3.9 C
Copenhagen
lørdag 27. december 2025

DSB: Færre tog og længere rejsetid mellem Fredericia og Aarhus

0
DSB: Færre tog og længere rejsetid mellem Fredericia og Aarhus

Mandag morgen meldte DSB om store trafikale udfordringer på togstrækningen mellem Fredericia og Aarhus H, efter et skinnebrud ved Horsens har ramt togdriften.

Alle regionaltog på strækningen er aflyst frem til klokken 15.00, og passagerer må forvente længere rejsetid resten af formiddagen.

Som en midlertidig løsning standser alle InterCity-tog ekstraordinært i Hedensted i retning mod Fredericia, mens alle InterCityLyn-tog standser i Hedensted i retning mod Aarhus H.

For passagerer, der rejser mellem Fredericia og Vejle, indsætter DSB togbusser med stop i Børkop og Brejning. Togbusserne afgår både fra Fredericia og fra Vejle i minuttal 15.

DSB oplyser, at der arbejdes intensivt på at udbedre skaden, og at en forsigtig prognose lyder på, at trafikken vil være tilbage til normal drift omkring klokken 15.00.

Rejsende opfordres til at holde sig opdateret på DSB’s hjemmeside eller Rejseplanen for aktuelle afgangstider.

Indoor Liga Cup samler fodboldglæden i Fredericia Idrætscenter

0
Indoor Liga Cup samler fodboldglæden i Fredericia Idrætscenter

Fredericia KFUM står klar til endnu en fodboldfest, når klubben fra fredag den 14. november til søndag den 16. november afvikler Indoor Liga Cup i Fredericia Idrætscenter. Stævnet er for spillere i årgang 2015 og 2016 og bliver med hele 144 deltagende hold – og yderligere omkring 20 på venteliste – et af årets største ungdomsarrangementer i indendørsfodbold.

Lørdag morgen sparkes stævnet officielt i gang med fælles indløb klokken 09.30, inden kampene går løs klokken 10.00. Søndag spilles der fra tidlig morgen klokken 08.00, og stævnet afsluttes med en fælles præmieoverrækkelse i hal 1 omkring klokken 15.30.

I løbet af weekenden vil hver deltager få mindst 11 kampe, og turneringen byder på masser af spilletid og kampe på tværs af niveauer. Der startes i A-, B- og C-rækker lørdag formiddag, og efter resultaterne ombrydes puljerne løbende, så holdene møder jævnbyrdige modstandere resten af weekenden.

Fredericia KFUM forventer omkring 1.100 spillere og ledere til overnatning og bespisning samt i alt omkring 2.200 mennesker i Fredericia Idrætscenter lørdag og søndag – enten på banen eller som tilskuere. Deltagerne indkvarteres på fire skoler, hvor klubben også står for forplejningen.

De mange kampe dømmes af dommere fra hele Trekantområdet, og stævnet afvikles med hjælp fra omkring 150 frivillige, der skal sikre, at alt forløber smidigt i de seks haller og tilhørende faciliteter.

Hold fra hele landet deltager, og stævnet har især stor tilslutning fra Sjælland og hovedstadsområdet, hvor spillere og trænere roser de gode forhold i Fredericia Idrætscenter. Mange af de tilmeldte hold deltog også sidste år og har allerede reserveret pladser siden sidste års afslutning.

Interessen for Indoor Liga Cup er så stor, at Fredericia KFUM nu overvejer at udvide med et nyt stævne for årgang 2014. »Der er kommet mange henvendelser fra hold, der savner muligheden for at deltage igen, efter de er rykket en årgang op,« lyder det fra stævneudvalget.

Med en weekend fyldt med fodbold, fællesskab og frivillig energi er Indoor Liga Cup endnu engang et bevis på, at Fredericia KFUM formår at samle unge spillere fra hele landet om spilleglæden – og om en oplevelse, der rækker langt ud over banen.

Sofa-vælgerne kan afgøre Fredericias fremtid

0
Sofa-vælgerne kan afgøre Fredericias fremtid

Når fredericianerne går til stemmeurnerne den 18. november 2025, er det største spørgsmål ikke, hvem der vinder valget – men hvem der overhovedet møder op.

Alt for mange vælgere bliver hjemme, og det er et alvorligt problem for demokratiet.

For hver gang en borger vælger at blive væk, har vedkommende i virkeligheden allerede taget stilling – til, at politik ikke betyder noget.
Det er en resignation, der langsomt tømmer demokratiet for mening.

