Karen Busch Frandsen, 1950 – 2024
Gudmundsson frustreret efter nederlag til GOG
Efter Fredericia Håndboldklubs nederlag til GOG lørdag aften var cheftræner Gudmundur Gudmundsson en skuffet, men reflekterende mand.
Kampen, der endte 30-27 til hjemmeholdet, var præget af en stærk indsats fra Fredericia i store dele af opgøret, men i slutfasen glippede det for gæsterne, som ikke formåede at score i kampens sidste minutter.
– Det er svært at analysere og sige præcis, hvad der skete. Vi fik ikke scoret i den sidste del af kampen. De fik to eller tre angrebsfejl, som jeg ikke helt kunne forstå, og de scorede. Vi fik heller ikke scoret på kontraangreb eller fløjen, sagde Gudmundsson.
Træneren pegede på flere afgørende detaljer, der gjorde forskellen i den tætte kamp. Blandt andet nævnte han to brændte straffekast og flere misbrugte kontrachancer, som kostede dyrt for hans mandskab.
– Vi havde chancer, men vi fik ikke det ønskede resultat. Det er svært at forstå. Vi brændte to straffespark, det var en vigtig detalje. Vi brændte også kontrachancer. Vi spillede godt, men alt gik imod os, og der var mange misforståelser undervejs, sagde Gudmundur Gudmundsson
En krævende rejse og mangel på forberedelse
Forud for kampen mod GOG havde FHK været på en lang og krævende rejse til Nordmakedonien, hvor holdet spillede mod Eurofarm Pelister i Champions League League. Rejsen havde taget 36 timer, og holdet havde minimalt med tid til at forberede sig på kampen mod de danske mestre.
– Vi har kæmpet hårdt og været under pres, og det har været en lang rejse for os. Da vi kom her, havde vi ikke tid til at forberede os ordentligt, vi skulle bare spille hurtigt igen. Det er ikke nemt. Det føles som en blanding af frustration og muligheden for at komme videre, sagde Gudmundur Gudmundsson.
Trods nederlaget fremhævede træneren, at spillerne havde kæmpet hårdt og givet alt, hvad de havde. Han erkendte dog, at holdet fortsat har meget at arbejde på.
– Drengene kæmpede og gav alt, de havde. Vi har haft svære dage og spillet under stort pres, men vi fortsætter og gør vores bedste for at finde løsninger, lød det afslutningsvis fra Gudmundsson.
Middelfart Kommune igen hårdt ramt af vinterindbrud
Middelfart Kommune har i weekenden været udsat for en bølge af indbrud, hvor flere boliger er blevet ramt. Ifølge Fyns Politis døgnrapport er der registreret adskillige indbrud i både Middelfart og Nørre Aaby.
I den seneste weekend blev der i Middelfart Kommune anmeldt i alt 13 indbrud. Heraf fandt 10 sted i Middelfart by, mens 3 blev registreret i Nørre Aaby.
På Perikonvej i Middelfart blev der lørdag den 23. november anmeldt to indbrud. I det ene tilfælde skaffede gerningsmanden sig adgang via et opbrudt vindue og stjal smykker, mens der i det andet tilfælde umiddelbart ikke blev stjålet noget. Samme dag blev der på Bogøvænget rapporteret om et indbrud, hvor tyven brød ind gennem en dør og stjal smykker og sko.
På Plantagen blev der mellem den 20. og 23. november begået indbrud ved at knuse en rude; her er der endnu ikke overblik over de stjålne genstande. På Lucernevænget blev et vindue afmonteret for at skaffe adgang, og på Tranebærkvisten blev der forsøgt indbrud gennem et vindue, dog uden at noget blev stjålet.
Frederiksøvænget har været særligt hårdt ramt med tre indbrud den 23. november. I et af tilfældene blev flere julegaver pakket ud, men ikke stjålet; der blev dog taget kontanter. I de øvrige tilfælde blev der stjålet kontanter og smykker, mens der i et tilfælde endnu ikke er overblik over de stjålne genstande.
