5.9 C
Copenhagen
fredag 19. december 2025

Livredderne på Østerstrand: Undgå farlige situationer

0
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Sommeren er over os, og med den følger en overflod af festlige begivenheder som studenterfester, musikfestivaler, storskærmsarrangementer med fodbold, sommerafslutninger og hyggelige grill-aftener med familie og venner. Det lune vejr og de milde aftener gør strandene og vandet til attraktive steder at mødes, hygge, grille og feste. Ved Østerstrand i Fredericia har livredderne allerede udført 3 førstehjælpsaktioner, 9 forebyggende aktioner og 13 oplysende indsatser i uge 26 alene.

– Sommeren er begyndt med lunt vejr de fleste steder i landet, og mange samles om aftenen til diverse sommerfester og festlige arrangementer. Så kan det være fristende at tage en dukkert eller begive sig ud på vandet. Men i de sene aften- og nattetimer er der både færre til at holde øje og opdage en eventuel farlig situation, ligesom mørket gør det svært at orientere sig. Drukneulykker kan desværre ske hele døgnet, så vi opfordrer til, at man aldrig går i vandet alene eller tager en solotur på havet – heller ikke selvom vennerne sidder inde på stranden. De kan ikke nødvendigvis se, hvis du kommer i vanskeligheder, siger René Højer, projektchef i TrygFonden.

Alkohol og vandaktiviteter er en farlig kombination

Nyder man alkohol på stranden eller andre steder ved vandet, skal man også tænke sig godt om.

– Aktiviteter i, ved og på vand er fantastiske, men de skal helst foregå på de rigtige tidspunkter, og man skal have respekt for vand. Alkohol og badning er en farlig blanding, for alkoholen påvirker din reaktionsevne og dømmekraft og betyder, at du har større risiko for at havne i en farlig situation og kan have sværere ved at redde dig selv. Så bliv gerne på land og få resten af selskabet til at gøre det samme – det er langt mere sikkert at gemme badeturen til dagen efter, siger Anders Myrhøj, kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning.

Pas på hinanden – også når I er ved vandet

TrygFonden har arbejdet med forebyggelse af drukneulykker i mange år og bl.a. undersøgt nærdrukneoplevelser blandt danskerne og vores adfærd ved vandet. Et observationsstudie viser bl.a., at der sent på aftenen og ud på natten er flest mænd ved havneområderne, og at de oftere end kvinderne færdes alene og i beruset tilstand.

  • Mænd er generelt overrepræsenterede, når det gælder drukneulykker i Danmark. Noget, vi også kan se, er, at kvinder generelt er bedre til at følges ad og passe på hinanden. Hvis vi kan få mændene – både de unge og de voksne – til at gøre som kvinderne, er vi nået langt i forhold til drukneforebyggelse, siger René Højer.

Aktionstal for uge 26

TrygFonden Kystlivredning har offentliggjort aktionstallene for uge 26, der dækker perioden 28. – 30. juni 2024. Livredderne udfører fire typer indsatser på strandene:

  • Livreddende aktioner, hvor det vurderes, at en eller flere personer var i livsfare.
  • Førstehjælpsaktioner, eksempelvis snitsår, skader efter møde med brandmænd, bistik, forstuvninger og dehydrering.
  • Forebyggende indsatser, hvor livredderne har været ude i vandet for at advare folk, der eksempelvis har taget en luftmadras/gummibåd/badedyr med i vandet ved fralandsvind, eller få dem til at svømme tættere på land.
  • Oplysende indsatser, hvor livredderne har været i kontakt med badegæster om fx de lokale forhold på stranden, de fem baderåd, og hvad man skal være opmærksom på i vandet.

Syd- og Sønderjylland:

  • 0 livreddende aktioner
  • 4 førstehjælpsaktioner
  • 17 forebyggende aktioner
  • 360 oplysende indsatser

Østerstrand i Fredericia:

  • 0 livreddende aktioner
  • 3 førstehjælpsaktioner
  • 9 forebyggende aktioner
  • 13 oplysende indsatser

Drømmen om en baby

0
Pernelle Jensen ser store fordele i byrådets sætning på børnefamilierne.

Der er markant bedre vilkår på vej til par eller enlige, som ønsker sig et barn og som er i fertilitetsbehandling. 