Når for mange lader være med at deltage, mister fællesskabet sin sammenhængskraft, og systemet sin legitimitet.

Sofavælgerne er i virkeligheden magtfulde, fordi deres fravær gør de mest trofaste partistøtter til dem, der alene sætter retningen.
Resultatet bliver, at beslutningerne i sidste ende repræsenterer færre og færre.

Endnu mere bekymrende er det, at mange af dem, der bliver hjemme, ofte er mennesker, som i forvejen kæmper med samfundets udfordringer – udsatte, syge eller pressede borgere, som har opgivet troen på, at deres stemme betyder noget.
Det er en negativ spiral, hvor de, der mest har brug for forandring, mister indflydelsen på den.

Hvad skal Fredericia egentlig?

Fredericia er en by med mange styrker. Det er her, vi bor, arbejder og færdes.
Det er vores by.

Men hvis vi vil invitere nye borgere og nye kræfter indenfor, skal vi også turde åbne os – både i handling og i fortællingen om os selv.
Det betyder noget, hvordan vi taler om Fredericia, og hvordan vi viser os frem.

Desværre har byen gennem årene været præget af sager og skandaler, som har tegnet et mindre flatterende billede.
Siden tiden med Thomas Banke og Jacob Bjerregaard har borgmesterkontoret været et sted med ustabilitet, og senest forlod også Steen Wrist posten før tid.

Uanset årsagerne har det givet ridser i lakken.
Det er svært at fremstå som en samlet, stærk by, når fortællingen udadtil handler om personfnidder og politiske fald.

Drift er ikke nok

Fredericia har i årevis været drevet som en velsmurt, økonomisk maskine – men sjældent med et budget, der rammer rigtigt.
Drift har været nøgleordet: at få tingene til at fungere, at få tallene til at hænge sammen.

Men måske er tiden kommet til at spørge, om det er nok.

Vi taler om folkeskoler, om institutioner, om økonomi og familieafdeling.
Men alt for ofte bliver det ved snakken.
Problemerne bliver analyseret og drøftet, men sjældent løst.
Der mangler et løsningskatalog, en retning, en vilje til reelt at ændre noget.

Et valg om ærlighed og ansvar

Kommunalvalget i 2025 burde være en anledning til netop den ærlighed.
Alligevel lød det på det seneste byrådsmøde, at Socialdemokratiet ikke vil fremlægge spareforslag før efter valget.

Det sender et uheldigt signal – for hvordan skal vælgerne tage stilling, hvis de ikke ved, hvad partierne står for?

Fredericia fortjener politikere, der tør vise, hvad de vil, før stemmerne er afgivet.
Og Fredericia fortjener borgere, der deltager i det fælles ansvar for at vælge retningen.

Demokratiet kan kun fungere, hvis begge dele er til stede:
Ærlighed fra de folkevalgte og deltagelse fra vælgerne.

Valget i november handler derfor ikke blot om drift og økonomi, men om troværdighed, tillid og modet til at tage del.
Hvis hverken politikerne tør melde klart ud, eller borgerne gider tage stilling, mister byen sin stemme.

Og det har Fredericia ikke råd til.

Turan Savas: Politik er mennesker – ikke maskiner

0
Turan Savas: Politik er mennesker – ikke maskiner

POLITIK. Fredericia har haft tre socialdemokratiske borgmestre på to valgperioder, hvoraf to forlod posten før tid. Det er et tema, der naturligt rejser spørgsmål om stabilitet – også blandt vælgerne. Men for byrådsmedlem og mangeårige socialdemokrat Turan Savas er svaret enkelt: Politik handler om mennesker, og mennesker kan ikke love fire år frem i tiden.

Turan Savas har fået Ridderkorset for sit mange årige virke i lokalpolitik. Flere end de afgåede borgmestre, men han mener ikke, at der er grund til at tale om emnet igen.

»Behøver man virkelig forklare vælgerne det her? Vælgerne ved jo godt, hvad der er sket. Alle ved jo, hvorfor Jacob stoppede, hvorfor Steen overtog, og også hvorfor Steen stoppede, hvor Christian overtog. Det er jo ikke nogen hemmelighed,« siger Turan Savas indledningsvis, da han bliver spurgt de mange borgmesterskift i Socialdemokratiet Fredericia.

Savas, der har siddet flere valgperioder i Fredericia Byråd, mener, at partiet har håndteret de skift loyalt og internt – uden at bryde med vælgernes tillid.

