-0.6 C
Copenhagen
torsdag 25. december 2025

Erfaren kulturprofil skal stå i spidsen for fremtidens Museum Fredericia

0
Erfaren kulturprofil skal stå i spidsen for fremtidens Museum Fredericia

Museum Fredericia får ny direktør. Simon Faber tiltræder stillingen den 1. januar 2026 og skal stå i spidsen for museets videre udvikling – både i forhold til driften, gæsteoplevelsen og realiseringen af planerne om et nyt museum på Voss Grunden. Skiftet markerer begyndelsen på en ny epoke for byens kulturinstitution.

Simon Faber har en mangeårig og alsidig baggrund inden for kultur, politik og ledelse. Han har tidligere været overborgmester i Flensborg, projektleder for 100-året for Genforeningen og Christiansborg-konsulent ved Sydslesvigsk Forening. I dag arbejder han som chefkonsulent i Region Syddanmark og bestrider samtidig en række bestyrelsesposter – blandt andet i Sønderjyllands Symfoniorkester, Sprogforeningen og på Rødding Højskole.

Med sin historiske indsigt, sit brede netværk og sin erfaring med at lede komplekse projekter bliver Simon Faber en central figur i arbejdet med at styrke museets drift og udvikling – og i at sikre opbakningen til visionen om et nyt moderne museum i Fredericia.

Bestyrelsesformand Anders Østergaard ser frem til samarbejdet og fremhæver Simon Fabers evne til at bygge bro mellem kultur og politik.

»På vegne af bestyrelsen vil jeg gerne byde Simon hjertelig velkommen til vores historiske fæstningsby. Med Simon Faber får vi en leder med strategisk udsyn, stærke organisatoriske kompetencer og evnen til at skabe opbakning omkring store, komplekse projekter. Det gør ham til en stærk drivkraft i arbejdet med at konkretisere planerne og sikre den lokale og nationale opbakning til Fredericias nye museum,« siger Anders Østergaard.

Simon Faber ser frem til at blive en del af både byen og museets næste kapitel.

»Fredericia har en unik og fascinerende historie med betydning for hele Danmark og med tydelige forbindelser til grænselandet. Byens historie rummer både nationale perspektiver og et stærkt lokalt fællesskab – og det passer perfekt til min baggrund og erfaring. Jeg glæder mig til samarbejdet med medarbejdere, bestyrelse og byens mange partnere om at skabe et museum, der formidler denne historie med nutidig relevans og nerve,« siger Simon Faber.

Bestyrelsen retter samtidig en stor tak til Vibeke Kaiser-Hansen og hele medarbejderstaben for deres indsats i den periode, hvor Vibeke har været konstitueret direktør.

»Vibeke har med sikker hånd stået i spidsen for museet i en vigtig overgangsperiode og samtidig holdt fokus på faglighed, formidling og fællesskab. Det har været en stor opgave, som hun og hele holdet har løftet forbilledligt,« siger Anders Østergaard.

Når Simon Faber tiltræder den 1. januar, vender Vibeke Kaiser-Hansen tilbage til sin stilling som museumsinspektør, som hun har varetaget med stor faglighed gennem mange år.

Fakta om Simon Faber

  • 2024– Formand for Sprogforeningen
  • 2022– Bestyrelsesformand for Sønderjyllands Symfoniorkester
  • 2021–2025 Chefkonsulent i Region Syddanmark
  • 2017–2021 Projektleder for 100-året for Genforeningen
  • 2011–2017 Overborgmester i Flensborg
  • 1998 Cand.mag. fra Aarhus Universitet

Med ansættelsen af Simon Faber tager Museum Fredericia et nyt skridt i arbejdet for at udvikle byens kulturarv og gøre historien levende – både for fredericianerne og for besøgende fra hele landet.

