0 C
Copenhagen
torsdag 25. december 2025

Anders Møllegård: »Vi skal investere i børn, ældre og trivsel – ikke prestigeprojekter«

0
Anders Møllegård: »Vi skal investere i børn, ældre og trivsel – ikke prestigeprojekter«

Venstres spidskandidat i Middelfart, Anders Møllegård, går til valg på at styrke trivsel blandt børn og unge, skabe bedre boliger for ældre og få gang i erhvervslivet. Han vil ændre den kommunale struktur, sælge overskydende erhvervsjord og bruge pengene på konkrete løsninger frem for prestigeprojekter.

For Venstres spidskandidat i Middelfart, Anders Møllegård, er der tre klare spor i valgkampen: børn, ældre og erhverv. Han vil skabe sammenhæng, fremme trivsel og sikre, at kommunens midler bliver brugt der, hvor de gør størst forskel.

»Det er børn og unge og trivsel. Vi skal have en tidlig indsats. Og så har vi også ældreområdet. Vi skal have fundet ud af, hvad vi gør med boligsituationen med seniorboliger. Og så er der ingen tvivl om, så har vi jo erhverv og beskæftigelse. Det synes jeg, det hænger sammen,« siger han.

Møllegård ser en grundlæggende udfordring i, at kommunen skal tænke mere helhedsorienteret. Han foreslår derfor en ændring af udvalgsstrukturen. »Det er også noget, jeg gerne vil kæmpe for. Det er at ændre strukturen, så man får lavet nogle andre udvalg, hvor det egentlig passer bedre sammen. Så kan det være, at man kan lave nogle nye udvalg eller lave nogle færre udvalg,« forklarer han.

For Venstre handler fremtidens Middelfart om at styrke det, der fungerer, og turde omprioritere det, der ikke gør. Især børne- og ungeområdet er ifølge Møllegård et sted, hvor investeringer vil give afkast på lang sigt.

»Den største udfordring for Middelfart lige nu, det er børn og unge og trivsel. Skoleområdet er jo noget, der kommer til at fylde allermest. Og det er jo så også derfor, vi har sagt, at vi gerne vil sætte ind på det. Fordi en tidlig investering, der tror jeg, det betaler sig i sidste ende,« siger han.

Han peger blandt andet på ændringer i skolestrukturen som en del af løsningen. »Vi har slået på minimumsnormeringerne fra start af, og så vil Venstre jo også gerne have den her føreskole pillet af, så man kun har ét skift. Så de bliver i trygge rammer så længe som muligt, og så bruger man kun ét skift i stedet for at man laver to skift på et halvt år.«

Også ældreområdet fylder meget i Venstres plan. Her vil Møllegård udvikle en samlet strategi for seniorboliger.

»Vi skal have forbedret boligsituationen. Vi skal finde ud af, hvordan vi kan lave nogle billigere boliger, så de ældre faktisk også har lidt flere penge. Vi er lige nu i en periode, hvor der er nogen, der måske ikke har sparet så meget op til pension, og de boligpriser, vi har til ældreboliger, de er så høje, at vi ikke får folk ud af deres private hjem, fordi det faktisk er billigere at blive boende,« siger han.

Han vil derfor udvikle en seniorboligstrategi i samarbejde med ældrerådet. »Vi skal have fundet ud af, hvordan vi løser bolig-situationen, både prismæssigt og i forhold til indretning. Jeg vil udvikle hele den her seniorbolig-strategi, hvor vi har samarbejde med ældrerådet og nogen, der har lavet analyser på, hvad vi efterspørger, og hvor man kommer til at mangle de her plejeboliger og ældreboliger i kommunen.«

Når snakken falder på udvikling, vender Møllegård sig mod lokalområderne. Han ønsker en mere balanceret udvikling, hvor både Middelfart by og de omkringliggende samfund får del i investeringerne.

