4.9 C
Copenhagen
tirsdag 16. december 2025

DI vil styrke folkeskolen og fremtidens arbejdskraft – Fredericia, Middelfart, Kolding og Vejle kan blive forbilleder

0
DI vil styrke folkeskolen og fremtidens arbejdskraft – Fredericia, Middelfart, Kolding og Vejle kan blive forbilleder

Færre unge, færre elever og på sigt færre hænder. Danmark står over for en demografisk udfordring, der allerede mærkes i kommuner som Fredericia, Middelfart, Kolding og Vejle. Faldende ungdomsårgange betyder tomme stole i klasselokalerne og risiko for et arbejdsmarked, der mangler arbejdskraft.

Derfor lancerer Dansk Industri nu et nyt ungeudspil med ti konkrete anbefalinger til landets kommunalpolitikere. Målet er at styrke folkeskolen, bringe de unge tættere på erhvervslivet og skabe en mere direkte vej fra skole til arbejde.

Erhvervs- og medlemsdirektør i DI, Emil Fannikke Kiær, kalder det et nødvendigt wakeup-call til kommunerne. Han siger, at det aldrig har været vigtigere, at børn og unge trives og lærer. Hvis vi vil give vores unge de bedste forudsætninger for et godt arbejdsliv, kræver det, at vi investerer langt mere i deres faglighed allerede i folkeskolen. Det kræver et langt større fokus på at få de unge i erhvervspraktik og ud i fritidsjob, som vi ved gavner deres trivsel, ansvarsfølelse og udvikling.

Tre temaer: Faglighed, samarbejde og virkelighed

Udspillet – kaldet Fremtidens arbejdslyst – bygger på tre hovedspor: at styrke fagligheden i skolen, at knytte skoler og virksomheder tættere sammen og at skabe bedre muligheder for unge i fritiden og i transporten.

DI peger på, at danske elever klarer sig dårligere i matematik og læsning end tidligere. For at vende udviklingen foreslår organisationen, at halvdelen af alle matematiklærere efteruddannes inden 2029, og at faget teknologiforståelse gøres obligatorisk på alle folkeskoler. Teknologi og digital dannelse skal ifølge DI være en naturlig del af skolens hverdag, så eleverne bliver klar til et arbejdsmarked i forandring.

Kommuner med potentiale

Fredericia, Middelfart, Kolding og Vejle nævnes som eksempler på kommuner med stærke erhvervsklynger og et oplagt potentiale for tættere samarbejde mellem skoler og virksomheder. I alle fire byer spiller industri, transport og teknologi allerede en væsentlig rolle, og derfor mener DI, at de kan blive forbilleder for, hvordan man udvikler en lokal model for samspillet mellem skole og erhverv.

DI foreslår, at hver kommune udpeger en såkaldt erhvervsplaymaker, som skal fungere som bindeled mellem skoler, ungdomsuddannelser og virksomheder. I dag har kun få kommuner en sådan funktion, og mange elever kommer aldrig ud og oplever arbejdsmarkedet i praksis.

Alle elever i 7., 8. eller 9. klasse bør ifølge DI i erhvervspraktik mindst én gang i skoleforløbet, og praktikken skal give indblik i det brede arbejdsmarked – ikke kun gymnasievejen. Praktikken skal, som det står i udspillet, ikke være en uge på mor eller fars arbejdsplads, men åbne elevernes øjne for det lokale erhvervsliv.

Et ansvar for de unge uden job og uddannelse

Samtidig ønsker DI, at kommunerne tager et større ansvar for de unge, der står uden job eller uddannelse. Over 65.000 unge mellem 15 og 29 år er i dag uden for både arbejdsmarked og uddannelsessystem. DI foreslår, at kommuner og virksomheder sammen skaber partnerskaber, hvor unge får mulighed for praktik, løntilskudsjob og uddannelsesforløb.

Målet er, at mindst 25 procent af de unge uden job og uddannelse skal i gang inden 2029. Det skal ske gennem lokale samarbejder, hvor erhvervsliv og kommune løfter opgaven i fællesskab.

Fritidsjob og praktiske fag

Udspillet lægger også vægt på at styrke unges muligheder for at få fritidsjob. I dag har kun omkring en tredjedel af danske unge et fritidsjob, hvilket er langt færre end tidligere generationer. Fritidsjob er ikke kun en indgang til arbejdsmarkedet, men også et vigtigt skridt i de unges personlige udvikling, mener DI.

Derfor foreslår organisationen, at kommunerne arbejder målrettet med at skabe fritidsjob i samarbejde med lokale virksomheder og butikker. Samtidig skal ungdomsskolerne tilbyde “gå-til-håndværk” – et nyt praktisk fritidstilbud, hvor unge kan prøve kræfter med svejsning, programmering, mekanik eller tømrerarbejde.

Ikke alle skal være akademikere, skriver DI. Der skal være lige så stor værdi i at kunne skabe noget med hænderne som med hovedet.

Fra sabbatår til nye muligheder

En anden udfordring er, at alt for mange studenter ender i lange sabbatår. Over 40 procent tager tre år eller mere, før de begynder på en videregående uddannelse, og mange vender aldrig tilbage. Derfor foreslår DI, at alle ufaglærte studenter får tilbud om årlig vejledning, så de får hjælp til at finde en retning og undgår at falde ud af systemet.

