3.7 C
Copenhagen
fredag 24. januar 2025

Whistleblowerfunktion mod uacceptabel adfærd i eliteidrætten nu i luften

0

Anti Doping Danmark har nu åbnet for funktionen EliteSupport, hvor aktører i eliteidrætten kan indberette uacceptabel adfærd.

Efter en række sager i eliteidrætten blev der vedtaget en ny eliteidrætslov i 2021, hvor det blandt andet blev politisk bestemt, at der skulle oprettes en funktion, hvor Team Danmark-støttede eliteatleter, trænere og andre kunne henvende sig, hvis de oplever uacceptabel adfærd i forbindelse med deres aktiviteter i forbundsregi.

Efter input fra en lang række af idrættens aktører herunder atleterne besluttede Team Danmarks bestyrelse, at funktionen skulle placeres hos Anti Doping Danmark. ADD blev valgt, da de er uafhængige, og der dermed ikke kan opstå mistanke om interessekonflikter og inhabilitet, når de behandler henvendelser fra atleter og trænere. ADD beskæftiger sig allerede i dag med en række integritetsspørgsmål i idrætten, og de har både erfaringerne og kompetencerne til at varetage funktionen.

-Vi er rigtig glade for nu med EliteSupport at tilbyde Team Danmark-atleterne trygt at kunne henvende sig og få en uvildig og objektiv vurdering og undersøgelse fra vores allerede veletablerede efterforskningsenhed, hvis de oplever uacceptabel adfærd som kan være i strid med konkurrenceidrættens etiske kodeks. Et uafhængigt sted at henvende sig er afgørende for atleternes tillid og lyst til at dele deres oplevelser. Vi ser derfor også frem til at bidrage med de erfaringer og kompetencer, vi i Anti Doping Danmark har bygget op over mange år i arbejdet med integritetsmæssige spørgsmål i idrætten, siger direktør i Anti Doping Danmark, Kim Højgaard Ravn, om arbejdet med whistleblowerfunktionen.

Funktionen skal tage imod henvendelser, afdække forløbet i den enkelte sag og vurdere, om det er en sag, der bør undersøges for uacceptabel adfærd efter det etiske kodeks for dansk konkurrenceidræt eller i særligt grove tilfælde, der kan være strafbare, overdrages til politiet. Hvis der er tale om overtrædelser af det etiske kodeks, påbegynder Anti Doping Danmark en undersøgelse ud fra de procedurer, de i forvejen har for efterforskning. Efterfølgende skriver de en redegørelse til Team Danmarks bestyrelse, som herefter beslutter en eventuel sanktion.

-Atleter og trænere fortjener de bedste rammer og tryghed i deres sportslige karriere. De giver alt, hvad de har og yder en enorm indsats, som vi alle begejstres over og inspireres af. I eliteidrætten er konkurrencen benhård, og der skal optimeres på alle parametre for at realisere drømmen om at blive den bedste. Det kræver nogle gange, at man tester grænser, men det skal naturligvis ske på en ansvarlig måde. Med den selvstændige funktion godt placeret i ADD er jeg glad for, at atleter og trænere nu har en mulighed for at gå et uafhængigt sted hen, hvis de oplever uacceptabel adfærd, slutter direktør i Team Danmark, Peter Fabrin.

Brand i skraldespand på Venusvej: Politiet opfordrer vidner til at komme frem

0

En brand brød ud i en offentlig tilgængelig skraldespand på Venusvej i de tidlige morgentimer kl. 05.47 fredag. Indsatslederen på stedet oplyser, at branden potentielt kunne være startet af klude, der selvantændte. Der har ikke været nogen spredning af branden, og ingen personer blev set i nærheden af skraldespanden, da branden startede.

– Selvom vi ikke har set nogen i forbindelse med branden, opfordrer vi folk til at kontakte os, hvis de har set noget mistænkeligt, oplyser Mikkel Ross fra Sydøstjyllands Politi. – Man ved aldrig, om branden kan være påsat, tilføjer han.

Skraldespandsbrande kan undertiden forårsage betydelig skade, især hvis de ikke opdages og håndteres hurtigt. Heldigvis blev denne brand opdaget tidligt, og indsatspersonalet var i stand til at slukke den, før den spredte sig til nærliggende områder.

