Psykiatriens fallit er svær at overse. Antallet af personer, der ikke kan udføre daglige aktiviteter fuldt ud på grund af en psykisk lidelse, er næsten tredoblet i de seneste årtier, og forskellen i forventet levealder mellem mennesker med alvorlige psykiske lidelser og befolkningen er fordoblet.
I min seneste bog, ”Is psychiatry a crime against humanity?”, der kan hentes gratis på scientificfreedom.dk, forklarer jeg, at psykiatriens fallit skyldes det store forbrug af psykofarmaka, som patienterne ikke engang ønsker. I Norge sagde halvdelen af patienterne på en psykiatrisk afdeling, at de ville have foretrukket et medicinfrit alternativ, hvis det havde været en mulighed. Hvorfor kan folk så ikke få det? Jeg påviser i bogen, at psykosociale tiltag er klart bedre end medicin, og psykoterapi er endda det billigste på langt sigt.
WHO og FN har derfor opfordret til en mental sundhedsreform med vægt på psykosociale tiltag. Da der skal meget til, før disse organisationer melder ud om behov for radikale forandringer, siger det noget om, hvor alvorlig situationen er.
Med det nægter man at se i øjnene i Danmark. Jeg indsendte derfor en kronik til Politiken og skrev i følgebrevet, at Politiken kunne gøre fantastisk meget for patienterne ved at udgive den, hvilket kunne starte en endnu større debat end den, jeg startede i 2014. Dengang udgav Politiken min kronik, ”Psykiatri på afveje”, der affødte flere kronikker og startede en debat, også på de psykiatriske afdelinger, der varede over en måned.
Politiken er desværre ikke længere interesseret i indlæg, der kritiserer psykiatrien, og min kronik blev afvist uden begrundelse.
Forskningen viser, at den medicinfokuserede psykiatri gør det sværere for folk at komme tilbage til arbejdsmarkedet, hvilket jeg skal illustrere med et eksempel.
Ved åben dialog – den finske Laplandsmodel – samler man ved en akut psykose et tværfagligt team og patientens netværk af familie og venner og forsøger at skabe en fælles forståelse og finde løsninger, hvor patientens muligheder, ønsker og ressourcer er i centrum, og ikke symptomerne.
En sammenligning af førstegangspsykoser i Stockholm og Lapland viste, at 93% fik antipsykotika i Stockholm mod kun 33% i Lapland, og fem år senere var tallene 75% og 17%. På det tidspunkt var 62% mod kun 19% sygemeldt eller fik handicapydelser, og sengeforbruget havde været meget højere i Stockholm, 110 mod 31 dage i gennemsnit.
Forsøg har vist, at benzodiazepiner virker hurtigere end antipsykotika på patienter med akut psykose, der er opkørte og trænger til at falde til ro. Og samtlige patienter, jeg har spurgt om det, når jeg underviser, har sagt, at de helst vil have et benzodiazepin, som er langt mindre farligt end antipsykotika, men det er der stort set ingen, der får.
Man kunne godt helt undvære antipsykotika. Trods deres navn har de ikke nogen specifik effekt på psykose, og effekten på symptomerne er langt mindre end den mindste effekt, der har nogen klinisk betydning. Det har psykiaterne selv påvist, men de handler ikke derefter.
Overforbruget af medicin er voldsomt: 10% af folk, der er mindst 45 år gamle, får antidepressiva, og for dem, der er mindst 80 år, er det 19%. Det er en dødelig behandlingsstrategi, fordi stofferne nedsætter balanceevnen, og hvis man falder og brækker hoften, dør omkring en femtedel det næste år. Jeg har estimeret, at psykofarmaka er den tredjehyppigste dødsårsag, efter hjertekarsygdomme og cancer.
De placebo-kontrollerede forsøg viser, at antidepressiva ikke bare øger risikoen for selvmord; de fordobler selvmordene, uden nogen aldersgrænse. Det har forskere vist, baseret på data fra den amerikanske sundhedsstyrelse, der tillod dem at medtage selvmord, der indtraf efter forsøgsperioden var afsluttet.
Men mærkeligt nok anbefaler alle selvmordsforebyggelsesprogrammer antidepressiva, og i takt med, at flere og flere krigsveteraner i Amerika fik antidepressiva, steg selvmordene naturligvis tilsvarende. I juni holdt jeg foredrag om dette i kongresbygningen i Washington DC ved et møde, veteranerne havde arrangeret. Pressen var til stede, men kun Wall Street Journal turde skrive noget om det. Det er tabu at fortælle, at medicinen slår folk ihjel. Der er så stærke økonomiske interesser på spil, at flere TV-stationer formentlig måtte lukke, hvis de holdt op med at bringe reklamer for psykofarmaka og anden receptpligtig medicin.