»Det, der er sket i Fredericia, er, at Socialdemokratiet har skiftet personer, men ikke politik. Alle borgmestrene har været socialdemokrater, og de er valgt indefra. Vi har ikke hentet folk udefra eller skiftet partifarve, som man ser andre steder. Det har været partiets egne, som har ført stafetten videre,« siger han.

Han understreger, at de tidligere borgmestre ikke gik af af politiske årsager, men af personlige grunde.

»Jacob Bjerregaard stoppede af personlige årsager. Og Steen måtte også trække sig af personlige årsager. Hvis man går ind og hører hans afskedstale, kan man tydeligt høre det. Det er menneskeligt, og det må vi have respekt for,« siger han.

På spørgsmålet om, hvorvidt det er rimeligt, at vælgerne stemmer på én borgmester og får en anden midt i perioden, svarer han med et skuldertræk og en realitet.

»Der kan ske mange ting i livet. Det ville være utopisk at give en fireårig garanti på, at et menneske kan blive siddende. Jeg ved heller ikke, om jeg vågner i morgen. Vi er jo ikke maskiner,« siger han.

Han afviser, at tilliden til Socialdemokratiet skulle have lidt et knæk efter de to skift.

»Jeg tror ikke, vælgerne har mistet tillid. De fleste kan godt forstå, at der kan opstå personlige situationer i livet, hvor man er nødt til at sige stop. Det sker i politik, og det sker i erhvervslivet. Vi kan ikke tvinge nogen til at blive i et job, de ikke længere kan eller vil bestride,« siger han.

Til gengæld mener han, at partiet har taget ved lære – og nu står stærkt med borgmester Christian Bro.

»Vi er sikre på, at den person, vi har valgt som borgmester, er den rette. Og vi tror på, at han fuldfører sin periode. Det er der ingen tvivl om. Men at love garantier – det tror jeg ikke, nogen mennesker kan,« siger Turan Savas.

Han stiller selv et modspørgsmål til dem, der taler om usikkerhed.

»Jeg forstår simpelthen ikke den usikkerhed. Hvor kommer den fra? Jeg har ikke hørt nogen borgere stille os det spørgsmål. Jeg møder ingen, der siger, de ikke har tillid. Jeg er helt sikker på, at Christian bliver siddende de næste fire år,« siger han.

Efter mere end et årti i lokalpolitik er Turan Savas vant til, at perioder skifter, og mennesker gør det samme. Men for ham er den røde tråd i politik stadig den samme.

»Det vigtigste er, at vi står ved vores værdier og vores ansvar. Fredericia skal have stabilitet – men stabilitet handler ikke om, at folk aldrig må skifte job. Det handler om, at partiet står fast og leverer resultater for borgerne. Det gør vi,« siger han.

Læs også

DMI: Kommunerne tager Klimaatlas til sig i arbejdet med fremtidens klima

0
DMI: Kommunerne tager Klimaatlas til sig i arbejdet med fremtidens klima

KLIMA. Skybrud, stigende havniveauer og stormfloder er blandt de klimahændelser, der fylder mest i de danske kommuners arbejde med klimatilpasning. Og når kommunerne planlægger, bruger de i stigende grad DMI’s digitale værktøj Klimaatlas som et fast redskab.

En ny undersøgelse fra IRIS Group blandt 85 af landets 98 kommuner viser, at hele 76 kommuner allerede anvender Klimaatlas aktivt i deres arbejde. Seks kommuner bruger det ugentligt, mens 20 logger ind et par gange om måneden.

Ifølge undersøgelsen er det især data om nedbør og vandstand, der bliver brugt flittigt. Over 85 procent af kommunerne anvender værktøjet i forbindelse med klimatilpasnings- og klimahandleplaner, og mere end halvdelen bruger det i konkrete projekter som kystsikring, byudvikling og risikovurderinger.

Forskningsleder på DMI, Mark R. Payne, peger på, at netop lokale vejrhændelser som skybrud og stormflod kan få store konsekvenser, og derfor er et pålideligt datagrundlag afgørende for kommunerne.

»Når kommunerne fremhæver nedbør og stormflod som de mest centrale klimavariable, skyldes det, at netop disse hændelser rammer lokalt og kan få store konsekvenser. Med Klimaatlas får de et autoritativt og ensartet datagrundlag, som styrker både planlægningen og samarbejdet mellem aktørerne,« siger han.