»Der skal vi simpelthen række ud til de her lokalområder, og så er vi nødt til at understøtte dem. Vi kan faktisk klare rigtig meget selv i vores lokalområde, fordi det vil man gerne. Men nogle gange er det også svært, at der måske er noget økonomi i det, at vi måske skal lave en fordelingsnøgle, der er lidt anderledes. Vi husker alle lokale områder, fordi vi har masser af idéer,« siger han.

For at finansiere de nye investeringer vil Venstre udnytte kommunens erhvervsjord mere aktivt.

»Vi skal have nogle flere erhverv til. Vi har en masse erhvervsjord. Jeg tænker, at vi skal til at have solgt noget af det her erhvervsjord og så måske nok lidt ned for at investere i mere af det, indtil vi ligesom ved, om det er noget, der bliver solgt,« siger Møllegård.

De penge, der kommer ud af det, skal bruges målrettet: »Vi kunne investere i nogle ældreboliger, eller vi kan investere i nogle specialskoler. Vi har jo ikke det rigtige tilbud til de specielle børn, som rigtig passer i en almindelig skole. Det er noget af det, der fylder rigtig meget.«

Samtidig ønsker han at bremse dyre prestigeprojekter. »Jeg tror, vi skal spare lidt på at lave de her prestigeprojekter. Og så tror jeg, vi skal holde lidt igen på erhvervsjord, indtil vi har fået solgt noget. Når man først begynder at sælge, så kommer der også en flue af penge, og den vej rundt kan man investere igen,« siger han.

For Anders Møllegård handler samarbejde i byrådet om åbenhed og tillid. »Jeg vil gerne dialog og åbenhed. En borgmester har selvfølgelig en arbejdsplads på kommunen, men jeg tror også, man skal lade den gå fri til kommunaldirektøren, så der er styr i forvaltningen. Så skal man koncentrere sig om at give plads til de andre politikere, så de også kommer ud og deltager,« siger han.

Hans vision for de kommende år er klar: en kommune med bedre trivsel, flere virksomheder og stærkere lokalsamfund.

»Vi skal have trivselen op, og de unge mennesker skal have gang i fællesskabet og foreningsarbejdet. Det skal vi understøtte noget mere, så de kommer ud og møder andre mennesker. Og så er en stor drøm for mig, at når man kommer ud af folkeskolen og begynder at snakke om 10. klasse, at vi har en eller anden, der kan understøtte dem, så de ikke bare bliver tabt. Vi skal simpelthen have lavet det her juniormester, så vi får folk ud på arbejdsmarkedet og sikrer, at færre ender i arbejdsløshed,« siger Anders Møllegård.

Venstres budskab er ifølge ham enkelt: Middelfart skal udvikles – men med omtanke, lokalt engagement og investeringer i mennesker frem for mursten.

Fredericia Musicalteater inviterer til julens mest stemningsfulde tradition

0
Fredericia Musicalteater inviterer til julens mest stemningsfulde tradition

Fredericia Musicalteater byder igen i år indenfor til »Jul på Teatret« – en varm og magisk julekoncert for hele familien.

Fra 27. november til 14. december forvandles teatrets intime Lille Sal til et musikalsk juleunivers fyldt med nostalgi, varme og fællesskab. Her fejres hjerternes højtid med sange, minder og historier, der både rører og begejstrer.

»Julen er hjerternes tid – en højtid, vi samles om med familie, venner og dem, vi har kær. Den er varm, hyggelig, velduftende og fyldt med kærlighed. Den er morsom, ensom, traditionsrig, stressende, altid den samme og alligevel altid anderledes,« lyder det fra Fredericia Musicalteater, som i år har valgt at dedikere koncerten til juleminderne – både de gode og de melankolske.

På scenen står et stærkt hold af erfarne musicalperformere: Lars Mølsted, Maria Skuladottir, Mads Æbeløe Nielsen og Cecilie Thiim. Sammen fører de publikum gennem julens musikalske landskab med alt fra klassiske julesange til nyere fortolkninger, fyldt med charme og musikalitet.