Transporten binder det sammen

DI’s sidste forslag handler om mobilitet. For at unge kan tage en uddannelse, finde et job eller deltage i fritidsaktiviteter, skal de kunne komme rundt i kommunen. Organisationen anbefaler, at kommunerne udbygger cykelstier, styrker den kollektive trafik og forbedrer transporten i landdistrikterne.

Målet er, at unges brug af cykel og kollektiv transport skal stige med 50 procent inden 2030. DI fremhæver især kommuner som Kolding og Middelfart, hvor der er store afstande mellem by og opland, og hvor bedre transport kan gøre en mærkbar forskel for de unges hverdag.

En fælles opgave

Udspillet Fremtidens arbejdslyst er en del af DI’s nationale strategi for at modvirke den stigende mangel på arbejdskraft. Om ti år forventes Danmark at have omkring 100.000 færre personer i den erhvervsaktive alder. Derfor skal de unge klædes på – både fagligt og mentalt – til at træde ind på arbejdsmarkedet.

Det her handler ikke kun om erhvervslivets behov, siger Emil Fannikke Kiær. Det handler om at sikre, at alle unge i Danmark får chancen for et meningsfuldt liv med læring, ansvar og arbejdsglæde.

For at sprede budskabet tager DI ud på landevejen. I løbet af de næste 14 dage kører organisationens kommunalvalgsbus rundt i hele landet. 850 byrådskandidater har meldt sig til at deltage i turen, hvor de besøger 68 lokale virksomheder og drøfter, hvordan kommuner og erhvervsliv sammen kan styrke unges vej til arbejde.

Kommunerne i Trekantområdet har allerede et tæt samarbejde med erhvervslivet, men DI håber, at Fremtidens arbejdslyst kan være med til at sætte endnu mere fokus på, hvordan skoler, virksomheder og lokalsamfund sammen kan skabe rammer, der giver de unge lyst til at blive og arbejde i området.

Skinnebrud giver forsinkelser mellem Odense og Fredericia

0
Skinnebrud giver forsinkelser mellem Odense og Fredericia

Et skinnebrud ved Middelfart betyder, at der i dag kører færre tog og er længere rejsetid mellem Odense og Fredericia.

DSB oplyser, at regionaltogene mellem de to byer midlertidigt erstattes af togbusser, indtil problemet er udbedret.

Sådan kører togbusserne:

Fra Odense klokken: 6.35, 7.40, 8.35, 9.40, 10.35 og 11.40.

Fra Fredericia klokken: 5.30, 6.30, 7.30, 8.30, 9.30, 10.30 og 11.30.

Rejsende må derfor forvente forlænget rejsetid og mulige ændringer i forbindelsestog i de tidlige formiddagstimer.

En foreløbig prognose fra DSB viser, at togtrafikken tidligst forventes normaliseret omkring klokken 12.00.

Passagerer anbefales at holde sig opdateret via Rejseplanen eller DSB’s app, hvor ændringer løbende vil blive meldt ud.

Holdånd, højt tempo og fem mål fra bageste mand gav Fredericia sejren

0
Holdånd, højt tempo og fem mål fra bageste mand gav Fredericia sejren

Fredericia Håndboldklub fik søndag aften sat et punktum, som både publikum og spillere havde ventet på. En 37-31-sejr over Grindsted GIF bragte endelig smilene tilbage i Middelfart Sparekasse Arena – og gav holdet en fornemmelse af, at retningen nu peger den rigtige vej. Kasper Young og Sander Heieren stod begge klar til at tale om sejren efter kampen, og de var enige i én ting: Det var forløsende.

»Det er lang tid siden, vi har vundet, så det var virkelig skønt. En god sejr, synes jeg,« sagde Kasper Young, der sammen med resten af holdet måtte kæmpe for at finde rytmen i første halvleg.

Grindsted spillede deres karakteristiske syv-mod-seks-spil, og Fredericia havde svært ved at dæmme op for det. I perioder blev der givet for meget plads tæt på målet, men justeringerne i pausen gjorde forskellen.

»Vi kæmpede noget i første halvleg med at få den rigtige højde i forsvaret, fordi de kom for tæt på og fik lov at lave deres finurlige spil. De er gode til syv-mod-seks, det gør de hele tiden. Så det skulle vi lige justere i pausen, og da vi fik gjort det, der viste det sig også, at vi var det bedre hold,« forklarede Young.

Efter pausen begyndte kampen at ligne det Fredericia-hold, man kender. Energien steg, rytmen kom tilbage, og det kollektive pres fungerede.

»Vi kom ind i et godt flow og havde en god rytme. Vi stod for hinanden i de situationer, vi blev sat i, og så spillede vi egentlig solidt hele kampen igennem,« sagde fløjspilleren, inden han med et grin tilføjede:

»Og så lavede Sander jo fem mål – det gjorde det jo lidt nemmere.«

Sander Heieren, der både leverede redninger og fem mål på lange kast i tomt mål, stod også med et smil bagefter.

»Vi starter lidt rodet, og de får spillet deres spil og finder hullerne i forsvaret. Men så får vi den energi i anden halvleg, som gør, at vi får bevæget os bedre og forstyrret dem mere. Så bliver det lettere at lukke kampen,« sagde den norske keeper, der havde en aften, hvor alt syntes at lykkes.

