Fyns Politi har torsdag registreret et døgn med alt fra færdselsuheld og spirituskørsel til flere indbrud og tyverier. I Glamsbjerg gik det galt for en bilist torsdag formiddag. En fører mistede herredømmet på Langbygårdsvej ved Vestfyns Gymnasium, hvor bilen med cirka 60 km/t ramte et “ensrettet”-skilt og endte på taget. Ingen personer kom til skade, men der skete betydelig materiel skade.
I Middelfart skete der et færdselsuheld på Valmuevej klokken 15.14, hvor tre biler var involveret. En bilist kørte op bag i en anden, som derefter blev skubbet ind i en tredje. Føreren af den påkørende bil kom lettere til skade, mens de øvrige slap uskadt.
Samme dag i Ejby blev en 56-årig mand fra Middelfart Kommune standset på Nørregade og sigtet for spirituskørsel. Manden havde desuden undladt at bruge sikkerhedssele.
Politiet modtog også flere anmeldelser om indbrud. I Nørre Aaby blev der på Idrætsvej stjålet et lille pengeskab, mens der i Middelfart blev anmeldt to indbrud på Frederiksøvænget – begge med adgang gennem dør, og i det ene tilfælde er der stjålet smykker.
I Assens Kommune blev der ligeledes begået indbrud og tyveri. På Egevej i Haarby blev et vindue brudt op, men der blev ikke stjålet noget. På Strandbyvej og Hjerupgyde blev der stjålet nummerplader fra biler.
I Nyborg blev der anmeldt indbrud på Granvej, hvor en rude var opbrudt, og der blev stjålet kontanter og smykker. På Nydamsvej blev der forsøgt indbrud, hvor en dør var forsøgt brudt op, men gerningsmanden nøjedes med at tage pantflasker og et el-løbehjul fra terrassen. Desuden blev der fra Banegårdsalleen stjålet begge håndtag fra et sort el-løbehjul.
Flere indbrud blev også registreret i Odense. På Hestehøjvej blev der stjålet smykker efter indstigning gennem et vindue ud mod en gangsti. På Utzons Allé blev der knust glas i en dør, og gerningsmanden stjal flere lamper. På Poppelvej blev der stjålet en standerlampe og en bordlampe, mens en mand på Hunderupvej blev afbrudt, da han forsøgte at tage en lampe fra en gavl.
I Svendborg blev der anmeldt et indbrudsforsøg på Mølmarksvej, hvor en sten på størrelse med en tennisbold blev kastet mod en rude, mens en person sad i stuen. Derudover fik en borger på Gerritsgade stjålet sin taske, mens hun sad på café.
I Søndersø på Nordfyn blev der anmeldt endnu et tyveri af nummerplader, denne gang fra en personbil på Langehede.
Dagens døgnrapport viser igen et bredt udsnit af sager, som politiet på Fyn nu arbejder videre med.
Sydøstjyllands Politi har det seneste døgn haft flere forskellige sager i Fredericia og Kolding. Det oplyser vicepolitiinspektør Arno Rindal Petersen.
Torsdag aften klokken 19.12 blev en 13-årig dreng fra Fredericia pågrebet for butikstyveri i Meny.
»Butiksdetektiven tilbageholder drengen efter sidste betalingsmulighed. Han havde stjålet madvarer for 45 kroner,« fortæller Arno Rindal Petersen.
Politiet kontaktede den sociale bagvagt i Fredericia Kommune, som nu håndterer sagen videre.
Kort efter midnat – klokken 00.21 fredag – blev en bilist standset på Egeskovvej i Fredericia.
»Føreren var påvirket af stoffer. Ved visitation og eftersyn af køretøjet fandt vi 0,33 gram kokain. Han blev kortvarigt anholdt og sigtet for både besiddelse af kokain og kørsel i påvirket tilstand,« siger vicepolitiinspektøren.
Føreren er en 22-årig mand fra Vejle Kommune.
I Kolding efterforsker politiet et omfattende tyveri fra biler på Tankedalsvej ved samkørselspladsen.
Mellem onsdag klokken 10.00 og torsdag 07.51 har seks biler fået knust ruder.
»Der er rodet igennem i alle biler. Én anmelder fortæller, at en pumpe og et par redningsveste er stjålet, mens andre oplyser, at de ikke havde værdier i bilerne,« siger Arno Rindal Petersen.
Politiet efterforsker sagen som serie af tyverier fra biler og hører gerne fra vidner, der har set mistænkelig aktivitet på stedet.
Stemningen i Herslev Forsamlingshus var tæt som novembermørket udenfor. Rundt om de lange borde stod termokander med kaffe og fade med småkager, men de fleste hænder holdt ikke om kopper – de var foldet over brystet. For mange var ikke kommet for hyggens skyld. De var kommet for at sige fra.
Torsdag den 6. november – blot tolv dage før kommunalvalget – havde borgerforeningen i Herslev indkaldt til vælgermøde. 13 kandidater var mødt op fra et bredt politisk spektrum, men allerede inden den første kandidat greb mikrofonen, var det tydeligt, hvem der stod for skud. Borgmester Christian Bro (S) sad midt på rækken og nikkede høfligt. Han vidste, at det ville blive en lang aften.
