I den forrige leder på disse sider beskrev jeg det mønster, der med næsten naturlovsmæssig præcision gentager sig i Fredericia Kommune. Før valget hænger budgettet sammen. Efter valget dukker underskuddene op. Mønsteret holdt. Mandag vedtog Økonomi- og Erhvervsudvalget rammerne for et besparelseskatalog på 200 millioner kroner, hvoraf 150 millioner skal være fundet inden 2029.
Spørgsmålet er ikke længere, om der skal spares. Det skal der. Spørgsmålet er, hvor pengene skal findes. Og det er her, det bliver afgørende.
Når man kigger historisk på sparekatalogerne i Fredericia Kommune over det seneste årti, er billedet entydigt. Det er medarbejderne ude i driften, der har betalt regningen. Rengøringspersonale er skåret ned. SOSU-assistenter er sparet på. Skolelærere er sparet på. Pædagoger er sparet på. Vi har set nedskæringer på folkeskoleområdet, der i perioder har lignet et blodbad. Vi har set besparelser i børnehaver, i fritidstilbud, på handicapområdet, på ældreplejen. Gang på gang er det de borgernære ydelser, der er skåret i. De medarbejdere, der står ansigt til ansigt med borgerne hver dag, har leveret effektiviseringer, indtil der ikke er mere at hente.
Der er ikke mere at tage af de steder. Det er en historisk kendsgerning, ikke en vurdering.
Derfor vil jeg med denne leder stille et spørgsmål, som politikerne i Fredericia Kommune skylder borgerne at besvare: Hvor mange ledere, mellemledere og medarbejdere sidder i centraladministrationen i positioner, hvor man med rette kan spørge, hvilken værdi de tilfører Fredericia Kommune i den situation, kommunen befinder sig i lige nu? Hvad koster de? Hvad er tillæggene? Og hvor kan vi se resultatet?
Det er ikke et retorisk spørgsmål. Det er et krav om gennemsigtighed.
I tidligere tider har man i Fredericia haft en tendens til på ingen måde at kigge i centraladministrationen, når sparekatalogerne blev udarbejdet. Og gør man det, finder man fem og ti millioner her og der. Det er ikke godt nok. Ikke denne gang. Ikke med et besparelseskrav på 150 millioner kroner.
Mit bud er, at man kan hente et meget stort millionbeløb i centraladministrationen. Uden at borgerne i Fredericia kan mærke forskel i morgen.
Toppen af forvaltningen vil komme med alle mulige indsigelser og kalde det umuligt. Det er det ikke. Det er altid ubehageligt at skulle sige farvel til medarbejdere eller nedlægge funktioner. Men lad os tale om, hvad der er ubehageligt: Det er ubehageligt, at rengøringsassistenter, der allerede er sparet på igen og igen, skal effektivisere endnu en gang. Det er ubehageligt, at SOSU-assistenter, der har været igennem sparerunde efter sparerunde, skal finde yderligere besparelser. Det er ubehageligt, at skolelærere og pædagoger, der i årevis har været genstand for besparelser, skal bære endnu en runde omstilling. Det har de gjort. I årevis. Og nu er det andres tur.
Det er ikke noget, forvaltningen alene skal sidde og indstille. Der er en systemisk skævhed i, at den organisation, der skal pege på besparelser, også er den organisation, der har en naturlig interesse i at beskytte sine egne funktioner. Derfor er det et politisk ansvar. Politikerne skal forlange et regulært kasseeftersyn. Et overblik over, hvor mange der har ledelsesmæssig løn, hvad de ledelsesmæssige tillæg samlet koster, og hvad kommunen konkret får for pengene. Åbent. Politisk forankret. Ikke som en intern øvelse i forvaltningen, men som en beslutning truffet af de folkevalgte.
Hertil kommer en mulighed, som ingen tidligere byråd har haft: kunstig intelligens og moderne teknologi kan effektivisere kommunale arbejdsgange i en grad, der for blot få år siden var utænkelig. Sagsbehandling, journalisering, analyse, rapportering, kommunikation – alt det, en centraladministration bruger størstedelen af sin tid på, kan i dag gøres hurtigere, billigere og i mange tilfælde bedre med teknologi, der allerede er tilgængelig. Fredericia har muligheden for at blive den kommune, der gør det rigtigt: ikke ved at skære i velfærden, men ved at modernisere den organisation, der administrerer velfærden.
Det er ikke tid til besparelser på folkeskoleområdet. Det er ikke tid til besparelser på daginstitutioner og børnehaver, på fritidstilbud, på social- og sundhedsområdet, på ældreplejen, på handicapområdet. Det er ikke tid til besparelser ude i den kommunale drift, hvor rengøringsassistenterne, SOSU-assistenterne, skolelærerne og pædagogerne i årevis har leveret mere for mindre.
Det er tid til at vende blikket mod rådhuset selv.
Og her bliver det politisk ubehageligt på en anden måde. For man skal huske, at Socialdemokratiet flere gange inden budgetvedtagelserne sagde, at tallene ikke hang sammen. Det blev afvist. Både af den nuværende borgmester og af forligspartierne, der slog fast, at budgettet var ansvarligt og i balance. Socialdemokratiet stod uden for forligene. Nu, tre måneder efter valget, viser det sig, at der mangler et trecifret millionbeløb. Hvis ikke den erkendelse gør ondt hos dem, der afviste kritikken, bør den gøre det.
Min opfordring til byrådet er denne: Få kassegennemgangen. Få det fulde overblik over centraladministrationens omfang og omkostninger. Og træf derefter de nødvendige beslutninger. Alene. Uden direktørerne i rummet. Det er politikerne, der er valgt til at lede Fredericia Kommune. Ikke forvaltningen. En kommunalbestyrelse, der nøjes med at gentage, hvad forvaltningen indstiller, har misforstået sit mandat. Borgerne har valgt dem til at tage ansvar, træffe svære beslutninger og sætte retningen – også når det er ubehageligt, og også når det rammer den organisation, der betjener dem.
Det er på tide.
Andreas Andreassen er ansvarshavende chefredaktør på AVISEN