Resultaterne af undersøgelsen viser også, at værktøjet nyder stor tillid blandt kommunerne. Over 80 procent svarer, at de er tilfredse eller meget tilfredse med Klimaatlas, og næsten alle – 96 procent – mener, at det giver et bedre grundlag for at træffe beslutninger i klimatilpasningsarbejdet.

Særligt den lette adgang til komplekse klimadata og DMI’s rolle som troværdig national aktør bliver fremhævet som styrker.

»Vi er meget glade for den store tilfredshed og de konstruktive input fra kommunerne. Klimaatlas er et levende værktøj, som vi løbende videreudvikler, så det bliver endnu mere relevant og anvendeligt – både for kommuner, rådgivere og borgere,« siger Mark R. Payne.

Klimaatlas bliver ikke kun brugt i planstrategier, men også i den daglige sagsbehandling og i dialogen med borgere, politikere og presse. Flere kommuner har flere medarbejdere tilknyttet arbejdet med værktøjet, og det bliver ofte anvendt i samarbejde med forsyningsselskaber og rådgivere.

Undersøgelsen viser samtidig, at kommunerne gerne ser, at Klimaatlas udvikles yderligere. Næsten 90 procent ønsker, at værktøjet fremover kan vise såkaldte koblede hændelser – som når stormflod og ekstrem nedbør rammer samtidig. Derudover ønsker 65 procent en forenklet version, som borgere nemt kan bruge.

Fakta om DMI’s Klimaatlas:
Klimaatlas er et gratis digitalt værktøj, der viser, hvordan det danske klima forventes at udvikle sig frem mod fremtiden. Det bygger på FN’s Klimapanels scenarier og DMI’s egne klimamodeller og viser blandt andet udviklingen i nedbør, temperatur, havniveau og stormflod.
Over 80 kommuner bruger i dag Klimaatlas aktivt som grundlag for klimatilpasningsplaner, risikovurderinger og konkrete projekter. Data kan ses som interaktive kort, grafer og rapporter – og bruges bredt af kommuner, forsyningsselskaber og myndigheder.

Kloakmessen 2026 lover rekordstor aktivitet – og måske en sejltur i en bundfældningstank

0
Kloakmessen 2026 lover rekordstor aktivitet – og måske en sejltur i en bundfældningstank

MESSE. Når Kloakmessen 2026 løber af stablen i Fredericia den 29. og 30. januar, bliver det med rekordstor opbakning fra branchen. Over 160 udstillere har allerede meldt deres ankomst, og messeområdet udvides til hele 15.000 kvadratmeter – den største udgave nogensinde.

Hos Danske Kloakmestre er forventningerne derfor høje. Formand Verner H. Kristiansen håber på stor tilstrømning – og har endda sat noget på spil for at fejre det.

»Hvis vi kommer over 5.000 besøgende, så har jeg lovet at sejle over Mariager Fjord i en bundfældningstank,« siger den nordjyske formand med et grin.

Hvor sejladsen skal foregå, er dog endnu ikke besluttet.

»Det kan være, jeg tager det smalleste sted, som er få hundrede meter langt, eller at jeg tager hele vejen fra Hobro til Mariager for at få en tur ud af det. Jeg overvejer også at tage den forhåbentlig sødygtige bundfældningstank med på messe, så folk kan se ‘fartøjet’,« fortæller han.

For Verner H. Kristiansen er Kloakmessen årets højdepunkt.

»For os i branchen er det her jo som juleaften. Det at gå rundt og opleve atmosfæren, fagfolk der taler sammen på kryds og tværs, indslag på scenen, demonstrationer af udstyr, DM i kloakarbejde og så videre, det er virkelig skønt,« siger han.

Messen i Fredericia byder på alt fra tunge maskiner til tekniske løsninger, og i år bliver der sat særligt fokus på tv-inspektion, slamsugning samt sikkerhed og arbejdsmiljø.

Ifølge Berlingske har de større aktører inden for slamsugning haft markant vækst de seneste ti år, og det afspejler sig i interessen. Store slamsugere vil endda kunne ses inde i messehallen.

Men Verner H. Kristiansen understreger, at der også er alvorlige emner på programmet.

»Vi oplever desværre nogle gange, at arbejdsmiljø er et konkurrenceparameter. Hvis vi skal ned i en brønd, skal vi være tre mand og bruge særligt sikkerhedsudstyr. Hvis man gør det alene, kan man måske gøre det billigere – men hvad hvis man ikke kommer op igen,« siger han og håber, at messen kan bidrage til en mere fælles ansvarsfølelse i branchen.