Et hus fuld af mistillid
»Jeg håber på en hyggelig og informativ aften med en god tone,« sagde ordstyreren, Ole Møller, da han bød velkommen. Publikum klappede høfligt. Men under overfladen ulmede en vrede, som snart skulle bryde frem.
For mange af de fremmødte – folk fra Herslev, Taulov, Skærbæk og de små landsbyer vest for Fredericia – føler, at kommunen har vendt dem ryggen. De oplever, at beslutningerne træffes inde bag voldene i byens centrum, mens landdistrikterne bliver reduceret til grønne pletter på et kort – praktiske steder at placere solceller, biogasanlæg og højspændingsledninger.
Borgmester på forsvarsposition
Christian Bro havde næppe varmet stolen, før angrebene begyndte. Det startede med et spørgsmål, der blev stillet stille, men med en hård kant: »Hvorfor skal Fredericia pinedød have al industri i hele verden?«
Spørgsmålet kom fra Ulla, en lokal beboer, der rejste sig i salen. »Vores lille kommune bliver dængt til med højspænding, solceller, biogas og alt muligt. Hvor skal vi være som mennesker?« sagde hun, mens blikket søgte scenen.
Applausen brød løs. Bro løftede mikrofonen og forsøgte at svare. »Det er ikke meningen, at Fredericia skal deles til med industri. Vi vil også bevare de grønne områder,« sagde han. Men salen rystede på hovedet. »Det er præcis det, I gør!« lød det fra flere sider.
Allerede dér stod det klart, at borgmesteren var på udebane.
Mulighedszonerne – det nye bandeord
Det, der især havde bragt folk på barrikaderne, var kommunens såkaldte mulighedszoner – områder udlagt til vedvarende energi. I Herslev betyder det i praksis store marker, som kan blive forvandlet til solcelleparker. For mange husejere betyder det, at værdien af deres ejendom er faldet, og at de ikke tør investere i fremtiden.
»Hvorfor skal jeg bruge 400.000 kroner på et nyt tag, hvis jeg om et år skal flytte?« spurgte en mand fra salen. »Jeg gider ikke at leve i uvished. Fortæl mig, hvor længe jeg skal vente på at vide, om jeg bliver boende eller ej.«
Bro svarede forsigtigt: »Det afhænger af planprocessen og af, hvad lodsejerne beslutter.«
Der blev stille et øjeblik – og så en lav mumlen, der hurtigt voksede til vrede. »Altid det samme svar,« sagde en kvinde højt. En anden tilføjede: »Han aner det ikke.«
»Det forbandede lort«
Efterhånden som kandidaterne tog ordet, blev afstandene til borgmesteren tydelige. Karsten Byrgesen fra Liste J talte med hævet stemme og slog hånden i bordet:
»Fredericia skylder ikke en skid i klimaregnskabet. Vi er i mål. Alligevel bliver vi ved med at piske os selv og ødelægge vores egne lokalsamfund med de her anlæg. Det er galimatias.«
Han kiggede direkte mod Bro. »Socialdemokratiet og Venstre stemte selv for de her mulighedszoner. Og nu står I her og siger, I vil have dem ud. Det er jo det forbandede lort!«
Salen eksploderede i bifald. Flere råbte »Bravo!« og rejste sig fra stolene. Bro sad tavs med et anstrengt smil.
De røde og de grønne – men ikke på samme hold
Selv partier, som normalt samarbejder med Socialdemokratiet, tog afstand. Malene Søgaard-Andersen (SF), der er spids- og borgmesterkandidat for sit parti, sagde:
»Jeg kunne have ønsket mig en helt anden proces. Man burde have taget borgerne med, før man vedtog de ændringsforslag. Så havde vi måske undgået, at folk herude føler sig kørt over.«
Ved hendes side nikkede Susanne Eilersen (DF) og tilføjede: »Vi stemte imod de ændringsforslag. Vi ville ikke have solcellezonerne. Og så står de partier, der selv stemte for det, nu og spiller hellige. Det er jo hykleri.«
Et folk, der føler sig glemt
Uden for byrådssalen handler utilfredsheden ikke kun om energi. For mange handler det om at føle sig overset. Herslev har i årevis kæmpet for at bevare sin børnehave, for at få cykelsti til Taulov, for at få busser, der kører efter klokken seks.
En ældre kvinde rejste sig midt i salen. »Jeg gider ikke mere,« sagde hun og pegede mod de to grønne affaldsbeholdere uden for forsamlingshuset. »Jeg tømmer skraldespanden hver uge, fordi ingen andre gør det. Jeg er over 70. Skal jeg også være renovationsarbejder nu?«
Publikum lo, men ingen lo ad hende – de lo med hende. Alle kendte problemet.
Tommy Rachlitz Nielsen (K), der sad få pladser fra Bro, tog straks sin telefon frem. »Jeg skriver til forvaltningen med det samme,« sagde han. »Det her skal løses.«
Salen klappede, mens borgmesteren sad stille.