I Danmark hævder førende psykiatere desværre, at antidepressiva beskytter mod selvmord. Det gjorde Poul Videbech og børne- og ungepsykiater Per Hove Thomsen, da jeg i 2018 på forældrenes opfordring beskrev et selvmord i Jyllands-Posten. Det skyldtes helt klart den depressionspille, deres 19-årige søn, Rasmus Burchardt, aldrig skulle have haft. Han var bare skoletræt og havde søvnbesvær. Han hængte sig i familiens badeværelse.
Min ældste datter, der er psykolog, og jeg har påvist, at psykoterapi kan halvere risikoen for et nyt selvmordsforsøg. Desværre er det pengene, der bestemmer, ikke evidensen, og for at få patienterne til at indtage medicin i årevis, de ikke ønsker at tage, har medicinalindustrien og førende psykiatere på industriens lønningsliste gennem de sidste 60 år gentaget den løgn, at patienterne er syge, fordi de har en kemisk ubalance i hjernen.
De fleste patienter har hørt denne løgn, som er blevet gendrevet af kritiske psykiatere, der har gennemgået litteraturen, men den lever i bedste velgående i Danmark.
I 2017 gjorde jeg redaktøren af Patienthåndbogen opmærksom på, at de afsnit om depression og depressionsmedicin som professorerne Lars Kessing og Poul Videbech havde skrevet, var misvisende, fordi de viderebragte løgnen om den kemiske ubalance. Det førte ikke til noget. Kessing og Videbech rettede nogle småting og beholdt løgnen. Kessing tilføjede endda, at ”antidepressiv medicin stimulerer hjernen til at lave nye nerveceller i visse områder”. Hvis det er sandt, beviser det bare, at stofferne skader hjernen, fordi den reagerer på en skade ved at danne nye nerveceller.
Videbech har flere gange, også ved et offentligt møde, hvor jeg var den anden foredragsholder, sammenlignet det at tage antidepressiva for depression med at tage insulin for diabetes, hvilket er yderst misvisende. En diabetiker mangler insulin, som derfor er livsreddende, hvorimod en patient med depression ikke mangler serotonin, og medicinen øger ovenikøbet risikoen for at dø.
I Storbritannien står der på indlægssedlerne for medicinen, at depression skyldes en kemisk ubalance. For et år siden bad jeg derfor den britiske lægemiddelstyrelse om at ændre informationen. Men, uha da da da da, det ville man skam ikke. Jeg fik en lang, indviklet sang fra de varme lande og en belæring om, at man havde inddraget patienterne, da man lavede informationen. Jaså. Når alle er blevet hjernevasket til at tro på løgnen om den kemiske ubalance, er det ikke et holdbart argument for at fortsætte med at lyve overfor patienterne, at man har talt med dem.
Medicinen retter ikke op på en kemisk ubalance, den skaber en kemisk ubalance. Det er årsagen til, at meget få patienter er i stand til at stoppe med medicinen igen uden professionel hjælp til en langsom udtrapning, hvor dosisreduktionen er meget lille til allersidst. Abstinenssymptomerne kan være meget udtalte og kan få patienterne til at tro, at de stadig har behov for medicinen.
Mange siger, at medicinen har hjulpet dem, men de kan jo ikke vide, hvordan de ville have haft det uden medicin. Også for antidepressiva er den effekt man opnår i placebo-kontrollerede forsøg markant mindre end den mindste effekt, der har nogen betydning for patienterne. Den lille effekt, man har kunnet måle, ville man også kunne opnå med mange andre stoffer, som vi ikke vil kalde antidepressiva, f.eks. alkohol, amfetamin, psykedeliske svampe og hash, som er populær hos mange patienter.
ADHD er tidens modediagnose, og den er meget rummelig; 25-50% tester positive, når jeg underviser fagfolk. Medierne fortæller desværre ikke, at langtidsresultaterne af behandling med amfetaminlignende stoffer er negative; at stofferne er meget effektive væksthæmmere; og at de øger risikoen for vold.
Et af de mørkeste kapitler i psykiatriens historie er tvangsbehandling med antipsykotika. Der var ikke en eneste artikel i verdenslitteraturen, som beskrev hvad der skete, når patienterne klagede over tvangsbehandlingen, da jeg besluttede at samle 30 fortløbende patienthistorier fra Det Psykiatriske Ankenævn i Danmark og gjorde det samme i Alaska.