Kloakmessen bliver også et sted for vidensdeling om nye udfordringer.

»Der er aktuelt meget fokus på rensning af regnvand fra parkeringspladser og på problemer med højt grundvand. Vi vil gerne være med til at klæde flere på til at løse opgaverne effektivt og sikkert,« siger Verner H. Kristiansen.

Om det ender med en rekord – og en usædvanlig sejltur over Mariager Fjord – må tiden vise. Men formanden lægger ikke skjul på, at han glæder sig »vildt« til nogle travle og festlige messedage i Fredericia.

Flere af de mindste børn finder vej til idrætsforeningerne

0
Flere af de mindste børn finder vej til idrætsforeningerne

SPORT. Flere og flere små børn snører gymnastikskoene eller trækker i badedragten. En ny undersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut (Idan) viser, at 78 procent af danske børn mellem tre og seks år var aktive i en idrætsforening i 2024 – en markant stigning fra 65 procent i 2020. Blandt de seksårige er hele 84 procent nu en del af et idrætsfællesskab.

Tallene vækker stor begejstring i Danmarks Idrætsforbund (DIF), der er landets største børne- og ungeorganisation med over 900.000 medlemmer under 18 år.

»Det bekræfter den tendens, vi også ser i vores medlemstal, hvor vi ser rigtig flot fremgang blandt de mindste årgange. Det er et resultat af det store arbejde, vores idrætter og foreninger gør for at skabe tilbud, der er skræddersyet for de mindste, og hvor legen, idrætsglæden og den motoriske udvikling er i fokus de første år,« siger Karin Ingemann, udviklingschef i DIF.

Ifølge DIF skyldes fremgangen især en målrettet indsats med aktiviteter, der tager udgangspunkt i leg, bevægelse og basale færdigheder – og hvor forældrene spiller en aktiv rolle. Samtidig har coronaårene givet et midlertidigt dyk i medlemstallene, som siden er blevet mere end opvejet af en kraftig vækst.

Mellem 2018 og 2024 steg medlemstallet for børn op til seks år i DIF og DGI samlet med godt 20 procent – fra 188.462 til 226.228.

Fortsat ulighed i deltagelsen

Selvom kurven peger opad, viser undersøgelsen også, at der stadig er en social ulighed i, hvilke børn der bliver en del af idrætslivet.

86 procent af børn med aktive forældre deltager i en fritidsaktivitet, mens tallet falder til 70 procent blandt børn af forældre, der ikke selv dyrker idræt. Samtidig spiller forældrenes uddannelsesniveau fortsat en tydelig rolle for børnenes deltagelse.

»Vi har en ambition om, at alle børn skal med i idrætsforeningerne. Hvis vi skal lykkes med det, så kræver det et samarbejde med nogle af de institutioner, hvor børnene har deres daglige gang. Ved at samarbejde med børnehaver og vuggestuer kan vi give alle børn oplevelsen med de aktive fællesskaber og forhåbentlig give både børnene og deres forældre lyst til mere,« siger Karin Ingemann.

Idræt fra vuggestue til forening

Det arbejde sker blandt andet gennem projektet Fremtidens Idræt for Børn og Unge, som DIF driver med støtte fra A.P. Møller Fonden. Her bliver der arbejdet målrettet med at skabe bedre koblinger mellem dagtilbud og idrætsforeninger samt med at støtte trænere gennem et Trænerløfte og en Trivselsmetode, der skal styrke både læring og trivsel i foreningerne.

De nyeste tal viser, at især gymnastik, svømning og fodbold er favoritterne blandt de yngste. 42 procent af de 3-6-årige går til gymnastik, 29 procent til svømning og 25 procent til fodbold.

Projektet Fremtidens Idræt for Børn og Unge løber frem til 2027 og har et samlet budget på 85 millioner kroner. Det skal sikre, at endnu flere børn – uanset baggrund – får mulighed for at blive en del af de aktive fællesskaber, der danner grobund for livslang bevægelsesglæde.

SF kræver handling efter Bramming-sagen: Profit på bosteder skal stoppes

0
SF kræver handling efter Bramming-sagen: Profit på bosteder skal stoppes

Et år efter lukningen af det private opholdssted Ungecenteret Sejrsgård i Bramming, hvor alvorlige afsløringer om svigt, vanrøgt og mulig økonomisk fusk førte til lukning, kræver SF nu en grundlæggende oprydning på området.

