3.9 C
Copenhagen
fredag 26. december 2025

Middelfart forbereder sig på flere ældre

0

I Middelfart Kommune er der lagt en markant indsats i budgettet for 2025-2028 for at sikre, at ældreområdet fortsat lever op til de stigende krav og forventninger fra en aldrende befolkning.

Borgmesteren Johannes Lundsfryd Jensens vision er klar: Der skal findes nye måder at organisere pleje og støtte på, samtidig med at ressourcerne udnyttes optimalt, han forklarer:

– Altså hvis der kommer flere ældre, så skal der bruges flere penge for at have det samme serviceniveau. Så der ligger nogen millioner til at kunne holde serviceniveauet på nuværende og til at implementere nye lovgivninger.

Med denne investering skal Middelfart Kommune kunne opretholde de nuværende tilbud og tilpasse sig nye lovkrav. Kommunens budget inkluderer 1,5 millioner kroner til en styrket indsats for beboere med demens og yderligere 1,6 millioner kroner til at forbedre udearealerne på plejehjemmene, så de bliver mere demensvenlige. Der er også afsat 800.000 kroner til at udvide genoptræningsområdet og yderligere midler til at fremme aktiviteter og involvere frivillige, der kan hjælpe med at forebygge ensomhed blandt ældre​.

Desuden modtager Middelfart Kommune en andel af den nationale ældremilliard – 4,355 millioner kroner i 2025, stigende til 6,7 millioner kroner i 2027.

– Vi vil bygge videre på de gode erfaringer og sikre et kvalitetsløft i ældreplejen, siger borgmesteren.

Midlerne vil blive anvendt til at styrke kvaliteten af plejen gennem forskellige initiativer og forbedringer​, og her er der også planer om at tænke kreativt, når det kommer til de fysiske rammer for både børn og ældre. Borgmesteren fortæller:

– Vi overvejer at bygge daginstitutioner i forbindelse med plejehjem, da det har en pædagogisk effekt og er godt for både børnene og de ældre. Det giver også fleksibilitet, så vi kan omdanne faciliteterne, hvis behovet for børnehaver falder, men der er større behov for ældrepleje.

Middelfart Kommune arbejder aktivt på at finde nye boligformer, der passer til fremtidens behov. Kommunen ser nemlig en stigende interesse for en slags “mellemformer” mellem plejehjem og traditionelle boliger og ønsker at undersøge mulighederne for at integrere sådanne løsninger i fremtidige boligplaner​.

– Jeg tror, at flere vil bo hjemme, men måske i seniorbofællesskaber, hvor de ikke bor så langt væk fra hjælpemuligheder, hvis det bliver nødvendigt, siger borgmesteren.

Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Udover de fysiske rammer er der dog en af de største udfordringer rekruttering af kvalificerede medarbejdere til ældreplejen. Mange kommuner oplever, at det bliver stadig sværere at tiltrække og fastholde sundhedsfagligt personale, hvilket skaber en ubalance mellem udbud og efterspørgsel, også i Middelfart.

– Den største udfordring er i rehabilitering, fordi antallet af nye medarbejdere, der uddannes, ikke matcher antallet af ældre, der går på pension, forklarer borgmesteren.

For at imødegå denne udfordring har kommunen taget en række initiativer, såsom at etablere et nyt uddannelsesprogram på Social- og Sundhedsskolen og lave samarbejder med lokale virksomheder for at tiltrække flere unge til området.

Selvom der allerede er gjort meget for at forberede sig på fremtidens behov, er borgmesteren bevidst om, at arbejdet langt fra er færdigt.

– Udfordringen er, at alle brancher mangler arbejdskraft – fra håndværkere til sundhedspersonale. Vi har brug for endnu flere hænder, og vi kommer til at lave flere tiltag i de kommende år, siger han.

Butik: Sivegade gør os sårbare for røveri og indbrud

0

Mandag mødes Teknisk Udvalg i Fredericia for at diskutere fremtiden for Danmarksgade, som muligvis skal ændres til en sivegade som led i Bymidtestrategien. Blandt de modtagne høringssvar, der udtrykker bekymring, skiller en lokal butik, Ranch Svendsen, sig ud med stærke holdninger til forslaget. Ranch Svendsen, der ligger på hjørnet af Danmarksgade og Gothersgade, frygter, at ændringerne vil påvirke deres forretning negativt.