Om sine fem scoringer sagde han med et glimt i øjet:

»Jeg har jo kigget på Kjeldgaard – han scorer altid mange mål – så jeg tænkte, at det kunne være sjovt at prøve det her også.«

Publikum tog det med begejstring, og Heierens præstation blev mødt med jubel, hver gang bolden forlod hans hænder og fandt nettet i den anden ende.

Men bag det gode humør gemte sig også en vigtig erkendelse. Fredericia har været hårdt ramt af skader, og søndagens sejr var den første i lang tid, hvor Jesper Houmark havde næsten alle sine profiler til rådighed.

»Det er rart, at vi havde noget at skifte med. Det har vi ikke haft i de sidste fire-fem uger. Vi har trukket nogle hårde veksler på folk, der har været småskadede,« sagde Kasper Young og fortsatte:

»I dag fik vi brugt hele holdet, og alle bød ind. Det er sådan, vi gerne vil spille – mange skal bidrage, og mange skal hjælpe hinanden.«

Også Sander Heieren ser sejren som begyndelsen på noget større.

»Nu får vi landsholdspausen, og den skal bruges på at få de sidste spillere helt klar og få nogle gode træninger. Vi skal restituere, men også bruge tiden på at bygge videre på det, vi viste i dag,« sagde han.

For begge spillere handler det nu om at bruge sejren som afsæt.

»Det her var vigtigt. Ikke bare for pointene, men for følelsen. Vi har manglet at mærke, at vi kan lukke kampene. Det gjorde vi i dag, og det skal vi tage med videre,« sagde Young.

Fredericia spiller næste gang den 5. november, hvor Sønderjyske Herrehåndbold venter på udebane. En kamp, der kan bekræfte, at FHK ikke blot vandt én aften i Fredericia – men at holdet for alvor er på vej tilbage.

Gratis busser i Middelfart – en realistisk investering i frihed og fællesskab

0
Gratis busser i Middelfart – en realistisk investering i frihed og fællesskab

Da DGI’s Landsstævne blev afholdt i Vejle tidligere på året, kunne deltagerne køre gratis med bus under hele arrangementet. Det var en praktisk løsning, og satte nogle ting i perspektiv.

Det fik mig til at tænke: Hvad hvis vi gjorde det samme i Middelfart Kommune?

Jeg bad ChatGPT om at lave et overslag over, hvad det ville koste at gøre alle lokale busruter gratis for borgerne. Svaret var overraskende lavt. Omkring fire millioner kroner om året. Selvfølgelig er det ikke en 100% præcis beregning, men det giver et realistisk billede. For under en halv procent af kommunens samlede budget kunne vi sikre, at alle borgere – unge, ældre og familier – frit kunne benytte busserne i hverdagen.

Forestil dig, hvad det ville betyde.

At børn og unge frit kunne tage bussen til fritidsaktiviteter, venner og uddannelse, uden at skulle bede forældrene om kørsel eller penge til klippekort.

At ældre kunne besøge venner, tage til aktiviteter og handle uden at være afhængige af bilen.

At pendlere, familier og studerende kunne vælge bussen oftere, fordi det både var nemt, billigt og fornuftigt for klimaet.

Det her handler ikke kun om transport. Det handler om frihed og muligheder i hverdagen, og om at binde kommunen bedre sammen. For skal Middelfart udvikle sig, må vi tænke helhedsorienteret: bedre infrastruktur, stærkere fællesskab og flere veje til deltagelse.

Mange kommuner taler om den grønne omstilling, men her er en konkret måde at handle på. Gratis lokalbusser kan reducere CO₂-udledning, skabe mere trafik til det lokale handelsliv og styrke mobiliteten for de borgere, der har mindst. Det er en løsning, hvor både klimaet og hele kommunen vinder.

Jeg ved godt, at fire millioner kroner er mange penge. Men sat i perspektiv svarer det til mindre end, hvad vi bruger på blot en håndfuld større anlægsprojekter om året. Hvis vi kan finde plads til asfalt og anlæg, burde vi også kunne finde midler til noget, der letter livet for alle.

Det er i hvert fald noget, jeg som kommende byrådsmedlem vil kæmpe for.

Vi skal investere i et Middelfart, så alle har lige adgang til transport – uanset indkomst, alder eller postnummer.

Kolding kan lære af Hernings entreprenørånd

0
Kolding kan lære af Hernings entreprenørånd

Tallene taler deres tydelige sprog. En ny Epinion-undersøgelse har målt borgernes tilfredshed med, hvordan kommunen er blevet drevet siden sidste kommunalvalg. I Kolding Kommune er 27 procent utilfredse, mens 25 procent er tilfredse. I Herning Kommune, som har omtrent lige så mange indbyggere og næsten identisk skatteprocent, ser tallene helt anderledes ud. Her er kun 10 procent utilfredse, mens 55 procent er tilfredse.

Jeg har selv boet i Herning en periode, og det handler ikke om byrådets traditionelle partifarve. Jeg er overbevist om, at det stikker dybere. Det handler om en særlig entreprenørånd og kultur, hvor man sætter en ære i at få ting til at ske.