På sidste regionsrådsmøde besluttede vi, at man fra 1. august kan få op til 6 reagensglasforsøg til det første barn mod de 3 forsøg, som man kan få i dag. Det giver mere ro og øger dermed chancen for, at det lykkedes at blive gravide. 

Det var oprindeligt et forslag, som kom fra Venstre op til regionsrådsvalget sidste gang og noget, som jeg har været meget optaget af og derfor har fulgt tæt. Jeg er rigtig glad for, at det nu bliver til virkelighed og at vi kan hjælpe par og enlige i fertilitetsbehandling. 

Senere på året vil tilbuddet også komme til at omfatte barn nummer 2, så det bliver muligt at få en lillebror eller lillesøster. 

Fertilitetsbehandling er forbundet med mange følelser og kan føles som lidt af en følelsesmæssig rutsjebanetur, hvor sorg, mistrivsel og angst kan dominere. Derfor vil vi i Region Syddanmark også tilbyde hjælp til dem, som har brug for at tale med en psykolog i forbindelse med forløbet. 

Vi kommer også til at tilbyde fertilitetsbevarende behandling til unge kræftpatienter. Det betyder, at de vil kunne få udtaget og nedfrosset æg eller sæd, inden de går i gang med kemobehandlingen, så de har mulighed for at få børn senere i livet. 

Jeg er rigtig glad for det, som vi tilbyder på fertilitetsområdet her i regionen og at vi nu hjælper flere med at blive gravide og få deres drøm om en baby opfyldt. 

Pernelle Jensen, regionsrådsmedlem og byrådsmedlem (V)

Umanaksvej 2, 7000 Fredericia

25-årig mand idømt forvaring i omfattende sag om overgreb

0
Foto: Thomas Max - avisen.nu

En 25-årig mand blev i dag ved Retten i Esbjerg idømt forvaring i en omfattende sag om overgreb mod 27 piger. Den 25-årige blev dømt for en lang række overgreb begået fra 2014 til 2022. Han blev i fredags kendt skyldig i 62 ud af 65 forhold, herunder fire voldtægter, samleje med piger under 15 år og andre former for krænkelser.

Specialanklager Anemarie Haahr udtaler: ”Jeg er meget tilfreds med dommen. Vi havde lagt op til en forvaringsstraf, og straffen understreger, hvor alvorlig denne sag er.” Hun har ført sagen sammen med anklager Mathilde Teivang for anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Den dømte blev frifundet for tre forhold: trusler, deling af seksuelt materiale og besiddelse af seksuelt materiale.

De 27 piger er bosiddende over hele Danmark. En anmeldelse fra en enkelt pige åbnede for en stor efterforskning, hvilket førte til det omfattende bevismateriale, der blev præsenteret i retten.

Den 25-årige har anket dommen.

FAKTA: Forvaring er en tidsubestemt foranstaltning, anvendt over for personer, der anses for særligt farlige. Man kan idømmes forvaring ved skyld i alvorlige forbrydelser som drab, røveri, frihedsberøvelse, alvorlig vold, grove trusler, brandstiftelse, voldtægt eller anden alvorlig seksualforbrydelse eller forsøg herpå, hvis domstolene vurderer, at den tiltalte er til fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed.

Reglerne for forvaring er beskrevet i straffelovens § 70 til 72. Den tidsubestemte straf må ikke vare længere end nødvendigt. Ved forvaring for en forbrydelse, der kan give livstid, kan man ifølge straffuldbyrdelseslovens § 49 a som udgangspunkt ikke opnå tilladelse til udgang før efter 10 år.

Kilde: Anklagemyndigheden.dk

Tøjhuset-skandalen: Forlader Fredericia Kommune

0
Sune Rasmussen
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN.

Efter Konkurrence og Forbrugerstyrelsen i sidste uge konkluderede, at de undersøgte spillesteder i Danmark, herunder Tøjhuset i Fredericia, havde anvendt ulovlig karteldannelse til at styre koncertmarkedet, forlader lederen af spillestederne, Sune Rasmussen, nu Fredericia Kommune som medarbejder.