På Havevænget blev en rude knust med en sten for at skaffe adgang, og der er endnu ikke overblik over de stjålne effekter.
I Nørre Aaby blev der den 24. november anmeldt tre indbrud. På Egebakken blev der i to tilfælde brudt ind gennem et vindue, og der er endnu ikke overblik over de stjålne genstande. På Mikkelsbro blev der stjålet smykker og kontanter efter indbrud via et opbrudt vindue.
Ifølge en opgørelse fra Nabohjælp har Middelfart Kommune tidligere været blandt de mest indbrudsplagede kommuner på Fyn i vintermånederne.
Trafikfarlig bilist stoppet af politiet efter anmeldelse
En mand fra Vejle blev natten til søndag anholdt i Fredericia efter mistanke om spirituskørsel. Episoden fandt sted på Holstensvej og blev anmeldt af en opmærksom borger, der bemærkede, at bilen slingrede kraftigt.
Ifølge Sydøstjyllands Politis vagtchef, Arno Rindahl Petersen, blev bilen set køre over for rødt lys i krydset mellem Holstensvej og Strandvejen, mens føreren samtidig benyttede en håndholdt mobiltelefon.
Klokken 00.12 stoppede en politipatrulje bilen og udførte en alkometertest, som viste, at føreren havde en promille over det tilladte. Syv minutter senere, klokken 00.19, blev manden anholdt.
– Det var en opmærksom anmelder, der kom på sporet med bilens slingrende kørsel og kontaktede os, forklarer vagtchefen om anmeldelsen.
Manden er nu sigtet for spirituskørsel, brug af håndholdt mobiltelefon og overtrædelse af færdselsloven.
Alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det
De kloge siger ”Et godt læserbrev er som et velanrettet måltid: let at fordøje, og efterlader et indtryk, der varer ved”, dette vigtige emner falder nok uden for rammen.
Alle taler om vejret, men ingen handler. Jeg, når indvalgt i byrådet for Liberal Alliance vil tage initiativ til forebyggende løsninger, der sikrer Fredericia mod klimaforandringernes konsekvenser. Det understreges at Jeg her peger på den absolut billigste løsningsmodel og at landsbyerne ikke er medregnet.
| Prioritet | Tiltag | Handling | Tids-ramme | Estimerede kommunaleomkostninger | Effekt | |||
| 1 | Kystsikring | Forhøjelse af diger, bølgebrydere, samt erosionforebyggelse ved kyststrækninger. | 3-5 år | 100-150 mio. kr. | Beskytter mod stormfloder og stigende vandstand. | |||
| 2 | Kloakseparering | Adskillelse af regn- og spildevand for at undgå oversvømmelser ved kraftig regn. | 5-7 år | 80-120 mio. kr. | Reducerer risikoen for oversvømmelse i byområder. | |||
| 3 | Regnvandsbassiner og grønne tage | Etablering af bassiner og grønne tage for at forsinke og absorbere regnvand. | 3-6 år | 40-70 mio. kr. | Øger kapaciteten til at håndtere ekstremregn. | |||
| 4 | Bygningsbeskyttelse | Tilskud til private husejere til klimatilpasning som højvandslukker og isolering. | 2-4 år | 20-40 mio. kr. | Mindsker skader på privat ejendom under ekstremvejr. | |||
| 5 | Træplantning og byforgrønnelse | Plantning af træer og grønne områder for at reducere varmeøer og absorbere CO₂. | 3-8 år | 10-20 mio. kr. | Forbedrer byens klima og luftkvalitet. | |||
| 6 | Digital overvågning | Installation af sensorer og software til overvågning af vandstand og vejrdata. | 1-2 år | 5-10 mio. kr. | Hurtigere reaktion på akutte klimaforandringer. | |||
| 7 | Bæredygtige byggematerialer | Skærpede krav til materialer og energikrav ved nye byggerier. | 2-5 år | Minimal (del af byggebudgetter). | Reducerer bygningers CO₂-aftryk og energiforbrug. | |||
Sammenlagt Tidsramme og Omkostninger
• Tidsramme: 10-12 år for fuld implementering.
