Mens mange byer i Jylland og på Fyn slap for voldsom regn i går, kommer DMI nu med en ny prognose, der varsler kraftig regn og mulige skybrud for store dele af Danmark.
Ifølge den seneste prognose fra DMI kan områder fra Limfjorden over Østjylland og Sjælland samt Bornholm forvente betydelige mængder regn. I disse områder kan der falde mellem 25-35 mm regn, og lokalt kan nedbøren nå op til 50 mm. Specielt på Bornholm er der risiko for endnu større mængder, med op til 50-80 mm regn i løbet af dagen.
Udsatte områder
For områder lige syd og nord for disse regioner er prognosen mere usikker. DMI har her udsendt en risiko, snarere end en direkte varsel, for kraftig regn. Muligheden for skybrud er også til stede i de berørte områder, hvor der kan falde mere end 15 mm regn på blot 30 minutter.
Potentielle oversvømmelser
De store mængder regn kan føre til lokale oversvømmelser. Borgere bør være opmærksomme på, at vand kan samle sig i lavtliggende områder som kældre, vejbaner, viadukter og områder nær søer, åer og vandløb. Det er vigtigt at tage de nødvendige forholdsregler for at minimere skader.
Årsagen bag vejrfænomenet
DMI forklarer, at den nuværende situation skyldes dannelsen af et lavtryk med tilhørende fronter over Belgien og Nordtyskland. Lavtrykket blev dannet i grænseområdet mellem varm og fugtig luft over Øst- og Centraleuropa og køligere luft over Vesteuropa. I løbet af natten til lørdag har dette lavtryk bevæget sig nordpå mod Danmark og forventes at medføre store mængder regn i perioden fra lørdag morgen til lørdag aften.
Telefonerne kimer hos landets boligadvokater med spørgsmål som: ”Hvad skal jeg gøre? Jeg har fået en gigantisk opkrævning og kan ikke forstå, at jeg skal betale så meget i ejendomsskat”. Det er efterregulering af ejendomsskat fra 2021, 2022 og 2023, der bringer boligejerne i chok.
Forsinkelsen af ejendomsskattesystemet bringer endnu en gang sindene i kog hos boligejerne. Systemet skulle være taget i brug i 2020, men blev som bekendt ikke klart til tiden. Det betyder, at boligejerne først nu får efterreguleringen af ejendomsskatten, og det første de ser, er det totale beløb pr. år. Ved en hurtig hovedregning lægges de tre tal sammen, og beløbet bliver for mange boligejere helt uoverskueligt.
”Det ville have klædt Vurderingsstyrelsen at gøre det tydeligt for boligejerne, hvad der skal betales i efterregulering. Informationen findes, men er gemt som absolut sidste information på hver enkelt årsoversigt. Boligejerne skal se på sammentællingen i bunden af ejendomsskattebilletten, hvor rate 3 dækker over det ekstra beløb, der skal betales. Og for mange boligejer er det faktisk 0 kr.,” forklarer Niels Erlandsen, formand for Danske BOLIGadvokater.
Niels Erlandsen er godt træt af Vurderingsstyrelsen, fordi boligkøbernes retssikkerhed gang på gang tilsidesættes i hele denne proces:
”Oven i hatten kommer så det forhold, at hvis man har købt ejendomme i løbet af perioden 2021 til 2023, skal boligkøberen betale hele ekstraregningen for alle tre år og må selv opkræve ejendomsskatten hos sælger for perioden frem til salgsdatoen. Det er helt urimeligt, at køber skal opkræve ejendomsskat af sælger, bare fordi statens implementering af det nye skattesystem og kommunikationen omkring det er så elendig.”
Sådan ser du, hvad du skal betale
På oversigten over ejendomsskat skal boligejerne udelukkende se på rate 3, for hvert af årene: 2021, 2022 og 2023. Rate 3 for hvert år lægges sammen, og så har man det beløb, der skal betales.
De øvrige beløb er betalt tidligere.
Eksempel
I eksemplet skal boligejeren betale:
+ for 2021 i alt 530,91 kr. + for 2022 i alt 776,16 kr. + for 2023 i alt 1029,49 kr. = total til betaling 2336,56 kr.
Har man købt ejendommen i løbet af perioden, skal man kontakte sælger for at få betalingen for rate 3 frem til købstidspunktet. Sælger får ikke selv ejendomsskattebilletten og ved derfor ikke, om der skyldes ejendomsskat.
Sydøstjyllands Politi har i den seneste måned modtaget adskillige anmeldelser om indbrud i varebiler, hvor især værktøj er blevet stjålet. Siden den 1. juni har politiet modtaget hele 37 anmeldelser om tyveri fra last- og varebiler.
En gennemgang af anmeldelserne viser, at tyvene primært går efter varebiler, der indeholder værktøj. De mest eftertragtede genstande har vist sig at være vinkelslibere, boremaskiner og fliseskærere.