Høringsperioden er ovre og svarene er offentliggjort. Det har været en omdiskuteret sag, og nu har man som borger eller erhvervsdrivende kunne indsende høringssvar. En af dem, som har gjort det er butikken Ranch Svendsen.

– Vi frygter, at ændringen af Danmarksgade til sivegade ikke har noget positivt at bidrage os som butik med. Umiddelbart har vi ingen forventning om en omsætningsstigning på grund af parkering foran butiksdøren. Det ville være mere relevant at gøre området mere ‘grønt’ med rod i ‘hygge’, som er turistbranchens slagord i disse år, står der i høringssvaret fra butikken.

Butikken fremhæver også sikkerhedsmæssige bekymringer ved at tillade kørsel tættere på deres indgang:

– En let adgang i bil gør ydermere en forretning som vores meget sårbar over for røverier og indbrud, da biler kan stå i tomgang lige foran vores hoveddør. Adgangen er trods alt begrænset af pullerter og ensrettede gader i dag, skriver Ranch Svendsen.

Risikoen for kaotiske trafikforhold

Ranch Svendsen henviser også til den problematiske situation mellem Prinsessegade og Købmagergade, hvor kaotiske kørselsforhold og ulovlig parkering er blevet en del af dagligdagen. Deres bekymring går på, at tilsvarende forhold vil opstå i Danmarksgade, hvis ændringerne implementeres:

– Men der er ingen tvivl om, at hvis området udvikler sig som området mellem Prinsessegade og Købmagergade – et område med kaotiske kørselsforhold og biler, der holder på fortovene/parallelt med andre parkerede, tvinger det os til at genoverveje detailhandel, andre passende lokaler findes ikke i Gothersgade, skriver Ranch Svendsen.

Manglende parkeringspladser påvirker ansatte

Butikken påpeger også, at ændringerne kan gøre det endnu sværere for deres personale at finde heldagsparkering, hvilket allerede er en udfordring:

– Det begynder også at blive svært for de dele af vores personale, der kommer udefra, at finde heldagsparkering. Vi bruger stadig branchespecifikke medarbejdere. Er det problematisk at finde parkeringspladser, bliver det vanskeligt at tiltrække personale – mere end det i forvejen er tilfældet for detailhandlen, skriver Ranch Svendsen.

Trods bekymringerne foreslår Ranch Svendsen en potentiel kompromisløsning:

– Åbning af Danmarksgade frem til Riddergade med pullerter i Danmarksgade derfra, kan måske være en forsøgs løsning. Med mulighed for standsning for af- og pålæsning i området. Det kunne være mellem Danmarksstræde og Riddergade, skriver Ranch Svendsen.

Kommunens beslutningsproces fortsætter

Som en del af Bymidtestrategien, som blev godkendt i maj 2024, er midler blevet afsat til en analyse af mulighederne for at åbne Danmarksgade som sivegade. Forslaget indebærer flere ændringer, herunder ensretning af trafik, etablering af parkeringspladser og tilladelse til kørsel i bestemte tidsrum.

Teknisk Udvalg skal nu tage stilling til de mange høringssvar og beslutte, om projektet skal tilpasses eller fortsætte som planlagt. Når en endelig godkendelse foreligger, vil der blive indledt en dialog med ejere og lejere i gågaden om den præcise placering af korttidsparkering, hvorefter anlægsarbejdet kan begynde. Projektet er planlagt til at være færdigt i november 2024 med en samlet omkostning på 250.000 kroner.

Spørgsmålet er nu, om Teknisk Udvalg vil tage hensyn til de bekymringer, der er rejst af lokale erhvervsdrivende som Ranch Svendsen.

Rasmus fik sin robotplæneklipper

0

Efter en hel uges venten foran Billigblomst i Fredericia kunne Rasmus Trini endelig hente sin længe ventede robotplæneklipper til den usædvanlige pris af 50 kroner. Siden mandag aften havde han stået forrest i køen til det populære køtilbud, og selvom ventetiden til tider var ensom, blev den store belønning, han havde håbet på, virkelighed.

De første par dage var en lidt kedelig fornøjelse for Rasmus, da der ikke var andre tilbudsjægere i køen.