Lars Løkke Rasmussen besøger Strib på lørdag – Moderaterne inviterer til dialog om lokalt selvstyre

0
Lars Løkke Rasmussen besøger Strib på lørdag – Moderaterne inviterer til dialog om lokalt selvstyre

På lørdag den 8. november besøger Danmarks udenrigsminister og formand for Moderaterne, Lars Løkke Rasmussen, SuperBrugsen i Strib. Her vil han sammen med Moderaternes lokale kandidat Andreas Lausen møde borgerne til en uformel snak om, hvordan velfærdsinstitutioner og lokalsamfund kan få mere indflydelse på deres egen hverdag.

Andreas Lausen fortæller, at besøget ligger i naturlig forlængelse af Moderaternes politik om at frisætte velfærden og give beslutningskraften tilbage til de lokale.

»Vi i Moderaterne arbejder for at frigøre vores velfærdsinstitutioner og lokalsamfund, så de får mere reel indflydelse på deres hverdag. Strib er et godt eksempel på et lokalsamfund, hvor det betyder noget. Her bor mange ældre borgere, og byen er et oplagt sted at vise, hvordan lokal frihed kan styrke hverdagen for både beboere og ansatte,« siger Andreas Lausen.

Arrangementet finder sted foran SuperBrugsen i Strib. Moderaterne byder på kaffe, kage, bolsjer og balloner – og håber på mange gode samtaler med lokale borgere.
Andreas Lausen vil være til stede fra kl. 14.00, og Lars Løkke Rasmussen ankommer omkring kl. 15.30. Borgerne er velkomne til at komme forbi når som helst mellem kl. 14.00 og 16.30 for at stille spørgsmål og høre mere om Moderaternes arbejde for lokalt medansvar og indflydelse.

»Jeg håber, at borgerne kan mærke, at vi tager det her alvorligt. Det handler ikke om symbolpolitik, men om at give mennesker og lokalsamfund reel indflydelse og ansvar. Det er sådan, vi skaber de bedste samfund – nedefra og op,« siger Andreas Lausen.

Eleverne som opfindere: Projekt Edison sætter idéer og ejerskab i centrum

0
Eleverne som opfindere: Projekt Edison sætter idéer og ejerskab i centrum

Der summer af stemmer, grin og nervøs energi i lokalet. Plakater, modeller og prototyper står klar på bordene. Midt i det hele står en flok syvendeklasseselever – klar til at pitche deres idéer for et dommerpanel af lokale erhvervsfolk, lærere og iværksættere.

I dag afholdes lokalfinalen i Projekt Edison – en landsdækkende opfinderkonkurrence for elever i 7. klasse. Her skal de bedste idéer findes og sendes videre til den nationale finale i Vejle.

»Det er en opfindert konkurrence for 6. og 7. klasser i hele landet, som hedder Projekt Edison,« fortæller René Gade Christensen, tovholder på projektet sammen med MajBritt Hassel Hansen. »Her i kommunen har vi valgt, at det kun er 7. klasserne, der deltager. De har haft deres egne lokalfinaler ude på skolerne, og så er det de to bedste fra hver klasse, der går videre til finalen her i dag. Derfra går otte elever videre til landsfinalen i Vejle i næste uge.«

Der er travlhed i salen. Eleverne retter på plancher, tjekker deres slides og øver deres pitch en sidste gang.

»Vi har 31 grupper med op til fire elever i hver gruppe, så vi er jo en del,« siger René Gade Christensen og smiler. »Innovationsprojektet Edison er mega fedt, fordi det handler om, at her kan eleverne komme ud med deres gode idéer.«

Årets tema hedder ”Din og min bybevægelse”. Det spænder vidt – fra grøn omstilling og kultur til infrastruktur og fremtidens byrum.

»Eleverne har været rigtig meget ude i byen for at kigge på nogle områder,« fortæller MajBritt Hassel Hansen. »Der er tre temaer – kultur, grøn omstilling og infrastruktur og fremtiden. De har valgt et emne, de dykker ned i, og så har de lavet en præsentation, et produkt og en god pitch, som dommerne skal komme og høre i dag.«

De ti dommere, udvalgt fra forskellige hjørner af kommunen, har fået til opgave at lytte til idéerne, stille spørgsmål og give feedback.

