-0.6 C
Copenhagen
torsdag 25. december 2025

Besparelser i Fredericia kommune vil svække beredskabet, forvaltningen må have overset konsekvenserne

0

Af Martin Langemose

Det kom som en overraskelse for mig, at forvaltningen har indstillet til besparelser på låse og nødkald til Senior- og Socialudvalget. I dag løses opgaven af mine dygtige og dedikerede kollegaer i TrekantBrand, et udsagn, jeg står inde for.

Tidligere i år besøgte direktionen brandstationen og udtrykte stor ros og tilfredshed med opgaveløsningen for Fredericia kommune. Vi har også fået positive tilkendegivelser fra politisk hold efter veloverståede indsatser og de daglige opgaver, som f.eks. dem i låse- og nødkaldsafdelingen.

Dette falmer nu i lyset af det nye forslag, som hverken medarbejdere eller jeg som tillidsrepræsentant har haft mulighed for at kvalificere.

TrekantBrand håndterer opgaver med op- og nedtagning af låsesystemer hos borgere, der har brug for pleje, så plejepersonalet kan få adgang til dem. Derudover opsætter vi nødkald, som er essentielle for borgernes sikkerhed. Det er deres livsline når de har brug for hjælp.

Disse opgaver har været håndteret på brandstationen i mange år, først under Fredericia Brandvæsen og nu under TrekantBrand.

Fordelen ved, at TrekantBrand løser opgaverne, er, at kollegaerne samtidig er en del af det daglige beredskab, som er sikkerhedsnettet, når brand, ulykker og andre hændelser rammer Fredericia. Beredskabet er allerede blevet beskåret, og nu ser vi på endnu en reduktion, hvis de foreslåede besparelser gennemføres.

At sige farvel til disse medarbejdere vil ifølge forvaltningen ikke påvirke den daglige beredskabsdimensionering, men det er jeg stærkt uenig i.!

Forvaltningen hævder, at nuværende medarbejdere kan erstattes af andre kommunalt ansatte, som kan indgå i beredskabet som deltidsbrandmænd.

I Danmark er det generelt svært for beredskaberne at rekruttere deltidsbrandmænd, det gælder også for TrekantBrand. Flere rekrutteringskampagner har ikke resulteret i nye folk blandt de kommunalt ansatte, så det er urealistisk at tro, at de vil springe til nu.

Man kan ikke sammenligne deltidsbrandmænd med fastansatte.

Medarbejderne i låse- og nødkaldsafdelingen har meget mere øvelse og erfaring end deltidsbrandmænd på grund af deres daglige tilstedeværelse.

Ifølge forvaltningens indstilling kan de “nye” kun indgå i beredskabet, når det er foreneligt med deres øvrige opgaver i kommunen. 

Dette er en af udfordringerne for deltidsbrandmænd, deres arbejdsgivere har brug for dem dagligt. Derfor er der på almindelige hverdage ofte kun få tilgængelige. Her løser medarbejderne i låse og nødkald en vigtig rolle ved at kunne omlægge deres opgaver for at sikre det daglige beredskab.

Hvis politikkerne trækker opgaven ”hjem” til kommunen, så vil det slå revner i det daglige beredskab.

40.000 deltagere satte rekord på årets Klimafolkemøde i Middelfart

0

Middelfart summede af liv og klimaengagement, da byens centrale Havnegade dannede rammen om årets Klimafolkemøde den 29.-31. august. Tusindvis af gæster besøgte arrangementet, hvor scenerne bød på debatter om klima, og boderne gav mulighed for fordybelse i klimaspørgsmål og direkte dialog med eksperter. Borgmester Johannes Lundsfryd Jensen ser tilbage på et folkemøde, der i høj grad formåede at samle Danmark på tværs af interesser og holdninger.

Solen skinnede fra en skyfri himmel, da borgmester i Middelfart Kommune, Johannes Lundsfryd Jensen (A), sammen med Regionsrådsformand Bo Libergren (V) bød velkommen til Klimafolkemødet torsdag i sidste uge. Mandag satte borgmesteren ord på årets Klimafolkemøde.

– Hvis jeg skal sætte ord på årets Klimafolkemøde, så er det mangfoldighed, fortæller Johannes Lundsfryd Jensen.

– Vi formår at samle hele Danmark. Både dem, der er lidt mere alternative, og dem med slips og jakkesæt. Vi havde både den almindelige borger, der var nysgerrig, og professionelle folk, der har arbejdet med klima hele livet. Det var i sandhed hele Danmarks klimafolkemøde.

Med så mange forskellige indslag og debatter var det svært for borgmesteren at pege på én enkelt overskrift for arrangementet.

– Jeg har været dybt involveret i rigtig mange debatter, så jeg har ikke noget samlet overblik. Men én ting, der fyldte i år, var den grønne trepartsaftale. Den har tidligere ikke haft så stor opmærksomhed, men i år blev den fremhævet, især fordi vi havde en nyudnævnt minister, der stod på scenen allerede om lørdagen, siger han.

Johannes Lundsfryd Jensen mener, at den store opmærksomhed om den grønne trepartsaftale viser dens betydning for fremtidens klimaindsats.

– Ministerens første handling som nyudnævnt var at deltage i klimafolkemødet. Det understreger, at dette møde er en central platform for alle nøgleaktører, når det kommer til at implementere den grønne trepartsaftale, forklarer han.

En anden ny udvikling ved årets Klimafolkemøde var, at de internationale perspektiver fik lov til at fylde mere.