Instruktør Liv Stevns står i spidsen for den musikalske fejring, der – som altid hos Fredericia Musicalteater – er præget af høj kunstnerisk kvalitet og fortælleglæde. Lysdesignet er skabt af Martin Jensen og lyddesignet af Peter Løvenhardt.

»Jul på Teatret« er en af vinterens mest populære traditioner i Fredericia og samler generationer i en tid, hvor behovet for nærvær og fællesskab står stærkt.

Billetter kan købes via fredericiamusicalteater.dk. Priserne spænder fra 95 til 345 kroner, og koncerten har en forventet spilletid på to timer inklusive pause.

Forestillingen anbefales fra fem år og op – og lover julestemning, musik og varme minder til både store og små.

Motorcyklist alvorligt kvæstet efter sammenstød

0
Motorcyklist alvorligt kvæstet efter sammenstød

Onsdag blev endnu et døgn med et bredt udvalg af sager for Fyns Politi – fra grove indbrud i Middelfart og Faaborg til spirituskørsel, uheld og besiddelse af stoffer.

I Middelfart blev der anmeldt to indbrud på Frederiksøvænget. Det første skete omkring klokken 07.20, hvor gerningsmanden kom ind gennem en opbrudt dør og stjal smykker. Senere på aftenen, klokken 20.58, blev der igen anmeldt indbrud på samme vej. Her er indstigningsmetoden ukendt, og der er endnu ikke overblik over de stjålne genstande.

I Faaborg blev der anmeldt to indbrud på Fjordtoften – det første klokken 05.45, hvor gerningsmanden havde afmonteret et vindue og stjålet smykker og kontanter. Det andet skete senere på aftenen klokken 21.49, hvor en rude var aflistet. Her er der ikke overblik over, hvad der blev stjålet.

Også i Hesselager har tyve været på spil. Her blev et vindue aflistet i en bolig på Landevejen, hvorfra der umiddelbart er stjålet kontanter. I Odense NØ blev der begået indbrud i en villa på Biskorupvej, hvor en knust rude gav adgang til huset. Her blev der stjålet smykker og værktøj.

Flere trafikanter måtte desuden se blå blink i bakspejlet. På Vestre Stationsvej i Odense blev en 27-årig mand fra Aalborg sigtet for spirituskørsel. Bilen, han kørte i, var brugsstjålet, nummerpladerne var stjålne, han var frakendt førerretten og havde ikke sikkerhedssele på. Senere på dagen blev en 23-årig mand fra Odense sigtet på Kochsgade for at køre bil påvirket af euforiserende stoffer – også han var frakendt kørekortet.

På Slettensvej i Odense N kørte en bilist ud for ubetinget vigepligt og ramte en motorcyklist. En person blev ifølge politiet alvorligt tilskadekommet.

En 53-årig mand fra Odense blev på Hvenekildeløkken sigtet for at være i besiddelse af euforiserende stoffer, og i Svendborg blev en 22-årig mand ligeledes sigtet for besiddelse af stoffer i Byparken.

Døgnrapporten rummer også en række mindre sager: På Prins Haralds Allé i Odense blev der stjålet møbler fra et hus efter indstigning gennem et vindue, mens en 34-årig mand fra Esbjerg blev sigtet for at urinere inde på en beværtning på Østre Stationsvej. I Svendborg blev en telefon stjålet fra en taske på St. Byhavevej, og på Bergthorasvej i Odense NV er der anmeldt en tabt eller stjålet nummerplade.

Endelig skete der et trafikuheld i Bogense på Odensevej klokken 18.05, hvor en bil måtte undvige for en anden og ramte et hegn og et skilt, inden den væltede om på taget. Vragdele ramte en parkeret varebil, men ingen personer kom til skade.

På Stensbyvej i Skamby blev der desuden anmeldt tyveri af nummerplader fra en personbil.

Norgesgade spærres i aften- og nattetimerne i en uge

0
Norgesgade spærres i aften- og nattetimerne i en uge

Bilister i Fredericia må fra søndag den 10. november indstille sig på ændret trafik omkring Norgesgade. Strækningen mellem Oldenborggade og Fynsgade bliver spærret i tidsrummet klokken 18.00 til 06.00 frem til den 17. november, mens arbejdet med den sidste del af en vandledning færdiggøres og tilsluttes.