»Det er vigtigt, fordi det er deres projekt. Det er deres idé, og derfor brænder de også for det,« siger MajBritt. »De har jo været ude at finde nogle problemstillinger, hvor de tænker: ’Nej, det er da dumt, det der – det kan vi gøre noget ved’. Så det giver meningsfuld læring på den her måde.«

Hun ser ud over rummet, hvor eleverne står klar. Det er fjerde år, de to afholder lokalfinalen, og for dem er dagen en fejring af både kreativitet og mod.

»Det viser, hvor vigtigt det er, at vi anerkender deres idéer og den måde, de arbejder på. Vi vil gerne se dem og høre på dem. Derfor giver det så god mening, at vi samler dem lokalt og udvælger igen,« siger MajBritt.

Processen har været lærerig – og til tider kaotisk.

»De har arbejdet med det i en uge på skolen,« fortæller René. »For nogen har det været ret intenst, og det har været kaotisk og alt muligt andet. De er blevet uvenner, men så har de fundet ud af at løse det på den og den måde. Det er jo det vigtigste.«

Eleverne skal ikke kun præsentere deres idéer, men også fortælle om processen.

»De pitcher, hvad de har været igennem – fra de nemme ting til de svære ting – og hvordan de til sidst har samlet det og nået et mål. Det gør bare, at de tager ejerskab over projektet og virkelig glæder sig til at præsentere for de voksne i dag,« siger MajBritt.

Hun smiler og læner sig lidt frem. »Der er noget på spil. De er selvfølgelig nervøse, men på den gode måde. De har glædet sig til det, og de kan mærke, at der bliver lyttet til dem. Det er det vigtigste.«

Når dagen er omme, venter otte billetter til landsfinalen i Vejle – men det egentlige formål ligger et andet sted: i erkendelsen af, at en idé kan forandre noget, når man tør tage den alvorligt.

Som MajBritt siger det: »De får en oplevelse af, at deres stemme og tanker faktisk betyder noget. Og det er i virkeligheden det, Edison handler om.«

Fællesskab og julegløgg skal skabe glæde for børn i hele Middelfart Kommune

0
Fællesskab og julegløgg skal skabe glæde for børn i hele Middelfart Kommune

Der er ved at blive skruet op for julehumøret i Middelfart Kommune – og ikke kun i de private hjem. Også i Familieafdelingen arbejdes der på, at ingen børn skal gå glip af den varme og glæde, som julen bringer.

»Det er familieafdelingen i Middelfart Kommune, der her igennem nogle år har henvendt sig til virksomheder for at få hjælp til børn i Middelfart,« fortæller Vagn Ove Hansen. »Og det synes vi er en god idé. Derfor ville vi gerne bygge lidt på.«

I sidste uge samlede de lokale kræfter sig til et arrangement på, hvor duften af æbleskiver, gløgg og suppe satte scenen for det, der nu er ved at vokse sig til en større tradition.

»Vi havde en aften, hvor vi serverede æbleskiver, gløgg og lidt suppe,« siger han. »Vi var så heldige, at filmen til begivenheden blev sponsoreret.«

Men det er kun begyndelsen. Den 29. og 30. november bliver der nemlig juleliv i midtbyen, hvor man kan støtte formålet under mottoet »Alle børn i Middelfart Kommune har ret til en god jul.«

»Det er vigtigt for os at sige, at det gælder børn i hele kommunen – ikke kun i Middelfart by,« understreger Vagn Ove Hansen.

Initiativet er båret af fællesskab og samarbejde. Kring har lovet, at en del af salget fra hver flaske gløgg går til formålet. Og støtten kommer mange steder fra.

»En fra Jazzfestivalen har allerede givet et beløb fra en af deres arrangementer,« fortæller Vagn Ove Hansen. »Og den 21. december bliver der to forestillinger med Team Sverige, hvor hele entréen går til de her børn. Vi håber, at vi gennem fællesskabet kan få samlet lidt penge til de kære børn.«

Den kommende weekend bliver midtpunktet et telt på hjørnet, hvor der loves både musik, julemad og god stemning.