– Vi havde oplægsholdere fra Kiel Universitet og deltog i begyndende samarbejdsrelationer med Nordtyskland. Den tyske ambassadør i Danmark var til stede, og vi havde besøg af den amerikanske ambassadør, siger Johannes Lundsfryd Jensen og tilføjer, at han personligt tog den amerikanske ambassadør med på en guidet tur. Vi havde også den tidligere generalsekretær for FN, Ban Ki-moon, med på et livelink. Det var stort. Det var ikke bare et nationalt klimafolkemøde, men vi havde også nogle internationale markører, uddyber borgermesteren.

Når det kommer til resultaterne af Klimafolkemødet, understreger borgmesteren, at det vigtigste formål er at inspirere til klimahandling.

-Handlingen foregår ikke på pladsen, men derhjemme, på arbejdspladsen, i kommunalbestyrelsen og i den enkelte husstand. Men det, vi ved fra forskningen, er, at den mest effektive måde at ændre adfærd på, er gennem samtale. Klimafolkemødet har været én stor samtale om klimahandling, og jeg tror, det vil føre til mange gode tiltag fremover, siger han.

Johannes Lundsfryd Jensen peger også på et interessant skift i holdningen blandt landbruget som noget, han tager med sig fra årets møde.

– Jeg oplevede for første gang, at landbruget aktivt går ind og siger, at de har et medansvar for klimaet. Jeg deltog i flere debatter med Centrovise, den fynske landbrugsforening, hvor vi talte om at skabe en lokal grøn trepartsaftale i Middelfart Kommune, der kan sætte rammerne for vores fælles indsats, fortæller han og fortsætter:

– Jeg tror på, at vi med årets Klimafolkemøde har lagt grundlaget for mange nye samarbejder og handlinger, der kan bidrage til en grønnere fremtid.

40.000 deltagere besøgte Klimafolkemødet i Middelfart

Forskere, folkevalgte og farmødre. Unge, gamle og midt imellem. Overalt på gader og stræder, i telte, på scener og torve summede det af debatlyst, nysgerrighed og en trang til at blive klogere på klimaudfordringer og løsninger under dette års udgave af Klimafolkemødet i Middelfart.

I alt 40.000 besøgende gæstede Klimafolkemødet i løbet af de tre dage, det varede, hvilket sætter en ny rekord for antallet af besøgende.

Sulten efter at tage hul på de gode idéer

Besøgstallet imponerer Johannes Lundsfryd Jensen, borgmester i Middelfart Kommune.

– Jeg synes, det er helt fantastisk. Efter tre dage med masser af debatter, musik, gadeteater og events, føler jeg mig både mæt og sulten på én gang. Jeg er mæt af de mange indtryk, idéer og viden – alt det, der er nødvendigt for at skabe klimahandling sammen. Men jeg er også sulten efter at få sat gang i de mange gode idéer og forslag, der er kommet frem under Klimafolkemødet, siger borgmester Johannes Lundsfryd Jensen.

– Vi har haft tusindvis af unge mennesker igennem undervisningsforløbet ‘RYK Klimaet’. Vi har haft 200 arrangører, internationalt islæt med ambassadører og FNs tidligere generalsekretær, Ban Ki-moon. Men vigtigst af alt er, at vi har haft hinanden. Vi har kunnet tale sammen om emner, der nogle gange er svære, og det er det vigtigste. For det er først, når vi taler sammen, at vi kan blive inspirerede, forpligte hinanden og omsætte det til konkrete klimahandlinger, fortsætter han.

Antallet af besøgende bekræfter, at danskerne går op i klimaet

Det er femte gang, at Klimafolkemødet afholdes som en national begivenhed.

I 2019 indgik Region Syddanmark og Middelfart Kommune en aftale om at løfte Klimafolkemødet i Middelfart fra en lokal til en national begivenhed.

Også Bo Libergren, regionsrådsformand i Region Syddanmark, er glad for, at så mange mennesker besøgte Middelfart over de tre dage for at skabe klimahandling sammen.

– Jeg vil gerne sige tak til alle, der har bidraget til årets Klimafolkemøde, der igen i år har budt på mange spændende debatter og berigende events. Igen i år kvitterer danskerne med et tårnhøjt deltagerantal, og tusindvis af danskere har fået ny viden, klimaløsninger og ikke mindst inspiration til klimahandlinger med sig hjem. Den flotte tilslutning viser, hvor meget danskerne går op i klimaet. Det er noget, vi bekymrer os om, og som vi har brug for at tale højt om. Det kan man i den grad på Klimafolkemødet, siger Bo Libergren.

I løbet af de tre dage bød Klimafolkemødet på mere end 400 folkelige, faglige og politiske debatter, workshops og samtalesaloner, samt 100 boder faciliteret af frivillige, private, virksomheder og foreninger.

Handling skabes i fællesskab

I Klimafolkemødets sekretariat er Christa Boisen, chef for Klimafolkemødet, begejstret over, at så mange har fundet håb og handlelyst sammen over tre dage i Middelfart.

– Vi har skabt et rum for debat, dialog, inspiration og klimahandling på tværs af generationer, som vi håber lever videre – også når teltene er taget ned, og folk er vendt tilbage til hverdagen, siger Christa Boisen.

Klimafolkemødet vender tilbage den 28., 29. og 30. august 2025.

Besøgstallene er opgjort ved hjælp af tællere, der er placeret rundt omkring på Klimafolkemøde-pladsen.

Region Syddanmark klar til vaccinationssæson

0

Fra 1. oktober kan udvalgte grupper af syddanskere blive vaccineret mod COVID-19 og influenza på godt 65 forskellige steder i Region Syddanmark. Regionen tilbyder vaccination på 10 regionale steder, og så åbner Danske Lægers Vaccinations Service ca. 55 steder på tværs af regionen. Regionen vil også stå for vaccination på plejehjem, på sociale tilbud og af svært immobile borgere i eget hjem.