• Estimerede samlede kommunale omkostninger: 255-500 mio. kr.
Finansieringsmodel for Klimasikring i Fredericia
1. Ansvars- og omkostningsfordeling
• Kommunen (30%): Lokale budgetter og prioritering af eksisterende anlægsprojekter.
• Stat og EU (40%): Nationale og internationale støtteordninger.
• Private aktører (20%): Samarbejde med erhvervslivet og borgere.
• Innovative værktøjer (10%): Grønne obligationer og offentlig-private partnerskaber.
Komponenter i modellen
Kommunens bidrag: Grundfinansiering (30%)
• Årlig afsætning i anlægsbudgettet til klimasikring.
• Eks. 50 mio. kr. årligt i 10 år = 500 mio. kr.
• Formål: At skabe en økonomisk reserve, der kan finansiere nødvendige klimasikringsprojekter som stormflodsbarrierer, diger og regnvandsbassiner.
• Mål: Definér en klar målsætning, fx at opspare 50 mio. kr. over 10 år.
Statens og EU’s bidrag: De store tilskud (40%)
• Statstilskud:
• Ansøgning til statens Klimatilpasningspulje (kan dække op til 50% af projekter som kystsikring).
• Mulighed for at søge midler fra relevante styrelser som Kystdirektoratet.
• EU-midler:
• LIFE-programmet: Projekter med fokus på bæredygtighed og biodiversitet.
• Interreg-programmet: Regionale samarbejdsprojekter, fx med nabokommuner om fælles kystsikring.
• Horizon Europe: Støtte til innovative teknologier som digital overvågning.
Private aktørers bidrag: Partnerskaber (20%)
• Erhvervslivets investering:
• Virksomheder i havneområder og andre udsatte sektorer kan investere direkte i sikring af deres aktiver.
• Fx Fredericia Havn kan pålægges medfinansiering af barrierer og diger.
• Medfinansiering fra borgere:
• En mindre klimabidragsskat på ejendomsskat i udsatte områder (eksempelvis 0,1%-0,5%), ikke liberal politik, men kan blive en nødvendighed.
• Frivillige tilskud via grønne fonde eller borgerinitiativer.
Innovative finansieringsværktøjer: Fremtidens løsning (10%)
• Grønne obligationer:
• Kommunen kan udstede obligationer målrettet grønne investeringer og tiltrække investorer, der ønsker afkast fra bæredygtige projekter. Med Green Bond Principles(GBPs) for at sikre international anerkendelse.
• Offentlig-private partnerskaber (OPP):
• Private aktører bidrager mod medejerskab i projekter som rekreative områder langs diger.
Fordele ved modellen
1. Bredt finansieringsgrundlag: Kommunen bærer ikke alene omkostningerne.
2. Motivation og ejerskab: Erhverv og borgere får incitament til at bidrage.
3. Bæredygtighed: Fokus på grøn finansiering sikrer en langsigtet, positiv udvikling.
For de, der stadig kun taler om vejret. Med denne model sikrer Jeg, Fredericia ikke bare snakker, men handler og styrer via KPI.
Poul Rand, Kandidat KV 25 for Liberal Alliance.
Skænderi på pizzeria udviklede sig til voldssag
Søndag nat klokken 01.54 måtte politiet rykke ud til Gothersgade i Fredericia efter uro på et pizzaria. Vagtchef Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi oplyser, at et skænderi eskalerede til både vold og hærværk
Ifølge vagtchef Arno Rindahl Petersen blev to mænd, en 18-årig fra Vejle og en 20-årig fra Fredericia, udsat for vold. En 19-årig mand fra Fredericia er mistænkt for overfaldet. Den ene forurettede fik et skub i brystkassen, mens den anden blev slået i ansigtet og skubbet hårdt i ryggen. Dog kom ingen af de involverede alvorligt til skade, fortæller vagtchefen.
– Vi har en mistænkt i voldssagerne, men den 19-årige mand fra Fredericia er endnu ikke sigtet, forklarer vagtchef Arno Rindahl Petersen.