»Vi sætter et telt op på hjørnet søndag og mandag,« siger han. »Det kan være, at der kommer lidt livemusik – i hvert fald sørger vi for julemusik. Og man kan få lidt julemad fra Brøndskog. Det gjorde de også sidste år, så der er lidt af hvert.«

Alt sammen for at gøre en forskel, hvor det mærkes mest – hos børnene.

»Når fællesskabet spiller sammen, kan vi få lavet lidt penge til de kære børn,« siger han.

Bag den enkle idé gemmer sig en klar tanke: at juleglæde ikke skal være forbeholdt nogle få, men deles på tværs af sogne, byer og postnumre. For som Vagn Ove Hansen siger det:

»Vi kunne jo være tilbøjelige til at glemme kommunen, men det er jo inden for kommunens grænser, at vi giver – og ikke kun i Middelfart.«

»Jeg sad i stuen og kiggede ud på Koldinghus« – den nye Koldingkalender er håndtegnet af lokal kunstner

0
»Jeg sad i stuen og kiggede ud på Koldinghus« – den nye Koldingkalender er håndtegnet af lokal kunstner

Den lokale kunstner og grafisk designstuderende Nicole Canedo står bag årets Koldingkalender – håndtegnet med Koldinghus som vinterligt midtpunkt. For hende handler projektet om julehygge, nærvær og glæden ved at skabe noget, der gør en forskel – også for Hospitalsklovnene.

Da beskeden tikkede ind, at hun skulle stå bag årets Koldingkalender, blev Nicole Canedo både glad og lidt nervøs.

»Jeg tror, det første, jeg tænkte, var, at det var mega fedt,« siger hun. »Og så tænkte jeg, at man også bliver lidt nervøs, fordi det er ret mange mennesker, der skal have den derhjemme.«

Hun griner, da hun fortæller det. Nicole er 22 år, bosat i Kolding og studerer Grafisk Kommunikation på UC Syd. Kalenderen er hendes første store opgave af den slags, og hun indrømmer, at det tog lidt tid at komme i gang.

»Jeg havde en tanke, men jeg lod den ligge lidt, fordi jeg syntes, der var høje forventninger – mest mine egne. Så der gik faktisk ret lang tid, før jeg gik i gang, selvom jeg havde en måneds tid til at lave den på. Og så sprang jeg bare ud i det, og det endte med at blive ret godt, synes jeg.«

Hun valgte fra starten, at kalenderen skulle tegnes i hånden.

»Jeg fungerer bedst analogt,« forklarer hun. »Jeg er begyndt på Grafisk Kommunikation i Kolding, så jeg er ved at lære at bruge designprogrammerne, og det synes jeg også er ret fedt. Men lige på det tidspunkt var jeg ikke gået i gang med uddannelsen. Så det blev i hånden.«

For Nicole handler håndtegning om nærvær og autenticitet.

»Jeg synes, det kan noget andet end en computer. På computeren kan man ret nemt indsætte ting og tilføje lidt, fremfor at i hånden – der er det from scratch. Det er bare direkte fra hånden, hvis det giver mening. Der er lidt mere personlighed over det. En historie bag det.«

Hun arbejdede hjemme i stuen, med udsigt til det motiv, der endte med at blive centrum i kalenderen.

»Jeg sad i vores stue, hvor vi har udsigt til Koldinghus. Det er jo altid så hyggeligt at se. Nu har vi boet der i et par år, så jeg har set Koldinghus med sne over, og så tænkte jeg, at det var jo helt perfekt. Jeg kan huske fra barndommen, at man nogle gange kunne skøjte på søen. Så jeg tænkte, det er det, jeg går med – sne, skøjtning og hygge.«

For hende skulle motivet være både genkendeligt og stemningsfuldt.