Mikkel Ross opfordrer alle, der har oplysninger, til at kontakte politiet på 114. Selv tilsyneladende ubetydelige detaljer kan hjælpe med at afgøre, om branden var et uheld eller påsat.

“TikTok-manden” idømt forvaring for talrige overgreb på kvinder

0
Foto: AVISEN

En 31-årig mand, der af medierne har fået tilnavnet TikTok-manden, er kendt skyldig i hovedparten af de 36 forhold om blandt andet voldtægt, grov vold, ulovlig tvang og blufærdighedskrænkelse, som han var tiltalt for.

Københavns Byret idømte i dag den 31-årige mand forvaring for overgrebene på i alt 23 piger og kvinder, der på gerningstidspunkterne var i alderen 12 til 28 år.

Han blev den 26. maj kendt skyldig i 31 af de 36 forhold, han var tiltalt for – med små ændringer i forhold til anklageskriftet. I yderligere to tilfælde blev han frifundet for voldtægt, men i stedet kendt skyldig i samleje med en mindreårig. Han blev derudover frifundet for to tilfælde af voldtægt og et tilfælde af voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje.

Manden er af flere medier blevet omtalt som TikTok-manden, fordi han fik kontakt til flere af de forurettede via sociale medier.

Overgrebene har fundet sted gennem en periode på cirka ti år fra 2011 til 2021 og tæller blandt andet tre tilfælde af voldtægt af mindreårige piger. I sommeren 2014 holdt han en dengang 14-årig pige frihedsberøvet i flere døgn og udsatte hende for flere grove voldtægter, grov vold og trusler.

– Den dømte har formået at udnytte kvinder og piger, der for manges vedkommende var i en skrøbelig situation. Han har truet dem, han har manipuleret dem – blandt andet ved at spille med dem om forskellige udfordringer og ydmygelser – og han har fået dem til at skamme sig over overgrebene, så de ikke turde at gå til politiet, siger specialanklager Anders Larsson.

Den 31-årige er i forvejen idømt tre års fængsel, efter at Retten i Helsingør i 2021 fandt ham skyldig i flere forhold af blandt andet voldtægt ved anden kønslig omgang end samleje, blufærdighedskrænkelser og ulovlig tvang.

I takt med at anklagerne blev omtalt i medierne, stod nye forurettede frem. I første omgang delte de deres oplevelser i en Facebook-gruppe, og siden gik 56 af dem til en bistandsadvokat og anmeldte overgrebene til Københavns Politi.

– Kvindernes forklaringer har været afgørende i denne sag, og retten har vurderet, at forklaringerne var troværdige, og at der var overensstemmelse imellem beskrivelserne af den måde, overgrebene har fundet sted på, siger Anders Larsson.

Den dømte har anket dommen med påstand om frifindelse.

Maria fra Middelfart samler ind til forskning

0

Til juni cykler Maria fra Middelfart afgørende Tour de France-bjerge for at samle ind til forskningen i den sygdom, hendes veninde lever med hver eneste dag.

For 10. gang løber Danmarks hårdeste velgørenhedsløb af stablet for at samle penge ind til forskningen i sclerose. Cykelnerven, Scleroseforeningens flagskibscykelløb, har nemlig 10-årsjubilæum, hvilket de fejrer ved at sende sportskendisser og tv-værter, som Eskild Ebbesen, Dennis Ritter, Thomas Helveg, Claus Elming og Sophie Fjellvang-Sølling, samt cykelentusiaster fra hele Danmark til tops i årets afgørende Tour de France-bjerge. Det hele sker blot få uger før, de professionelle ryttere cykler i selv samme asfalt. En af de ambitiøse ryttere, der skal cykle med i 2023, er Maria Sønderbæk Hansen fra Middelfart.

Juni 2023 går det løs, når Maria Sønderbæk Hansen sammen med knap 500 andre ryttere skal cykle afgørende Tour de France-bjerge for at samle ind til forskningen i sclerose. Det er 10. gang, at det Tour de France-inspirerede løb løber af stablen, og det fejrer foreningen ved at sende dobbelt så mange ryttere, som de plejer, op over Tour-bjerge fra den 6. til den 18. juni.