Trafikken bliver ledt via signalregulering og omkørsel, mens gående og cyklister fortsat kan passere området, oplyser kommunen.

Formålet er at sikre den endelige tilkobling af vandledningen i området, men arbejdet kan medføre midlertidige gener for trafikanter og beboere.

Kommunen beklager de ulemper, som gravearbejdet måtte give.

Christian Bro og Socialdemokratiet i Fredericia vil styrke folkeskolen, ældreplejen og fællesskabet

0

Fredericia AVISEN var tirsdag den 4. november 2025 på besøg hos Socialdemokratiets borgmesterkandidat i Fredericia, borgmester Christian Bro. Det blev til en længere samtale om mennesket bag politikeren, den politiske status for ham og Socialdemokratiet netop nu, ligesom nogle af valgkampens vigtigste temaer fik ord med på vejen. Nedenfor kommer et fyldigt resumé af tv-interviewet, som du kan se i sin helhed nederst i artiklen.

Når man træder ind på borgmesterkontoret i Fredericia, mødes man ikke af et tungt mødebord, men af bløde sofaer. »Det fremmer samtalen,« siger borgmester Christian Bro (S) og smiler. »Og det siger måske også lidt om, hvordan jeg gerne vil lede – med nærvær og plads til relationer.«

Christian Bro er 62 år, gift med Lotte gennem 36 år og far til to voksne døtre, som forlængst er flyttet hjemmefra. Hunden Hector fuldender familien og er fortsat hjemmeboende.

Han fortæller blandt andet: »Jeg er et voksent menneske, og jeg har efterhånden haft et langt arbejdsliv – først i postvæsenet, senere som tillidsrepræsentant. Det har formet mig meget. Jeg lærte, at tingene fungerer bedst, når mennesker samarbejder. Det har jeg taget med mig som borgmester.«

Christian Bro under Tv-interview d. 4. november 2025
Christian Bro under Tv-interview den 4. november 2025

Han griner lidt, da han fortæller, at datteren engang sagde: »Min far er sådan en, der går rundt og snakker.«
»Og det passer jo meget godt,« siger Bro. »Et borgmesterjob minder meget om et tillidsmandsjob. Det handler om at få ting til at hænge sammen og tale med mennesker.«

Som borgmester arbejder Bro ud fra tanken om fælles mål frem for konflikt.

»Jeg tror ikke på, at der kommer noget godt ud af at kæmpe om tingene. Det er langt bedre, hvis man kan blive enige om fælles mål,« siger han og fortsætter:

»Det gælder både i byrådet og i forvaltningen. En kommune er et stort hangarskib – og hvis man skal flytte det, skal alle trække i samme retning.«

Han understreger, at resultaterne i Fredericia er skabt sammen med mange andre:

»Vi 21 i byrådet sætter retningen, men det er vores medarbejdere, der får tingene til at ske. De skal kunne se, at målene giver mening. Så lykkes vi.«

Når Bro ser tilbage på sin tid som borgmester, er han tydeligt stolt.

»Der er virkelig meget, der lykkes lige nu,« siger han.

»Bastionen – vores skaterhal ved Ungdommens Hus – er endelig færdig. Der er så meget liv og glæde dernede. Jeg kigger nogle gange bare forbi for at mærke stemningen.«

Han nævner også Royal Run, som blev en kæmpe folkefest:

»Det var helt vildt at se, hvad Fredericia kan, når frivilligheden folder sig ud. Vi har så mange engagerede mennesker, og det skal vi være stolte af.«

Han peger desuden på den grønne omstilling som et af byens store plusser.

»Everfuel producerer nu brint i et omfang, så de kan eksportere til Tyskland. I Esbjerg taler de stadig om det – i Fredericia gør vi det allerede. Den grønne omstilling er virkelighed her,« siger han.