– Jeg troede faktisk, der ville være mange flere. Jeg var helt alene de første par dage, men heldigvis var personalet hos Billigblomst søde til at komme ud med mad og drikke. Jeg havde selv masser af proviant, varmt tøj og et telt, men de tog virkelig godt imod mig, siger Rasmus.

En kold ventetid og fællesskab i køen

Selvom Rasmus havde forberedt sig på en lang ventetid, blev det ikke til meget søvn.

– Jeg har nok højst sovet fire timer ad gangen, siden jeg ankom, fortæller han træt.

Batterierne var ved at være godt brugte efter flere dage med lidt søvn og kolde nætter.

– Især fredag og lørdag har været kolde. I nat var det særligt slemt, og de otte grader ved åbningen føltes næsten varme sammenlignet med, hvordan det var om natten, siger Rasmus Trini.

Fra torsdag begyndte der at dukke flere og flere op i køen, og ventetiden blev pludselig lettere at håndtere.

– Der var et godt sammenhold i køen. Vi snakkede sammen, og det gjorde, at ventetiden ikke føltes så lang,”siger Rasmus med et smil.

En uventet nattebesøg fra politiet

Under en af de mange nætter i køen fik Rasmus en uventet oplevelse, da han gik rundt på vejen med en stor lommelygte.

– Pludselig kom politiet kørende og spurgte, hvad jeg lavede. Jeg svarede bare, at jeg stod i kø til køtilbud hos Billigblomst. Så kørte de igen, siger Rasmus.

I løbet af ugen fik Rasmus selskab af sin bror, der sluttede sig til ham i køen, og lørdag dukkede også deres far op med en stor bil klar til at transportere dagens fangst hjem.

Da dørene til Billigblomst endelig åbnede, var Rasmus rolig. Han havde fået en garanti for, at han ville få den eneste robotplæneklipper til 50 kroner, så han følte ingen hast. Han tog sig god tid til at gå rundt i butikken. Der blev taget en indkøbsvogn til ham selv, hans bror og far. Først tog de en tur gennem butikken med én fyldt vogn, og derefter endnu en tur, før de gik om bagved til lageret, hvor robotplæneklipperen blev udleveret. Rasmus har dog besluttet sig for, at robotplæneklipperen først kommer i brug til næste år.

– Det giver ikke mening at sætte den i gang nu, når vi er så tæt på vinter, forklarer han.

Endelig hjemme og klar til søvn

Efter en uge i kø er Rasmus klar til at komme hjem og få sovet ud.

– Jeg er virkelig træt. Nu skal jeg bare hjem og få sovet. Det har været en lang uge, men det var det hele værd, siger han.

Således sluttede Rasmus Trinis køeventyr med den længe ventede robotplæneklipper til 50 kroner. En uge fyldt med kolde nætter, fællesskab i køen, og en vedholdenhed, der til sidst bar frugt – og nu venter den velfortjente søvn.

Hundredvis af tilbudsjægere til Billigblomsts åbning

0

Lørdag morgen klokken 07:00 åbnede Billigblomst dørene til deres nye butik i Fredericia. Ugen igennem havde tilbudsjægere samlet sig for at få fingrene i de gode tilbud, som eksempelvis en robotplæneklipper til kun 50 kroner. Rasmus Trini, der tidligere er blevet omtalt af AVISEN, har i løbet af ugen fået selskab af flere ivrige købere, som håbede på at få fat i et af de eftertragtede tilbud.

På åbningsdagen stod flere hundrede mennesker udenfor butikken i den kolde septembermorgen, hvor temperaturen lå på blot syv grader. Fredericias borgmester, Christian Bro, holdt åbningstalen og klippede den røde snor sammen med centerchef Tommy Jessen. Imens blev de mange fremmødte tilbudsjægere budt på kaffe og rundstykker indenfor, mens personale på parkeringspladsen effektivt guidede bilerne til de ledige parkeringspladser.

Borgmester: En styrkelse af Fredericia

I sin tale fremhævede Christian Bro butikkens betydning for Fredericia og glæden ved at se så mange fremmødte:

– Det er dejligt at se så mange af jer på sådan en lidt kølig septembermorgen. Og jeg kan se, at det passer helt ind i dette lidt kølige koncept, at nogle af jer allerede har forberedt jer på julehandlen. Det er også rigtig godt at se kendte ansigter både i køen udenfor og blandt de ansatte herinde. Det glæder mig ihverfald at se, hvordan Billigblomst allerede favner hele Fredericia. Et stort tillykke til jer, ikke mindst, med jeres fantastiske lille butik her. Jeg har lige fået lov til at tage et lille kig derinde. Det er imponerende, hvor stort det er, sagde borgmesteren.