Det var uhyggelig læsning. Loven var overtrådt i hver eneste sag. Alle 30 patienter i Danmark blev tvunget til at tage psykosepiller, de ikke havde samtykket til, selvom mindre farlige alternativer kunne have været brugt, f.eks. benzodiazepiner.
Psykiaterne havde ingen respekt for patienternes oplevelser og synspunkter. I alle 21 tilfælde, hvor der var information om effekten af tidligere psykosepiller, hævdede psykiaterne, at der havde været en god effekt, hvorimod ingen af patienterne delte denne opfattelse.
Skadevirkninger af tidligere medicinering spillede ingen rolle for psykiaternes beslutninger, heller ikke når de var alvorlige. Vi mistænkte eller fandt akatisi eller tardiv dyskinesi – meget svære medicinskader – hos syv patienter, og fem var bange for, at pillerne ville slå dem ihjel.
Magtubalancen var ekstrem. Vi tvivlede på psykiaternes diagnoser af vrangforestillinger
i ni tilfælde, og patienterne var fanget i en Catch-22 situation. Når en psykiater og en patient er uenige, viser det ifølge psykiateren, at patienten mangler indsigt i sygdommen,
hvilket er et symptom på psykisk sygdom.
Psykiaterne brugte diagnoser eller nedsættende udtryk for ting, de ikke kunne lide eller ikke forstod; patienterne følte sig misforstået og overset; og den forvoldte skade var enorm.
Patienterne eller deres sygdomme blev bebrejdet stort set alt, der var uønsket. Psykiaterne interesserede sig ikke for tidligere traumer eller dem, de selv eller deres personale havde forårsaget. Abstinensreaktioner blev ikke taget alvorligt; udtrykket blev aldrig brugt, selvom mange fik dem, når de prøvede at stoppe med medicinen.
I Alaska måtte den advokat, jeg samarbejdede med, bruge fire år på at sagsøge sygehuset, før vi fik adgang til informationen. I modstrid med tidligere højesteretsafgørelser blev patienternes oplevelser, frygt og ønsker ignoreret i 26 tilfælde, selv når de var bange for, at medicinen kunne dræbe dem, eller når de var blevet alvorligt skadet, fx af tardiv dyskinesi. Flere af psykiaterne opnåede retskendelser, der gav dem lov til at bruge medicin og doser, der var decideret farlige. Jeg var ekspertvidne i en af disse sager, og det var grotesk at opleve, hvordan sygehusets advokat fordrejede alting, og at dommeren var ligeglad. Han fungerede bare som et gummistempel for det, der allerede var blevet besluttet, lige som Det Psykiatriske Ankenævn gør i Danmark.
FN har argumenteret overbevisende for, at vi skal afskaffe alle love, der tillader tvangsmedicinering af psykiatriske patienter. Men der sker ingenting. Vi skal også afskaffe tvangsbehandling med elektrochok, som ødelægger hukommelsen for mange, har tvivlsom effekt, og slår omkring en promille af patienterne ihjel.
I min første bog om psykiatri, på dansk ”Dødelig psykiatri og organiseret fornægtelse”, anslog jeg, at psykofarmakaforbruget kunne reduceres med 98%. Kritiske psykiatere har fortalt mig, at jeg var alt for venlig. Psykofarmaka bør kun bruges i akutte situationer, meget kortvarigt, kun med patienternes accept, og de mindst toksiske stoffer skal anvendes.
Psykiatrien bør omlægges radikalt. Da psykiske lidelser ikke er medicinske sygdomme, bør psykiatrien overtages af folk med ikke-lægelige uddannelser, der ikke bilder folk noget ind, der ikke er rigtigt. I min gratisbog, ”Critical psychiatry textbook”, afdækker jeg en lang række vildledende og fejlagtige udsagn i de danske psykiatrilærebøger om årsagerne til psykiske lidelser, om de er genetiske, om de kan påvises i en hjernescanning, om de er forårsaget af en kemisk ubalance, om psykiatriske diagnoser er pålidelige, og hvad de gavnlige og skadelige virkninger er af psykofarmaka og elektrochok.
Lige før nytår skrev jeg en artikel i en gratisavis, der også ligger på Folketingets hjemmeside, fordi den blev omdelt i Sundhedsudvalget. Titlen siger det hele: ” Skueproces, pøbelvælde og psykiatrisk justitsmord i Randers-sagen”. De to overlæger brugte meget lidt medicin, gav patienterne større frihed, og fik bedre resultater end deres kolleger. De havde endda ledige sengepladser. Så systemet måtte reagere for at beskytte sig selv – og de to overlæger røg derfor ud. Dette system bør afvikles.