Normalt drager 250 ryttere hvert år til Frankrig for at cykle nogle af de Tour de France-bjerge, men grundet kontinuerlig efterspørgsel og lange ventelister bliver jubilæumsåret det år, hvor Cykelnerven prøver kræfter med at fordoble rytterkapacitet. Dermed sender de i år 500 ryttere til tops i Tour de France-bjergene – alt sammen for at samle midler ind til forskningen i sclerose.

En af de 500 ryttere er den lokale ildsjæl Maria Sønderbæk Hansen fra Middelfart, der glæder sig til at cykle for at få en unik cykeloplevelse, men også for at være med til at gøre en forskel for alle, der er berørte af sclerose:

– Det er stort for mig at få lov til at deltage i sådan et arrangement. Det er et stort hjul, der skal køre, og at få lov til at være en del af det er meget betydningsfuldt for mig. Jeg glæder mig til at samle flere penge ind i den gode sags tjeneste og til at få en givende cykeloplevelse.

Alle gør en mærkbar forskel i kampen mod sclerose

De mange Cykelnerven-deltagere er fordelt på flere forskellige lokale hold rundt omkring i landet, og hvert hold har sin egen kaptajn, der frivilligt arrangerer og koordinerer træning i de måneder, der går forud for turen til Tour-land i juni.

Og alle løfter i flok for at samle midler ind til forskningen. Takket være lokale sponsorer og støtter har Cykelnervens ryttere samlet over 40 mio. kr. ind til forskningen i sclerose siden første tur tilbage i 2014.

– At gå ind i Cykelnervens 10. år er udelukkende muligt takket være vores helt enestående ryttere, utrættelige og hårdtarbejdende kaptajner, samarbejdspartnere, ambassadører og sponsorer. Sammen har vi skabt Cykelnerven, og det er deres fortjeneste, at vi er dér, hvor vi er i dag, siger Mette Hjulmand Leonhard-Hjorth, leder af Cykelnerven.

Hun forklarer også, at hver eneste rytter på holdet gør en meget stor indsats for at skaffe sponsorater, sælge logopladser på holdets cykeltøj og ikke mindst arrangere lokale events, der kan sikre de nødvendige midler til forskningen i sclerose:

– Vi er så utrolig taknemmelige og glade for den fantastiske opbakning, vi får fra det lokale erhvervsliv, der til enhver tid står klar til at støtte deres lokale hold. Det er uden tvivl guld værd – også i et år, hvor endnu flere ryttere tager kampen op. Det er dybt inspirerende og meget rørende, hvilket vi er dybt taknemmelige for.

Dennis Ritter og Eskild Ebbesen er enige: ”Så professionelt, så sportsminded, så gennemtænkt!”
En af de eksperter, der er med til at planlægge Cykelnervens årlige rute, er Tour de France-ekspert og TV 2 News-vært, Dennis Ritter. Siden 2017 har han været med til at stå i spidsen for planlægningen af Cykelnervens rute, og han cykler selv trofast med som velgørenhedsløbets stærke ambassadør.

– Den nære sammenhæng med Tour de France giver Cykelnerven noget unikt og enestående, og det er også derfor, det er en stor ære for mig, der har beskæftiget mig med Touren på nærmeste hold i 22 år, at være ambassadør på Cykelnerven, siger han og fortæller, hvor godt det føles at være en vigtig brik i Cykelnervens puslespil:

– Det føles rigtig godt – og ikke kun i maven. Faktisk føles det godt fra hovedet og helt ned i storetåen. Jeg er stolt over at være en (lille) del af et solidt og stærkt team, og det er vidunderligt, at vi i år kan fejre det første runde jubilæum. Det vidner også om, hvor stærkt og sammentømret et koncept, Cykelnerven har udviklet sig til at være.