At lære af udfordringer

Men perioden har ikke været uden udfordringer.

»Det var da umanerligt træls, at der blev lavet et budget udenom Socialdemokratiet,« siger Bro ærligt.

»Jeg var kun lige trådt til, og det kommer ikke til at ske igen. Næste gang skal det være langt mere åbent. Jeg havde det svært med den proces, mens det stod på – og jeg har lært af det.«

Fokus på børn, ældre og natur

Når samtalen vender sig mod fremtiden, er Bro klar i mælet:

»Det vigtigste er vores folkeskole. For mange børn består ikke afgangsprøverne, og det skal vi have gjort noget ved. Det bliver den første store opgave efter valget. En folkeskole skal være bredt forankret politisk – det handler om vores børns fremtid.«

Samtidig peger han på udfordringen med, at flere fredericianere bliver ældre.

»Vi skal sikre, at vores ældrepleje kan følge med. Det kræver planlægning allerede nu,« siger han.
»Og så kommer de store reformer – arbejdsmarked, sundhed og ældre – som det nye byråd skal implementere. Der bliver nok at tage fat på.«

Men det er ikke kun drift og struktur, der optager ham.

»Jeg vil også have mere tilgængelig natur. Det er vigtigt, at man kan komme ud og få renset tankerne, hvor vinden blæser, og livet står grønt.«

Borgerinddragelse og ordentlighed

Bro lægger vægt på at styrke dialogen med borgerne.

»Vi skal ud og tale med folk tidligere i processerne – især når vi laver planer, der påvirker deres nærområde,« siger han.
»Da vi lavede bæredygtighedsstrategien, lykkedes det os at få borgerne med. Det skal vi tilbage til.«

Han vender også tilbage til værdierne, som han kalder fundamentet for alt:

»Tillid, ordentlighed og overholdenhed. Politikerne lykkes kun, hvis medarbejderne lykkes,« siger han og fortsætter:

»Et godt arbejdsmiljø gør en kæmpe forskel. Når sygefraværet falder, står der 20 ekstra medarbejdere klar hver dag – det mærkes både af medarbejdere og borgere.«

»Det bedste job, jeg nogensinde har haft«

Til sidst bliver han spurgt, hvorfor han gerne vil genvælges. Han smiler og kigger ud over byens tage.

»Det her er det suverænt bedste job, jeg nogensinde har haft,« siger han.

»Fredericia er et fantastisk sted lige nu. Det er en gave at møde så mange mennesker, der vil byen noget godt. Og jeg vil gerne fortsætte med at være en del af det.«

Se og lyt til hele interviewet her

Interview med Christian Bro om mennesket bag politikeren og KV25

42 valgplakater revet ned

0
42 valgplakater revet ned

Sydøstjyllands Politi har det seneste døgn håndteret flere forskellige sager i Kolding, fortæller politikommissær Casper Christensen. På Vejlevej er der blevet begået indbrud i en virksomhed, hvor gerningsmanden har stjålet lidt af hvert. Politiet mangler stadig spor og flere oplysninger i sagen, og derfor kan der på nuværende tidspunkt ikke oplyses yderligere om indbruddet.

På Snoghøj Landevej traf en patrulje en person i et brugsstjålet køretøj. Der er tale om et ældre brugstyveri, og den pågældende har udenlandsk baggrund.

Derudover har politiet modtaget flere anmeldelser om droner over Kolding. Ifølge Casper Christensen kan man ikke med sikkerhed afvise, at der var droner i luften, men der har også været fly i området, hvor anmeldelserne stammer fra, og der er derfor ikke noget, der tyder på ulovlig flyvning.

En noget anderledes sag udspillede sig på Lykkegårdsvej, hvor en 44-årig mand blev sigtet for hærværk efter at have revet 42 valgplakater ned. Det var en hundelufter, der opdagede og anmeldte hændelsen. Manden, der i forvejen er kendt af politiet, tog plakater fra flere forskellige partier, og sagen vurderes derfor ikke at være politisk motiveret. Han har ikke forklaret, hvorfor han gjorde det, men ifølge politiet var han »ikke helt appelsinfri«.