»Stem på dem, der vil tage zonerne ud«
Efter mere end to timer var luften tung og tændt på samme tid. Flere borgere havde fået mod til at tale. En mand rejste sig og sagde: »Det er et nemt valg. Stem på dem, der vil tage mulighedszonerne ud af kommuneplanen. De andre vil ikke høre på os.«
Applausen kom igen. Og denne gang nikkede flere politikere åbent.
Danmarksdemokraternes Palle Dahl sagde: »Jeg kunne ikke se mig selv i øjnene, hvis jeg sagde ja til at lægge solceller på god landbrugsjord.«
Liberal Alliances Christian Jørgensen tilføjede: »Det var en kæmpe fejl at køre jer herude under bussen. Hvis der havde boet 5.000 mennesker i stedet for 500, var det aldrig sket.«
Også venstres Kenny Bruun Olsen, der tog gode point med hjem som standup komiker, sagde fra. »Man har tabt området herude,« sagde han. »Jeg kan godt forstå jer.«
Borgernes opsang
Da ordstyreren forsøgte at runde af, bad formanden for Borgerforeningen om ordet. Anders gik op til mikrofonen, trak vejret dybt og sagde:
»Jeg har boet mange steder i Danmark, men jeg har aldrig følt mig så marginaliseret som her. Det kan simpelthen ikke passe, at byen skal være så nedladende over for os. Vi vil gerne passe på jer – men så må I også passe på os.«
Ordene blev mødt af stående klapsalver. Folk rejste sig, klappede længe, nogle med blanke øjne.
Bro smilede stift. Han vidste, at det ikke var ham, de klappede af.
Kamp om sandheden
Efter pausen forsøgte borgmesteren at genvinde terræn. Han forklarede, at de nye energianlæg var en del af den grønne omstilling, og at Fredericia »ikke kan stå uden for den udvikling«.
Men salen var ikke overbevist.
»Fredericia skylder intet i klimaregnskabet,« gentog Karsten Byrgesen fra Liste J. »Vi er allerede foran. Hvis vi tager raffinaderiet ud af ligningen, så er vi i mål. Vi skal ikke smadre naturen for at pynte på tal.«
»CO₂ kender ingen kommunegrænser,« indskød Malene Søgaard-Andersen (SF). »Men vi skal finde smartere løsninger. Solceller hører til på tagene, ikke på markerne.«
Debatten bølgede frem og tilbage. Flere borgere blandede sig. En ingeniør fra salen forklarede, at beregninger viste, at »Fredericia kan dække sit elforbrug ved at bruge tagfladerne – uden at ødelægge landbrugsjord.«
Der blev nikket i salen. Bro forsøgte sig igen: »Der skal også være plads til industrien, til arbejdspladserne. Det handler om at finde en balance.«
»Balancen er væk,« lød svaret fra en kvinde på forreste række.
»Vi er Fredericias skraldespand«
Samtalen fik gradvist karakter af et opgør. Der blev talt om larm fra motorvejen, om børnehaven, om lukkede busruter og om den forsvundne skole.
»Det er altid os, der bliver ramt,« sagde en midaldrende mand. »Når der skal spares, lukker I skolerne. Når der skal bygges, bygger I i byen. Når der skal placeres noget grimt, så får vi det herude. Vi er Fredericias skraldespand.«
Der lød et rungende bifald.
Et politisk sammenbrud i miniature
For de fleste tilstedeværende var mødet mere end en debat – det var en ventil. En mulighed for at sige højt, hvad de havde tænkt længe.
Da snakken igen kom ind på solcellerne, sagde Bro: »Der er ingen aktuelle planer lige nu.«
Men fra salen lød straks et råb: »Det passer ikke! Der ligger jo ansøgninger!«
En mand rejste sig: »Jeg har søgt aktindsigt. Der er fem firmaer i dialog med kommunen. Hvordan kan du sige, at der ikke er planer?«
Bro tog mikrofonen og svarede: »Jeg har ikke fået forelagt nogen ansøgninger, men måske har forvaltningen haft dialoger.«
»Så ved du det jo ikke,« råbte manden tilbage.
Der blev stille et øjeblik, før en kvinde brød tavsheden: »Det er det, der er galt. I ved det ikke, men I bestemmer alligevel.«
Et kommunalvalg i spil
Flere politikere begyndte at tale åbent om, at sagen kan få konsekvenser ved valget.
»Hvis Socialdemokratiet mister de små sogne, mister de flertallet,« sagde en kandidat stille i pausen.
Andre så mere håbefuldt på fremtiden. »Det her viser, at folk stadig tror på lokalpolitik,« sagde en borger fra Skærbæk. »De gider bare ikke blive løjet for.«
Afslutningen
Da ordstyreren endelig takkede af, var det efter mere end tre timer. Forsamlingen rejste sig, men ingen skyndte sig hjem. Folk stimlede sammen i små grupper. Politikerne gik rundt og trykkede hænder, svarede på spørgsmål, udvekslede visitkort.