Indbruddene er fordelt over hele politikredsen, men det er i Vejle og Horsens-området, at de fleste anmeldelser er kommet fra. Derudover er der også registreret indbrud i blandt andet Kolding, Fredericia og Skanderborg.
Sydøstjyllands Politi tager anmeldelserne meget alvorligt og arbejder på at standse de ansvarlige. Politiet opfordrer samtidig indehavere af varebiler til at tage forholdsregler for at beskytte deres værdifulde værktøj. Det anbefales at fjerne værktøj fra bilen inden ferie eller ved fyraften, og at parkere varebilen på en måde, der gør det svært for tyvene at få adgang til side- og bagdøre. Desuden bør varebiler parkeres på steder, hvor tyve ikke kan arbejde uforstyrret.
Politiet beder også alle borgere om at være opmærksomme og kontakte dem på telefon 1-1-4, hvis de oplever mistænkelige episoder ved parkerede varebiler. Det kan eksempelvis være ukendte personer, der færdes i området, eller biler der kører langsomt rundt i nabolaget.
Med borgernes hjælp håber Sydøstjyllands Politi at kunne stoppe bølgen af indbrud og sikre, at de ansvarlige bliver stillet til ansvar.
Juli er den måned, hvor flest danskere holder ferie i løbet af året. Det er også den måned, flest passagerer stiger ombord på et fly.
Så blev det sommer og dermed også sommerferie for mange danskere. Skolerne er nemlig lukkede, og der er skruet ned for personalet i daginstitutionerne. Når der skal planlægges ferie på arbejdspladsen, er juli også den måned, hvor flest kontorstole står tomme, og byggepladser rundt omkring i landet ligger øde hen.
I 2023 holdt 41 pct. af de beskæftigede ferie i uge 29, som ligger midt i juli. Uge 29 var tæt efterfulgt af uge 30, hvor 40 pct. kunne lade arbejdstøjet ligge i skuffen. Sommermånederne blev dog lige netop overgået af juleugen – uge 52 – hvor 42 pct. af de beskæftigede holdt ferie i 2023.
”Juli er typisk det tidspunkt på året, hvor flest holder sommerferie. Især uge 29 og 30 skiller sig ud, hvor omkring fire ud af ti beskæftigede holder fri – det er nogenlunde samme niveau som juleugen. Disse uger i juli ligger i den periode, der traditionelt bliver kaldt industriferien, hvor skolerne er lukkede, og hvor en del arbejdspladser også opfordrer deres ansatte til at holde fri,” siger Daniel F. Gustafsson, chefkonsulent i Danmarks Statistik.
Ifølge ferieloven har man som lønmodtager ret til at afholde tre ugers sammenhængende ferie i hovedferien, hvilket er tidspunktet fra 1. maj til 30. september.
Andel af beskæftigede, der holdt ferie, fordelt på uger, 2023
Kilde: Særkørsel pba. Arbejdskraftundersøgelsen
Flest sætter sig ombord på et fly i juli
Samtidig med, at der er mange danskere, der holder ferie i juli, er det også den måned, hvor flest vælger at tage en tur til udlandet. Sidste år afgik flyet i juli for næsten 1,7 mio. af lufthavnenes knap 15 mio. internationalt afrejsende passagerer i 2023. Sommermånederne (juni, juli og august) udgjorde til sammen næsten en tredjedel af de internationalt afrejsende passagerer.
”Antallet af passagerer topper i sommermånederne, og især juli er den store rejsemåned. Vintermånederne er de mindst populære, når det kommer til internationale flyvninger. Det er præcis det samme rejsemønster, vi ser hvert år, hvis vi ser bort fra årene med COVID-19,” siger Majbrit Holst, afdelingsleder i Danmarks Statistik.
Lufthavnenes aktivitet er endnu ikke helt tilbage på niveauet fra før COVID-19, men der er sket en markant stigning i antallet af passagerer i 2023 i forhold til året før og en endnu større stigning i forhold til 2021. Både i 2021 og 2022 var befolkningens rejsevaner hele året påvirket af nedlukninger på grund af COVID-19. Landene lukkede ned i 2020 efter skisæsonen, så januar og februar dette år var ikke påvirket af pandemien.
Der skelnes ikke mellem ferie- og forretningsrejsende i tallene for afrejsende passagerer.
Afrejsende passagerer fra danske lufthavne til internationale destinationer, januar 2013 til marts 2024
Når vi i 2023 rejste på ferie til udlandet med mindst fire overnatninger, var vores favoritdestinationer Spanien, Italien, Grækenland, Tyskland og Frankrig. For fire ud af fem rejsende stod den på badeferie, og to ud af tre tog flyet til deres ferie. Det viser den seneste opgørelse over danskernes ferie- og forretningsrejser for år 2023.
Manden, der er fra Vejle, er i dag blevet idømt fire måneders fængsel for blandt andet gentagne tilfælde af hærværk.
En 21-årig vejlensisk mand er i dag ved Retten i Kolding blevet idømt fire måneders ubetinget fængsel for blandt andet hærværk i form af graffiti-tags på bygninger og andet materiel.