Endelig rykkede politiet også ud til en have i Kolding, hvor en hjemløs kvinde havde taget midlertidigt ophold med en indkøbsvogn fuld af ejendele. Kvinden forlod stedet frivilligt og fortsatte sin vej mod Vejle. Politiet har siden ikke hørt mere til hende.

Lille jeg, tænker stort – Femern passeres, Fredericia præsterer

0
Lille jeg, tænker stort – Femern passeres, Fredericia præsterer

Femern og DanLink er bagud 0–5 til ADP og Dry Port. Femernforbindelsen bliver en teknisk bedrift – men også en logistisk blindgyde. Femern leder tog gennem landet, Fredericia sørge for, der også skabes værdi i landet.

Når Femern åbner (formentlig i 2029), får vi en direkte, elektrificeret jernbanekorridor fra Sverige til Tyskland. Den bliver hurtig og effektiv – men også en ren transitvej, hvor godset kører uden om Jylland og dermed uden om Danmark som logistiknation. Historien gentager sig: DanLink 2.0. Færre stop, mere støj, mindre værdi.

Fredericia – Danmarks logistikmotor, som Jeg vil sikre rette forhold. Styrken ud over et solidt lederskab er: Dybvandskajer, direkte adgang til motorvej og jernbane, et voksende logistik- og energicentrum i Taulov. Vi kan det, Femern ikke kan – stoppe, omlaste, klarere og forædle gods. Her skabes arbejdspladser, her bygges grøn industri, og her omsættes transit til dansk værdi.

Mine udviklingsideer helt uden at være ekspert på området er i 8 hurtige træk:

  1. Multimodal maks: Skib–bane–vej på samme matrikel med ét bookingsystem og døgnåbne slots.
  2. Taulov 2.0: Flere højautomatiserede lagre, køl/frys og told-/inspektionsfaciliteter on-site.
  3. Grøn drift som standard: El-lokomotiver, shore power, biogas og P2X-partnerskaber til import, lagring og bunkring.
  4. Rail-first: Faste “Fredericia Shuttles” til Aalborg, Aarhus, Esbjerg, Odense og København.
  5. Data før diesel: Live kapacitetsstyring, sporing og præcise ankomstvinduer – mindre kø, mere flow.
  6. Kompetencehub: Uddannelsesspor med erhvervsskoler og AMU – logistik, jernbane, told, lagerrobotik og ADR.
  7. Én dør ind: I stedet for at en virksomhed skal rundt mellem kommune, havn, miljømyndigheder, beredskab, vejmyndighed og erhvervskontor, får de én koordineret indgang – et Fredericia Logistics One-Stop-kontor.
  8. Global gateway: Fredericia skal kunne klarere varer direkte til og fra oversøiske lande – med told, sikkerhed og fuld digital dokumentation. Ved bevaret den jyske jordforbindelse bliver vi Danmarks mest effektive eksport- og importport HUB, – kan med rette omhu blive globale.
    Port of Rotterdam, Port of Antwerp, Port of Hamburg er alle stærke konkurenter tæt på store industrielleområder med et europæisk flodsystem hvor flodpram kapacitenten sammen med landstransporten kan håndtere den transportmæssige side af logistikken.

Fremtiden er: Samarbejde, ikke overlap. Ved at styrke Fredericia som hub undgår vi, at fragmenterer logistikken i tre retninger i Danmark. Femern kan tage transitten. Aarhus og Esbjerg kan tage noget af eksporten. Fredericia skal være knudepunktet, der forbinder det hele – hvor tog, skib og lastbil mødes. Der hvor værdien skabes og bliver i Danmark, men med forbindelser til de øvrige Europæiske HUB’s.

Broerne lader vente på sig – men en løsning er på vej

0
Broerne lader vente på sig – men en løsning er på vej

Opsætningen af de nye broforbindelser over volden ved Prangervej-Sjællandsgade er foreløbigt udsat på ubestemt tid.

