FC Fredericia tørner klokken 13:00 sammen med bundholdet HB Køge. Lykkes det FC Fredericia at vinde efter to nederlag i træk? Følg med og få svaret.
SDU bringer klimahåb og naturlige løsninger til Klimafolkemødet
Syddansk Universitet deltager aktivt på Klimafolkemødet i Middelfart for at dele viden og inspirere til klimahandling. Cecilie Pedersen, Ocean Mission Manager på SDU, forklarer, at universitetet ønsker at skabe partnerskaber mellem forskning, borgere, det offentlige og private virksomheder for at bringe forskningen ud i virkeligheden. Målet er at give folk klimahåb og konkrete idéer til, hvordan de kan gøre en forskel i hverdagen.
SDU understreger, at naturen kan levere løsninger på klimaproblemerne. For eksempel er strandenge og vådområder langs kysterne naturlige barrierer mod storme og oversvømmelser og fungerer ofte bedre end betonmure. Universitetet ønsker at åbne diskussioner om, hvordan naturen kan være en del af løsningen på klimaforandringer.
SDU ser det som deres ansvar som vidensinstitution at gøre deres viden tilgængelig for omverdenen. De arbejder på tværs af fagområder, fra filosofi til ingeniørvidenskab, for at skabe innovative løsninger. De oplever en stigende interesse fra studerende, både nye og efteruddannede, der ønsker at arbejde med konkrete klimaprojekter.
På Klimafolkemødet håber SDU at give deltagerne et nyt perspektiv: Klimaforandringer skal ikke skabe frygt, men håb om, at små handlinger kan gøre en stor forskel for fremtiden.
Se her indslaget med SDU:
Indbrud i Skærbæk
Tidligt lørdag morgen modtog politiet en anmeldelse om et indbrud på Skærbæk Møllevej i Skærbæk. Anmeldelsen kom klokken 01.11 fra en person, der overraskede fire dansk-talende mænd, som var i færd med at stjæle PH-lamper og designerstole fra stedet.
De fire gerningsmænd forlod hurtigt stedet i to personbiler: en Ford C-Max med danske nummerplader og en sort Seat med tyske nummerplader. Begge biler forsvandt fra området i høj fart.
Politiet efterforsker nu sagen og søger vidner, der kan have set de to biler eller de fire mænd i området. Hvis nogen har oplysninger, der kan hjælpe med opklaringen, opfordres de til at kontakte politiet, siger vagtchef John Skjødt fra Sydøstjyllands Politi.
Et moderne forsamlingshus fylder 23 år
Den 1. september fylder Restaurant Oven Vande 23 år. En milepæl, som ikke mange restauranter i dagens Danmark kan prale af at nå. Det er en fortælling om vedholdenhed, kærlighed til byen og en passion for gastronomi, der har været konstant i tre forskellige lokationer i Fredericia – fra lystbådehavnen til Søndervoldgade og nu til de smukke rammer ved Vester Voldgade, lige ved Fredericia Vold.
Når man træder ind ad døren til Restaurant Oven Vande ved Vester Voldgade i Fredericia, mærker man straks noget særligt. Den varme atmosfære, de flotte rammer lige ved volden, og en fornemmelse af, at her er mere end bare en restaurant. Her er et sted, hvor mennesker mødes, deler oplevelser og skaber minder. Den 1. september kan Oven Vande fejre sin 23-års fødselsdag – en imponerende milepæl for enhver restaurant, men især i en tid, hvor det at drive en forretning i så mange år er alt andet end en selvfølge.

Historien om Oven Vande begynder med Henrik Lyager, der drømte om at skabe mere end bare et sted, hvor man spiser. Han så for sig et moderne forsamlingshus – et sted, hvor byens borgere kunne samles til alle slags anledninger. Et sted, hvor maden var i centrum, men hvor det sociale liv og fællesskabet var lige så vigtigt. I løbet af 23 år har restauranten bevæget sig fra sin oprindelige placering ved lystbådehavnen, videre til Søndervoldgade og nu endelig til de smukke rammer ved Vester Voldgade, hvor den har haft sin base de sidste seks år.
Henrik nåede at se sin drøm blive helt realiseret, men fik ikke skrevet den afslutning, som han kunne have ønsket sig. Henriks kærlighed til gastronomien og Fredericia lever dog stadig. For nogle år siden mistede Lise Lotte Gaarde sin livspartner, Henrik, der gik bort alt for tidligt. – Det var en tung tid, fortæller Lotte. Henrik grundlagde Oven Vande, og jeg blev gradvist en del af forretningen, selvom det egentlig aldrig var meningen, at jeg skulle stå i restauranten. Jeg skulle bare tage mig af bogføringen og beholde mit job. Men lidt efter lidt blev jeg en del af det hele, fortæller Lotte.