Cykelnerven er et af flere velgørenhedsløb i Danmark. Men på mange parametre er det også et løb, der adskiller sig fra mængden. Det er også en af grundene til, at Ritter år efter år sætter sig i sadlen og deltager i Danmarks hårdeste velgørenhedsløb for sclerosesagen. Og det samme er det for en af Danmarks mest historiske sportsmænd, nemlig tredobbelt OL-guldvinder, dobbelt OL-bronzevinder samt hele seks gange VM-guldvinder. Nemlig Guldfirerens Eskild Ebbesen:

– Man kan udfordre sig selv lige dér, hvor man er. Det betyder, at jeg også virkelig kan udfordre mig selv, og det elsker jeg. Det er så stor en del af, hvem jeg er som person og sportsmenneske, at jeg stadig kan få lov til at udfordre mig selv på nogle helt vanvittige parametre på cyklen i bjergene. Hvor hurtigt kan jeg køre op, hvor hårdt kan det blive for mig og så videre, siger Eskild og tilføjer:

– At deltage på Cykelnerven er bare en helt særlig disciplin og cykeloplevelse, der gør, at folk er villige til at flytte og prioritere sin tid rundt om det. Hele set-uppet er gjort på en sådan måde, at et velgørenhedsløb kan gøres så professionelt, så sportsminded og så ekstremt gennemtænkt, at alle får en helt unik cykeloplevelse.

450 store som små virksomheder bakker op

Siden 2014 har rytterne samlet mere end 40 millioner kroner ind til forskningen i sclerose.

De samler ind gennem hele året ved at sælge sponsorpladser på deres cykeltøj, skabe lokale initiativer, hvor salg og støtte går til deres indsamlinger, dele indsamlingerne med deres netværk – både personlige og via deres erhverv – og så bliver de sidste midler samlet ind, mens rytterne er i Frankrig. Her er det nemlig muligt at støtte med et højdemetersponsorat til hver rytter. I 2022 cyklede rytterne på Cykelnerven 11.285 højdemeter fordelt på bjerge som blandt andre Alpe d’Huez, Montvernier, Croiz de Fer, Galibier samt Telegraphe.

I 2023 er det så især Tour de France-mastodonten, La Loze, rytterne kan glæde sig til, men også flere ganske exceptionelle bjerge fra årets Tour de France’s 14., 15., 16. og 17. etape.

– Måske er Cykelnerven klassens frække dreng på den flinke måde. Den er måske fræk, fordi den ikke er nem at gennemføre. Det er fysiske udfordringer fra øverste hylde, og så er den fræk, fordi ambitionerne altid er så store, siger Dennis Ritter og slår fast:

– Uanset hvilken rute og hvilke bjerge, Tour de France-ledelsen vælger, så tager vi altid udfordringen op.

Cykelnervens to hovedsponsorer er henholdsvis Hempel A/S og Vestas A/S, og velgørenhedsløbet har yderligere cirka 450 sponsorer fordelt over hele landet – enten som trøjesponsorer på rytternes cykeltøj, som samarbejdspartnere til salg af produkter med tilknyttet fundraising eller som sponsorer af produkter til turen og træninger i løbet af året.

TEKSTBOKS: Hvad er Cykelnerven?

Cykelnerven er Danmarks hårdeste velgørenhedsevent, der siden 2014 har samlet hundredvis af frivillige cykelentusiaster om ét fælles mål: at samle penge ind i kampen for en verden uden sclerose. I 2023 drager Cykelnerven for 10 år i træk afsted mod Frankrig, hvor rytterne ufortrødent vil kæmpe sig op ad de stejle stigninger.

Grundet Cykelnervens udvidede størrelse i 2023 fordeler rytterne sig på to ture; 250 ryttere cykler fra den 6. juni til den 11. juni, mens 250 ryttere ligeledes cykler fra den 13. juni til den 18. juni.

Cykelnervens ryttere er inddelt i lokale hold samt virksomhedsteams, der sikrer, at hele Danmark kan være med. I 2023 er der to nye hold med, nemlig Team Sydsjælland og Team Nordsjælland. Det betyder også, at holdene er opdelt på følgende ture i 2023:

Fra 6. juni til 11. juni cykler Storkøbenhavn, Midtsjælland, Nordsjælland, Hempel, Vestas, MSIF (Scleroseforeningens internationale organisation) samt ambassadører. Fra 13. juni til 18. juni cykler så Fyn, Sønderjylland, Vestjylland, Vejle, Midtjylland, Nordjylland, Sydsjælland og ambassadører.