Situationen tog også en ny drejning, da den 18-årige fra Vejle efter voldsepisoden blev så vred, at han slog på pizzariaets rude. Slaget var så kraftigt, at ruden revnede. Politiet har derfor sigtet den unge mand for hærværk.
Vagtchefen understreger til sidst, at efterforskningen fortsætter, og at politiet er i gang med at klarlægge hændelsesforløbet.
Kongelig indbydelse genoplives på Radio Mælkebøtten
Radio Mælkebøtten kommer med en særlig julegave til sine lyttere i år i form af Kongelig indbydelse, Fra fransk huguenot til dansk reformert.
Den lokale radiostation har aftalt med undertegnede, at jeg indtaler det populære bogværk fra 2013.
Det er Rosa Engelbrecht fra reformert menighed, der har skrevet den enestående historie om de evangelisk-reformerte huguenotter, der var flygtede protestanter fra Frankrig. Det bemærkelsesværdige er, at de ikke kom til byen på grund af religionsfrihed eller asylret, men blev indbudt af Frederik IV i 1719 for primært at dyrke tobak, men de havde også kartoflen og andre sjældne grøntsager med.
Bogen blev hurtigt udsolgt og er efterspurgt af mange, som ønsker at vide noget mere om de reformerte, der har sat et uudsletteligt spor i Fredericia.
Jeg ved at mange holder af bogen og dens beskrivelse af de reformertes meget dramatiske liv og oplevelser fra den berygtede Bartholomæusnat til de mere fredelige forhold i Danmark, hvorfor jeg aftalte med radio Mælkebøtten, som mediet for fredericiansk kulturhistorie, at jeg ville indtale bogen efter aftale med forfatteren Rosa Engelbrecht, så der kan sættes fokus på et stykke kulturhistorie, som måske ikke er helt så kendt som det burde være. Det er jo en succeshistorie.
Første udsendelse af 10 sendes 2. december kl. 20.00 på radio Mælkebøttens frekvens 91,5 Mhz.
Af Ole Dyrn
Michael Hansen efter dramatisk sejr
FC Fredericia-træner Michael Hansen glæder sig over tre point og en stærk position i oprykningsspillet, men erkender, at sejren blev hevet hjem på kampvilje frem for skønhed.
Efter FC Fredericias sene 1-0-sejr over Kolding IF var der både lettelse og tilfredshed at spore hos cheftræner Michael Hansen. Kampen, der sikrede Fredericia en solid vinterpause på andenpladsen i NordicBet Ligaen, understregede holdets evne til at håndtere pressede situationer og finde en afgørelse i en taktisk tæt affære. For Hansen var sejren både en vigtig afstand til konkurrenterne og et resultat af holdets egen indsats:
– Sejren betyder 3 point selvfølgelig, og en konkurrent i dag, som vi nu har distanceret med 10 point. Vi har haft en god periode, hvor vi har sat afstanden, og vi har også fået et solidt forspring til 6. pladsen. Det giver os en vis tryghed i forhold til top-6-spillet, inden vi bliver delt.
Med fem kampe tilbage i grundspillet står Fredericia med et stærkt udgangspunkt, og Hansen understregede, at fokus er rettet mod egne præstationer:
– Jeg tror, vi har et godt udgangspunkt, og alle point tæller, men først og fremmest kigger jeg på os selv og det spil, vi præsterer.
“Vi vinder på fight og standarder”
Sejren over Kolding blev sikret på en sen scoring af Jeppe Kudsk efter et hjørnespark – en type situation, som ifølge Hansen har været et fokusområde for holdet:
– Det var en kamp, hvor vi i dag vinder på en standard, og det er fantastisk for os, fordi det også har været et stort fokus. Det skal fylde mere i sådanne tætte kampe som denne.
Hansen erkendte, at opgøret ikke vil blive husket for det kønneste spil, men fremhævede den kampvilje, som spillerne viste:
“Det var ikke særlig kønt, men hvis man kigger på mange af de andre kampe, vi har spillet, hvor det har været andre ting, der har været iøjnefaldende, så var det i dag fight, dueller og to hold, der kæmpede for hver centimeter.”