– Jeg havde mit eget job ved siden af, og det passede mig fint. Henrik tog sig af restauranten, og jeg hjalp til med regnskaberne. Men en dag ringede han og spurgte, om jeg ikke kunne komme og hjælpe. Det kunne jeg godt, og lige pludselig stod jeg og vaskede op. Så manglede der en kok, og jeg begyndte at skrælle kartofler derhjemme, mens børnene sov, griner Lotte.
Små opgaver blev til store opgaver, og snart stod Lotte ikke kun for regnskaberne, men også i restauranten.
– Jeg blev mere og mere involveret, og til sidst måtte jeg sige mit job op. Det var aldrig meningen, men det blev til mit liv, fortæller hun. Og det blev også en fælles rejse for hende og Henrik, hvor de arbejdede side om side i mange år.
At drive en restaurant sammen som par er en udfordring i sig selv. – Både Henrik og jeg har og havde et veludviklet temperament, siger Lotte med et smil. – Det må man have i denne branche. Man skal være passioneret for at kunne lykkes. Og vi kunne både være de bedste venner og de største konkurrenter på samme tid. Men det var, fordi vi begge ville det så meget. Jeg stod på forsiden, og han i køkkenet, og det skulle bare spille.

Henrik havde en dyb kærlighed til byen, og den kærlighed blev videreført af Lotte.
– Jeg vil gerne have, at byen bruger mig, og så må jeg også bruge byen, forklarer hun. – Jeg går hellere ned i byen og køber det, jeg skal bruge, end at bestille det udefra. Denne tilgang har været en del af restauranten fra begyndelsen og har været en nøgle til dens succes.
Henrik kaldte det et moderne forsamlingshus, og det har Lotte fortsat efter hans død. Oven Vande har plads til 149 mennesker og lokalerne bliver brugt til både store og små begivenheder.
– Vi kan samle mange mennesker her. Det bliver brugt til alle mulige arrangementer gennem året – fødselsdage, bryllupper, firmafester, you name it.




Men det er også et sted, der værner om sine værdier og sit personale. Restauranten holder lukket i påsken og sommerferien.
– Det er simpelthen for dyrt at holde åbent i de perioder, og det handler også om at tage vare på vores medarbejdere. Det skal være en god arbejdsplads. Vi vil gerne signalere ordentlighed og have tingene i orden. Det tror jeg også er grunden til, at vi har kunnet fejre 23 år – det er ikke normalt i denne branche, fortæller hun.
Køkkenet har altid været hjertet af Oven Vande, og det er her, restaurantens sjæl virkelig skinner igennem.
– Vi har altid været kendt for vores gode køkken med sublime råvarer, fortæller Lotte og tilføjer:
– Vi gør, som vi plejer, men vi fornyer os også. Nogle retter må dog aldrig ændres. Hummersuppen må ikke laves om. Den skal smage sådan. Det er sådan, den er, siger hun med en bestemt mine.
Køkkenchef Tua har været en del af holdet siden 2012, og selvom han kortvarigt arbejdede andre steder, vendte han tilbage til Oven Vande, da Lotte ringede efter ham efter Henriks død.
– Jeg ringede og spurgte, om han ville tilbage, og det skulle han selvfølgelig, siger Lotte. Hans dedikation og erfaring er en vigtig del af restaurantens succes og kontinuitet.
De sidste seks år på den nuværende lokation ved Vester Voldgade har været en blanding af nye muligheder og store udfordringer.
– Det har været en daglig kamp. Vi har overlevet coronakrisen, men det har ændret mange ting. Folk opfører sig anderledes nu, både kunder og personale. Det er sværere at få medarbejdere, og de forventer noget andet. Der er sket et skift efter coronakrisen, men vi er på den anden side. Man lærer at tilpasse sig, også selvom det nogle gange kan være svært at forstå de unge generationer, siger hun med et glimt i øjet. – Men det er sådan, det er, og vi må følge med, tilføjer hun.
Når man spørger Lotte om fremtiden, er hun klar over, at der er mange muligheder og valg, der skal træffes.
-Jeg kan ikke se mig selv stå her som 69-årig, siger hun med et grin. Men jeg kan heller ikke se mig stoppe lige nu. Jeg skal da have sølvbryllup her – hvem ved, siger restaratøren med et stort smil.
Med den kærlighed og dedikation, hun har til stedet og til byen, er det svært at forestille sig andet end, at Oven Vande vil fortsætte med at være en central del af Fredericias liv. Oven Vande har skabt minder, bragt folk sammen og serveret uforglemmelige måltider i 23 år. Restauranten er et levende bevis på, at med passion, dedikation og en vilje til at tilpasse sig, kan man skabe noget, der virkelig betyder noget – ikke kun for én selv, men for en hel by. Lotte og hendes team fortsætter Henriks drøm om et moderne forsamlingshus, og der er ingen tvivl om, at historien om Oven Vande langt fra er slut endnu.
Mand pågrebet efter mistænkeligt ophold i have
Tidligt lørdag morgen klokken 04.55 blev politiet kontaktet om en mistænkelig hændelse på Stærmosevej i Vejle. En nabo observerede en mandsperson, der gik rundt og lyste med en lommelygte i beboernes have.
Naboen konfronterede manden og bemærkede, at han havde en elcykel, som ikke syntes at tilhøre ham. Efter en kort samtale kastede gerningsmanden cyklen fra sig og flygtede. Han beskrives som en cirka 20-årig dansk mand, omkring 180 cm høj, iført en North Face-jakke og en sort halsedisse.
Der har ikke været et indbrud på selve stedet, men politiet har nu fat i en dreng, der kunne være den formodede gerningsmand, fortæller vagtchef John Skjødt fra Sydøstjyllands Politi.
Kamp mod bundhold kan cementere FC Fredericias gode sæsonstart
FC Fredericia har fået en lovende start på sæsonen i NordicBet Ligaen, selvom holdet har gennemgået en række udskiftninger i truppen hen over sommeren. Med 12 point på kontoen efter syv kampe indtager holdet en flot tredjeplads i tabellen. Søndag venter en afgørende kamp mod HB Køge, der kan sætte et kraftigt punktum for en succesfuld start på sæsonen inden landsholdspausen.
På trods af de mange udskiftninger i truppen, var det langt fra givet, at FC Fredericia ville starte sæsonen uden de store problemer. Holdet har måttet inkorporere flere nye spillere og finde en ny balance, hvilket ofte fører til svingende præstationer i de første kampe. Men indtil videre har FC Fredericia formået at holde kursen stabil og levere solide resultater. Selvom bump på vejen var forventede, har holdet indtil videre vist sig at være mere end i stand til at navigere uden om dem.
Det mest markante bump indtil videre kom dog i sidste weekend, hvor FC Fredericia måtte se sig slået af Hvidovre uden at få noget ud af anstrengelserne i form af point. Spillemæssigt var præstationen dog mere positiv, og flere vil hævde, at Fredericia havde fortjent mindst et point fra opgøret. Samtidig har holdet i andre kampe haft heldet på deres side, som for eksempel i sejren mod FC Roskilde, hvor spillet ikke var prangende, men alligevel resulterede i en 3-2 sejr. Denne evne til at hive sejre hjem, selv når spillet ikke sidder helt i skabet, vidner om en stærk mentalitet og kampgejst i truppen.