»Der skulle være noget genkendeligt for Kolding, og der skulle være noget lidt julet over det,« siger hun. »Man kan nærmest ikke undgå at se Koldinghus. Så jeg tænkte, det var oplagt.«

Når hun ser på den færdige kalender, er der især én detalje, der gør hende tilfreds.

»Jeg tror, jeg er mest tilfreds med de små skøjteløbere – hvordan isen og refleksionen er i isen. Det synes jeg, jeg har ramt meget godt.«

Det sværeste var at tage de visuelle beslutninger.

»Det har helt klart været at tage nogle beslutninger i forhold til farvelægning. Det synes jeg var lidt svært.«

Kalenderen har ikke kun et æstetisk formål. Hele overskuddet fra salget går til Hospitalsklovnene i Trekantområdet.

»Jeg synes, det er mega fedt at kunne bidrage på den måde, fordi man måske ikke selv lige har økonomien til at bidrage,« siger hun. »Jeg synes, det er fedt, at det går til et godt formål, og jeg er glad for, at jeg kan hjælpe på den måde og bidrage med det, som jeg kan.«

Når folk tager kalenderen med hjem, håber hun, at den kan noget mere end bare at vise datoer.

»Jeg håber, de oplever en fornemmelse af julehygge og samarbejde – både familiemæssigt og venskabsmæssigt. Og at den kan skabe noget generel hygge derhjemme.«

Hun fortæller smilende, at en køber allerede har kontaktet hende for at få print af motivet som juleplakat.

»Jeg blev faktisk kontaktet af en, der har købt kalenderen og spurgt, om jeg muligvis laver nogle prints af den, fordi hun gerne vil have det hængende. Så det er jeg begyndt at printe nu. Jeg laver cirka 50 eksemplarer, og så er det det, jeg har.«

Og hvis muligheden byder sig igen næste år, er hun klar.

»Det vil jeg bestemt gerne. Jeg synes, det har været fedt at være med til.«

»Han har rørt noget i os« – Janne Siff Valbo Johannessen hylder Kim Larsen på Fredericia Art Festival

0
»Han har rørt noget i os« – Janne Siff Valbo Johannessen hylder Kim Larsen på Fredericia Art Festival

Der lugter af frisk maling i Jannes atelier. Penslerne står klar, farverne er blandet, og på lærredet vokser en velkendt skikkelse frem. Et blik, en kasket, en smøg i mundvigen. Kim Larsen.

»Jeg sidder faktisk og maler lige nu,« siger Janne Siff Valbo Johannessen med et grin. »Jeg ved alting om i sidste øjeblik. Deadline, deadline, deadline. Så jeg sidder og arbejder på 1, 2, 3… Der er fire Kim Larsen-malerier med.«

Når Fredericia Art Festival åbner dørene på STATIONEN i weekenden, vender den lokale kunstner tilbage med en særlig hyldest til Danmarks måske mest folkekære stemme. Kim Larsen ville i år være fyldt 80, og for Janne – kendt under kunstnernavnet Art by JSVJ – føltes det naturligt at lade netop ham stå i centrum.

»Han bliver kaldt Danmarks nationalskjald,« siger hun. »Og jeg kan bare se, hver gang jeg maler, altså jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det var ligesom, da han blev begravet – det var jo en statslig begravelse. Han har jo virkelig rørt noget i folk, det må man jo sige.«

Hun holder en lille pause, som om hun lige ser billederne for sig: mennesker med flag og blomster, fællessang, tårer.

»Man kan bare se, hvor meget fokus der har været omkring hans fødselsdag og sådan noget. Der er jo virkelig nogen, der stadig lever under for ham. Så det er lidt for, at han har jo også rørt noget igennem mig, igennem mit liv og igennem også min fars liv. Min far var jo meget til musik også. Så på den måde har han også fyldt rigtig meget. Og det synes jeg stadigvæk er meget sjovt at se, fordi han er jo ikke med os mere, men det går igen i min søns liv. De yngre generationer synes også, det er noget fedt musik, han laver. Gasolin og Kim Larsen og sådan noget. Det er jo sådan nogle udødelige sange, som bare bliver spillet og kan blive spillet igen og igen.«

Hun smiler. »Og man kan bare se, at hver gang der kommer Kim Larsen på, så kan folk bare ikke lade være. Det rører bare folk. De må jo danse eller fælde en tåre eller hvad det nu er. Det rører bare.«

De fire portrætter, hun udstiller, skal indfange netop det: den varme, gavtyven, det menneskelige.

