om. At en by ikke fejres for det, den var, men for det ansvar, den stadig kræver. Fredericia er ikke færdig. Den har aldrig været det.
Og måske er det den mest håbefulde erkendelse, man kan gøre sig på en dag som i dag.