Bro understregede også, at åbningen af den nye butik er en vigtig udvikling for byen:

– At I har valgt at placere en afdeling af Billigblomst her, og ovenikøbet en så stor en, det er jeg, og vi, rigtig glade for og meget stolte over. For os er det en styrkelse af Fredericia. Det fortæller, at I ser noget i byen, som vi ser, og det gør os meget glade. Og det er jo imponerende at se så mange af jer, der allerede står i kø for at komme ind og se dette fantastiske sted, forklarede Christian Bro.

Han påpegede også den personlige betydning for ham selv:

– Jeg er også glad for, at jeg nu ikke behøver tage til Kolding for at handle nu, da jeg kan gøre det her i Fredericia. Og så ved jeg, at vi i en periode faktisk har haft en midlertidig campingplads. Det tror jeg ikke, vi vil have fremover, men stor respekt til jer, der har overnattet her og ventet i kø, sluttede Christian Bro.

Centerchef: Det er virkelig fantastisk

Da strømmen af mennesker var kommet ind i den nyåbnede butik, så sagde centerchef Tommy Jessen følgende til AVISEN:

– Det er virkelig fantastisk. Vi har jo ventet på det her i lang tid, så vi er bare glade for det, sagde Jessen.

Jessen kommenterede på den specielle stemning ved åbningen:

– Det er altid sjovt. Det er ikke min første åbning, men det er en af de virkelig spændende. Hvor folk har ventet længe på at stå i kø, og det er bare dejligt, sagde Tommy Jessen.

Jessen udtrykte også sin tilfredshed med den store opbakning fra de fremmødte:

– Ja, det er virkelig skønt. Det måtte gerne ske hver lørdag. Det ville ikke gøre mig noget, sagde Tommy Jessen.

Han beskrev også, hvordan butikken er klar til at møde kundernes behov:

– Vi er helt klar. Vi står skarpt og parat med varer og priser. Efter justeringen, når vi har været i drift, finder vi ud af, hvad der fungerer godt, og hvad der ikke gør. Sådan er det at drive denne butik, sagde Tommy Jessen.

Jessen understregede den indsats, der har været lagt i åbningsprocessen:

– Jeg kan trække vejret nu. Men jeg har faktisk haft stor tillid til mit hold hele vejen igennem, og den hjælp, jeg har fået, har gjort, at det har været en rolig proces. Selvom vi er trætte, så lykkedes det, sagde centerchefen.

Han anerkendte også de lange arbejdsdage, men påpegede, at det hele har været det værd:

– Vi har selvfølgelig haft nogle lange dage, især den sidste uges tid, men det har ikke været overdrevet, så det er fint, sagde Tommy Jessen.

Til slut kommenterede Jessen på de dedikerede kunder, der havde ventet i kø i dagevis:

– Det er imponerende, at nogen vælger at ligge i kø så længe for det, men det er jo kun positivt. Det skaber også noget omtale og snak i byen, og vi får næsten et lille forhold til Rasmus. Han er nærmest blevet en del af os, da han har været inde og besøge os dagligt, sagde Tommy Jessen.

En ny start for Billigblomst og Fredericia

Inde i butikken summede det af liv, og mange glade kunder jagtede de specielle åbningstilbud. Særligt var der rift om de billige blomster, som mange havde set frem til. Et af dagens mest populære tilbud var en stor julemand, normalt prissat til 939,95 kroner, men nu sat ned til kun 239,95 kroner. Dette tilbud benyttede mange kunder sig af, heriblandt en kunde, der havde en stand på julemarkedet i Tønder. Han forklarede, at han skulle bruge julemanden til sin udstilling på markedet, hvilket fremhævede den store interesse for de nedsatte varer.

Åbningen af Billigblomst i Fredericia er mere end blot en ny butik – det er en manifestation af byens vækst og potentiale. Med flere hundrede borgere, der deltog i fejringen, gratis kaffe og rundstykker til de fremmødte, og et velkoordineret personale, der sikrede, at parkeringspladsen var under kontrol, og at var en god oplevelse for alle, at Billigblomst slog dørene op for første gang.