Mandag har partiet kaldt social- og indenrigsministeren i samråd, efter at en ny rapport fra National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) viser, at svindel og økonomisk kriminalitet fortsat finder sted på danske bosteder.

»Det her var jo ikke bare en enlig svale. Det er et symptom på et system, hvor der svindles med ydelser og hjælp, mens børnene eller andre sårbare borgere bliver tabt på gulvet. Det viser rapporten fra NSK, som har undersøgt flere bosteder. Og det skal stoppes,« siger Karina Lorentzen Dehnhardt, retsordfører for SF.

Sagen fra Bramming, hvor børn levede under kummerlige forhold, og ansatte gentagne gange slog alarm, står for SF som et skræmmende eksempel på, hvordan tilsyn og kontrol ikke har været tilstrækkelige.

Ifølge Karina Lorentzen Dehnhardt er problemet strukturelt. »Når et opholdssted bryder loven og svigter børn, burde reaktionen være øjeblikkelig. I stedet har systemet set passivt til, mens både børn og ansatte råbte på hjælp. Det er uacceptabelt, og profit på bosteder bør stoppes helt,« siger hun.

SF kræver nu en handlingsplan, der skal sikre:
– at svindel med offentlige ydelser til opholdssteder og botilbud konsekvent bliver efterforsket af politiet.
– at Socialtilsynene får styrkede beføjelser til straks at lukke og politianmelde steder, hvor børn udsættes for svigt.
– at der indføres større gennemsigtighed i økonomien og et stop for profit, så offentlige midler bruges på børnene – ikke på privat gevinst.

For SF handler det ikke blot om enkeltstående sager, men om et system, hvor de økonomiske incitamenter for at drive private botilbud er blevet for store. Partiet henviser til erfaringer fra Sverige, hvor lignende former for velfærdskriminalitet har spredt sig i sektoren.

»Vi har fået et system, hvor nogle få tjener store penge på at levere “hjælp”, de slet ikke giver. Det er misbrug af både skattekroner og børns liv. Staten må gribe ind – nu,« siger Karina Lorentzen Dehnhardt.

Samrådet finder sted mandag klokken 10.30.

Baggrund:
Ungecenteret Sejrsgård i Bramming blev lukket i 2024, efter at JydskeVestkysten og DR dokumenterede alvorlige svigt og mistanke om fusk. I en ny efterretningsvurdering fra NSK kobles flere private botilbud til økonomisk kriminalitet. SF mener, at sagen understreger behovet for et grundlæggende opgør med profit på udsatte borgere.

Marc Melgaard langer ud efter kreditering af lokalt arbejde i Middelfart

0
Marc Melgaard langer ud efter kreditering af lokalt arbejde i Middelfart

Uenigheden handler ikke om, hvorvidt der skal investeres i lokalsamfundene, men om hvem der skal have æren, når lokale ideer bliver løftet ind i den politiske proces. Ifølge Venstres Marc Melgaard er der tale om en fordrejning, når et borgmester Johannes Lundsfryd Jensen præsenterer 71 tiltag som sit eget projekt uden at nævne lokaludvalgene, der efter Melgaards opfattelse har trukket det tunge læs.

»Lokaludvalgene er faktisk ikke nævnt. Og det er os, som har lavet arbejdet, det er os, der har produceret det. Det er os, der er kommet med idéerne, og det er os, der følger med,« siger han. For Melgaard er pointen lige så enkel, som den er principiel. Kreditten skal følge arbejdet, og arbejdet er ifølge ham skabt nedefra.

Han peger på, at de lokale udviklingsplaner udspringer af en flerårig proces i lokalsamfundene, hvor foreninger og frivillige har indsamlet input og prioriteret konkrete projekter gennem borgerinddragelse. »Vi har lavet borgerinddragelse i lokaludvalget, i lokalsamfundene. Det er ikke byrådet eller kommunen, der har gjort det. Det er os, der har gjort det, og vi har den løbende dialog med lokalbefolkningen,« siger han.

Melgaard oplever, at fortællingen om de 71 tiltag tegnes ovenfra, som om de er udviklet og løftet politisk alene. Han fremhæver, at lokaludvalgene »i bund og grund er selvstændige foreninger«, der hvert år leverer forslag og prioriteringer – også i spørgsmål, der ikke nødvendigvis fremgår af et trafiksikkerhedskort eller en central prioriteringsliste. »Det er fint, at man samler op og giver tyngde. Men man må også fortælle sandheden. Det her er lokaludvalgenes arbejde. Det er ikke byrådet, det er ikke ham,« siger han.