Inden for de seneste 20 år er antallet af danskere med sclerose fordoblet, og i dag lever 18.189 danskere med den uhelbredelige sygdom, der oftest rammer unge mennesker i alderen 20-40 år. Cykelnervens fornemmeste opgave er at samle midler ind, der kan være med til at stoppe denne negative udvikling og samtidig kæmpe for, at mennesker med sclerose får et bedre liv med sygdommen.

I den kamp gør hver enkel rytter på Cykelnerven en vigtig forskel – en kamp, Maria Sønderbæk Hansen fra Middelfart, er med til at kæmpe.

Politiet indleder efterforskning af, om Bandidos MC i Danmark kan søges opløst ved dom

0
Foto: AVISEN

Rigsadvokaten har meddelt justitsminister Peter Hummelgaard, at rigsadvokaten og rigspolitichefen har tiltrådt en indstilling fra National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) om at indlede en efterforskning med henblik på at vurdere, om der er grundlag for at indlede en sag ved domstolene om opløsning af Bandidos MC i Danmark.

Justitsminister Peter Hummelgaard siger:

– Bekæmpelse af rocker- og bandekriminalitet er en helt central prioritet for regeringen. De kriminelle grupperingers brutale vold og samfundsundergravende aktiviteter skaber utryghed i de nabolag, de huserer i. Og bag deres voldelige overgreb gemmer sig blandt andet ulykkelige pårørende og chokerede vidner, som ikke har noget at gøre med rocker- og bandemiljøet, siger justitsminister Peter Hummelgaard.

Når det kommer til kampen mod de kriminelle grupperinger, skal vi bruge alle de redskaber, vi har til rådighed. Jeg ser derfor også meget positivt på, at NSK indleder en efterforskning af, om Bandidos MC i Danmark kan søges opløst. Og så ser jeg i øvrigt frem til at præsentere regeringens udspil til en ny bandepakke, som på flere fronter vil tage et endnu strammere greb om banderne”.

Efterforskningen i opløsningssagen vil være forankret i National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK). NSK forventer på nuværende tidspunkt, at efterforskningen kan være færdig inden udgangen af 2023.

Baggrund

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har ved et undersøgelsesoplæg om Bandidos MC indstillet, at rigspolitichefen tiltræder, at der indledes en efterforskning med henblik på opløsning ved dom af Bandidos MC i Danmark, og at indstillingen forelægges for rigsadvokaten. Rigsadvokaten og rigspolitichefen har på den baggrund oplyst Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet (SSK) og NSK om, at indstillingen tiltrædes.

Efterforskningens formål vil være at undersøge, om der er grundlag for at indlede en sag om opløsning ved dom af Bandidos MC efter grundlovens § 78. Anklagemyndigheden vil herefter på baggrund af efterforskningen og i forlængelse af en eventuel indstilling fra politiet foretage en vurdering af, om der foreligger tilstrækkeligt grundlag for at indlede en opløsningssag. Såfremt dette er tilfældet, vil Rigsadvokaten indstille til Justitsministeriet, om der skal indledes en opløsningssag.

FC Fredericia på jagt efter en vigtig syvendeplads i sidste sæsonkamp

0

Fredag aften klokken 19:00 spiller FC Fredericia sæsonens sidste kamp, når de gæster Nykøbing FC, der allerede er sikret nedrykning til 2. division næste sæson.

For FC Fredericia er der stadig noget på spil. Med en sejr vil holdet nemlig cementere sig selv på syvendepladsen i NordicBet Ligaen, hvilket vil markere en sejr i nedrykningsspillet. Denne placering vil have betydning både for holdets selvtillid, men også økonomisk, da gevinsten ved at ende på syvendepladsen sammenlignet med en lavere placering er mærkbar.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

I deres seneste opgør mod Hillerød viste FC Fredericia styrken i bredden af deres hold. Her blev Andreas Lausen for første gang i denne sæson sat ind i startopstillingen i NordicBet Ligaen. Lausen gjorde det fremragende mod Hillerød, hvor FC Fredericia trak sig sejrrigt ud med 4-0, og dermed kan han forvente endnu en mulighed for at vise sit værd i den kommende kamp.