Gudmundsson: Man skal udnytte mulighederne i Champions League

0

Efter Fredericia Håndboldklubs første Champions League-kamp nogensinde, hvor de mødte det stærke rumænske hold Dinamo Bucuresti, var det en kamp fyldt med intensitet og udfordringer for det danske mandskab. Med en slutstilling på 37-28 til fordel for Dinamo blev det et nederlag for Fredericia, men træner Gudmundur Gudmundsson så flere positive elementer, han kunne tage med videre fra kampen.

Gudmundsson, der har ledet Fredericia Håndboldklub i en periode med stor fremgang siden 2022, var klar over, at opgaven mod Dinamo Bucuresti ville være svær. Han begyndte sin opsummering med en anerkendelse af modstanderens styrke:

– Som forventet var det en meget svær kamp. Når jeg ser tilbage på den første time, måske de første 80 minutter, spillede mit hold ekstremt godt. Det var virkelig god håndbold, og vi førte med tre mål, 12-9. Men efter dette, i denne periode, som måske var et afgørende øjeblik, scorede Dinamo ni mål mod os. Så de var foran ved pausen med 18-14. Vi udnyttede ikke vores chancer godt nok; jeg tror, vi måske, jeg ved ikke, seks gange i det mindste eller syv gange kunne have scoret. Det var vores største udfordring. Og Cupara, han er en fantastisk spiller, sagde Gudmundur Gudmundsson.

En lovende start blev vendepunktet

Gudmundsson over kampens afgørende øjeblikke, hvor Fredericia startede stærkt og tog føringen, men tabte momentum i de afgørende minutter af første halvleg. Han anerkendte, at holdet ikke havde udnyttet deres klare chancer tilstrækkeligt:

– I anden halvleg startede vi ikke godt nok. Vi lavede for mange tekniske fejl i begyndelsen af anden halvleg. Derefter kom de foran, og efter det blev det meget svært. Men, og måske lyder det underligt, vi tabte kampen, ja, men jeg er ekstremt stolt af mit hold. I skal forstå, at vi har et fantastisk hold. Vi har bygget dette hold op over de sidste to år og taget meget, meget store skridt. Nu er vi i Champions League, og for os er det nyt. Mine spillere vil få meget erfaring fra denne kamp, og jeg håber virkelig, at vi vil tage et skridt op i den næste Champions League-kamp, forklarede Gudmundsson.

En enestående atmosfære i Bukarest

Gudmundsson blev også spurgt om atmosfæren i arenaen, og han anerkendte den stærke hjemmebaneopbakning, som Dinamo Bucuresti nød godt af:

– Atmosfæren var fantastisk. Dinamo er kendt for en fantastisk atmosfære, og det var sjovt at spille her. Det var en god følelse. Rumænien har en stor tradition inden for håndbold. Jeg har tidligere spillet mod et andet rumænsk hold, så jeg ved, hvor stor en håndboldnation Rumænien er. Det er noget, jeg ved og respekterer meget, sagde Gudmundur Gudmundsson.

Han anerkendte de vanskelige betingelser og det rumænske holds styrke, men fastholdt respekten for både modstanderen og håndboldkulturen i Rumænien.

Forskelene mellem holdene og betydningen af erfaring

Gudmundsson blev spurgt om forskellene mellem de to hold på dagen, og her pegede han på flere faktorer:

– Jeg tror, der er et par ting. Jeg synes, de har et fysisk meget stærkt hold. De har mange gode spillere, og jeg tror, at de i denne kamp kunne holde tempoet bedre. De bringer nye spillere ind med meget erfaring, og det var svært. Jeg tror, Cupara har måske 14 redninger eller noget i den stil, og selvfølgelig var han fantastisk. Men i sidste ende må vi kigge på os selv. De sidste ti minutter af første halvleg, da vi førte og spillede ekstremt godt, skal vi udnytte det og score. Det er måden i Champions League; man skal udnytte sine muligheder, sagde Gudmundur Gudmundsson.

Næste gang FHK skal spille i Champions League er den 19. september, hvor modstanderen er Sporting. Inden da venter en ligakamp mod Skjern på søndag.