Når kunstnerne siden 2017 optrådte på spillestedet Tøjhuset, der i praksis drives og finansieres af Fredericia Kommune, blev de sandsynligvis snydt. Lederen af stedet, Sune Rasmussen, der var ansat og lønnet af kommunen, var en del af en koordination af markedet, hvor man aftalte priser og hvem, der bragte hvilke kunstnere. Alligevel har Konkurrence og Forbrugerstyrelsen, stik mod sædvane, opgivet at retsforfølge de offentlige ansatte. Man påstår i den forbindelse, at det ville kræve for mange ressourcer.

Under Rasmussen har den fredericianske musikscene haft et stort vokseværk, når det kommer til antal arbejdstimer betalt af skatteborgerne, men ikke mindst investeringen i hele to spillesteder. Nu omfatter kommunens aktiviteter nemlig også Excerserhuset, der dermed konkurrerer med Tøjhuset. Rasmussen kom fra spillestedet Tobakken, der senere gik konkurs, hvor han arbejdede fra 2009 til 2017, før han kom til Fredericia.

I en pressemeddelelse omkring den nye ansættelse hos Tobakken i Esbjerg, skriver man:

”Sune Rasmussen har, på trods af sin alder, stor erfaring i musikbranchen og et stort og solidt netværk, både nationalt og lokalt. Han er vellidt og respekteret, han er strategisk tænkende og udviklingsorienteret, og så har han leveret fremragende resultater på Tøjhuset. Der er slet ingen tvivl om, at han er den rette til at sætte den kunstneriske kurs for Tobakken,” siger direktør for Musikhuset Esbjerg og Tobakken Torben Seldrup.

På trods af at han sammen med kollegaer rundt omkring i landet har været med til at forvride konkurrencen til skade for kunstnere, forklarer han det pludselige jobskifte således:

”Jeg har søgt jobbet som booker og takket ja til det, fordi det er fantastisk at få muligheden for at være med til at få Tobakken op at stå igen. At føre de gode traditioner videre og være med til at skabe nogle nye, spændende ting på stedet. Esbjerg er en by, der er rigtig glad for rytmisk musik, og der står et stort publikum på spring til at komme ud og få nogle fantastiske koncertoplevelser igen. Tobakken er et sted, som giver alle, der har med stedet at gøre, kærlighed i øjnene – det gælder både kunstnerne, der optræder der, og publikum. Derfor glæder jeg mig virkelig til at komme i gang på det nye Tobakken,” siger Sune Rasmussen.

Fredericia Kommune, og dermed skatteborgerne, bærer hele risikoen for de massive investeringer, som spillestederne repræsenterer. Nu skal man så til at lede efter en ny leder til de to steder.

Læs også

Alvorligt færdselsuheld på Prangervej i Fredericia: Ung mand fra Middelfart alvorligt skadet på elløbehjul

0

Tidligt tirsdag morgen klokken 01.22 skete der et alvorligt færdselsuheld på Prangervej, hvor en personbil og et elløbehjul var involveret, fortæller Emil Jensen fra Sydøstjyllands Politi. Ulykken fandt sted, mens begge parter kørte i vestlig retning væk fra byen. En 19-årig mand fra Middelfart blev hastet til Odense Universitetshospital.

Personen på elløbehjulet, en ung mand på 19 år fra Middelfart, faldt og pådrog sig alvorlige skader. Han blev straks transporteret til Odense Universitetshospital (OUH) for behandling. På ulykkesstedet var den unge mand ikke kontaktbar, og politiet fandt to gram hash i hans taske. Det er endnu uklart, om han var påvirket under kørslen, men mistanken undersøges. Bilinspektøren på stedet bekræftede, at den skadede bar hjelm under ulykken.