Truppens bredde bliver testet
Skadesproblemerne i truppen var også et tema efter kampen. Med både Gustav Marcussen og Jakob Jessen ude, og nu en mulig skade til Argon Mucolli, erkendte Hansen, at det påvirker holdets fleksibilitet:
– Det betyder noget for bredden af truppen. Det påvirker den måde, vi kan spille kampene på undervejs – ikke nødvendigvis fra start, men i løbet af kampen. Andre spillere må træde frem og tage ansvar.
Sejr trods udfordringer
Hansen beskrev, hvordan sejren ændrede den samlede oplevelse af en kamp, hvor spillet ikke altid fungerede optimalt:
– Det ændrer jo kampen fra at være en frustrerende oplevelse, hvor man ikke føler, at man har fået vist sig selv frem, til at stå med en sejr. Det er en balance mellem at føle, at man har vundet og den glæde, det bringer, samtidig med at man godt ved, at det var en kamp, hvor vi havde det svært.
Med sejren mod Kolding sikrede FC Fredericia sig ikke bare en vigtig plads i oprykningskampen, men også en tro på, at holdet kan levere resultater, selv når betingelserne er svære. Kampen viste en trup, der kan finde løsninger i pressede situationer – et aspekt, der kan blive afgørende i forårets slutspil.
Jeppe Kudsk blev helten mod Kolding
Matchvinderens sene mål sikrede FC Fredericia tre vigtige point.
Jeppe Kudsk blev den store helt, da han i kampens sidste minutter steg til vejrs og headede FC Fredericia til en 1-0-sejr over rivalerne fra Kolding IF. Efter kampen var det en glad, men ydmyg Kudsk, der satte ord på følelsen af at sikre sejren for sit hold:
– Det er fantastisk. Det kunne næsten ikke skrives bedre end mod Kolding at score på en standard i sidste minut. Det er bare pisse fedt.
Taktisk kamp mod defensivt Kolding
Kampen mod Kolding blev præcis så tæt og taktisk, som Fredericia havde forudset. Kudsk indrømmede, at det ikke var den mest seværdige affære, men understregede holdets vilje til at finde en løsning:
– Vi vidste godt, at det ikke ville blive den kønneste kamp, når Kolding kommer på besøg, men vi vidste også, at det ville handle om fight og tålmodighed. Det er bare fedt at stå med sejren.
Fredericia forsøgte i første halvleg at finde rytmen i deres boldbesiddelse, men i anden halvleg blev det sværere mod et kompakt Kolding-hold, som fokuserede på at holde nullet:
– Vi lykkedes okay i første halvleg med at spille på kuglen, som vi gerne vil. Lidt mindre i anden halvleg, men det vigtigste er, at de ikke kommer til nogen kæmpe chancer. Og så kan man score i sidste minut, forklarede Kudsk.
Ærgerlige skader præger truppen
Med sejren kan FC Fredericia overvintre på en oprykningsplads, men skader til nøglespillere som Gustav Marcussen, Jakob Jessen og muligvis Argon Mucolli giver udfordringer:
– Det er selvfølgelig pisse ærgerligt. Vi vil gerne have alle mand klar. Det påvirker både kampen og vores muligheder undervejs, men vi gør, hvad vi kan med de folk, vi har, sagde Kudsk.
Fokus på næste opgave
Med næste kamp mod FC Roskilde i sigte holder Fredericia blikket rettet fremad, og Kudsk understregede holdets arbejdsmentalitet:
– Vi tænker ikke så meget over stillingen. Vi prøver bare at vinde hver uge, gøre det så godt vi kan og blive bedre i vores spil. Så kan vi tage det der senere.
Kampen i Roskilde bliver en ny test for et Fredericia-hold, der igen må klare sig uden flere profiler. Men hvis noget stod klart efter sejren over Kolding, så er holdets evne til at finde løsninger, selv når betingelserne er svære.