Som borger i Herning oplevede jeg, at store ambitioner i sig selv var en fælles drivkraft for mange. En by præget af mange internationale udstillinger og sportsbegivenheder, som styrker både økonomi, sammenhængskraft og identitet – bygget på den specielle styrkeposition som messeby, man selv har skabt.

Et andet, nyligt eksempel er “Herning Havn” – et vandsportsmiljø i en kunstigt anlagt sø midt ude på den jyske hede. Selv uden kyst har man skabt et levende fællesskab, båret af frivillighed, samarbejde og idéer, der bliver til virkelighed.

Det er tankevækkende, for Herning har hverken Koldinghus, fjorden eller historien at profilere sig på. Alligevel er man lykkedes med at gøre handlekraft, stolthed og fællesskab til en del af byens DNA.

Kolding har masser af styrkepositioner – men vi mangler at samle kræfterne om en fælles retning. Hvis vi vil have borgerne til at tro på kommunen, skal vi vise, at vi kan samle borgere, virksomheder, forvaltning og frivillige om fælles ambitioner og planer – og skabe resultater sammen. Det kan lade sig gøre.

”Når jeg bliver borgmester”

0
”Når jeg bliver borgmester”

I går kl. 12:00 gik valgkampen for alvor i gang.

Bortset fra Grøn Kultur gik alle partier i gang med at hænge kandidater af forskellig holdning op og ud i lygtepæle og andre sjove steder.

Dette ressourceforbrug ønsker Grøn Kultur ikke at være en del af. Valgforskning viser, at for nogle af kandidaterne handler det om at kunne se sig selv på plakaten.

Det har Grøn Kultur ikke behov for. ”Vi” har andre måder at blive set og bemærket på.

Med 100 kandidater og X antal plakater i Fredericias lygtepæle, kan vi frygte for trafiksikkerheden.

Nå. Men alligevel stor respekt for den festlige tradition.

Indtil nu har kun seks meldt sig til borgmesterposten.

Ret beset har vi vel i øjeblikket og frem til 18. november 100 borgmesterkandidater??

Den 19. november vil feltet skrumpe ind til 21 navngivne potentielle kandidater, indtil borgmesteren – forhåbentlig efter få timer – er endelig udpeget.

”Er du da OGSÅ borgmesterkandidat?”, spørger pressen: ”Naturligvis er jeg det” svarer Preben H. Rosenberg: ” Jeg har bare ikke brug for at gøre opmærksom på det”.

”Jamen – har du overvejet, hvordan, du vil agere som borgmester?”.

Og naturligvis har jeg det. Det har jeg bare ikke nok anslag i dette læserbrev til at gøre rede for. Derfor har jeg vedhæftet mit borgmesterprogram med 75 teser som bilag.

Og jeg tager allerede nu gerne imod invitationer fra lokalområderne for at stå på skud på mit blanke ansigt.

Med visionær hensigt

Preben Hoffmann Rosenberg

Bilag:

Når jeg bliver borgmester

så vil/agter jeg at:

  1. Være ydmyg i jobbet
  2. Være borgmester for byen og borgerne
  3. Være visionær
  4. Respektere mine kombattanter som de mennesker, de er
  5. Løfte Fredericia til at være blandt landets 20 bedste kommunale arbejdspladser
  6. Starte byrådsmøder med en sang fra Højskolesangbogen
  7. Byrådet på ”latterkursus” – Humoren i højsædet
  8. Implementere eneste logiske datoformat: ”åååå-mm-dd”
  9. Seminar om dagens danske sprog (sære orddelinger og du/dig/mig/jeg)
  10. Iværksætte undersøgelse af mulig realisering af ”Fredsvision Fredericia”
  11. Iværksætte undersøgelse af mulig ny sti på østside Gl. Lillebæltsbro
  12. Opgør med ”vækst-epidemien”
  13. Afskaffe gyldne håndtryk
  14. Eliminere pseudoarbejde
  15. Løfte og pleje forholdene i Familieområdet til at blive blandt landets top 10
  16. Oprette Trafiksikkerhedsråd Fredericia
  17. ”Respekt for fart” gentænkes (kontakter snarest Peter Hummelgaard)
  18. Forebyggelse betaler sig
  19. Holde forbindelse bagud
  20. Holde afstand – give plads
  21. Stærkeste går bagest
  22. 3T = tænke – taste – tale
  23. Samtale i øjenhøjde – også bogstaveligt
  24. Motivere medarbejdere for at ytre sig – under ansvar
  25. Motivere borgere for at fremkomme med visionære tanker
  26. Forbedrede toiletforhold ved byrådssalen
  27. Indsats overfor farlig parkering
  28. P med 2 hjul på fortov for ”mindre” biler – med plads til tvillingvogn => konsekvens
  29. => pligt til hækklipning => konsekvens
  30. Nytænke ”Obeliskkrydset”, ”Fr III-rundkørsel”, krydser over grønlys
  31. Iværksætte undersøgelse af grundlag for el-færgedrift på Lillebælt
  32. Synlig i by- og lokalbilledet – ”daglige” ”mød borgmestergåture”
  33. Oprette ungebyråd
  34. Rejse i embedsmedfør på business
  35. Investere i en meget markant borgmesterbil
  36. Kongruens i kommunale budskaber
  37. Fremme tværsektorielle samarbejder
  38. Rundtur til alle uddannelsesinstitutioner for demokratiet og høre om udfordringer
  39. Rundtur til alle plejehjem og lytte til beboerne
  40. Rundtur til andre kommunale institutioner
  41. Mødes med alle kommunale råd
  42. Oprette manglende råd (eks.: ”Strandens brugere”?)
  43. Masser af virksomhedsbesøg
  44. Gennemvandre Fredericias stier med borgere og gæster
  45. Cykelture med borgere og gæster
  46. Guide voldvandringer med borgere og gæster
  47. Iværksætte: ”En smidig befolkning i balance” = TaiChi
  48. Nedsætte og fordele medarbejderes arbejdstid ”4 x 1”
  49. Oprette ”Hømmerhold” Fredericia som forsøg = ”Ren by”-projekt
  50. Projektering ny optisk vandrende
  51. Beslutning af gågadestrategi – med beboere og butikker
  52. Strategi for Akseltorv – med beboere
  53. Strategi for el-ladere
  54. Lytte lytte lytte
  55. Samle mine ”rødder” om opgaveløsning
  56. Alene god tone accepteres og besvares
  57. Respekt for samtaler ≠ ”Undskyld, vi taler mens De afbryder”
  58. Bilaterale møder med politikerkolleger
  59. Bilaterale møder med kommunens leder
  60. Evt. bilaterale møder med medarbejdere????????
  61. Konfrontere klager med ”offer” – bagtalelsesforebyggelse
  62. Beskytte medarbejdere mod IT-kriminalitet – med politiet
  63. Være projektleder for mine rødder
  64. Fremme folkesundheden
  65. Iværksætte ”Sund livsstil Fredericia”
  66. Fremme folkeoplysningen ≠ folkeopløsning – opprioritere ”Filmstriben”
  67. Optimere lyd og lærred i Bibliotekssalen
  68. Adskille den folkelige idræt fra den elitære, som placeres i Business Fredericia
  69. Opprioritere den folkelige idræt =>
  70. IID: lyd – vandautomater- TaiChi- saunagus
  71. Månedlig borgmesterkoncert i tilknytning til rådhuset
  72. Etablere stopforbud ved MIN indkørsel, som udvides
  73. Foretage en længere årlig vandretur
  74. Fortsætte min daglige motion og hjernetræning
  75. Få min nattesøvn