Badeland har fastsat åbningsdato

0

Efter en omfattende renoveringsproces står det nye badeland i Fredericia Idrætscenter nu klar til at byde gæsterne velkommen. Det er et projekt, der har været på tegnebrættet længe og som nu, endelig, har nået målstregen. Peder Tind (V), formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Fredericia, deler hans begejstring over resultatet og den rejse, der har ført frem til denne milepæl.

Peder Tind og Jacob Falkenby (leder af Madsbyparken, der er en del af Fredericia Idrætscenter) kan næsten ikke skjule deres stolthed, mens de går rundt i det nyrenoverede badeland. De stopper op flere gange for at beundre håndværkernes detaljerede arbejde, som har forvandlet området til et moderne og indbydende samlingssted. Hver krog, hver flise, og hver installation vidner om den dedikation og indsats, der er lagt i projektet.

– Jeg synes, det er blevet virkelig godt. Jeg tænker tilbage til, da vi fremlagde det her i budgetprocessen, og det kom med i budgetforliget. Vi vidste godt, at det ville tage lidt tid at få det hele lavet om herude. Når man nu står her og ser tilbage på processen og på det endelige resultat, er jeg virkelig tilfreds. Vi har fået et meget flot badeland, hvor vi både har kunnet renovere og udvide med terrassen og spabadet udenfor, samt tilføje nye, spændende elementer som en længere rutsjebane, en klatrevæg og et nyt børneområde. Jeg synes virkelig, vi har fået meget for pengene, siger Peder Tind.

At holde sig inden for budgettet har været en bemærkelsesværdig præstation, især i en tid, hvor byggepriserne har været i konstant stigning. Peder Tind understreger, hvor vigtigt det har været at styre økonomien stramt, for det er ikke noget, man kan tage for givet, især ved omfattende renoverings- og byggeprojekter som dette.

– Det betyder meget, at vi har holdt budgettet. Det er jo en udfordring, og mange steder ser man, at budgetterne skrider, især ved ombygninger. Byggepriserne har været høje undervejs, men vi har lagt budgettet efter, hvad vi kunne få for pengene, og det har ledelsesmæssigt været meget velstyret. En stor ros til forvaltningen, til Jacob Falkenby og alle de dygtige folk, der har været involveret, for det har virkelig været en god proces. Det har også været en udfordring at genhuse nogle foreninger og sørge for, at der var tilbud, der kunne fortsætte. Nogle har måttet acceptere, at der blev lukket ned i en periode. Til alle dem vil jeg gerne sige tak for tålmodigheden og samarbejdet. Når vi ser resultatet i dag, er jeg sikker på, at alle er enige i, at det har været det hele værd, siger Tind.



En af de mest markante succeser ved projektet har været beslutningen om at bruge lokal arbejdskraft, et valg der ligger Peder Tind meget på sinde. For ham handler det ikke kun om at holde budgettet, men også om at styrke og støtte de lokale virksomheder og håndværkere, som er rygraden i byens økonomi. Ved at vælge lokale leverandører har man sikret en høj kvalitet i arbejdet, samtidig med at man har skabt arbejdspladser og understøttet den lokale erhvervsudvikling.

– Jeg synes, det er fantastisk, at vi bruger lokal arbejdskraft. Udover at have fået meget for pengene, er det også glædeligt, at lokale håndværkere har vundet entrepriserne og leveret så flot et arbejde, fortæller Peder Tind.

Tind fremhæver de fysiske resultater af renoveringen og beskriver, hvordan de står som en kilde til stolthed for hele byen. Hver eneste detalje – fra den nye, skinnende rutsjebane til de flotte vægdekorationer, der afspejler byens identitet – er et bevis på det hårde arbejde og den dedikation, der er blevet lagt i projektet:

– Når du ser rundt på det hele, kan man også se det på de billeder, du har taget. Se, hvor flot og skarpt det står. Man bliver stolt som fredericianer. Dette badeland kommer til at glæde mange borgere, men forhåbentlig vil det også tiltrække folk fra andre byer, som kommer for at se vores flotte idrætsfaciliteter og badeland her i Fredericia. Jeg er sikker på, at mange vil blive meget glade for det, siger Peder Tind.