I denne sæson har FC Fredericia og Nykøbing mødt hinanden tre gange tidligere. Det startede med et 2-2 uafgjort resultat, hvorefter Nykøbing trak det længste strå med en 1-0 sejr i Fredericia. I nedrykningsspillet lykkedes det dog for FC Fredericia at sejre med 2-0 over Nykøbing.

https://fredericiashipping.dk/da/

Cheftræner for FC Fredericia, Michael Hansen, har høje forventninger til kampen:

– Jeg forventer en god, underholdende kamp som vi har for vane mod dem. Nykøbing er det andet mest scorende hold i hele foråret. Det bliver en svær opgave, hvor vi skal få det defensive til at fungere. Når det fungerer, skal vi også byde ind den anden vej. Vi virker skarpe når vi får chancerne, så det gælder om at holde momentum og skabe de chancer, der skal til, siger FC Fredericias cheftræner Michael Hansen og fortsætter:

– Jeg tror ikke, vi bruger tid på, at Nykøbing er rykket ned for nogle uger siden. De er teknisk dygtige og kender hinandens roller, så jeg tror, at de er et okay sted, selvom de er ærgerlige over at rykke ned. Vi vil blive udfordret defensivt. Vi vil gerne byde ind med god fodbold, så jeg forventer en underholdende kamp.

Kampen mellem Nykøbing og FC Fredericia kan følges live i tekst på AVISEN.

50.000 pensionister slipper for modregning i folkepension

0

Folketinget har i dag vedtaget at ændre modregningsreglerne for folkepensionister. Lovændringen indebærer, at folkepensionister vil modtage hele deres grundbeløb og pensionstillæg, uanset om de har en arbejdsindtægt ved siden af. Det forventes, at komme omkring 50.000 pensionister til gode i 2025.

Forslaget (L 117), der i dag blev vedtaget af et meget bredt flertal i Folketinget, betyder, at folkepensionens grundbeløb og pensionstillæg udbetales uafhængigt af folkepensionistens egen indtægt ved personligt arbejde. Dermed bliver det mere attraktivt for folkepensionister at arbejde. Det forventes, at omkring 40.000 folkepensionister i 2023, stigende til omkring 50.000 i 2025 ikke længere vil blive modregnet i deres folkepension, hvis de har en arbejdsindtægt ved siden af.

Det forventes, at de berørte folkepensionister i gennemsnit vil modtage omkring 30.000 kr. (før skat) mere i årlig udbetalt folkepension som følge af afskaffelsen af modregningen. Fx skønnes det, at godt 9.000 pensionister vil opleve en fremgang i ydelsen på mellem 10.000-20.000 kr. årligt.

Det skønnes endvidere, at forslaget vil bidrage til en stigning i arbejdsudbuddet med cirka 950 ekstra fuldtidspersoner i 2023, stigende til cirka 1.050 personer i 2025.

Afskaffelsen af modregning som følge af folkepensionisters egen indtægt har virkning fra d. 1. januar 2023. Det betyder, at de folkepensionister, der har fået og vil få nedsat deres grundbeløb og pensionstillæg i løbet af 2023 på grund af deres arbejdsindtægt, vil få pengene tilbage i forbindelse med efterreguleringen af pensionen for 2023, som finder sted i 2024.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:

-I dag er en rigtig god dag for op mod 50.000 folkepensionister, der oplever at blive modregnet i deres folkepension fordi de arbejder ved siden af. De kan nu sige ja til ekstra arbejde uden at blive modregnet. Det vil naturligvis være en økonomisk motivation for mange, og vi forventer, at flere pensionister, der kan, vil fortsætte med at arbejde.

-Det vil gavne både den private og den offentlige sektor, der står og mangler hænder, for seniorer udgør med deres viden og erfaring en værdifuld ressource.

-Jeg synes, vi med forslaget har fundet den rette balance, da folkepensionen fortsat er målrettet dem, der har mindst. Derfor er det også alene folkepensionens grundbeløb og pensionstillæg, der er berørt af de ændrede regler for modregning.