»Det er jo lidt den der gavtyv, synes jeg,« siger hun. »Altså, han var bare så meget sin egen. Og det synes jeg, at de her portrætter afspejler. Man kan godt se, at han er bare så meget sig selv. Og det er han jo elsket for – det der gavtyveblik.«

Udstillingen på Stationen bliver samtidig en del af et større galleri af kendte ansigter, som hun har arbejdet med gennem tiden – George Michael, Frank Sinatra, Charlie Chaplin, Marilyn Monroe. Men uanset hvem hun maler, er udgangspunktet det samme: et blik, der møder hende tilbage.

»Jeg bliver stadig fascineret af portrætter og det, der kigger tilbage på mig,« siger hun. »Også det, jeg har skrevet på min flyer der. Det holder jo bare stadigvæk. Jeg fascineres af portrætter og mennesker og dyr for udtryk og mimik og attitude og blikket i øjet – hvad er det, der gemmer sig bag. Det er jeg meget fascineret af, når jeg ser et ansigt.«

Hun håber, at publikum får den samme fornemmelse, når de går rundt mellem lærrederne på festivalen.

»Jeg håber, at jeg simpelthen har rørt et eller andet. Det er vel det. At man kan kigge på et af mine malerier og blive rørt. At mærke, at der rører sig noget indeni. Det tænker jeg i virkeligheden er det største håb. At jeg kan røre nogen, og at nogen tænker: wow, hold da op. Det kan et eller andet, eller det minder mig om noget, eller man bliver rørt – bevidst eller ubevidst.«

Og måske er det netop derfor, Kim Larsen stadig dukker op på hendes lærred. Fordi hans blik stadig ser tilbage.

Udstillingssted: STATIONEN, Norgesgade 48, Fredericia

Åbningstider: Fredag: 15.00 – 19.00 Lørdag: 10.00 – 16.00 Søndag: 10.00 – 16.00

»Der kommer altid en sporvogn« – og denne gang standsede den på plejehjemmet

0
»Der kommer altid en sporvogn« – og denne gang standsede den på plejehjemmet

En stille formiddag på Othello Plejehjem i Fredericia bliver til noget særligt. Kaffekopper klirrer svagt på bakkerne, rollatorer skubber sig langsomt frem over gulvet i Oasen, og en stemning af mild forventning ligger i luften. Her, blandt planter, tæpper og fotos fra et levet liv, har Teaterforeningen Lillebælt slået et lille kulturelt hul i hverdagen.

To skuespillere – Mads Kronborg ved klaveret og Christian Bergman med mikrofonen – træder frem. De repræsenterer Teater Next, og foran et publikum af byens ældste borgere folder de forestillingen Der kommer altid en sporvogn ud. Et titelnummer, der næsten er et løfte i sig selv: at livet, på trods af alt, altid bringer noget nyt forbi.

Sven Gyldmarks eviggyldige og elskede sange bliver vakt til live igen. Publikum nynner med på »Er du dus med himlens fugle«, »Du er min øjesten« og selvfølgelig »Der kommer altid en sporvogn og en pige til«. For mange er det ikke bare melodier – det er minder fra ungdommen, fra biografsale og køkkenradioer, fra Dirch Passer og Ove Sprogøes tid som de to ungkarle, der med charme og sang konkurrerede om blikkene fra byens kvinder.