Ifølge Fredericia Kommune skyldes forsinkelsen, at der fortsat mangler en endelig afklaring af kvalitetskravene til broerne mellem entreprenøren Arkil og kommunen.

Trods udsættelsen er parterne enige om, at projektet nok skal realiseres – og at dialogen bevæger sig i den rigtige retning.

»Vi har en god dialog med Arkil, og vi arbejder frem mod en fælles forståelse af kravene til broerne, så vi kan finde en løsning. Den gode dialog gør, at vi finder en løsning,« siger Morten Christensen, direktør for teknik, klima og kultur i Fredericia Kommune.

Han forventer, at broerne først bliver sat op i løbet af 2026, og at tidspunktet bliver koordineret, så arbejdet kan gennemføres med mindst mulig gene for trafikken.

»Jeg har fuld tillid til, at vi i forvaltningen finder en god løsning sammen med Arkil,« siger Morten Christensen.

Naja Frederiksen stiller op for Enhedslisten: »Man kan ikke bare sidde og brokke sig fra sidelinjen«

0
Naja Frederiksen stiller op for Enhedslisten: »Man kan ikke bare sidde og brokke sig fra sidelinjen«

Når vælgerne går til kommunalvalg den 18. november 2025, står 20-årige Naja Frederiksen på stemmesedlen for Enhedslisten. Hun er blandt de yngste kandidater i kommunen, og hun håber at kunne give ungdommen en stærkere stemme i lokalpolitikken.

»Jeg synes ikke, man kan tillade sig bare at sidde på sidelinjen og brokke sig over, hvad der kunne være bedre, uden selv at tage del i politik. Hvis man vil ændre noget, må man engagere sig,« siger Naja Frederiksen.

Hun beskriver sig selv som optaget af grøn politik, og miljøet er hendes største mærkesag. Særligt havmiljøet fylder meget i hendes tanker. »Jeg går meget op i grøn politik – blandt andet i et bedre havmiljø. Vi skal have en grønnere politik hele vejen rundt,« siger hun.

Som ung kandidat oplever hun, at der ofte bliver truffet beslutninger om unge, men sjældent med unge. Det vil hun gerne lave om på. »Jeg synes, at mange af de ting, vi unge gerne vil, skal komme mere over i vores hænder. Vi skal have lov til selv at være med til at bestemme, hvad der bliver arrangeret for os,« siger hun og tilføjer: »Det handler ikke om, at vi skal have alt, som vi vil, men om at blive lyttet til. Det er trods alt os selv, der ved bedst, hvad vi har brug for.«

For Naja handler det også om at få flere unge til at engagere sig i politik – og ikke mindst om, at de sætter sig ind i, hvad de forskellige partier står for. Hun mener, at mange unge i dag bliver påvirket af sociale medier, uden at de får et reelt indblik i politikken bag. »Jeg synes helt klart, at flere unge burde engagere sig – og stemme. Men de skal også vide, hvad de stemmer på. I dag bliver mange påvirket af sociale medier og humoristiske kampagner, uden at kende partiernes politik,« siger hun.

Som eksempel peger hun på kampagner, hvor det sjove og det hurtige på sociale medier har fået mere plads end det politiske indhold. »Der blev lavet sjove videoer, som mange syntes var fede – men hvor budskabet om, hvad partiet egentlig står for, gik tabt. Man skal ikke bare stemme på nogen, fordi de er gode på SoMe,« siger hun.

Selv håber hun, at hendes eget kandidatur kan være med til at inspirere andre unge til at tage stilling og tage del i demokratiet. »Jeg håber, at flere unge får lyst til at engagere sig. Det gør en forskel, når vi deltager – for det er jo os, der skal leve med de beslutninger, der bliver truffet,« siger Naja Frederiksen.

