Det er sært at skulle konstatere, at det er en tidligere dansk politiker, der fører an i etableringen af totalitarisme i de vestlige demokratier i Europa. Men tidligere formand for Det Radikale Venstre og nu EU-kommissær, Margrethe Vestager, er i fronten af Kommissionens forsøg på at underminere ytringsfriheden ved at kræve censur på internettet.

Hvem er eksperterne, der skal afgøre, hvad der er sandt i alle henseender? Det er det simple spørgsmål, man skal overveje grundigt, hvis man tænker, at det er en god idé, når forskellige partier, politikere, embedsfolk og NGO’er promoverer ideen om at lade “eksperter” bestemme, hvad der må siges i det offentlige rum. Ytringsfriheden er under angreb, og det sker i samspil med gammelmedierne, der i deres dødskamp helt har forladt tidligere tiders princip om at forsvare retten til at ytre sig.

Udover at spekulere over (og undersøge) hvilke “eksperter” EU-Kommissionen ønsker skal tage stilling til sandheden på vores fælles vegne, så bør man også overveje, hvorfor så mange magthavere over hele verden frygter meningsdannelsen i deres samfund. I Danmark skal vi helt tilbage til afviklingen af enevælden, hvor kongens ord var lov og magt, for at finde ud af hvorfor vi fik en grundlov. Men i lige så høj grad hvorfor der opstod medier, der beskæftigede sig kritisk med samfundslivet. Uden at blive skudt for det, vel at mærke. Det er paradoksalt, at så mange, der arbejder i gammelmedierne, ikke kan se problemet med en totalitær tro på at have fundet selveste sandheden, når man skal formidle resultater til andre. Udover at en tro på at eje sandheden er religiøs af natur, så forhindrer metoden med at have en entydig bias også selve forståelsen af det, man arbejder med. Et grundprincip i sund formidling bør være, at man er åben overfor vinkler, samt at man ikke bevidstløst forfølger de spor, der styrker ens tro, mens man udelukker det modsatte. Faktisk er det for historikere skolet i objektivitet og metode en dyd at nævne det, der ikke taler for ens formodning, samt hvad man selv er rundet af, da det i sidste ende påvirker ens vurdering. Det kunne mange uskolede folk i gammelmedierne lære meget af.

Det aktuelle attentatforsøg i USA på tidligere præsident Donald Trump har sat problemet på spidsen. Dækningen af begivenhederne blev i mange gammelmedier i verden præget voldsomt af deres bias mod Trump, og i en sådan grad, at absurditeten er tydelig for de fleste rationelle mennesker. Eksempelvis at BBC og CNN indledningsvis beskrev det som om, at Trump faldt på scenen eller der var “høje lyde”. Dette på trods af tydelige videoer med skudlyde, blod og drama. Forsøget på at underminere troværdigheden af det, man ser, er gammelmediernes snarlige død. Ingen begavede mennesker tænder for gammelmedierne, når der sker noget. Alle flokkes til de nye medier, der ikke farver og påvirker deres observationer. Ikke mindst det eneste tilbageværende “sociale” medie, Twitter/X, der ikke har underkastet sig absurde og antidemokratiske principper for censur, sådan som de især promoveres af Margrethe Vestager og EU-Kommissionen:

Den 12. juli 2024 segmenterede Vestager et bizart angreb på Twitter/X, der har været opsejling lige siden, at det tidligere San Francisco-baserede firma var en af højborgene for venstrefløjen i USA. Billedet af Elon Musk, der kommer ind på hovedkontoret med en håndvask (“let that sink in”), har provokeret venstrefløjsideologerne massivt, da de betragtede mediet som deres eget hjemsted, hvor kontrollen med fortællingen overgik fantasien. Det afslørede Elon Musk kort tid senere, da han efter opkøbet af Twitter frigav dokumentation for selskabets omfangsrige samarbejde med de amerikanske efterretningstjenester, regeringen og embedsfolkene i USA. Et samarbejde, der handlede om undertrykkelse af politiske synspunkter, begrundet i “misinformation”, “disinformation” og “hadetale”.

Det er samme fraser, der nu anvendes af EU-Kommissionen. Uden dokumentation har Margrethe Vestager påstået, at Twitter/X (efter Musks overtagelse) misleder brugerne. Det er en decideret politisering af ytringsfriheden, for der er ingen objektiv måde, hvorpå nogen kan konstatere, hvad der er sandt eller falsk. Det ligger i selve kernen af demokratisk debat, at der vil være endda stor uenighed om, hvad der er fakta. Derfor kan ingen med sund fornuft påstå, at det kan “eksperter” afgøre. Misbruget af “eksperter” er en yndet metode hos gammelmedierne, hvor man helst lader “eksperter” underbygge de vinkler, man selv er enige i. For der vil sjældent optræde flere “eksperter” end lige præcis den “ekspert”, der siger principielt det samme som vinklen. Samtidig er der inden for alle akademiske fag, såvel som på de fleste andre områder, forskningsretninger og forskningsmæssig uenighed. Derfor er “ekspertmetoden” udelukkende anvendt, fordi den giver en eller anden form for ballast til et synspunkt. Man ender med intetsigende tågesnak.

Vestager har krævet, at Twitter/X skal give adgang til, at “researchers” kan støvsuge platformen for informationer. Disse såkaldte “researchers” er ikke frie eller uafhængige forskere, men derimod en del af et bevidst forsøg på at have censorer på internettet. Logikken hos embedsfolkene er, at man skal kunne forbyde indhold ud fra kriterier, man selv kan lide. Det er en farlig udvikling. For det første vil censur udelukkende betyde, at mange mennesker mister troen på den demokratiske debat. For det andet vil metoderne kunne blive overtaget af forskellige politiske bevægelser, herunder potentielle diktaturer. Det er antidemokratisk i sin grundvold.

Det kræver en stor grad af selvindbildthed at stå i spidsen for en så kortsigtet politik og embedsførelse, som den Margrethe Vestager gør nu. Offentligheden fortjener, at hun dokumenterer de vidtgående påstande, tydeligt og redeligt angiver, hvem “eksperterne” er, hvem der betaler for dem, hvem der kontrollerer dem og hvilken rolle hun selv har spillet i den forbindelse. Eliten i EU har for alvor erklæret krig mod den frie meningsdannelse, og ganske som i USA kan det føre til voldsom polarisering, politisk vold og opbrud i den demokratiske grundnorm. Det er paradoksalt, at det kommer fra mennesker, der samtidig påstår, de forsvarer demokratiet.