Med fredelig hensigt

DIN næste borgmester

Preben H. Rosenberg

PS: Al vejr er godt vejr – vi skal bruge det til det, det er godt til”

Tid til fornyelse i Fredericia

0
Tid til fornyelse i Fredericia

Kære læsere.

Når valget nærmer sig, er det en oplagt anledning til at reflektere over vores by og dens fremtid. Jeg håber inderligt, at borgerne i Fredericia er klar til at sætte kryds ved nogle af de nye kandidater. Det er nu, vi har muligheden for at give vores by et frisk pust og tage vores fremtid i egne hænder.

De nye kandidater, som træder ind i rampelyset, bringer en overflod af energi, gåpåmod og innovative visioner. De er fyldt med ideer, der kan revurdere vores tilgang til både lokale problemer og muligheder. Det er inspirerende at se, hvordan de ønsker at engagere borgerne i dialog og skabe et mere inkluderende og levende Fredericia.

Mange af de nuværende byrådsmedlemmer har været der i mange år. Selvom de har gjort deres bedste, er det på tide med en udskiftning. Vi har brug for friske perspektiver, nye idéer og en tilgang, der er mere i tråd med de udfordringer, vi står over for i dag. Vores by udvikler sig konstant, og det er vigtigt, at vores lederskab også gør det. Vi fortjener et byråd, der ikke kun repræsenterer fortiden, men som også er i stand til at forme fremtiden.

En ny generation af politikere kan bidrage til at revitalisere vores by og gøre den mere attraktiv for både nuværende og kommende borgere. De kan bringe nye perspektiver til debat om alt fra ældrepolitikken og børne&ungeområdet til social inklusion og erhvervsudvikling. Det er vigtigt, at vi tør tænke nyt og udfordre de etablerede normer.

Desuden er det en fantastisk mulighed for at engagere flere borgere i den politiske proces. Når nye ansigtter træder frem, skaber det interesse og entusiasme, som kan få flere til at deltage i demokratiet. Det er afgørende, at alle stemmer bliver hørt, og at vi sammen arbejder for et Fredericia, vi alle kan være stolte af.

Jeg vil også benytte lejligheden til at præsentere mig selv. Mit navn er Nicolas Christiansen, og jeg stiller op for Dansk Folkeparti som nummer 3 på listen i KV25. Jeg brænder for at arbejde for Fredericias fremtid og bidrage til den fornyelse, som byen har brug for. Jeg tror på, at vi sammen kan skabe et stærkere og mere sammenhængende samfund, hvor alle borgere føler sig hørt og værdsat.

Lad os ikke glemme, at Fredericia er en by med stort potentiale. Vi har en rig kultur, smukke naturoplevelser og en stærk fællesskabsfølelse. Men vi skal også være opmærksomme på de udfordringer, vi står over for, som fx boligkrisen, klimaændringer og behovet for at tiltrække nye erhverv. Vi kan kun imødekomme disse udfordringer, hvis vi tør ændre kurs og støtte de kandidater, der er klar til at tage udfordringen op.

