Fredericia ligger markant over landsgennemsnittet i børnefattigdom, og for Det Konservative Folkepartis Kirsten Hassing Nielsen er ét budskab klart: »En fattig familie er én for meget.« Hun ser behov for stærkere samarbejde med civilsamfundet, bedre koordinering i kommunen og et opgør med de mønstre, der gennem årtier har gjort Fredericia til en kommune med for få ressourcestærke familier – og for mange udsatte.
Den nye analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at 6,5 procent af børnene i Fredericia lever i familier, der befinder sig under fattigdomsgrænsen. Det betyder, at Fredericia igen ligger betydeligt over landsgennemsnittet på 4,3 procent. Og selvom tallene ikke er nye, rammer de Konservatives Kirsten Hassing Nielsen med samme tyngde hver gang.
»Det er jo altid ulykkeligt. En fattig familie er én for meget. Og uanset hvor man diskuterer tallet, så skal vi forholde os til det. Selvfølgelig skal vi det« siger hun.
Hun har gennem en årrække engageret sig i både det politiske arbejde og det lokale civilsamfund, og hun fremhæver, at kommunen allerede samarbejder med organisationer, der kender de udsatte familier tæt.
»Jeg er heldigvis i dialog med flere organisationer, blandt andet Red Barnet, som gør en stor indsats. De kan ikke løse børnefattigdommen alene, men de kan give børn under fattigdomsgrænsen nogle af de samme muligheder som deres jævnaldrende. Det er en vigtig retning at tænke i« siger hun.
Det handler ikke kun om kroner og ører, understreger hun, men om hverdagsliv, trivsel og muligheder.
At kende familierne – og handle samlet
For Kirsten Hassing Nielsen er det afgørende, at kommunen fortsat styrker sin evne til at identificere og støtte de familier, der lever med meget få ressourcer. »Det er vigtigt, at vi kender familierne. At vi kender dem i skolesystemet, i familieafdelingen, i beskæftigelsesafdelingen – overalt. For det er ofte økonomien, der er den primære årsag til fattigdom. Men løsningen handler også om støtte, om at hjælpe forældrene til et job og en stabil hverdag« siger hun.
Hun lægger vægt på, at børnefattigdom skal mødes tværfagligt. »Når vi ser på børnene i skolen, skal vi tage godt hånd om dem. Når vi ser forældrene i beskæftigelsessystemet, skal vi støtte dem i at komme i job. Det hele hænger sammen. Og derfor skal det også løses på tværs« siger hun.
Hvorfor ligger Fredericia så højt? Selvom hun ikke peger på én endelig forklaring, er hun klar i sin nysgerrighed. »Jeg ville ønske, at jeg kunne forklare det med én eller to ting. Det kan jeg desværre ikke. Men vi må være ærlige og sige, at Fredericia i en årrække har tiltrukket flere familier med færre ressourcer. Og jeg er nysgerrig på, hvorfor det er sådan« siger hun.
Hun efterlyser en dybere forståelse af, både hvem der kommer til byen, og hvad kommunen gør – eller ikke gør – for at løfte dem. »Er der noget, vi ikke gør godt nok? Er der tiltag, vi ikke har fået greb om? Eller er der noget i måden, vi arbejder med de her familier på, der kunne styrkes? Det skal vi have undersøgt« siger hun.
Fredericia mangler flere ressourcestærke familier
Sammenlignet med nabokommuner som Vejle og Kolding står Fredericia tilbage med en markant lavere andel af ressourcestærke familier. Det gør en forskel, mener hun. »Når vi sammenligner os med Vejle og Kolding, så har vi færre ressourcestærke familier. Og vi vil gerne tiltrække flere af dem. Det er der ingen tvivl om« siger hun.
Hun genkender også de fortællinger, der i årevis har fulgt Fredericia: at det skulle være nemmere end andre steder at opnå førtidspension eller blive på kontanthjælp.
»Der kan nærmest gå nogle fortællinger ude i samfundet om, at det er nemmere at få tilkendt førtidspension i Fredericia. Det er en ond cirkel, som vi skal have brudt. For sådan nogle historier påvirker også, hvem der søger hertil« siger hun.
AE-analysen viser, at Fredericia igen har haft en lille stigning i børnefattigdom. Det belaster Kirsten Hassing Nielsen.
»Det bekymrer mig. Den udvikling skal vi have bremset. Og jeg så meget gerne, at vi får et langt stærkere samarbejde med civilsamfundet – de her organisationer, som er drøngode til at arbejde med de familier, der lever under fattigdomsgrænsen. De har en anden tilgang end kommunen og ofte en tættere relation til familierne« siger hun.
Hun mener, at et mere formaliseret samarbejde kunne være afgørende. »Jeg ser gerne, at vi arbejder meget mere formelt sammen med dem. De kan noget, vi som kommune ikke kan« siger hun.
Når blikket rettes mod det kommende år, er hendes mål klart. »Jeg håber først og fremmest, at vi er under landsgennemsnittet. Vi skal helt klart se et fald« siger hun. Men ønsket handler ikke kun om statistik.
»Vi skal også se flere resultater af det arbejde, der allerede bliver gjort. Jeg er ikke i tvivl om, at man gør noget. Men det skal kunne ses. Vi skal have bedre resultater på det, vi i forvejen gør« siger hun.
Hun understreger samtidig, at målet om at nedbringe børnefattigdom ikke kan løftes alene af kommunen. »Det er komplekst. Det handler om at skabe flere stærke familier, bryde mønstre, tiltrække dem, der kan styrke byen – og samtidig støtte dem, der har mindst. Det kræver et bredt samarbejde. Men vi er nødt til at insistere på, at udviklingen kan vendes« siger hun.
For hende er retningen klar: Fredericia skal ikke være en kommune, der ligger blandt de hårdest ramte. Den skal være en kommune, hvor børn uanset baggrund får de samme muligheder. »En fattig familie er én for meget. Og det er vores ansvar at sikre, at vi får de tal ned. For hvert barn tæller« siger hun.
Læs også