Projektet har ikke kun handlet om at skabe et nyt og moderne badeland; det har også været en mulighed for at indarbejde Fredericias unikke identitet i designet. Hver eneste væg og detalje i badelandet er designet med omtanke for at afspejle byens sjæl og historie.

– Hele vores design på væggene er billeder og perspektiver af vores by – altså DNA-billeder, der skaber genkendelse hos dem, der er herinde, og viser, at dette er Fredericia. Vi har formået at bringe byen ind i badelandet, så man kan se, hvor man er. Det er ikke bare et badeland – det er Fredericias badeland, siger Peder Tind.

En stor dag for Fredericia

Åbningen af det nye badeland bliver markeret med en stor fejring den 10. oktober kl. 14, hvor byens foreninger er inviteret til at være med til at fejre denne vigtige milepæl. Det bliver en dag fyldt med glæde og fællesskab, hvor både de involverede parter og byens borgere får mulighed for at samles og opleve resultatet af mange måneders arbejde.

– Den 10. oktober kl. 14 inviterer vi til en markering af åbningen, hvor nogle foreninger bliver indbudt til at deltage. Senere på dagen vil der være åbent for offentligheden, så vi er klar til efterårsferien, som begynder dagen efter, fredag. Foreningerne kan tage det i brug efter efterårsferien. Det bliver en god dag, hvor vi fejrer, at vi er kommet i mål med denne fine renovering og udvidelse, og at borgerne kan glæde sig til en efterårsferie, hvor de kan købe billetter og opleve vores nye badeland, siger Peder Tind.

Mens Tind glæder sig over, at etape 1 nu er fuldført, ser han også frem mod de mange mulige udvidelser, der kan bringe endnu flere oplevelser og faciliteter til badelandet i fremtiden.

– Jeg mener, vi har forsøgt at lave en renovering med de udvidelser, der var mulige. Men jeg ser også perspektiver i en version 2 på et tidspunkt. Hvis der bliver mulighed for økonomisk støtte, kunne vi overveje udvidelser som sauna-gus udenfor. Vi har også diskuteret muligheden for at tilføje et tårn med flere rutsjebaner. Det vil kunne udbygges over tid. I dag glæder vi os over at have nået etape 1, men der er bestemt mulighed for en etape 2. Det er ikke i morgen eller overmorgen, men døren for yderligere udvidelser er ikke lukket, forklarer Peder Tind.

Med det nye badeland har Fredericia Idrætscenter for alvor markeret sig som et centralt samlingspunkt for både sport, fritid og fællesskab, hvor borgere og besøgende kan mødes og nyde en bred vifte af aktiviteter og oplevelser.

– Det her badeland er ikke bare en ny attraktion. Det er et symbol på, hvad vi kan opnå, når vi arbejder sammen og investerer i vores by. Jeg er overbevist om, at det vil blive til glæde for mange år fremover, slutter Peder Tind.

Fredericias borgere kan nu se frem til at tage del i det nye badeland, der både rummer nye oplevelser og en fornyet følelse af lokal stolthed.

Når de stærke vil spare

0

Af Inger Nielsen

Når de stærke vil spare, går det ud over de svageste i vores samfund. Det har det altid gjort og vil nok også lykkes i det her budget. 

Mærkeligt vil jeg gerne tage fejl.

De stærke har nemlig udarbejdet et sparekatalog, nå ja de stærke er i den forbindelse embedsværket. Aldrig noget der kan risikere at ramme dem selv.

Så nu er det op til politikkerne at vælge mellem besparelserne. Det er nu politikerne skal vælge med omhu.

Der er mage forslag der kan forarge mig, besparelserne på ældre, Stoppestedet, gadesygeplejersken og Din indgang.

Besparelserne på de ældre er bare hul i hovedet og fantasimillioner – det bliver dyrt i det lang løb.

Hvor mange ældre skal falde over robotternes indtogsmarch. Er der regnet på det. Nej sikkert ikke.

Nu har embedsværket næppe selv angst eller rammens afangstanfald siden de i ramme alvor vil lukke de steder, hvor mennesker kan få hjælp. Dels hjælp af personale eller ligesindede. 

De har på Stoppestedet og Din indgang trygge rammer, der gør at de opleves som mennesker.

Ja rigtige mennesker ikke bare nogen i et sparekatalog.

Det i sig selv er værdifuldt.

