Tommy Rachlitz Nielsen fra Det Konservative Folkeparti bekræfter, at gruppeformændene i byrådet var orienteret om kommunens økonomiske udfordringer allerede inden valgkampen.
Det kommer ikke som nogen overraskelse for Tommy Rachlitz Nielsen, gruppeformand for Det Konservative Folkeparti i Fredericia Byråd, at kommunen nu står over for et besparelseskatalog på 200 millioner kroner. Han var – ligesom de øvrige gruppeformænd – orienteret om situationen, inden valgkampen gik i gang.
»Vi Konservative talte meget om besparelser under valgkampen. Vi var meget åbne over for, at vi gik ind i en periode, hvor vi havde brug for at spænde livremmen ind i Fredericia,« siger han og fortsætter:
»Vi var i hvert fald som gruppeformænd orienteret om, at vi ville komme til at stå i en situation, hvor vi skulle spænde livremmen ind, og hvor der skulle laves om på økonomien i Fredericia, hvis vi skulle have det til at hænge sammen fremadrettet.«
Han understreger, at det ikke er overraskende – men at det heller ikke er sjovt.
»Der er ikke så meget nyt i det her, men det bliver rigtig træls. Det er aldrig sjovt at skulle spare.«
Da AVISEN spørger, om byrådet var bevidst om situationens alvor allerede ved budgetvedtagelsen i september, svarer han uden omsvøb.
»Vi kunne tydeligt se, at vi brugte flere penge, end vi tjente. Vi lavede et kassetræk. Det var alle, der var med i budgettet – også dem, der stod udenfor – klart over, at vi gjorde. Man skal ikke være ret meget regnskabsekspert for at se, at der var flere minusser end plusser.«
Han peger på, at kommunen i mange år har lavet budgetter med underskud, som efterfølgende er blevet reddet af ekstraordinære indtægter – eksempelvis fra Ørsted. Den indtægt er ikke slået igennem de seneste år.
»Det har vi været pinligt bevidste om. Der er ingen tvivl om, at vi har vidst, at risikoen forelå. Vi havde fået klare indikationer om, at vi sad med 150-200 millioner, som vi skulle realisere økonomien med. Det vidste vi i hvert fald under valgkampen.«
Da avisen spørger, om man under de omstændigheder kan kalde budgettet ansvarligt og økonomisk holdbart, som det blev præsenteret af den daværende borgmester, er svaret mere tøvende.
»Det troede vi jo på på det tidspunkt.«
Men på direkte spørgsmål om, hvorvidt det er muligt at kalde budgettet holdbart, hvis man samtidig var bevidst om de kendte risici, indrømmer han:
»Man kan godt sætte spørgsmålstegn ved, om vi var så uvidende, som vi skulle have vedtaget det her budget. Det kan jeg godt forstå, at man stiller spørgsmålstegn ved.«
Om Socialdemokratiets advarsler om ubalance siger han, at partiet ganske vist talte om problemerne – men at man ikke bør glemme, at Socialdemokratiets eget alternative budgetforslag viste et endnu større minus ude i fremtiden.
»Deres budget var jo endnu værre,« siger han.
Han er dog ikke i tvivl om, hvad der kræves nu.
»Problemet med vores budgetter er, at jeg simpelthen ikke tror på, at det kan reddes ved at sidde og skralle lag af et løg. Vi er nødt til at vende det hele på hovedet og kigge på, hvad det egentlig er, vi skal levere af kernevelfærd. Når vi har fastlagt det, hvad koster det så? Og hvor lidt administration kan vi bruge på det?«
Han peger særligt på folkeskolen som et område, der har brug for flere midler.
»Vi ved, at vi har drevet en billig folkeskole, og vi kan se, at det ikke virker. Resultaterne er kritisable. Det skal der afsættes flere penge til. Det var alle enige om under valgkampen. Og så vil det komme til at gøre ondt nogle andre steder, fordi vi ikke har pengene. Det kræver, at vi skærer ind til benet nogle steder og siger, at her har vi kun råd til at levere minimumsvelfærd – det vi er forpligtet til at levere. Men der bliver områder, som er pressede, og som har mere brug for penge.«