Kritikken rammer også en mere praktisk nerve. Lokale udfordringer kan være alt fra smalle veje til savnede samlingssteder, og de bliver ikke altid fanget af overordnede skemaer. »Jeg bor uden for Strib, og det er smalle veje. Ind imellem bliver der kørt et sidespejl af, fordi man ikke lige kan trække ud. Der er ikke langt fra et sidespejl til et barn. På den måde er det fint, at man får prioriteret ude i de lokale samfund,« siger Melgaard, der samtidig gerne giver byrådet anerkendelse, når prioriteringerne faktisk lander. »Det kan de da godt få lidt kredit for. Men at stille det op som om, man selv har lavet 71 konkrete initiativer, det er ikke rimeligt.«

I kommentarsporet til den omtalte artikel oplever han, at andre lokale stemmer bakker op om kritikken. »Du kan også se det i de andre kommentarer, specielt dem, der sidder i lokaludvalget. De har det på præcis samme måde,« siger han og henviser blandt andre til et indlæg fra Kenneth Moosgaard, som efter Melgaards opfattelse opsummerer situationen skarpt.

Spørgsmålet til sidst bliver, hvad der burde være gjort anderledes. Her er svaret kort. »Han fortæller sandheden. Han fortæller, at det her er lokaludvalgernes arbejde,« siger Marc Melgaard og gentager sit hovedkrav om korrekt kreditering. For ham er kernen i lokaldemokratiet netop det, som han mener, lokaludvalgene har leveret over tid: ideer, prioriteringer og en løbende dialog med borgerne, der bor der, hvor beslutningerne virker.

Ole Steen Hansen: Fagligheden skal styrkes, men det begynder med folkeskolen

0
Ole Steen Hansen: Fagligheden skal styrkes, men det begynder med folkeskolen

Dansk Industri har præsenteret et nyt ungeudspil med ti konkrete anbefalinger til kommunerne. Her peger organisationen blandt andet på faglige løft i dansk og matematik, obligatorisk erhvervspraktik, bedre samarbejde med erhvervslivet og en særlig indsats for unge uden job og uddannelse. I Fredericia møder udspillet genklang hos Socialdemokratiets mangeårige udvalgsformand for Børne- og Skoleudvalget, Ole Steen Hansen, som dog minder om, at meget af det allerede er i gang.

»Vi er jo meget enige med Dansk Industri. I vores politik og strategier er det fagligheden i dansk og matematik, vi har sat fokus på, og det arbejder vi allerede med. Men man bliver jo ikke god til dansk og matematik, hvis man ikke kommer i skole, så trivsel er vejen derhen. Det hænger sammen,« siger Ole Steen Hansen.

Han peger på, at Fredericia allerede har arbejdet systematisk med faglige løft gennem de seneste år. »Det meste af det, de foreslår, er faktisk i gang hos os. Det er svært at være uenig i, og jeg er også enig i, at vi skal efteruddanne vores matematiklærere. Vi har tidligere haft initiativer som Elevløftet, hvor matematiklærerne fik et stort løft, og det kunne godt give mening at gøre igen.«

Ifølge Dansk Industri skal halvdelen af landets matematiklærere efteruddannes inden 2029 – et mål, Ole Steen Hansen kalder ambitiøst, men ikke urealistisk. »Det kommer an på, hvordan man gør det. Det behøver ikke at være en lang uddannelse – det kan også være kortere kurser. Men det er klart, at vi skal i gang med noget, for matematik halter stadig lidt bagefter, selvom vi har fået løftet dansk.«

Fredericia har allerede indført obligatorisk erhvervspraktik som en del af kommunens kvalitetsprogram for folkeskolen, og det hilser udvalgsformanden velkomment. »Det er rigtig fint, at alle elever i 9. klasse nu skal i praktik. Det giver dem mulighed for at prøve sig selv af og se, hvad de kan og vil. Samtidig har vi startet juniormesterlærerordningen for de elever, der måske er lidt skoletrætte i dansk og matematik. Det er et rigtig godt tilbud, som 25 elever er begyndt på. De lærer i praksis, at man skal kunne bruge sine faglige færdigheder – også i erhvervsuddannelserne. Skal du være tømrer, skal du kunne regne vinkler ud,« siger han.