DBU og UNICEF vil styrke det gode børneliv

0
[DK=20220701: DBUs Fodboldskole 2022 i Boldklubben FREM] [UK=20220701: DBU Grassroots 2022 at FREM]

DBU og UNICEF har netop givet håndslag på et nyt samarbejde med børns rettigheder og fodbolden i centrum. En række initiativer skal hjælpe med at gøre en forskel for børn i Danmark og i verden.

Når sommerens fodboldskoler fløjtes i gang, står mere end 3.000 trænere og assistenter klar til at give børnene nogle gode dage med fodbold, fællesskab og sjove oplevelser med kammeraterne. Det kan dog være sin sag at stå med ansvaret for, at børnene har det godt, føler sig hørt, og for at de kan udvikle sig på egne præmisser.

Et nyt partnerskab mellem UNICEF og DBU skal hjælpe fodboldskolernes trænere godt på vej, inden de løber på grønsværen med børnene – alle trænerne bliver klædt på med viden om børns rettigheder og emner som trivsel, forskelligheder og fællesskaber. Fx i en podcast, som handler om mulige udfordringer og dilemmaer, trænerne kan møde på fodboldskolen.

For DBU ligger partnerskabet helt i tråd med det vigtige arbejde med børnefodbolden, der allerede er i gang:

-Vi arbejder for at gøre Danmark til det bedste sted være barn – og spille børnefodbold. Derfor er det glædeligt at kunne intensivere fokus på børnene igennem samarbejdet med UNICEF. Børn skal være glade og trygge i de danske fodboldklubber, som har en unik mulighed for at inkludere alle børn på tværs af forskelligheder. Det skal de voksne omkring dem sikre igennem eksempelvis mere uddannelse og viden om børns rettigheder, siger Peter Møller, Fodbolddirektør i DBU.

Partnerskabet strækker sig også ud over kridtstregerne på DBU Fodboldskole. Danske fodboldfans får nemlig mulighed for at støtte UNICEF med en mikrodonation, når de køber landskampsbilletter. Desuden vil landsholdenes signerede kamptrøjer blive bortauktioneret, og overskuddet herfra samt fra salget af DBU-julekalenderen vil gå til UNICEF’s arbejde for børn i hele verden.

-For UNICEF er det fantastisk at få DBU som partner. Vi ved, at fodbold kan noget helt unikt, når det kommer til at forene, begejstre, styrke læring og udvikling og ikke mindst få børn til at drømme stort. Samtidig kan fodbold og landsholdene få danskerne til at stå sammen. Så jeg håber, at både forældre og fodboldfans vil bakke op om vores indsats og gennem fodbolden være med til at gøre en kæmpe forskel for børnene, siger Susanne Dahl, generalsekretær i UNICEF Danmark.

I UNICEF har fodbold og sport spillet en central rolle i mange år. Under paraplyen ”Sport 4 Development”, har UNICEF lavet studier, der viser, hvor meget sport betyder for børns udvikling, læring og trivsel. Men også i flygtningelejre og andre brændpunkter kan fodbolden være et vigtigt redskab for at hjælpe børnene, der ofte kommer med vidt forskellige baggrunde og forudsætninger.

DBU og UNICEF vil i løbet af sommeren starte med at aktivere partnerskabet på DBU Fodboldskole over hele landet og i forbindelse med Kvindelandsholdets deltagelse i VM-slutrunden i Australien og New Zealand.

Det sociale frikort videreføres med forhøjet beløbsgrænse

0
Foto: AVISEN

Et enigt Folketing har i dag videreført ordningen med et socialt frikort frem til udgangen af 2024 med en forhøjet beløbsgrænse på 40.000 kr.

Folketinget har i dag vedtaget en lovændring, der forlænger forsøgsperioden med socialt frikort med halvandet år fra den 1. juli 2023 til og med den 31. december 2024. Med lovændringen hæves desuden beløbsgrænsen for det sociale frikort fra 20.000 kr. til 40.000 kr.

Det betyder, at særligt socialt udsatte fortsat kan få gavn af det sociale frikort efter juni måned, og at de får mulighed for at tjene op til 40.000 kr. årligt. De mere end 8.000 personer, der har et socialt frikort pr. 30. juni, vil få videreført dette automatisk.

Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil siger:

-Der findes en gruppe mennesker i Danmark, der ikke passer ind i de kasser, samfundet forsøger at komme dem i. Det kan være mennesker, der kæmper med psykiske lidelser, misbrug eller hjemløshed. For de mennesker kan det sociale frikort være en vej ind i fællesskabet og en mulighed for en værdig tilværelse. Derfor er jeg utrolig glad for, at vi både forbedrer og forlænger ordningen for de, der lever deres liv på kanten.

Regeringen vil desuden se på, hvordan ordningen kan videreføres efter 2024.

Fakta
-Det sociale frikort har siden 2019 gjort det muligt for særligt socialt udsatte at tjene op til 20.000 kroner skattefrit årligt, uden at indtægten fradrages i deres eventuelle forsørgelsesydelser.
-Med lovforslaget, der netop er vedtaget i Folketinget, hæves beløbsgrænsen, så borgerne pr. 1. juli 2023 får mulighed for at tjene op til 40.000 kr. årligt.
-Siden forsøgsperiodens start i 2019 er mere end 000 personer blevet visiteret til ordningen, og knap 4.000 personer har anvendt deres sociale frikort i forbindelse med en eller flere ansættelser.
-Evalueringer af ordningen har vist, at brug af det sociale frikort skaber øget livskvalitet og trivsel for udsatte borgere – både mentalt og fysisk, og at det kan bidrage til at få borgere tættere på ordinær beskæftigelse.

Bredt flertal vedtager lov om kommunale tryghedsvagter

0

Et bredt flertal i Folketinget har i dag vedtaget et lovforslag om ændring af lov om vagtvirksomhed. Med lovforslaget får kommunerne som led i en forsøgsordning mulighed for at anvende tryghedsvagter, der kan supplere politiets arbejde med at opretholde ro og orden i det offentlige rum.

Regeringen, Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet, Dansk Folkeparti og Sambandsflokkurn har i dag vedtaget en lov, der giver kommunerne mulighed for at anvende tryghedsvagter som led i en treårig forsøgsordning. Tryghedsvagterne er et nyt redskab for kommunerne, der kan bidrage til, at borgere kan færdes trygt og frit i det offentlige rum.

Justitsminister Peter Hummelgaard siger:

-Jeg er glad for, at et bredt flertal i Folketinget bakker op om forslaget om at give kommunerne et nyt værktøj til at sikre øget tryghed i det offentlige rum. Tryghedsvagter kan hjælpe politiet med at opretholde ro og orden i for eksempel områder præget af støj fra fester eller områder, hvor der er en særlig risiko for indbrud. Jeg håber, at landets kommuner vil tage godt imod det nye værktøj, som kan bidrage til deres arbejde med at skabe tryghed for borgerne.

Med forsøgsordningen gives der som noget nyt mulighed for udøvelse af vagtvirksomhed med henblik på at opretholde ro og orden i det offentlige rum. Tryghedsvagterne vil kunne sættes ind i områder, hvor borgerne oplever særlig utryghed, for eksempel i områder med mange udendørs fester og større forsamlinger. De vil også kunne sættes ind på stationsområder eller i boligområder, hvor der er særlig risiko for indbrud. Tryghedsvagterne kan blandt andet dokumentere forstyrrelser af den offentlige orden eller øvrige lovovertrædelser og i den forbindelse overdrage relevant materiale til brug for politiets efterforskning.

Tryghedsvagterne skal ikke erstatte politiets arbejde eller patruljering, ligesom tryghedsvagterne ikke bliver tildelt politimæssige beføjelser. Tryghedsvagter kan være godkendte kommunalt ansatte vagter eller godkendte vagter i autoriserede vagtvirksomheder, som har indgået aftale med kommunen, og tryghedsvagterne skal gennemgå en obligatorisk supplerende uddannelse. Lovforslaget træder i kraft den 15. juni 2023, og forsøgsordningen sættes i kraft af justitsministeren ved bekendtgørelse, når den supplerende uddannelse for tryghedsvagter er nærmere fastsat.