Alle – undtagen borgmesteren. Han pakkede stille sine papirer, nikkede kort til et par kolleger og gik mod døren. Udenfor lå Herslev i mørke, kun oplyst af gadelygternes gule skær.
Inde i salen sagde Anders fra borgerforeningen de sidste ord: »Vi vil ikke finde os i det længere. Fredericia skal passe på os – ellers passer vi på os selv.«
Der blev nikket overalt i rummet. Kaffen var blevet kold, men vreden glødede stadig.
Efterspil
Siden mødet har utilfredsheden spredt sig på de lokale sociale medier. Flere har delt videoer fra debatten, hvor borgmesteren sidder tavs, mens salen klapper af hans modstandere.
Herslev er måske en lille prik på landkortet, men aftenens møde viste, at prikkens stemme kan runge. Når valgurnerne åbner den 18. november, vil mange i Herslev huske den aften, hvor borgmesteren ikke længere havde ordet – men folket tog det.
Han er 21 år, selvstændig fiskehandler og byrådskandidat for Venstre. Mads Emil Møller kalder sig selv en lokal dreng med kærlighed til kommunen, en drivkraft for at ændre tingene og en klar ambition om en skarp, saglig og respektfuld debat uden personangreb.
Han er ikke typen, der sætter sig ned og venter på, at andre bestemmer. Mads Emil Møller kaster sig ind i politik, fordi han vil være med, når beslutningerne træffes tæt på hverdagen. »Det er ren interesse. Jeg er nysgerrig, og jeg vil gerne være med i de beslutninger, der bliver taget lokalt. Jeg er en lokal dreng, og jeg vil virkelig gerne kæmpe for kommunen,« siger han.
Han beskriver de første debatter som både hårde og gode på samme tid. På scenen er tonen skarp, men fair. Udenfor kan den være noget helt andet. »Når vi står i debatterne, går vi til hinanden, og sådan skal det være. Bagefter kan man stadig snakke sammen, og det er fedt. Men ude i byen og på de sociale medier har jeg oplevet et par grimme episoder. Der er nogen, der vil ytre sig, og det skal de have lov til, men man kan godt gøre det ordentligt. Man skal lade være med at gå efter personen,« siger han.
Det preller dog ikke af. Det tænder ham. »Det giver mig blod på tanden. Hvis nogen prikker til mig og siger, at jeg er for ung, så tænker jeg bare, at nu skal jeg vise dem, at jeg mener det her og tager det seriøst,« siger han.
Han har mødt fordomme. For ung. For travl. For flyvsk. Han smiler ad det, uden at affeje det. »Folk spørger, om jeg har tid. Jeg har ikke familie og børn, der venter derhjemme. Jeg er ikke god til at sidde stille, og jeg har sat tid af til det her. Nogle har også ment, at jeg var for flyvsk. Jeg kan stadig lære, men jeg kommer med en anden profil og energi. Hvis jeg ville leve af politik, så var jeg blevet i butikken. Der tjener jeg flere penge. Jeg stiller op, fordi jeg vil ændre noget,« siger han.
For Mads Emil Møller er tonen i valgkampen et afgørende tema. Han vil gerne have kant, men uden at det kammer over. »Vi må gerne gå hårdt til hinanden i de politiske valg og i de beslutninger, der er taget. Det skal ikke være kedeligt. Men vi skal holde os til sagen og lade være med at gøre det personligt. Der går grænsen,« siger han.
Den tilgang hænger sammen med, hvordan han ser lokalpolitik. Ikke som en arena for evigt opgør, men som et sted, hvor folk løfter i flok, hvis de vil noget med byen. »Lokalpolitik handler om, hvad man vil gøre for lokalområdet. Om man har gang i den. Om man vil trække noget. Det er sådan, jeg ser det,« siger han.
Han lægger ikke skjul på, at han også vil noget med sin egen vej. Han vil udvikle sin butik. Han vil blive ved med at komme i hallen og være en del af foreningslivet. Han vil have fuldtidsarbejde og fuldt engagement i byrådsarbejdet. »Jeg kommer til at have et travlt liv ved siden af, men jeg er klar. Jeg bakker ikke ud ved en udfordring. Jeg vil gerne finde balancen mellem mit erhverv og politik,« siger han.
Under kampagnen har han oplevet den politiske kollegialitet som stærkere end sit rygte. »Vi snakker faktisk godt sammen på tværs. Når man møder hinanden ude, er tonen god. Det gør mig optimistisk,« siger han.
Og hvad skal vælgerne hæfte sig ved, når de ser et ungt navn på en liste »At jeg tager det seriøst. At jeg står på egne ben. At jeg vil gøre mig umage. Jeg vil drive en saglig debat, og jeg vil arbejde for at flytte kommunen. Det er det, der tænder mig,« siger Mads Emil Møller.
Museum Fredericia får ny direktør. Simon Faber tiltræder stillingen den 1. januar 2026 og skal stå i spidsen for museets videre udvikling – både i forhold til driften, gæsteoplevelsen og realiseringen af planerne om et nyt museum på Voss Grunden. Skiftet markerer begyndelsen på en ny epoke for byens kulturinstitution.