Så lad os tage ansvar og vælge de kandidater, der brænder for at skabe en endnu bedre fremtid for Fredericia. Lad os vise, at vi ønsker forandring, og at vi tror på, at nye stemmer kan gøre en forskel. Det er nu, vi skal stå sammen for vores by og dens fremtid.

Med venlig hilsen,
Nicolas Christiansen
Nummer 3 på listen for Dansk Folkeparti i KV25

Heieren stjal showet, da FHK besejrede Grindsted

0
Heieren stjal showet, da FHK besejrede Grindsted

Fredericia Håndboldklub vandt søndag aften 37-31 over Grindsted GIF i Middelfart Sparekasse Arena efter en kamp, hvor hjemmeholdet først for alvor fik greb om opgøret efter pausen. Det var en aften, hvor FHK viste glimt af det niveau, som har manglet i den seneste tid, og hvor især Anders Kragh Martinusen og målmand Sander Heieren satte et tydeligt aftryk.

Det var ikke nogen nem kamp at gå til. Grindsted kom til Fredericia med rygmærket fuld af vilje og traditionen tro som et hold, der kæmper til det sidste. De to tidligere fredericianere, Christian Wetche og Kristoffer Vestergaard, satte også et lokalt aftryk på kampen, der startede intenst foran 1.925 tilskuere.

Den tidligere Fredericia-Trelde spiller, Kristoffer Vestergaard, viste fra første minut, at han ikke var kommet hjem for at se til. Med fem mål og en konstant trussel mod FHK-forsvaret var han en af Grindsteds mest markante spillere. Vestergaard bevægede sig klogt mellem rummene, skabte plads til sine medspillere og viste den modenhed, der har gjort ham til en nøglefigur i Grindsteds offensiv. For de fredericianske fans var det et gensyn med en spiller, der stadig besidder meget af det, han viste som ung i FHK og Trelde – fysik, flair og frygtløshed. Derudover var hans indspil som at gense en anden Fredericia-legende; Peter Nielsen. Han snød flere gange FHK-forsvaret, der bare måtte se på.

Kampen bølgede frem og tilbage gennem første halvleg, hvor begge hold skiftedes til at have momentum. Fredericia fik det svært mod Grindsteds syv-mod-seks-spil, og pauseresultatet 18-18 afspejlede en halvleg med ubalance i forsvaret og for mange fejl i angrebet, hvor bolden blev kastet direkte i hænderne på Grindsted, der fik frit løb mod det fredericianske mål.

Efter pausen fik hjemmeholdet styr på spillet. Fredericianske muskler og rutine begyndte at gøre forskellen. I målet tog Sander Heieren fat, og det blev kampens afgørende vendepunkt. Han reddede ikke bare skud – han scorede også selv, hele fem gange, da Grindsted satsede offensivt. Publikum kvitterede, og stemningen steg i takt med hver redning.

Anders Kragh Martinusen var storspillende i dag.

»Han scorer til 35-27. Går han efter at blive topscorer?« lød det halvvejs humoristisk fra tribunen, efter endnu et fuldtræffer fra Heieren over hele banen.

Fredericia kom foran for alvor midtvejs i anden halvleg, da Anders Kragh Martinusen begyndte at dominere. Han endte som kampens topscorer med 10 mål og spillede en af sine mest komplette kampe i sæsonen. Hans timing, overblik og beslutsomhed gjorde forskellen, da kampen skulle afgøres.

Bag ham var det tydeligt, at holdet begyndte at finde hinanden igen.

Segertoft brøler, da han scorer sit første mål.

En anden historie fra arenaen i dag var Pelle Segertoft, der endelig fik sin officielle hjemmebanedebut, og den svenske venstre back leverede præcis det, Jesper Houmark havde håbet på. Efter syv ugers skadespause lignede han en spiller, der havde savnet kampene – med energi, fysik og et tydeligt drive i angrebsspillet. Han scorede fire mål, stod stærkt i duellerne og viste sin evne til at bryde gennem Grindsteds kompakte forsvar. Hver gang han fik bolden, lød der en forventningsfuld summen fra tribunerne, og hans kraftfulde spil gav Fredericia et nyt våben på bagkæden. Det var en hjemmedebut, der viste, hvorfor FHK havde savnet ham. Da han scorede sit første mål, var et tydeligt at se på hans jubel ud mod de 1.925 tilskuere, at det mål betød noget.

Grindsted bed dog fra sig. De reducerede flere gange og blev ved med at kæmpe, som man kender dem. Kristoffer Vestergaard viste, hvorfor han stadig er et navn, man taler om i Fredericia, det samme gælder Christian Wetche, der også leverede en række gode redninger, men de mange FHK-skud og ikke mindst farten i FHKs angreb blev for stor en mundfuld for den fredericianske Wetche.

Slutfasen blev dramatisk.

Det mest kontroversielle øjeblik i kampen kom få minutter før slutfløjt, da Anders Kragh Martinusen blev sendt direkte ud med rødt kort efter en duel med Aksel Strupstad. Situationen opstod midt i en Grindsted-kontra, hvor Fredericia var på vej tilbage i forsvaret, og Strupstad faldt tungt til gulvet efter kontakten. Dommerne konfererede kort og trak derefter det røde kort frem.

Palmar sørgede for to mål på straffekast.