»Vi gjorde det i går,« fortæller Vanessa Knudstorp, bestyrelsesmedlem i Teaterforeningen Lillebælt. »Det var en forestilling, som egnede sig til et plejehjem, og så tænkte vi: hvorfor skulle vi ikke prøve det? Det er jo ikke sådan et område, hvor der sker så meget, tror jeg. Jeg arbejder ikke selv på plejehjem, men det er min fornemmelse, at det ikke er de ældste borgere, der bliver tilgodeset med sådan en kultur. Så derfor tænkte vi, at vi ville slå et slag for det.«

I Othellos fællesrum, Oasen, var der dæmpet summen, inden musikken begyndte. Beboere blev trillet ind, nogle med tæpper over benene, andre med rollatorer, og i hjørnet stod to unge mænd med instrumenter og et lille klaver.

»Det var en lille bitte forestilling med to skuespillere, som kommer med musikinstrumenter, og så synger de faktisk nogle af de gamle sange og laver et lille bitte show. Det er meget lille, men nærværende,« siger Vanessa Knudstorp, bestyrelsesmedlem i Teaterforeningen Lillebælt.

Det var hende, der tog initiativet til, at forestillingen overhovedet blev spillet på plejecentret.

»Jeg tog kontakt til Othello og spurgte, om det var noget, de var interesserede i, og det greb de med det samme. Og så afviklede vi det i går,« fortæller hun. Der var ikke tale om en åben forestilling, men et arrangement særligt for stedets beboere og deres pårørende.

»Det viste sig at være bedst, at det var beboerne på Othello, og så dagcenterets brugere og eventuelt pårørende. Vi fik hængt plakater op ude på Othello og lagt et lille filmklip i deres lukkede Facebook-gruppe, hvor skuespilleren fortalte, hvad det var, de skulle. Jeg vil tro, der var mellem 40 og 50 i går. Det var alt fra beboere, der blev kørt i kørestole, til nogen der kom med rollator, og nogen der selv kunne gå.«

Da alle havde fundet deres pladser, sænkede roen sig. Musikken fyldte rummet, og stemningen ændrede sig stille.
»Så var vi bænket derinde, og så havde vi sådan en hyggelig 45 minutter. Det var faktisk meget rørende, fordi de der sange, de sætter jo også noget i gang. Sådan minder man ikke også. Det var helt tydeligt at se. De kunne både synge med, men der var også flere, der blev bevæget undervejs, fordi de måske har mistet en ægtefælle, eller måske sad sammen med deres ægtefælle.«

Da forestillingen sluttede, blev der ikke travlt med at rejse sig. Mange ville sige tak.

»De var meget begejstrede, og så var der faktisk en stor taknemmelighed over, at der var nogen, der ville komme og optræde for dem,« siger Vanessa. »De her to unge fyre, som synger – Mads og Christian Bergman – de gik hen til beboerne bagefter, og folk fortalte dem, at de kendte sangene udmærket godt, og hvor dejligt det var, at de kom.«

Om det bliver begyndelsen på en ny tradition, er endnu uvist.

»Jeg vil ikke afvise det, men det er jo ikke min beslutning alene. Men jeg synes, det var vigtigt, at vi som samarbejdspartner med kommunen også gjorde noget for et segment af borgere, som måske ikke bliver tilgodeset. Nu var det en relativ lille forestilling, så derfor valgte vi at springe ud i det.«

Hun smiler, når hun tænker tilbage på dagen. For Vanessa Knudstorp og Teaterforeningen Lillebælt blev det mere end et arrangement – en påmindelse om, hvor meget de små formater kan betyde.
»Alt i alt var det en fin lille ting, der blev ført op – og for de andre borgere i kommunen også.«

Der er vægt bag fredericianerne

0
Der er vægt bag fredericianerne

Bag den måske lidt muntre overskrift gemmer der sig noget skræmmende.

30 procent af befolkningen er svært overvægtige ifølge en fremskrivning fra Forebyggelsesalliancen og der er ikke noget, der ser du til at tallene er faldende. 

Tværtimod.

Hvis udviklingen fortsætter, går det ud over sundheden.

Forskerne ved at for lidt motion og usunde fødevare, er en væsentlig faktor,

Ofte er usunde fødevarer de billigste.