Personbilen blev ført af en 27-årig mand. Han kom ikke til skade ved ulykken, men blev fundet i besiddelse af ti gram hash. Han blev anholdt med henblik på at tage en blodprøve for at fastslå, om han var påvirket under kørslen, men blev løsladt kort efter.

Politiet arbejder stadig på at klarlægge de præcise omstændigheder omkring ulykken. Det er fortsat uklart, hvad der præcist skete på ulykkesstedet, og efterforskningen er i gang.

Angreb på vejhjælpsarbejder i Middelfart: Bilist ignorerer afspærring og rammer hjælpearbejder

0
Foto: Thomas Max - avisen.nu

Mandag den 1. juli 2024, klokken 15.49, modtog Fyns Politi en anmeldelse om et voldeligt sammenstød på Lollandsvej i Middelfart. En vejhjælpsarbejder, der var i gang med at fjerne en campingvogn, der var kørt galt, blev angrebet af en forbipasserende bilist.

Ifølge rapporten havde vejhjælpsarbejderen opsat en afspærring for at sikre området omkring den havarerede campingvogn. En forbipasserende respekterede ikke denne afspærring, hvilket førte til en konfrontation. Den forbipasserende gav vejhjælpsarbejderen et skub i brystkassen, satte sig derefter ind i sin bil og kørte forbi afspærringen. Under kørslen ramte bilens sidespejl vejhjælpsarbejderen.

Hold paraplyen klar: Koldfront på vej over Danmark

0

Ifølge DMI kan vi forvente ustadigt og køligt vejr i de kommende dage.

I dag tirsdag passerer en svag koldfront Danmark vestfra, hvilket vil medføre mange skyer og stedvis lidt spredt regn eller byger. Kun i det nordlige Jylland kan vi forvente lidt opklaring med nogen sol. Dagtemperaturen vil ligge mellem 14 og 18 grader de fleste steder, men i Vendsyssel kan termometret nå op på 20 grader med solens hjælp. Vinden bliver let til frisk fra vest, og ved Vestkysten kan der komme hård vind.

Onsdag: Lidt sol og byger

Onsdag byder på lidt eller nogen sol, men især i den sydlige del af landet også byger. Dagtemperaturerne vil ligge mellem 15 og 20 grader, med svag til jævn vind fra vest. Ved kysterne kan vinden stedvis blive frisk.

Torsdag og fredag: Regn og kraftige byger

Torsdag passerer et frontsystem med udbredt regn Danmark vestfra, og fredag vil der følge en del byger, der kan blive ret kraftige. Temperaturen vil fortsat være kølig med 15 til 18 grader, og vinden kan en overgang blive ret blæsende med op til hård syd- og sydvestlig vind, der senere drejer til vest.

Det ser altså ud til, at paraplyen og den varme jakke fortsat vil være gode at have ved hånden i de kommende dage.

Høvdinge og indianere

0

I Liberal Alliance har vi flere gode besparelsesidéer, hvis vælgerne giver os tilliden ved næste kommunalvalg. Udover et kasseeftersyn skal der ryddes op i den nuværende organisationsopbygning, der er skabt til ineffektivitet.

En voksende kommunal administration kan medføre, at der er flere “høvdinge” end “indianere.” Når chefgangen vokser, og der er flere ledere end medarbejdere, kan det resultere i en række ulemper, som skinner igennem i Fredericia:

Ulemper ved en stor chefstruktur:

1. Bureaukrati:

  • Beslutningsprocesser: Flere chefer kan føre til længere beslutningsprocesser, hvor hver chef skal konsulteres. Dette kan forsinke vigtige beslutninger og initiativer.
  • Papirarbejde: En større administrativ struktur kan føre til øget bureaukrati med flere lag af godkendelser og rapporter, hvilket kan reducere effektiviteten.

2. Ressourcespild:

  • Økonomi: Lønninger til flere ledere kan blive en betydelig økonomisk byrde, der kunne være brugt mere effektivt på direkte servicelevering til borgerne.
  • Tid: Møder og koordination mellem mange ledelseslag kan bruge meget tid, der kunne være anvendt til produktive opgaver.