Simon Faber har en mangeårig og alsidig baggrund inden for kultur, politik og ledelse. Han har tidligere været overborgmester i Flensborg, projektleder for 100-året for Genforeningen og Christiansborg-konsulent ved Sydslesvigsk Forening. I dag arbejder han som chefkonsulent i Region Syddanmark og bestrider samtidig en række bestyrelsesposter – blandt andet i Sønderjyllands Symfoniorkester, Sprogforeningen og på Rødding Højskole.
Med sin historiske indsigt, sit brede netværk og sin erfaring med at lede komplekse projekter bliver Simon Faber en central figur i arbejdet med at styrke museets drift og udvikling – og i at sikre opbakningen til visionen om et nyt moderne museum i Fredericia.
Bestyrelsesformand Anders Østergaard ser frem til samarbejdet og fremhæver Simon Fabers evne til at bygge bro mellem kultur og politik.
»På vegne af bestyrelsen vil jeg gerne byde Simon hjertelig velkommen til vores historiske fæstningsby. Med Simon Faber får vi en leder med strategisk udsyn, stærke organisatoriske kompetencer og evnen til at skabe opbakning omkring store, komplekse projekter. Det gør ham til en stærk drivkraft i arbejdet med at konkretisere planerne og sikre den lokale og nationale opbakning til Fredericias nye museum,« siger Anders Østergaard.
Simon Faber ser frem til at blive en del af både byen og museets næste kapitel.
»Fredericia har en unik og fascinerende historie med betydning for hele Danmark og med tydelige forbindelser til grænselandet. Byens historie rummer både nationale perspektiver og et stærkt lokalt fællesskab – og det passer perfekt til min baggrund og erfaring. Jeg glæder mig til samarbejdet med medarbejdere, bestyrelse og byens mange partnere om at skabe et museum, der formidler denne historie med nutidig relevans og nerve,« siger Simon Faber.
Bestyrelsen retter samtidig en stor tak til Vibeke Kaiser-Hansen og hele medarbejderstaben for deres indsats i den periode, hvor Vibeke har været konstitueret direktør.
»Vibeke har med sikker hånd stået i spidsen for museet i en vigtig overgangsperiode og samtidig holdt fokus på faglighed, formidling og fællesskab. Det har været en stor opgave, som hun og hele holdet har løftet forbilledligt,« siger Anders Østergaard.
Når Simon Faber tiltræder den 1. januar, vender Vibeke Kaiser-Hansen tilbage til sin stilling som museumsinspektør, som hun har varetaget med stor faglighed gennem mange år.
Fakta om Simon Faber
2024– Formand for Sprogforeningen
2022– Bestyrelsesformand for Sønderjyllands Symfoniorkester
2021–2025 Chefkonsulent i Region Syddanmark
2017–2021 Projektleder for 100-året for Genforeningen
2011–2017 Overborgmester i Flensborg
1998 Cand.mag. fra Aarhus Universitet
Med ansættelsen af Simon Faber tager Museum Fredericia et nyt skridt i arbejdet for at udvikle byens kulturarv og gøre historien levende – både for fredericianerne og for besøgende fra hele landet.
På lørdag den 8. november besøger Danmarks udenrigsminister og formand for Moderaterne, Lars Løkke Rasmussen, SuperBrugsen i Strib. Her vil han sammen med Moderaternes lokale kandidat Andreas Lausen møde borgerne til en uformel snak om, hvordan velfærdsinstitutioner og lokalsamfund kan få mere indflydelse på deres egen hverdag.
Andreas Lausen fortæller, at besøget ligger i naturlig forlængelse af Moderaternes politik om at frisætte velfærden og give beslutningskraften tilbage til de lokale.
»Vi i Moderaterne arbejder for at frigøre vores velfærdsinstitutioner og lokalsamfund, så de får mere reel indflydelse på deres hverdag. Strib er et godt eksempel på et lokalsamfund, hvor det betyder noget. Her bor mange ældre borgere, og byen er et oplagt sted at vise, hvordan lokal frihed kan styrke hverdagen for både beboere og ansatte,« siger Andreas Lausen.
Arrangementet finder sted foran SuperBrugsen i Strib. Moderaterne byder på kaffe, kage, bolsjer og balloner – og håber på mange gode samtaler med lokale borgere. Andreas Lausen vil være til stede fra kl. 14.00, og Lars Løkke Rasmussen ankommer omkring kl. 15.30. Borgerne er velkomne til at komme forbi når som helst mellem kl. 14.00 og 16.30 for at stille spørgsmål og høre mere om Moderaternes arbejde for lokalt medansvar og indflydelse.
»Jeg håber, at borgerne kan mærke, at vi tager det her alvorligt. Det handler ikke om symbolpolitik, men om at give mennesker og lokalsamfund reel indflydelse og ansvar. Det er sådan, vi skaber de bedste samfund – nedefra og op,« siger Andreas Lausen.
Der summer af stemmer, grin og nervøs energi i lokalet. Plakater, modeller og prototyper står klar på bordene. Midt i det hele står en flok syvendeklasseselever – klar til at pitche deres idéer for et dommerpanel af lokale erhvervsfolk, lærere og iværksættere.