Nu skal FC Fredericia dog tilbage på pointtavlen efter at have tabt de to seneste opgør mod Superliga-nedrykkerne OB og Hvidovre. Søndagens kamp mod HB Køge, som i øjeblikket ligger på sidstepladsen med nul point efter syv kampe, bliver derfor en vigtig test for at bevare momentum. Alt andet end en sejr vil blive betragtet som en skuffelse for Fredericia, der ønsker at konsolidere deres position i toppen af tabellen.
Men selvom HB Køge er i problemer og endnu ikke har fået point i sæsonen, bør FC Fredericia ikke undervurdere modstanderen. Det er i netop sådanne kampe, at hold kan blive straffet, hvis de ikke er fuldt fokuserede. FC Fredericia skal angribe kampen med samme energi og aggressivitet, som de gjorde mod Hvidovre sidste søndag, hvor de skabte adskillige chancer. Forskellen denne gang skal være effektiviteten foran mål – de skal være skarpere, når mulighederne opstår.

Søndagens opgør giver FC Fredericia en gylden mulighed for at slå fast, at deres stærke sæsonstart ikke blot er et spørgsmål om held, men resultatet af hårdt arbejde og taktisk disciplin. En sejr mod HB Køge på Capelli Sport Stadion vil være den perfekte måde at gå på landsholdspause på, og kampen fløjtes i gang klokken 13:00.
Alarm skræmmer tyve væk
Tidligt lørdag morgen klokken 04.46 blev der udløst en alarm ved en villa på Elsdyrvej i Vejle, da nogen forsøgte at bryde ind gennem terrassedøren.
En vægter ankom til stedet allerede klokken 04.34, hvor han opdagede, at der var et hul i terrassedørens rude. Det ser ud til, at gerningspersonerne har forsøgt at komme ind i huset via terrassedøren, men indbrudsforsøget mislykkedes formentlig på grund af alarmen, der blev aktiveret.
Politiet efterforsker nu sagen og opfordrer eventuelle vidner, der kan have set noget mistænkeligt i området, til at kontakte dem.