11 mål og et nyt udtryk – Kjeldgaard ser FHK finde rytmen

0
11 mål og et nyt udtryk – Kjeldgaard ser FHK finde rytmen

Med 11 mål og et solidt defensivt udtryk var Mads Kjeldgaard en af hovedarkitekterne bag Fredericia Håndboldklubs 38-28-sejr over Sønderjyske. Efter kampen kaldte han sejren for en »kæmpe forløsning« og pegede på et hold, der endelig spiller med både tro og struktur.

Der var ingen tvivl i stemmen hos Mads Kjeldgaard efter Fredericia Håndboldklubs 38-28-sejr over Sønderjyske Herrehåndbold. Efter en periode med blandede resultater og skader var kampen i Skansen en markant vending for holdet.

»Ja, det var en kæmpe forløsning. Der er ingen tvivl om, at vi kigger på stillingen og den måde, vi er placeret, så var det en sindssyg vigtig kamp for os, hvis vi skal kigge ind i et slutspil,« sagde han kort efter kampen.

For Kjeldgaard handlede sejren ikke kun om de to point, men om helheden – sammenspillet, tilliden og det kollektive løft.

»Vi begynder at få mere til at fungere i vores spil. Det betyder noget for selvtilliden og for de nye i truppen. Der kommer nogle nye spillere ind med ny energi, nye kræfter og nye egenskaber. Det, der med, at vi som hold står sammen i dag og får et 10 måls sejr, synes jeg, der er sygt, sygt stærkt og vigtigt, når vi skal bygge videre,« sagde han.

Fredericia leverede en helstøbt præstation med både offensivt flow og defensiv disciplin. Holdet har i flere kampe haft problemer med at holde organisationen i forsvaret, men mod Sønderjyske lykkedes det.

»Jeg synes, at vores forsvar stod noget af det bedste, vi har gjort længe siden, at vi har fået lavet vores stil om. Vores forsvarsspil er lidt mere kompakt. Så vi skulle hjælpe hinanden, når de kom fra midten og ud mod vores backs, og så måtte de afgøre det ude på fløjene, og så håbede vi på, at Fransen ville have nogle redninger. Og det synes jeg, at vi lykkedes med,« forklarede Kjeldgaard og fortsatte:

»Når Sønderjyske så endelig formåede at spille ud til fløjen, så synes jeg netop, at Fradnsen stod fremragende. Det gav en tro på tingene, og det gjorde også, at vi i løbet af anden halvleg bare står bedre og bedre, fordi vi har stor tro på det koncept, vi egentlig har fået bygget op her i løbet af de sidste par uger, så det er bare vanvittig fedt.«

Selv leverede Kjeldgaard 11 mål – men pegede på, at det offensive udtryk var et resultat af hele holdets bevægelse og timing.

»Jeg synes, at det flyder rigtig godt, og jeg synes, at vi får spillet os til nogle rigtig gode muligheder for at få kastet bolden i kassen. Vi har haft et problem med at brænde lidt for mange chancer. Det synes jeg ikke var temaet i dag. Og så vidste vi godt, at Sønderjyske er et hold med rigtig stor målfrekvens – der er generelt mange mål i Sønderjyskes kampe. Så derfor var det vigtigste for os, faktisk at stå godt defensivt.«

Efter en hård periode med skader og mange minutter til de samme spillere, glæder Kjeldgaard sig over, at rotationen begynder at fungere.

»Der er ingen tvivl om, at vi har haft mange skader, og det har påvirket os inde på banen. Der er nogle af os, der måske har fået lidt for mange minutter, og det har resulteret i nogle dumme fejl. Måske har pulsen været for høj og man er blevet træt. Det der med, at folk lige går ud og får fem minutter, og vi formår at spille alle ind, er en kæmpe faktor. Hvilket også kan være lettere i dag, når dem, der bliver skiftet ind, også formår at præstere.«

Læs også

Middelfart Boldklub siger farvel til Christian Boyum

Middelfart Boldklub siger farvel til Christian Boyum

0
Middelfart Boldklub og Christian Boyum er blevet enige om at ophæve kontrakten, og dermed forlader den norske spiller klubben efter halvandet års ophold. Aftalen...