I dag afholdes lokalfinalen i Projekt Edison – en landsdækkende opfinderkonkurrence for elever i 7. klasse. Her skal de bedste idéer findes og sendes videre til den nationale finale i Vejle.
»Det er en opfindert konkurrence for 6. og 7. klasser i hele landet, som hedder Projekt Edison,« fortæller René Gade Christensen, tovholder på projektet sammen med MajBritt Hassel Hansen. »Her i kommunen har vi valgt, at det kun er 7. klasserne, der deltager. De har haft deres egne lokalfinaler ude på skolerne, og så er det de to bedste fra hver klasse, der går videre til finalen her i dag. Derfra går otte elever videre til landsfinalen i Vejle i næste uge.«
Der er travlhed i salen. Eleverne retter på plancher, tjekker deres slides og øver deres pitch en sidste gang.
»Vi har 31 grupper med op til fire elever i hver gruppe, så vi er jo en del,« siger René Gade Christensen og smiler. »Innovationsprojektet Edison er mega fedt, fordi det handler om, at her kan eleverne komme ud med deres gode idéer.«
Årets tema hedder ”Din og min bybevægelse”. Det spænder vidt – fra grøn omstilling og kultur til infrastruktur og fremtidens byrum.
»Eleverne har været rigtig meget ude i byen for at kigge på nogle områder,« fortæller MajBritt Hassel Hansen. »Der er tre temaer – kultur, grøn omstilling og infrastruktur og fremtiden. De har valgt et emne, de dykker ned i, og så har de lavet en præsentation, et produkt og en god pitch, som dommerne skal komme og høre i dag.«
De ti dommere, udvalgt fra forskellige hjørner af kommunen, har fået til opgave at lytte til idéerne, stille spørgsmål og give feedback.
»Det er vigtigt, fordi det er deres projekt. Det er deres idé, og derfor brænder de også for det,« siger MajBritt. »De har jo været ude at finde nogle problemstillinger, hvor de tænker: ’Nej, det er da dumt, det der – det kan vi gøre noget ved’. Så det giver meningsfuld læring på den her måde.«
Hun ser ud over rummet, hvor eleverne står klar. Det er fjerde år, de to afholder lokalfinalen, og for dem er dagen en fejring af både kreativitet og mod.
»Det viser, hvor vigtigt det er, at vi anerkender deres idéer og den måde, de arbejder på. Vi vil gerne se dem og høre på dem. Derfor giver det så god mening, at vi samler dem lokalt og udvælger igen,« siger MajBritt.
Processen har været lærerig – og til tider kaotisk.
»De har arbejdet med det i en uge på skolen,« fortæller René. »For nogen har det været ret intenst, og det har været kaotisk og alt muligt andet. De er blevet uvenner, men så har de fundet ud af at løse det på den og den måde. Det er jo det vigtigste.«
Eleverne skal ikke kun præsentere deres idéer, men også fortælle om processen.
»De pitcher, hvad de har været igennem – fra de nemme ting til de svære ting – og hvordan de til sidst har samlet det og nået et mål. Det gør bare, at de tager ejerskab over projektet og virkelig glæder sig til at præsentere for de voksne i dag,« siger MajBritt.
Hun smiler og læner sig lidt frem. »Der er noget på spil. De er selvfølgelig nervøse, men på den gode måde. De har glædet sig til det, og de kan mærke, at der bliver lyttet til dem. Det er det vigtigste.«
Når dagen er omme, venter otte billetter til landsfinalen i Vejle – men det egentlige formål ligger et andet sted: i erkendelsen af, at en idé kan forandre noget, når man tør tage den alvorligt.
Som MajBritt siger det: »De får en oplevelse af, at deres stemme og tanker faktisk betyder noget. Og det er i virkeligheden det, Edison handler om.«
Der er ved at blive skruet op for julehumøret i Middelfart Kommune – og ikke kun i de private hjem. Også i Familieafdelingen arbejdes der på, at ingen børn skal gå glip af den varme og glæde, som julen bringer.
»Det er familieafdelingen i Middelfart Kommune, der her igennem nogle år har henvendt sig til virksomheder for at få hjælp til børn i Middelfart,« fortæller Vagn Ove Hansen. »Og det synes vi er en god idé. Derfor ville vi gerne bygge lidt på.«
I sidste uge samlede de lokale kræfter sig til et arrangement på, hvor duften af æbleskiver, gløgg og suppe satte scenen for det, der nu er ved at vokse sig til en større tradition.
»Vi havde en aften, hvor vi serverede æbleskiver, gløgg og lidt suppe,« siger han. »Vi var så heldige, at filmen til begivenheden blev sponsoreret.«
Men det er kun begyndelsen. Den 29. og 30. november bliver der nemlig juleliv i midtbyen, hvor man kan støtte formålet under mottoet »Alle børn i Middelfart Kommune har ret til en god jul.«
»Det er vigtigt for os at sige, at det gælder børn i hele kommunen – ikke kun i Middelfart by,« understreger Vagn Ove Hansen.