Rolando Gonzáles fik en udvisning i de sidste sekunder, efter en hård duel med Grindsteds Jon Katballe, som måtte hjælpes fra banen. Publikum undrede sig, men på det tidspunkt var sejren reelt sikret, men det var også der, hvor Sander Heieren faktisk scorede før dommerne fik fløjtet og givet FHKs spanier to minutter.

Selv i en kamp med få egentlige tvivlsspørgsmål var det tydeligt, at intensiteten stadig lå lige under overfladen. Grindsted fik reduceret til 37-31 i de døende sekunder, og så var det overstået.

Jesper Houmarks mandskab viste, at de stadig har kvaliteten og bredden til at afgøre kampe. 15 ud af 16 spillere på holdkortet var til rådighed – kun Malte Hejsel mangler i denne sæson. Det kunne mærkes, at holdet igen havde rytme, sammenhæng og overskud. Det er dog ikke denne kamp, man skal måle FHK på. De fik en pligtsejr, men også det er vigtigt, særligt for et hold, der ikke har leveret i denne sæson.

Jonas Kruse scorede to mål i kampen.

Kampen viste alt det, der tidligere har gjort FHK til et tophold – fart, fysik og tro på hinanden. Det var ikke perfekt, og der var stadig perioder med rod og misforståelser, men denne gang holdt det hele vejen.

For Grindsted blev kampen et bevis på deres identitet. De kæmpede, de blev stående, og de gjorde livet svært for Fredericia, indtil kræfterne slap op. For Fredericia var det en aften, hvor der blev trukket vejret lidt friere igen. Efter en hård start på sæsonen og pointtab, der har sat sig i tabellen, var det her et nødvendigt skridt – ikke bare resultatmæssigt, men mentalt.

Jesper Houmark kunne efter kampen se sit hold levere den intensitet og variation, han har efterlyst. Anders Kragh Martinusen var kampens motor. Sander Heieren var kampens hjerte. Pelle Segertoft var symbolet på det, der kommer. Og netop hjerte og følelser gik op i en højere enhed, da Jesper Houmark brølede ud mod tilskuerne fra Den Røde Mur, godt repræsenteret af efterskoleeleverne fra VIES.

37-31 blev resultatet. Fredericia vandt på styrke, på bredde og på tro. Og måske vigtigst af alt – de vandt igen i Middelfart Sparekasse Arena.

Kampen i tal

Fredericia Håndboldklub – Grindsted GIF 37-31 (18-18)
Tilskuertal: 1.925

Fredericia Håndboldklub:
Anders Kragh Martinusen 10, Sander Heieren 5, Pelle Segertoft 4, Evgeni Pevnov 3, Martin Bisgaard 3, Jonas Kruse Kristensen 2, Kasper Young 2, Kasper Palmar 2, Mads Kjeldgaard Andersen 2, Fredrik Mossestad 2, Rolando Gonzáles 1, William Andersson Moberg 1, Kristian Hübert Larsen 1

Grindsted GIF:
Nikolaj Svalastog 6, Kristoffer Vestergaard 5, Martin Risom 4, Frederik Hildebrand Mølby 3, Jakob Villemoes 3, Aksel Strupstad 3, Hjalmar Andersen 3, Jonas Fuglsbjerg 2, Thomas Theilgaard 1, Jonas Neve 1

Læs også

Politisk annonce – Se gennemsigtighedserklæring her
Politisk annonce – Se gennemsigtighedserklæring her
Politisk annonce – Se gennemsigtighedserklæring her

LIVE fra Fredericia FHK jagter vigtig sejr mod Grindsted efter hård periode

0
LIVE fra Fredericia FHK jagter vigtig sejr mod Grindsted efter hård periode

Fredericia Håndboldklub er klar til kamp i Middelfart Sparekasse Arena, hvor Grindsted GIF gæster til en vigtig søndag aften i Bambuni Herreligaen. Cheftræner Jesper Houmark har næsten fuldt mandskab at råde over, da 15 ud af 16 forventede spillere er med på dagens holdkort. Den eneste, der mangler, er Malte Hejsel, som desværre er ude for det meste af sæsonen. Fredericia jagter to vigtige point og et løft efter en hård periode i ligaen.

Følg kampen minut for minut her. Kampen præsenteres af ADP A/S

Politisk annonce – læs gennemsigtighedserklæring

Politisk annonce – læs gennemsigtighedserklæring

Politisk annonce – læs gennemsigtighedserklæring

Femte nederlag i træk: Fredericia uden chance mod Midtjylland

0
Femte nederlag i træk: Fredericia uden chance mod Midtjylland

FC Midtjylland viste klassen og kørte FC Fredericia over i søndagens kamp på Monjasa Park. 4-0 endte det i en ensidig forestilling, hvor forskellen på top og bund blev tydelig.

Det begyndte ellers med tro på tribunerne. Vinden havde lagt sig, solen brød igennem, og en regnbue stod hen over stadion, da spillerne løb på banen. De 3.323 tilskuere fyldte godt på Monjasa Park, mange af dem fra Herning, men lyden kom fra hjemmeafsnittet, hvor trommerne satte rytmen.