Igen i år er efterårssæsonen lig med vaccinationer og invitationer i e-Boks.

Region Syddanmark samarbejder i år med Danske Lægers Vaccinations Service, som dette efterår og vinter skal hjælpe alle fem regioner med COVID-19- og influenzavaccinationer. Danske Lægers Vaccinations Service vandt i forsommeren opgaven med at vaccinere sammen med regionerne i år. Arbejdet med at forberede vaccinationssæsonen er i fuld gang, og i Region Syddanmark vil udvalgte grupper af syddanske borgere fra 1. oktober frem til 20. december 2024 kunne blive vaccineret ca. 65 forskellige steder i regionen.

Koncerndirektør i Region Syddanmark Kurt Espersen glæder sig over, at vaccinationsindsatsen er faldet på plads:

– Sammen med Danske Lægers Vaccinations Service er Region Syddanmark snart klar til at byde syddanskerne velkomne til den kommende vaccinationssæson. Vi er allerede rigtig godt i gang med samarbejdet, og glæder os over, at vi snart kan åbne dørene og byde borgerne inden for på over 65 steder i regionen. Vi håber, at borgerne vil tage rigtig godt imod Danske Lægers Vaccinations Service, der vil være til stede i en masse syddanske byer fra 1. oktober. Sidste år lå Danmark og Region Syddanmark i toppen af Europa, når det kom til tilslutning til vaccinationerne, og det håber jeg meget på, at vi i samarbejde med Danske Lægers Vaccinations Service kommer til igen.

Driftschef hos Danske Lægers Vaccinations Service, Kasper Klint Larsen, siger:

– Vi er glade for, at vi har fået opgaven med at bistå med Region Syddanmarks udrulning af efterårets vaccinationstilbud, og vi glæder os meget til samarbejdet. Vi ser frem til at bidrage med vores faglige ekspertise og trygge rammer og være med til at sikre nem og sikker adgang til vaccinationerne i hele regionen.

Regionale vaccinationssteder og Danske Lægers Vaccinations Service
Ud over de ca. 55 steder bredt fordelt på tværs af regionen, hvor Danske Lægers Vaccinations Service åbner dørene 1. oktober, tilbyder Region Syddanmark også vaccination mod COVID-19 og influenza 10 steder i regionen:

– Svendborg
– Odense
– Esbjerg
– Sønderborg
– Aabenraa
– Kolding
– Vejle
– Middelfart
– Grindsted
– Ærø Sygehus
Borgere kan finde en oversigt over alle vaccinationssteder på Danmarkskortet på regionens hjemmeside: www.rsyd.dk/vaccinationstilbud

Regionen vil i samarbejde med kommunerne også stå for vaccination på plejehjem, af særligt sårbare på botilbud, på misbrugscentre og herberger og i hjemmet hos svært immobile borgere.

Fakta
– Alle syddanskere på 65 år og derover vil blive tilbudt COVID-19- og influenzavaccinationer, og de vil modtage en invitation.
– Invitationerne ankommer fra den 10.-25. september via digital post eller fysisk brev, hvis borgeren er fritaget for digital post.
– Vaccination kræver tidsbooking på www.vacciner.dk på både regionens vaccinationssteder og hos Danske Lægers Vaccinations Service. Siden åbner samtidig med udsendelsen af invitationer i løbet af september.
– Borgere, der har brug for hjælp til booking, kan ringe til regionens hotline på telefonnummer 70 20 06 60. Regionens hotline åbner 10. september 2024 kl. 08.00. Den har åbent mandag til fredag kl. 08.00-15.00.
– Udvalgte grupper, f.eks. personer under 65 år med udvalgte kroniske sygdomme, gravide og personer med svært nedsat immunforsvar, vil også blive tilbudt vaccination mod både COVID-19 og influenza fra 1. oktober-20. december 2024. De skal som sidste år udfylde en tro- og loveerklæring på www.vacciner.dk, før de kan booke tid til vaccination.
– Sundhedsstyrelsen har i år besluttet, at børn mellem 2 og 6 år ikke tilbydes influenzavaccination.

Nye ladeparker til ellastbiler skal opføres af det private marked

0

Med 25 ladeparker til ellastbiler bliver det snart nemmere for lastbilchauffører at tanke strøm på farten. Som noget nyt har Vejdirektoratet, med transportministeren i spidsen, valgt at lade markedet drive udviklingen og etableringen af de nye ladefaciliteter.

Lastbilerne står for cirka en fjerdedel af al CO2-udledningen fra de danske veje. Derfor skal 25 nye ladeparker til ellastbiler nu kickstarte omstillingen af den tunge vejtransport.

De første fem ladeparker skal stå klar i 2025.

Men i stedet for at bygge statslige ladeparker til ellastbiler, har Vejdirektoratet netop indgået aftaler med det private marked om selv at drive udrulningen af de nye ladefaciliteter.

Det er ifølge transportministeren en meget positiv udvikling:

– Ladeparkerne til ellastbiler kommer hurtigere end forventet, og det er glædeligt, at transportbranchen bakker op og i den grad er med til at drive den grønne omstilling af transportbranchen. En bred kreds i Folketinget har afsat midler til at skubbe på udviklingen, og samlet set betyder det, at branchen kan regne med, at der er et net af ladeparker, så de kan investere i flere ellastbiler til de danske veje, siger transportminister Thomas Danielsen

Har lyttet til branchen

Vejdirektoratet har indtil nu indgået aftaler med tre forskellige private ladeoperatører, som skal stå for den fulde etablering og driften af de første fire ud af fem planlagte ladeparker, der åbner i 2025.