Fredericia Kommune samarbejder allerede med Business Fredericia om erhvervsplaymaker-ordningen, der fungerer som bindeled mellem skoler og virksomheder. »Det er vigtigt, at vi finder praktikpladser til alle elever, og at vi får plads til både dem, der klarer sig godt, og dem, der kæmper lidt mere. Det er et fælles ansvar – kommunen, skolerne, forældrene og erhvervslivet. Og jeg ved, at vores lokale håndværkerforeninger gør et kæmpe arbejde,« siger Ole Steen Hansen.

Unge uden job og uddannelse

Mere end 65.000 unge i Danmark står uden job eller uddannelse, og det er også et fokuspunkt i Fredericia. »Vi gør rigtig meget, og vi lykkes faktisk godt med at få unge i job og uddannelse. Men det er en løbende opgave. Lige så snart nogen kommer i gang, flytter nye unge hertil, som vi også skal hjælpe. Sidste år havde vi 46 unge, der flyttede til Fredericia uden job eller uddannelse,« fortæller han.

Han peger på, at Fredericia har sociale udfordringer, der gør arbejdet mere komplekst. »Vi har en høj børnefattigdom sammenlignet med resten af landet. Det betyder, at mange familier har brug for hjælp, og det smitter af på skolen. Jeg ved, at hele byrådet investerer meget i familieafdelingen, og alle ønsker at kunne flytte flere midler over til skolen. Men først skal vi have flere familier til at lykkes. Det er grundlaget for, at børnene også lykkes i skolen.«

For Ole Steen Hansen er fritidsjob en vigtig del af løsningen. »Det er et af nøglepunkterne. Vi kan se, at unge, der har haft et fritidsjob, klarer sig bedre senere. De lærer, at der bliver stillet krav, og de får erfaring med at møde til tiden og tage ansvar. Vi har haft stor succes med at få flere unge i fritidsjob i Fredericia, og det arbejde skal fortsætte,« siger han.

Kommunen spiller en aktiv rolle i at skabe rammerne. »Ja, det er et fælles ansvar, men kommunen har også et klart ansvar. Vi har ansat folk til at arbejde med det, og helhedsplanen gør et stort arbejde. I sidste ende hjælper vi også os selv, for hvis de unge ikke kommer i job eller uddannelse, er det os, der skal betale ydelserne. Men først og fremmest handler det om at give dem en god start på livet.«

På spørgsmålet om transport og adgang til skole og job er en barriere, svarer Ole Steen Hansen, at det ikke er den største udfordring i Fredericia. »Vi har undersøgt det. Selv de, der bor lidt uden for byen, kører ofte sammen, og de fleste er over 18 år. I en kommune som vores, der ikke er så geografisk stor som for eksempel Vejle, ser jeg det ikke som det største problem,« siger han.

Dansk Industri foreslår, at kommunerne skal tage større ansvar for unge, der går i stå efter gymnasiet. Det er ifølge Ole Steen Hansen en relevant pointe. »Vi bruger mange midler på vejledning, når de unge skal vælge uddannelse efter folkeskolen, langt mere end vi lovgivningsmæssigt er forpligtet til. Om vi gør nok for de unge, der er færdige med gymnasiet, det ved jeg ikke præcist, men det er værd at se på. Det er jo et reelt problem, hvis man tager en uddannelse og så ikke får brugt den. Der tror jeg, vi kunne gøre mere i samarbejde mellem jobcenter og vejledning.«

Når han bliver spurgt, hvad den vigtigste investering er for at få flere unge til at tage del i fremtidens arbejdsmarked, svarer han uden tøven: »Det er at investere i folkeskolen. Det er dér, det hele starter. Hvis vi vil have unge, der trives, lærer og får lyst til at uddanne sig, så skal vi begynde dér.«

For Ole Steen Hansen er DI’s ungeudspil ikke et opgør med det eksisterende, men en bekræftelse af, at kommunen allerede bevæger sig i den rigtige retning. »Vi er godt i gang, men vi skal blive ved. Vi skal holde fokus på fagligheden, på trivsel og på, at ingen unge bliver tabt undervejs.«

DMI varsler tæt tåge og rimtåge – Fredericia og Middelfart blandt de berørte områder

DMI varsler tæt tåge og rimtåge – Fredericia og Middelfart blandt...

0
Danmarks Meteorologiske Institut har fredag den 26. december udsendt varsel om tæt tåge eller tæt rimtåge, som blandt andet omfatter Fredericia og Middelfart. Varslet dækker...