3. Demotivation af medarbejdere:

  • Overvågning: For mange chefer kan føre til en følelse af overovervågning blandt medarbejderne, hvilket kan mindske deres arbejdsglæde og motivation.
  • Manglende indflydelse: Når beslutninger tages højt oppe i hierarkiet, kan medarbejderne føle, at deres input og initiativer ikke bliver værdsat, hvilket kan føre til lavere engagement.

4. Kommunikationsproblemer:

  • Misinformation: Flere ledelseslag kan forvride information, når den bevæger sig op og ned gennem organisationen, hvilket kan føre til misforståelser og ineffektive handlinger.
  • Forsinkelser: Kommunikation kan tage længere tid, når den skal gennem flere niveauer, hvilket kan forsinke reaktioner på problemer og behov.
  1. Manglende fleksibilitet:
  • Rigide strukturer: En stor ledelsesstruktur kan blive rigid og modstandsdygtig over for forandringer, hvilket kan hæmme innovation og tilpasningsevne.
  • Langsomme tilpasninger: Når organisationen skal tilpasse sig nye udfordringer eller muligheder, kan mange ledelseslag gøre denne proces langsom og besværlig.

Løsninger og forslag:

For at undgå, at administrationen bliver for top-tung og ineffektiv, kan følgende tiltag overvejes:

  1. Fladere organisation: Reducer antallet af ledelseslag for at fremme hurtigere beslutningstagning og bedre kommunikation.
  2. Delegering af ansvar: Giv medarbejderne mere ansvar og autonomi, så beslutninger kan tages tættere på frontlinjen.
  3. Effektiv ressourceanvendelse: Fokuser ressourcerne på kerneopgaver og servicelevering snarere end på ledelseslag.
  4. Fokus på medarbejderudvikling: Investér i uddannelse og udvikling af medarbejdere for at styrke deres kompetencer og engagement.

Den kommunale organisation i Fredericia er opbygget som en skov, hvor træerne (ledere) rager op til himlen, men bunden (medarbejderne) er bar. Det er ikke en sund skov. En sund skov har balance, hvor både store træer og små planter trives sammen i den administrative biodiversitet.

Opbygningen bevidner også, at den nuværende kommunalbestyrelse absolut ikke har sat sig ind i, hvordan en professionel organisation kan og bør se ud i en effektiv drevet virksomhed, som Fredericia Kommune burde være.

Liberal Alliance vil arbejde for en kommunal administration, der er balanceret og effektiv!

Poul Rand, Lokalformand Liberal Alliance, KV25 Kandidat.

Mand idømt 12 års fængsel for besiddelse af amfetamin

0
Foto: Thomas Max - avisen.nu

Ved retten i Svendborg blev en 29-årig mand fra Svendborg den 1. juli 2024 idømt 12 års fængsel for besiddelse af 50 kilo amfetamin.

Efterforskningen førte i december 2023 til en ransagning af en garage, hvor den store mængde amfetamin blev fundet. Den 29-årige mand blev sigtet og varetægtsfængslet ved et retsmøde, der blev afholdt for lukkede døre.

Manden nægter sig skyldig og har udbedt sig betænkningstid i forhold til dommen.

Han er fortsat varetægtsfængslet.

Byggestrømskabler, kabeltromler og ledninger stjålet

0

På en byggeplads på Munkevænget er der mellem fredag klokken 12.00 og mandag klokken 07.00 blevet stjålet 200 meter byggestrømskabler, kabeltromler og ledninger til en samlet værdi af 30.000 kroner. Det oplyser vagtchef Emil Jensen fra Sydøstjyllands Politi.

Politiet har sikret overvågningsmateriale fra stedet, som nu bliver gennemgået i håb om at identificere gerningsmanden eller gerningsmændene bag tyveriet.

Leder: Fredericia er ikke bare en by. Det er en fortælling – og nu også en forpligtelse

Leder: Fredericia er ikke bare en by. Det er en fortælling...

0
Når kulturministeren i dag udpeger Fredericia som én af landets 16 nationale historiske bymidter, er det ikke en gave. Det er en anerkendelse. Og...