Hærværket er sket flere steder i Danmark, primært i Vejle, men også i Jelling, Middelfart og Assens. Straffen er fastsat som en tillægsstraf til to tidligere domme, som den 21-årige blev idømt sidste år.
Den nu dømte 21-årige var tiltalt for i perioden februar 2019 til oktober 2021 at have udøvet hærværk cirka 72 gange.
Derudover var den 21-årige også tiltalt for andre forhold, blandt andet besiddelse af euforiserende stoffer, tyveri og forstyrrelse af den offentlige orden. Den 21-årige erkendte forholdene vedrørende tyveri og besiddelse af euforiserende stoffer, der ifølge ham selv var til eget brug.
Udover fængselsstraffen fremgår det også af dommen, at den 21-årige skal betale i alt cirka 38.000 kroner til en række virksomheder og privatpersoner.
For Anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi mødte anklagerfuldmægtig Karina Skovdal.
DMI har udsendt et kategori 2 varsel for Fredericia Kommune, som varsler store mængder regn. Mellem kl. 20 i aften og det næste døgn forventes der flere steder op til 50-80 mm regn, lokalt kan der falde endnu mere. Med så store mængder vand lægger vi os tæt op ad en 100-års hændelse.
Fredericia Kommune opfordrer borgere i lavtliggende områder til at forberede sig på mulige oversvømmelser. Områder som kældre, vejbaner, viadukter og områder nær søer, åer og vandløb kan blive påvirket. Det er vigtigt at tjekke tagrender, nedløbsrør og riste omkring boligen for at minimere risikoen for vandproblemer.
Som en forebyggende foranstaltning har kommunen placeret sandsække på JB Nielsens Plads og udenfor hegnet ved Industrivej 8.
De store mængder vand kan også påvirke trafikken, så det er vigtigt at sætte hastigheden ned og køre forsigtigt. Vær særligt opmærksom på lavninger og viadukter, hvor der kan samle sig store mængder vand.
Fredericia Kommune opfordrer alle borgere til at tage de nødvendige forholdsregler og følge med i vejrudsigterne for at være bedst muligt forberedt på de kommende dages udfordringer.
Ved dekret af 10. juli 2024 har Retten i Kolding taget D*Event ApS under konkursbehandling.
Selskabet, med har hjemsted i Fredericia kommune og har drevet virksomhed fra adressen Ryttergrøftvejen 46, 7000 Fredericia. Selskabets ejer Sanne Døssing har blandt andet stået for julehytterne i Fredericia.
Konkursbegæringen blev modtaget den 24. juni 2024, og kurator er advokat Bjarne Lindrum Petersen, med adresse Dandyvej 3B, 7100 Vejle.
Eventuelle anmodninger om valg af kurator og kreditorudvalg skal fremsættes skriftligt over for skifteretten senest tre uger efter denne bekendtgørelse. Enhver, der har fordring eller andet krav mod skyldneren, opfordres til at anmelde sit krav til boets kurator inden fire uger efter denne bekendtgørelse, opgjort pr. 10. juli 2024. Anmeldelsen bør være vedlagt dokumentation for kravet, skriver Retten i Kolding, den 10. juli 2024.
I dag klokken 13.00 fremstilles to udenlandske statsborgere i et grundlovsforhør ved Retten i Kolding. De blev natten til fredag anholdt og sigtet for at stå bag et indbrud i Bredsten.
En hundepatrulje anholdt klokken 03.20 i nat to personer i forbindelse med et indbrud på Skovvej i Bredsten vest for Vejle.
Knap en time forinden modtog Sydøstjyllands Politi en anmeldelse fra en borger, som havde opdaget, at der var knust en rude i naboens villa.
Da patruljen ankom til stedet, begyndte de at søge efter mulige gerningspersoner, og med hjælp fra en politihund lykkedes det at finde frem til de to personer, som gemte sig i et krat cirka to kilometer fra indbrudsstedet. I nærheden af de anholdte blev der fundet tyvekoster, som stammede fra indbruddet.
De to personer blev anholdt og sigtet for indbrud. Der er tale om to udenlandske statsborgere på henholdsvis 43 og 47 år.
De anholdte bliver fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Kolding klokken 13.00.
Mellem onsdag den 10. juli klokken 16.00 og torsdag klokken 06.45 fandt der et indbrud sted på Johannevej i Fredericia.
Gerningsmændene fjernede en træplade foran et midlertidigt vindue for at få adgang til boligen. Det er endnu ukendt, hvad der er blevet stjålet ved indbruddet. Politiet arbejder stadig på at få et fuldt overblik over, hvad der mangler. Vagtchef Emil Jensen fra Sydøstjyllands Politi oplyser, at politiet har været på stedet og fundet DNA-spor.
Over halvanden million kroner i fondsmidler til turismeudvikling i Fredericia skal nu finde nye projekter at lande i. Det står klart, efter flere af...