Initiativet er båret af fællesskab og samarbejde. Kring har lovet, at en del af salget fra hver flaske gløgg går til formålet. Og støtten kommer mange steder fra.
»En fra Jazzfestivalen har allerede givet et beløb fra en af deres arrangementer,« fortæller Vagn Ove Hansen. »Og den 21. december bliver der to forestillinger med Team Sverige, hvor hele entréen går til de her børn. Vi håber, at vi gennem fællesskabet kan få samlet lidt penge til de kære børn.«
Den kommende weekend bliver midtpunktet et telt på hjørnet, hvor der loves både musik, julemad og god stemning.
»Vi sætter et telt op på hjørnet søndag og mandag,« siger han. »Det kan være, at der kommer lidt livemusik – i hvert fald sørger vi for julemusik. Og man kan få lidt julemad fra Brøndskog. Det gjorde de også sidste år, så der er lidt af hvert.«
Alt sammen for at gøre en forskel, hvor det mærkes mest – hos børnene.
»Når fællesskabet spiller sammen, kan vi få lavet lidt penge til de kære børn,« siger han.
Bag den enkle idé gemmer sig en klar tanke: at juleglæde ikke skal være forbeholdt nogle få, men deles på tværs af sogne, byer og postnumre. For som Vagn Ove Hansen siger det:
»Vi kunne jo være tilbøjelige til at glemme kommunen, men det er jo inden for kommunens grænser, at vi giver – og ikke kun i Middelfart.«
Den lokale kunstner og grafisk designstuderende Nicole Canedo står bag årets Koldingkalender – håndtegnet med Koldinghus som vinterligt midtpunkt. For hende handler projektet om julehygge, nærvær og glæden ved at skabe noget, der gør en forskel – også for Hospitalsklovnene.
Da beskeden tikkede ind, at hun skulle stå bag årets Koldingkalender, blev Nicole Canedo både glad og lidt nervøs.
»Jeg tror, det første, jeg tænkte, var, at det var mega fedt,« siger hun. »Og så tænkte jeg, at man også bliver lidt nervøs, fordi det er ret mange mennesker, der skal have den derhjemme.«
Hun griner, da hun fortæller det. Nicole er 22 år, bosat i Kolding og studerer Grafisk Kommunikation på UC Syd. Kalenderen er hendes første store opgave af den slags, og hun indrømmer, at det tog lidt tid at komme i gang.
»Jeg havde en tanke, men jeg lod den ligge lidt, fordi jeg syntes, der var høje forventninger – mest mine egne. Så der gik faktisk ret lang tid, før jeg gik i gang, selvom jeg havde en måneds tid til at lave den på. Og så sprang jeg bare ud i det, og det endte med at blive ret godt, synes jeg.«
Hun valgte fra starten, at kalenderen skulle tegnes i hånden.
»Jeg fungerer bedst analogt,« forklarer hun. »Jeg er begyndt på Grafisk Kommunikation i Kolding, så jeg er ved at lære at bruge designprogrammerne, og det synes jeg også er ret fedt. Men lige på det tidspunkt var jeg ikke gået i gang med uddannelsen. Så det blev i hånden.«
For Nicole handler håndtegning om nærvær og autenticitet.
»Jeg synes, det kan noget andet end en computer. På computeren kan man ret nemt indsætte ting og tilføje lidt, fremfor at i hånden – der er det from scratch. Det er bare direkte fra hånden, hvis det giver mening. Der er lidt mere personlighed over det. En historie bag det.«
Hun arbejdede hjemme i stuen, med udsigt til det motiv, der endte med at blive centrum i kalenderen.
»Jeg sad i vores stue, hvor vi har udsigt til Koldinghus. Det er jo altid så hyggeligt at se. Nu har vi boet der i et par år, så jeg har set Koldinghus med sne over, og så tænkte jeg, at det var jo helt perfekt. Jeg kan huske fra barndommen, at man nogle gange kunne skøjte på søen. Så jeg tænkte, det er det, jeg går med – sne, skøjtning og hygge.«
For hende skulle motivet være både genkendeligt og stemningsfuldt.
»Der skulle være noget genkendeligt for Kolding, og der skulle være noget lidt julet over det,« siger hun. »Man kan nærmest ikke undgå at se Koldinghus. Så jeg tænkte, det var oplagt.«
Når hun ser på den færdige kalender, er der især én detalje, der gør hende tilfreds.
»Jeg tror, jeg er mest tilfreds med de små skøjteløbere – hvordan isen og refleksionen er i isen. Det synes jeg, jeg har ramt meget godt.«
Det sværeste var at tage de visuelle beslutninger.
»Det har helt klart været at tage nogle beslutninger i forhold til farvelægning. Det synes jeg var lidt svært.«
Kalenderen har ikke kun et æstetisk formål. Hele overskuddet fra salget går til Hospitalsklovnene i Trekantområdet.
»Jeg synes, det er mega fedt at kunne bidrage på den måde, fordi man måske ikke selv lige har økonomien til at bidrage,« siger hun. »Jeg synes, det er fedt, at det går til et godt formål, og jeg er glad for, at jeg kan hjælpe på den måde og bidrage med det, som jeg kan.«
Når folk tager kalenderen med hjem, håber hun, at den kan noget mere end bare at vise datoer.