Beslutningen om at lade markedet tage over blev truffet på baggrund af en dialog med markedet, der udtrykte ønske om lade markedet selv styre udviklingen og etableringen af ladeparkerne.

– Vi har en haft en god dialog med branchen, som er positive over for vores nye strategi og nyheden om de første indgåede aftaler. Her har vi langt hen ad vejen givet bolden op til det private marked, som nu selv skal stå for at drive udrulningen af ladeinfrastrukturen til den tunge vejtransport, siger senior projektleder i Vejdirektoratet Kresten Lysholdt-Andersen

Aftalerne skal sikre konkurrence og bedre priser

I aftalerne forpligter de enkelte ladeoperatører sig til at opfylde kravene i EU-forordningen om infrastruktur for alternative drivmidler (AFIR) både i udrulningen i 2027 og i 2030, men de kan anlægge og designe ladeparken efter eget ønske og på egne arealer. Til gengæld har Vejdirektoratet indgået aftale om ikke at opstille konkurrerende ladeinfrastruktur i de pågældende områder.

Vejdirektoratet har været i dialog med alle kendte ladeoperatører på markedet og forsøgt at indgå aftaler med så mange som muligt for at sikre konkurrence og bedre priser for brugerne. Der hvor der ikke er indgået aftaler, sørger Vejdirektoratet for at ”toppe op” og sikre resterende ladefaciliteter via udbud. Det betyder, at Vejdirektoratet udbyder seks ladepunkter i ladeparken ved Køge.

Der er i første omgang tale om ladeparker nær motorvejene omkring Randers, Herning, Vejle, Padborg og Køge, som skal stå klar med udgangen af 2025.

Her har Vejdirektoratet indtil nu indgået aftaler med ladeoperatørene; Norlys, Circle K og E:ON.

Fakta om udrulning af ladeparker til ellastbiler

Frem mod 2030 bliver der etableret 25 ladeparker med i alt minimum 133 MW.

De første fem ladeparker åbner i 2025, mens de øvrige 20 ladeparker åbner i henholdsvis 2027 og 2030. 

Der er afsat cirka 760 millioner kroner til udrulningen af ladeinfrastrukturen til ellastbiler.

Størstedelen af fremtidens ladebehov vil ifølge en analyse fra Vejdirektoratet blive dækket af hjemmeopladning hos den enkelte vognmand, og de 25 ladeparker placeres derfor, hvor behovet er størst, og hvor lastbiltrafikken samles på hovedvejnettet.

Det skal sikre, at chauffører aldrig har mere end 60 kilometer til en lynlader på hovedvejnettet i Danmark.

Frisørsalon åbnede i nye rammer

0

Mandag den 2. september markerede en spændende ny start for frisørsalonen Zoom By Zoom i Fredericia, der nu slår dørene op i nye, nyindrettede lokaler på Frederiks Promenade 21 i Kanalbyen. Efter en periode med lukning er salonen tilbage, denne gang med både nye omgivelser og ny energi. Den tidligere ejer, Nicole Christiansen, er fortsat med som daglig leder, mens Anders Blaabjerg, der allerede driver to Zoom By Zoom-saloner i Thisted og Aalborg, nu står bag projektet som ejer.

En smilende og lettet Nicole Christiansen var til stede ved åbningen og glædede sig over den positive modtagelse, salonen allerede har fået i lokalområdet:

– Vi er utrolig glade for at slå dørene op i nye, fantastiske omgivelser i Kanalbyen. Vi er blevet taget så godt imod af borgerne og kunderne i området. Vi glæder os til at servicere kunderne i nye rammer med Lillebælt i baggrunden og det moderne, pulserende liv i Kanalbyen, siger hun.

Salonen har gennemgået en forvandling, både hvad angår interiør og beliggenhed. De nye omgivelser ved Kanalbyen byder på en unik atmosfære med udsigt over Lillebælt, hvilket skaber et friskt og indbydende miljø for kunderne.

En løsning for fremtiden

Anders Blaabjerg, som nu ejer Zoom By Zoom i Fredericia, er begejstret for at kunne åbne dørene i de nye lokaler.

– Der er en række synergier i en samlet administration, indkøb mv., når vi driver tre saloner. Det kommer til at slå igennem i Fredericia, så Nicole og et kommende team udelukkende skal fokusere på vækst gennem høj faglighed og kvalitet i arbejdet, og dermed tilfredse kunder, har Blaabjerg tidligere udtalt.

Nicole Christiansen, der tidligere ejede salonen, er lettet over, at det hele er faldet på plads, og at hun nu kan fokusere på det, hun elsker allermest – at tage sig af sine kunder.

– Jeg har savnet mine kunder, og derfor er det fantastisk at kunne byde dem velkommen i, hvad jeg synes, er nogle fantastiske rammer. Vi ser frem til hverdagen og til at møde folk igen. Jeg vil gerne takke alle, der har ydet stor støtte undervejs og skrevet pæne beskeder til mig, siger Nicole.

En ny epoke begynder

Med genåbningen i Kanalbyen markerer Nicole Christiansen begyndelsen på en ny epoke, efter at hun i en årrække har drevet frisørsalon i Dalegade ved Axeltorv. Den tidligere placering har været rammen om mange gode år, men Nicole ser nu frem til at fortsætte sin passion for frisørfaget i de nye, moderne omgivelser i Kanalbyen.

– Det er en spændende ny start for mig og salonen, siger Nicole, som glæder sig til at skabe nye minder og oplevelser for sine kunder i de smukke nye rammer ved vandet.