FC Midtjylland brugte under 1 minut på første chance, da Aral Simsir udfordrede det fredericianske forsvar og fandt Osorio i højre side. Han trak ind i banen og sparkede til bolden, men Lamhauge nåede ned med en lang arm og sendte bolden til hjørnespark. Fredericia startede dog også frisk. Hjemmeholdet forsøgte at sætte sig på bolden og spillede sig frem til flere situationer i begyndelsen. Allerede efter få minutter fik Emilio Simonsen en afslutning, der gik over mål, og kort efter prøvede Sofus Johannesen kræfterne med et skud, der blev rettet af til hjørne. Det så godt ud med Emilio tilbage i startopstillingen for fredericianerne.

Midtjylland svarede dog hurtigt igen. Emilio Simonsen fik et gult kort efter 25 minutter for en tackling på grænsen, og sekunder, senere tog midtjyderne for alvor fat og slukkede hurtigt lyset i de lokale tilskuers øjne.

Efter 29 minutter gik det galt for Fredericia. Denil Castillo drev bolden frem i højre side og sendte den fladt ind i feltet, hvor Franculino stod klar. Angriberen sparkede til bolden første gang – hårdt, præcist og uden chance for Lamhauge. 1-0 til FC Midtjylland.

Fem minutter senere blev det 2-0. Igen var Castillo i oplæggerens rolle, denne gang med et indlæg fra højre side. Gue-Sung Cho positionerede sig perfekt og flugtede bolden ind med stor sikkerhed. To mål på fem minutter – og kampen havde skiftet karakter.

Fredericia forsøgte at svare igen. Lige før pausen fik Gustav Marcussen en stor chance, men sendte bolden forbi mål. Der stod 0-2 på måltavlen, da holdene gik i omklædningsrummet.

Efter pausen ændrede billedet sig ikke. FC Midtjylland kom ud som et hold med tempo, fysik og overskud, og der gik ikke lang tid, før de igen viste forskellen på top og bund. Efter 50 minutter sendte Darion Osorio et indlæg ind i feltet. Bolden ramte Andreas Pyndt på vejen og landede for fødderne af Mikael Gogorza, som resolut sparkede den i mål til 3-0.

Tre minutter senere blev det 4-0. Ousmane Diao slog et præcist indlæg, og indskiftede Jose Francisco Dos Santos Junior steg til vejrs og headede bolden i nettet. På fem minutter i hver halvleg havde FC Midtjylland reelt afgjort kampen.

Michael Hansen forsøgte at ændre på det med flere udskiftninger. Agon Mucolli kom ind i pausen, William Madsen og Eskild Dall fulgte efter, men uanset hvad Fredericia forsøgte, var der kun ét hold på banen.

FC Midtjylland sparede stjerner som Philip Billing og Darion Osorio i den sidste del af kampen, men det påvirkede ikke rytmen. Gæsterne kontrollerede bolden og i store perioder af anden halvleg var det fredericianerne, der løb forgæves rundt.

I slutfasen fik Fredericia enkelte muligheder. Først forsøgte Moses Opondo sig med et fladt skud, derefter prøvede Agon Mucolli med et skruet forsøg lige uden for feltet, men Elias Olafsson stod sikkert i målet. Kort før dommeren fløjtede af, sendte Svenn Crone et hårdt skud mod mål, men Olafsson fik hånden på og reddede igen.

Femte nederlag i træk: Fredericia uden chance mod Midtjylland

Da kampen blev fløjtet af, forlod flere Fredericia-tilskuere stadion i stilhed. Ingen havde dog forventet lokal sejr i dag. FC Midtjylland er formstærke, og i dag så man tydeligt, hvor den form er.

FCM’s spillere blev mødt af jubel fra udebaneafsnittet, hvor de mange medrejsende fra Herning fejrede sejren.

Det var FC Fredericias femte nederlag i træk i Superligaen, mens FC Midtjylland med sejren holder fast i toppen af tabellen og fortsat ligger to point efter AGF.

For Michael Hansen og hans mandskab venter nu en travl uge. Allerede onsdag gælder det pokalkampen mod Viborg på Monjasa Park, inden turen lørdag går til Parken og mødet med FC København.

FC Midtjylland viste i dag, hvorfor de er et tophold. For Fredericia blev det endnu en eftermiddag, hvor forskellen i tempo og kynisme blev tydelig.

FC Fredericia – FC Midtjylland 0-4 (0-2)
Monjasa Park, Fredericia
Tilskuertal: 3.323

Mål:
0-1 Franculino Djú (29’)
0-2 Gue-Sung Cho (34’)
0-3 Mikael Gogorza (50’)
0-4 Jose Francisco Dos Santos Junior (53’)

Advarsler: Emilio Simonsen (25’), Svenn Crone (63’)

Dommer: Svend Funder

Politisk annonce – læs gennemsigtighedserklæring
Politisk annonce – læs gennemsigtighedserklæring

Politisk annonce – læs gennemsigtighedserklæring

Politisk annonce – læs gennemsigtighedserklæring

22-årig varetægtsfængslet i fire uger efter røverisigtelse i Kolding

22-årig varetægtsfængslet i fire uger efter røverisigtelse i Kolding

0
En 22-årig mand fra Kolding er blevet varetægtsfængslet i fire uger efter et grundlovsforhør ved Retten i Kolding. Det oplyser Sydøstjyllands Politi. Manden blev tidligere...
Leder: Fredericia og de 375 år

Leder: Fredericia og de 375 år