»Jeg håber, de oplever en fornemmelse af julehygge og samarbejde – både familiemæssigt og venskabsmæssigt. Og at den kan skabe noget generel hygge derhjemme.«
Hun fortæller smilende, at en køber allerede har kontaktet hende for at få print af motivet som juleplakat.
»Jeg blev faktisk kontaktet af en, der har købt kalenderen og spurgt, om jeg muligvis laver nogle prints af den, fordi hun gerne vil have det hængende. Så det er jeg begyndt at printe nu. Jeg laver cirka 50 eksemplarer, og så er det det, jeg har.«
Og hvis muligheden byder sig igen næste år, er hun klar.
»Det vil jeg bestemt gerne. Jeg synes, det har været fedt at være med til.«
Der lugter af frisk maling i Jannes atelier. Penslerne står klar, farverne er blandet, og på lærredet vokser en velkendt skikkelse frem. Et blik, en kasket, en smøg i mundvigen. Kim Larsen.
»Jeg sidder faktisk og maler lige nu,« siger Janne Siff Valbo Johannessen med et grin. »Jeg ved alting om i sidste øjeblik. Deadline, deadline, deadline. Så jeg sidder og arbejder på 1, 2, 3… Der er fire Kim Larsen-malerier med.«
Når Fredericia Art Festival åbner dørene på STATIONEN i weekenden, vender den lokale kunstner tilbage med en særlig hyldest til Danmarks måske mest folkekære stemme. Kim Larsen ville i år være fyldt 80, og for Janne – kendt under kunstnernavnet Art by JSVJ – føltes det naturligt at lade netop ham stå i centrum.
»Han bliver kaldt Danmarks nationalskjald,« siger hun. »Og jeg kan bare se, hver gang jeg maler, altså jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det var ligesom, da han blev begravet – det var jo en statslig begravelse. Han har jo virkelig rørt noget i folk, det må man jo sige.«
Hun holder en lille pause, som om hun lige ser billederne for sig: mennesker med flag og blomster, fællessang, tårer.
»Man kan bare se, hvor meget fokus der har været omkring hans fødselsdag og sådan noget. Der er jo virkelig nogen, der stadig lever under for ham. Så det er lidt for, at han har jo også rørt noget igennem mig, igennem mit liv og igennem også min fars liv. Min far var jo meget til musik også. Så på den måde har han også fyldt rigtig meget. Og det synes jeg stadigvæk er meget sjovt at se, fordi han er jo ikke med os mere, men det går igen i min søns liv. De yngre generationer synes også, det er noget fedt musik, han laver. Gasolin og Kim Larsen og sådan noget. Det er jo sådan nogle udødelige sange, som bare bliver spillet og kan blive spillet igen og igen.«
Hun smiler. »Og man kan bare se, at hver gang der kommer Kim Larsen på, så kan folk bare ikke lade være. Det rører bare folk. De må jo danse eller fælde en tåre eller hvad det nu er. Det rører bare.«
De fire portrætter, hun udstiller, skal indfange netop det: den varme, gavtyven, det menneskelige.
»Det er jo lidt den der gavtyv, synes jeg,« siger hun. »Altså, han var bare så meget sin egen. Og det synes jeg, at de her portrætter afspejler. Man kan godt se, at han er bare så meget sig selv. Og det er han jo elsket for – det der gavtyveblik.«
Udstillingen på Stationen bliver samtidig en del af et større galleri af kendte ansigter, som hun har arbejdet med gennem tiden – George Michael, Frank Sinatra, Charlie Chaplin, Marilyn Monroe. Men uanset hvem hun maler, er udgangspunktet det samme: et blik, der møder hende tilbage.
»Jeg bliver stadig fascineret af portrætter og det, der kigger tilbage på mig,« siger hun. »Også det, jeg har skrevet på min flyer der. Det holder jo bare stadigvæk. Jeg fascineres af portrætter og mennesker og dyr for udtryk og mimik og attitude og blikket i øjet – hvad er det, der gemmer sig bag. Det er jeg meget fascineret af, når jeg ser et ansigt.«
Hun håber, at publikum får den samme fornemmelse, når de går rundt mellem lærrederne på festivalen.
»Jeg håber, at jeg simpelthen har rørt et eller andet. Det er vel det. At man kan kigge på et af mine malerier og blive rørt. At mærke, at der rører sig noget indeni. Det tænker jeg i virkeligheden er det største håb. At jeg kan røre nogen, og at nogen tænker: wow, hold da op. Det kan et eller andet, eller det minder mig om noget, eller man bliver rørt – bevidst eller ubevidst.«
Og måske er det netop derfor, Kim Larsen stadig dukker op på hendes lærred. Fordi hans blik stadig ser tilbage.
Vejdirektoratet advarer fredag morgen om pletvis sne- og isglatte veje flere steder i Syddanmark. Især udsatte strækninger kan være glatte, og bilister opfordres til...