Med sin placering tæt ved vandet og i hjertet af det moderne Kanalbyen, er Zoom By Zoom klar til at tage imod kunderne og fortsætte med at tilbyde frisørbehandlinger af høj kvalitet. For både nye og gamle kunder er salonen åben og klar til at tage imod i de nye omgivelser.

Tidsler overtager nyopført legeplads i Fredericia

0

I maj blev Martinas Legeplads ved Naturcenter Lundingsvej i Fredericia indviet med stor begejstring og høj forventning fra både børn og voksne. Legepladsen, som blev opført for at skabe et attraktivt uderum for de mange børnefamilier i området, ligger kun fem minutters gang fra institutionen Østervold, hvilket gav projektet en ekstra dimension af fællesskab og funktionalitet. For mange var legepladsens indvielse et skridt mod at gøre Fredericia til en endnu mere børnevenlig by.

Men nu, blot få måneder efter indvielsen, er begejstringen vendt til bekymring. Borgerne i området har bemærket, at legepladsen og området omkring ikke bliver vedligeholdt, som man kunne forvente. Særligt tidsler har spredt sig ukontrolleret, og mange oplever, at det attraktive rekreative område hurtigt mister sin appel.

Dette står i skarp kontrast til Fredericia Kommunes erklærede ambition om at blive børnefamiliernes førstevalg. I efteråret 2023 vedtog kommunen en vision om at skabe de bedste rammer for børnefamilier, hvilket inkluderer velholdte og attraktive legepladser og uderum. Manglen på vedligeholdelse af Martinas Legeplads bliver derfor set som et svigt i forhold til denne vision.

Formanden for Teknisk Udvalg, John Nyborg (A), er klar over problemet og har allerede modtaget flere henvendelser fra borgere, der både roser legepladsens design og funktion, men også påpeger, at den vilde flora har taget overhånd.

– Forvaltningen er på sagen og har lovet at tage affære – der et gode borgere der har henvendt sig til mig med ros om legepladsen men også at floraen er eksploderet – så jeg forventer at der enten er taget action eller det sker snarest, Nyborg han.

Problemet med tidsler og ukrudt, der vokser vildt på legepladsen, handler ikke kun om æstetik, men også om børns sikkerhed. Tidsler kan være en potentiel fare for børn, da de kan stikke og give sår, hvis man ikke er forsigtig. Forældre i området har allerede udtrykt deres bekymring for, at børnene risikerer at komme til skade, når de leger i det høje græs og de tætte buske.

Denne situation skaber frustration blandt byens borgere, som ønsker at se kommunen leve op til sine løfter. De ser det som en prioritet, at der straks bliver taget hånd om vedligeholdelsen, så legepladsen kan forblive et sikkert og attraktivt sted for børnene at lege. Flere forældre har påpeget, at de finder det problematisk, at kommunen tilsyneladende ikke har ressourcer eller planer til at vedligeholde legepladsen, efter den blev anlagt.

Martinas Legeplads skulle være et symbol på byens engagement i børnevenlige initiativer, men uden den nødvendige pleje kan dens potentiale hurtigt blive undermineret. Mens forvaltningen nu er på sagen, er det uvist, hvor lang tid det vil tage at få området tilbage i en stand, hvor det er både indbydende og sikkert for børnene at lege.

Kæmpe succes med Marinaen Live

0

Kolding fik en ny koncertoplevelse, da EventC og Brandm lørdag den 31. august åbnede dørene for den første endagsfestival af sin slags på Marinaen i Kolding. Arrangementet fik stor opbakning fra byens borgere, som strømmede til for at deltage.

Topnavnet for festivalen var Nik og Jay, hvilket fik mange til at købe billet. Hele dagen igennem lød der musik fra scenen, og programmet fik stor ros af de mange fremmødte, der nød både solen og musikken. Langs pladsen var der opstillet adskillige street food-boder, som havde travlt hele dagen, med lange køer af sultne gæster. Arrangørerne kunne derfor glæde sig over en stor succes med deres initiativ, der tiltrak et bredt publikum på tværs af generationer.

EventC startede i Fredericia, hvor virksomheden har udviklet og finpudset sin ekspertise og kreativitet gennem mange år. Denne erfaring har eventvirksomheden nu bragt til flere andre byer, senest Middelfart og nu Kolding, der begge nyder godt af nye kulturelle tilbud med en kommerciel baggrund.

Koldings erhvervsliv havde også taget konceptet til sig, og en udsolgt VIP-sektion var placeret tæt på scenen. Allerede fra middagstid kunne man med en VIP-billet få serveret en stor anretning ved bådene, med rig mulighed for netværk og hygge, før man bevægede sig ned til koncertområdet. Her var der også sørget for drikkevarer og mad, så ingen manglede noget i løbet af dagen.

Kunstnerne tog godt imod koldingenserne, som både sang med og dansede til musikken, og arrangementet udviklede sig til en stor havefest med 8000 deltagere. Også folk fra de omkringliggende byer havde prioriteret at deltage.

Ulrich Nicolaisen, direktør for EventC, var en glad mand på dagen, hvor satsningen i Kolding fungerede særdeles godt. Med mange års erfaring fra VIP-arrangementer, blandt andet til Rock Under Broen, sikrede han, at oplevelsen matchede det, som mange koncertgæster efterspørger. Samtidig var tidspunktet for arrangementet velvalgt, da det lå i slutningen af festivalsæsonen.

– Det er en fed oplevelse, og det er fantastisk at se så mange glade mennesker i dag. Der er ingen tvivl om, at Nik & Jay er et hot navn, og når vejret er med os, som i dag, så går det hele op i højere enhed, sagde en travl Ulrich Nicolaisen lørdag.