Derfor er det godt, at Fredericia Kommune har Fripas til børn, der kommer fra dårligt stillede familier – rent økonomisk.

Fripas er for børn mellem 6 og 18 år. Den enkelte familie skal blot kontakte en fagperson det kan være sagsbehandleren, pædagogen eller læreren – så kan en ansøgning sendes til familieafdelingen.

Så skulle jeg tro at alt er i orden, men sådan går det næsten ikke. 

For børn og unge fra udsatte familie,r der vil dyrke en sportsgren, får desværre ofte svaret.

Nej.

Fordi Fredericia Kommune har indført gratis fritidstilbud og det tilbud foretrækker den afdeling i Familieafdelingen, at henvise børnene til fordi;

Det er nemlig gratis. (altså gratis for børnene ikke for dig og mig).

Nå ja det var overvægt jeg skrev om, så kommune er selv med til at sikre, at vi har overvægtige.

Når børn der kommer fra økonomiske træge familier, ikke kan få lov til at gå til sport, bare fordi de kan henvises til et klubtilbud med computerspil og spændende aftne med konkurrencer. 

Således etableres en fødekæde for overvægtige.

Stop denne fødekæde og hjælp de børn, der gerne vil dyrke sport med et Fritidspas.

Løserbrev: Kommunen misforstår solceller

0
Løserbrev: Kommunen misforstår solceller

Byrådet har “løsningen” på klimaudfordringen: Solcellemarker langt væk fra byrådssalen. Protesterne fra Herslev og omegn viser dog, at denne “ude af øje, ude af sind”-løsning har store omkostninger, både for landskabet og borgernes velfærd. Vi ofrer smukt terræn for en uigennemtænkt løsning.

Men burde den grønne omstilling ikke skabe værdi for borgerne, i stedet for at ødelægge deres omgivelser? Solceller kan i dag integreres arkitektonisk smukt, så klima og livskvalitet går hånd i hånd. Den grønne omstilling behøver ikke at være grim.

Udenfor kommunegrænsen kan vi lære af dem, der tænker smart:

  • I Freiburg i Tyskland øger cykelstier overdækket med solceller lysten til at cykle, til gavn for borgernes sundhed.
  • Hos virksomheden Solar i Vejen vidner solcelleoverdækkede parkeringspladser om en virksomhed, hvor arkitektur, prisbevidsthed og grøn omstilling går hånd i hånd.

Benyttet rigtigt kan solcelleløsninger skabe elegante løsninger til overdækning og indhegning – lige fra boliger og rekreative områder til industriområder. De kan bruges til signaturbyggeri (eksempelvis udkigstårne med solceller) eller til at guide turister til byens spiseområder.

Vi skal stoppe med at se solceller som en skamplet og begynde at se dem som et arkitektonisk aktiv. Når solceller anvendes arkitektonisk smart, skal de ikke placeres længst muligt væk. De bør være tæt på borgerne, berige livskvaliteten og signalere, at vi er en klimasmart kommune.

Derfor foreslår jeg, at byrådet starter med at få et smukkere rådhus via solceller, så fokus med klimaløsningerne skifter til byliv, livskvalitet og arkitektur i hele kommunen. Og får lavet en samlet plan for berigelse af byen med solceller uden “jernmarker”.

Dødsfald Kolding uge 43

0
Dødsfald Kolding uge 43

Ellen Margrethe Støy
1953 – 2025

Søren Byrial Kollerup
1937 – 2025

Bjarne Hagedorn
1943 – 2025

Gerhard Knudsen
1945 – 2025

Henning Foged Hansen
1948 – 2025

Carl Svenning Hansen
1933 – 2025

Kjeld Bogetoft
1939 – 2025

Juleindbrud på Fyn – politiet forventer flere anmeldelser de kommende dage

Juleindbrud på Fyn – politiet forventer flere anmeldelser de kommende dage

0
KRIMI. Antallet af anmeldte juleindbrud på Fyn vil med stor sandsynlighed stige i de kommende dage. Det vurderer Heidi Klokker, udviklings- og kommunikationschef ved...