FC Fredericia stod imod trods undertal

0
Foto: Mphoto

FC Fredericias cheftræner, Michael Hansen, var en lettet og glad mand efter en hårdt tilkæmpet 4-3-sejr over HB Køge på udebane. Kampen, der bød på både højdramatik og uforudsete udfordringer, endte med tre vigtige point til Fredericia, som nu indtager andenpladsen i tabellen.

Det blev noget af en målfest på Capelli Sport Stadion, der dannede rammerne om kampen mellem HB Køge og FC Fredericia, hvor de fredericianske gæster endte med at trække sig sejrrigt ud af kampen.

– Ja, det er jo dejligt med tre point, og vi vinder en udekamp her, så det er jeg virkelig glad for. Der er en masse ting, man kunne tage fat i indholdsmæssigt, men i sidste ende står vi med de tre point, og det betyder meget for os, siger Hansen til FC Fredericias hjemmeside.

https://kirppu.dk/

Sejren kommer på et vigtigt tidspunkt for Fredericia, der før kampen havde lidt to nederlag i træk mod de to nedrykkere. Cheftræneren understreger betydningen af at kunne “bounce tilbage” i en tæt række, hvor mange klubber har investeret massivt i deres trupper.

– Det er ekstremt vigtigt, at vi kommer stærkt tilbage efter to nederlag, siger han.

Skader og dramatik undervejs

Sejren kom dog ikke uden omkostninger. Midt i kampens intensitet blev Jeppe Kudsk alvorligt skadet, og måtte forlade banen med, hvad der formodes at være en brækket arm. Skaden tvang Fredericia til at spille de sidste 10 minutter af kampen i undertal, da alle indskiftninger allerede var foretaget.

– Vi fik en frygtelig skade, hvor vi måtte spille de sidste 10 minutter i undertal – faktisk blev det til mere end 10 minutter, fortæller Hansen. Trods disse udfordringer formåede Fredericia at holde stand og sikre sejren.

– Sådanne ting kan ske, og bolden kan ende i hjørnet et par gange, som den gjorde nede i vores ende. Vores effektivitet var måske god nok til at score fire mål, men vi skulle også score fire for at vinde i dag, siger Michael Hansen.

En tæt kamp og en vigtig mental sejr

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia?gad_source=1&gclid=EAIaIQobChMI8dPQyoXPhQMVZheiAx3prQAJEAAYASAAEgKDkfD_BwE

Med sejren mod HB Køge får FC Fredericia ikke kun tre vigtige point, men også en mental sejr, som kan give holdet fornyet selvtillid. Det var tydeligt, at der blev kæmpet hårdt for hver eneste bold, og at intet kom let. Kampen var præget af skiftende momentum, og begge hold havde chancer for at tage føringen.

– Man kan sige, at overraskelsen for omverdenen måske ligger i, at man forventer, at vi automatisk skal vinde. Men sådan fungerer fodbold ikke, siger Hansen.

Med den hårdt tilkæmpede sejr har FC Fredericia nu blot ét point op til førstepladsen, og holdet ser frem mod de kommende udfordringer med fornyet tro på egne evner. For Hansen og hans mandskab er fokus nu på næste kamp, hvor de skal bygge videre på de positive takter fra sejren over HB Køge.

Udvalgsformand: Hvem får pengene?

0

Peder Tind, formand for Kultur og Idræt i Fredericia Kommune, stiller nu spørgsmålstegn ved den måde, de nationale midler til dansk eliteidræt fordeles på. En debat om kommunernes brug af penge til eliteidræt har fyldt medierne gennem sommeren, og Tind udfordrer nu modellen – ikke fordi han mener, at kommunerne ikke skal støtte eliteidræt, men fordi han finder det absurd, at kommuner kæmper med økonomiske udfordringer i forhold til den nære velfærd, samtidig med at de nationale midler, der tilføres, ikke kan aflæses i det lokale regnskab.

I 2024 modtager Fredericia Kommune et tilskud på 100.000 kroner fra Team Danmark.

Peder Tind: Foto: AVISEN

– Det har ellers i mange år kun været 50.000 kroner, forklarer Peder Tind. Men kommunen bruger samlet set 2,5 millioner kroner på eliteidræt, inklusive lønninger. Samtidig har Folketinget besluttet at sende 70 millioner kroner mere til Team Danmark, men det er uklart, hvor de penge ender.

Tind peger på, at beslutningen om at sende flere penge til Team Danmark blev truffet på et tidspunkt, hvor man efter OL diskuterede, hvordan andre sammenlignelige nationer gearede op økonomisk i en grad, hvor Danmark ikke kunne følge med.

– I Fredericia Kommune bruger vi 2,5 millioner årligt. Team Danmark-aftalen giver 100.000 kroner plus bistand. Når der fra nationalt hold tilføres flere penge til eliteidrætten, så efterspørger jeg, hvor de penge ender, for vi ser dem ikke i kommunerne blandt vores atleter, understreger Tind.

Han efterlyser en prioritering fra landspolitisk hold, der sikrer, at pengene når ud til den enkelte udøver og klubberne i stedet for blot at ansætte flere konsulenter i centraladministrationen omkring eliteidræt.

– Det er ikke fordi, jeg vil spare de 2,5 millioner, men kommunernes økonomi er presset. Når vi ser, at der er behov for flere midler til elitesport, så ville det være det rigtige, at de nationale penge sendes ud til atleterne.

Peder Tind fremhæver, at mens Team Danmark-aftalen giver Fredericia 100.000 kroner, bruger kommunen 2,5 millioner kroner på eliteidræt, og Helsingør bruger endda 4 millioner.

– Jeg savner de nationale midler – hvem går de til? Flere konsulenter? Pengene skal naturligvis arbejde, hvor udøverne er: Hos kommunerne og ved de enkelte udøvere, siger Tind. Han påpeger, at der er en tendens til, at staten styrker centraladministrationen med flere medarbejdere, mens kommunerne skal løbe hurtigere for de samme midler.

Regeringen har på den seneste finanslov afsat 68,6 millioner kroner til Team Danmark over de næste fire år, hvilket vækker begejstring hos Team Danmark, der ser det som en ”historisk håndsrækning” til dansk eliteidræt. Midlerne skal blandt andet gå til parasport og støtte til atleternes familieliv. Men Peder Tind er kritisk over for, hvordan pengene rent faktisk vil blive brugt.

– Vi ser det også generelt politisk, at man styrker staten og centraladministrationen med flere medarbejdere, mens kommunerne skal løbe stærkere for de samme midler. Jeg savner en klar prioritering af, hvordan midlerne fra Team Danmark bliver fordelt, og at de rent faktisk kommer ud til de kommuner og atleter, der har brug for dem. Medaljer koster penge, og vi skal sikre, at de penge bliver brugt, hvor de gør størst gavn.

Peder Tind understreger, at han ikke er imod, at der investeres i dansk eliteidræt, men han ønsker gennemsigtighed og effektiv brug af de midler, der allerede er afsat.

– Hvis vi skal have flere resultater og flere medaljer, så skal pengene følge med, og de skal ende der, hvor udøverne er – ikke i flere administrative stillinger, afslutter han.

Hvordan beskytter vi bedst delfinen Skywalker?

0

Lillebælt har længe været kendt for sit rige havliv. Men for nylig har området fået en ny og uventet beboer: delfinen Skywalker. Den unge delfin har fanget opmærksomheden hos både lokale og besøgende, der søger at opleve ham på nært hold. Men med fascinationen følger også ansvar, og det er her, havbiolog Chandra Simanowsky træder ind. Hun har arbejdet intenst for at beskytte Lillebælt og dets dyreliv, herunder Skywalker, og deler sine bekymringer og råd om, hvordan vi bedst kan tage hensyn til disse havpattedyr.

En delfin i uventede farvande

Skywalker er et øresvin, en art af delfin, der normalt lever i varmere farvande, men som i de senere år er blevet mere almindelig i de indre danske farvande.

– Det vigtigste er beskyttelsen af vores Lillebælt og vores marsvin, men også Skywalker, siger Chandra Simanowsky og understreger vigtigheden af at forstå og respektere delfinens tilstedeværelse.

Øresvinet er en delfin, der normalt lever under sydligere himmelstrøg, men i de senere år er den blevet mere almindelig i Danmark. Der findes dog en population af delfiner i Moray Firth, Skotland, hvor Skywalker er fra.

– Det er en fantastisk oplevelse at se delfiner og marsvin glide gennem vandet, men vores nysgerrighed kan også forstyrre og stresse dyrene, advarer Chandra Simanowsky.

Skywalkers adfærd har allerede skabt mange diskussioner blandt de lokale. Han er kendt for at interagere tæt med både mennesker og både, ofte på måder, der kan være farlige for ham selv.

– Jeg har hørt meget om det, og set, at mange er begyndt at anklage hinanden for at gøre mange dårlige ting, fortæller Chandra.

– Jeg vil gerne lave et opslag, som ikke anklager, men som rent faktisk fagligt giver nogle råd og en forståelse for, hvorfor man handler, som man gør.

At beskytte Skywalker

Chandra Simanowsky har sammen med Miljøstyrelsen i 2022 været med til at udforme retningslinjer for, hvordan man bedst forholder sig, når man møder delfiner og hvaler i de danske farvande. Hun opfordrer bådejere og andre Lillebælt-brugere til at sænke deres hastighed til 5 knob og slukke for deres ekkolod, når de nærmer sig delfinen indenfor 300 meter, og holde kursen så vidt muligt uden at gå på kompromis med søsikkerheden.

– Når jeg taler om lav hastighed, betyder det, at når du sænker din hastighed, så sænker du også støjen under vand, forklarer hun.

– Det skyldes, at motoren og ekkoloddet laver meget støj under vand, hvilket stresser vores havdyr. Der er også noget med, at delfiner kommer hen til lyden, men alligevel er det ikke godt for dem at høre den. Normalt er delfiner bange for både, men de vænner sig til dem med tiden.

Hun understreger også, at det er vigtigt at undgå direkte interaktion med Skywalker.

– Som mange også skriver, lad være med at interagere med ham, siger hun og tilføjer, at delfinen går efter, hvad han synes er sjovest, som bøjer, ankerkæder og motorbådenes skruevand, uden at tænke på konsekvenserne. Derfor skal vi “kede Skywalker ud af Lillebælt” ved at være så kedelige for ham som muligt, så han forlader området og kan finde sit naturlige levested med andre delfiner og en mulig mage.

Chandra Simanowsky bemærker, at mange Lillebælt-brugere er uforberedte på, hvordan de skal opføre sig i nærheden af Skywalker, og at det ofte fører til, at folk handler i affekt.

– Vi vil også gerne opleve ham, er nysgerrige, bliver glade, spændte og handler i affekt. Det gør man især, når man naturligt er uvidende, fordi det jo ikke er vores hverdag, at der er delfiner i Lillebælt. Eller for eksempel glemmer det hurtigt, fordi man er blevet så overrasket.

Hun opfordrer derfor til bedre information og vejledning, så folk på forhånd ved, hvordan de skal forholde sig til en delfin. Hun har set mange eksempler på uvidenhed, der kunne have været undgået med den rette vejledning.

– Jeg har oplevet, at mange gerne ville have vidst på forhånd, hvordan de forholder sig til en delfin, fortæller hun.

Derfor har hun sammen med Miljøstyrelsen i 2022 udviklet en guide til bådejere, kajakroere, SUP-brugere og robådsejere, der klart beskriver, hvordan man bør opføre sig for at beskytte både sig selv og dyrene.

Når delfiner stresser: Adfærdens advarselstegn

Et af de mest tydelige tegn på, at Skywalker føler sig stresset, er hans adfærd. “Der er faktisk nogle tegn på, at han føler sig stresset,” forklarer Chandra Simanowsky.

– Han er begyndt at slå helt vildt med halen, klappe med kæben og blæse bobler; det betyder, at man forstyrrer ham.

Denne adfærd viser, at delfinen ikke trives i sin nuværende situation og har brug for mere ro og færre forstyrrelser fra mennesker og både.

Hun har selv været vidne til denne stressende adfærd flere gange. En aften, hvor hun stod på kajen foran Lillebæltværftet, så hun Skywalker lege med en bøje.

– Lige pludselig kom han farende forbi mig helt vildt hurtigt og kastede sig flere gange op af vandet, beskriver hun.

– Først troede jeg, at det var et marsvin, han havde fat i, for han var meget hurtig. Det prøvede jeg, og derefter vidste jeg, hvad han var.

Chandra Simanowsky fortæller dette som en påmindelse om, at selv eksperter kan blive overrasket over delfinens styrke og hastighed. For at hjælpe folk med at navigere i disse situationer har hun også selv udarbejdet nogle specifikke retningslinjer for dem, der færdes på vandet i Lillebælt, som hun lagde op i en Facebookgruppe “Middelfart”, og opslaget er blevet taget særligt godt imod derinde. Til kajakroere, SUP-brugere og robådsejere lyder rådene blandt andet på, at man ikke skal nærme sig delfinen, og hvis Skywalker nærmer sig, bør man holde sig stille og håbe, at han mister interessen.

– Pas på med at nærme dig delfinen flere ad gangen i hvert fald, siger hun.

– Hvis han nærmer sig så meget, at han svømmer rundt om dig, så vær stille og håb, at han mister interessen.

Hun anbefaler også at ro mod kysten, hvis delfinen kommer tæt på, og at man holder hænderne ved sin åre og kajak, selvom det kan være fristende at røre ved ham.

Samme retningslinjer gælder for marsvin, der er hjemmehørende i Lillebælt og har deres mager her. Det er vigtigt at huske, at selvom både delfiner og marsvin kan virke legesyge og nysgerrige, er det bedst for deres trivsel, at vi holder afstand og undgår at forstyrre dem.

Skywalker skal finde sin plads i naturen

Chandra Simanowsky håber, at Skywalker på sigt vil finde sin vej tilbage til sine naturlige omgivelser.

– Som sagt skal vi i princippet kede ham så meget, at han jager, æder fisk og svømmer væk for at finde en mage i stedet for, som er hans naturlige adfærd, forklarer hun.

Hun understreger, at Skywalker skal finde sin plads i en flok, hvor han kan finde en mage, hvilket ikke er muligt i Danmark, hvor der kun er hans familie i Thyborøn.

Der er paralleller til tidligere oplevelser med andre delfiner i danske farvande. Chandra Simanowsky nævner eksempelvis delfinen Delle, der tidligere har opholdt sig i Svendborg og senere svømmede til Travemünde. I forbindelse med dette har Chandra også optrådt i tysk TV.

– Da jeg hørte, at han ville være i Travemünde, efter at han havde været i Svendborg i længere tid, var jeg sammen med flere og lavede et opslag ligesom det i Middelfart-gruppen. Der kom en lille arbejdsgruppe ud af det, hvor vi lavede foldere og plakater, som blev hængt op, og det virker, som om at selvom Delle stadig er i Travemünde, så ser folk ham fra land og behandler ham ordentligt. Jeg har ikke hørt noget negativt om, at nogen ikke sejler ordentligt omkring ham, fortæller hun.

Ønsker at skabe forståelse

En vigtig del af Chandra Simanowskys arbejde er også at skabe en forståelse blandt folk for, hvordan de bedst håndterer møder med delfiner og marsvin, uden at anklage eller skabe konflikt.

– Jeg er ked af, at der er mange, der anklager hinanden, også i forbindelse med hvalturisme, hvor vi handler i affekt, siger hun.

– Derfor lavede jeg et opslag, hvor jeg forklarede, hvad der sker. Jeg vil ikke anklage, og det er vigtigt, at vi ikke skælder og anklager hinanden ud for at sejle forkert. Derfor prøvede jeg også at lave et fagligt opslag; det skal gerne skinne igennem.

Hun håber, at folk vil tage hendes råd til sig og handle med omtanke, når de færdes i Lillebælt, og nævner at det handler om at beskytte både dyrene og os selv, så vi kan nyde de fantastiske skabninger uden at gøre skade.

For mere information henviser Chandra til Miljøstyrelsens hjemmeside og Facebookgruppen “Delfiner i Danmark”.

Juleindbrud på Fyn – politiet forventer flere anmeldelser de kommende dage

Juleindbrud på Fyn – politiet forventer flere anmeldelser de kommende dage

0
KRIMI. Antallet af anmeldte juleindbrud på Fyn vil med stor sandsynlighed stige i de kommende dage. Det vurderer Heidi Klokker, udviklings- og kommunikationschef ved...