 At afskaffe gadesygeplejersken er lige så håbløst som hul i hovedet – det bliver også dyrt, nå regningerne begynder at komme ind.

Jeg vil ønske at besparelserne tages ud af sparekataloget, det handler om mennesker.

Mennesker du møder på din vej.

Hvordan tør I, træde på de svageste?

Susanne Eilersen om Kjærsgaards afgang

0

Efter mere end 40 år på Christiansborg har Pia Kjærsgaard, en af de mest markante skikkelser i dansk politik, meddelt, at hun ikke vil genopstille ved næste valg. For Susanne Eilersen, lokalpolitiker fra Dansk Folkeparti i Fredericia, er hendes afsked en betydningsfuld begivenhed.

Foto: AVISEN

– Man skal gå, når man er elsket og respekteret, siger Pia Kjærsgaard i et interview med TV2 om hendes beslutning om at forlade Folketinget efter mere end fire årtier i dansk politik. Med sin afgang markerer hun afslutningen på en tid, der efterlader mange medlemmer fyldt med respekt over hendes indsats og betydning for partiet.

En af dem, der er særligt berørt, er Susanne Eilersen, der selv sidder i Fredericia Byråd. Eilersen har set op til Pia Kjærsgaard siden partiets tidlige dage, hvor hendes politiske engagement blev direkte påvirket af de værdier som Kjærsgaard kom med og hendes stålsatte holdninger.

– Det var hende, der fik mig ind i politik, for da hun stiftede Dansk Folkeparti, ramte hun mig dybt med mange af de ting, hun stod for, og det, hun kom fra, fortæller Eilersen.

Pia Kjærsgaard startede sin politiske karriere som medlem af Fremskridtspartiet i 1984, hvor hun hurtigt blev en fremtrædende figur. Men det var først i 1995, da hun var med til at stifte Dansk Folkeparti, at hendes politiske visioner virkelig begyndte at forme den danske debat. Hendes mål om at skabe et parti, der talte for “de almindelige danskere,” blev her hurtigt realiseret gennem et fast fokus på emner som ældrepolitik, udlændingepolitik og EU-skepsis. Og det er netop Pia Kjærsgaards fokus på den “almindelige borger”, der har været en stor inspiration for Susanne Eilersen selv, da hun selv besluttede at gå ind i politik.

– Hun viste mig at man kan være en helt almindelig borger og stadig engagere sig politisk, siger Susanne Eilersen.

Kjærsgaard selv har ofte peget på betydningen af hendes baggrund som hjemmehjælper i formningen af hendes politiske værdier.

– Da jeg havde første arbejdsdag i Folketinget, havde jeg været på arbejde som hjemmehjælper natten inden. Det har nok også fyldt meget i mig, at jeg havde den baggrund. De ældre skal have det bedre. Det har jeg altid ment, siger hun i partiets pressemeddelse, og påpegede at dette har været en af hjørnestenene i hendes politik gennem årene.

Kampen for danskernes interesse

Imens har Pia Kjærsgaard også været kendt for sin vilje til at tage de svære kampe.

– Hun har aldrig vaklet. Hun har betalt en meget høj pris for at stå fast på sine politiske holdninger, især omkring udlændingepolitikken, forklarer Eilersen med en respekt i stemmen.

– Hun har måttet leve under beskyttelse af PET og har oplevet truende situationer, som da hun blev forfulgt på Nørrebro og måtte gemme sig i en bank. Alligevel har hun været ukuelig, og det beundrer jeg hende for, fortsætter hun.

Det er ingen hemmelighed, at Kjærsgaard som markant politisk skikkelse til tider har været en kontroversiel figur i Danmark. Alligevel fortæller Susanne Eilersen, at hun også har vist en mere personlig side frem til tider. Eilersen beskriver hende som både hård i politik, men blød i det private.

– Jeg har også lært hende at kende personligt, og hun er et meget varmt og følsomt menneske. Ligeså hård som hun kan være, når det drejer sig om politik, ligeså blød er hun, når det kommer til hende selv og de bløde værdier. Hun tænker altid på andre, siger Eilersen og bemærker:

– Hun har hjulpet utrolig mange i partiet gennem årene, men det hører man bare ikke så meget om.

Susanne Eilersen har oplevet denne dobbeltsidighed på nært hold og fremhæver, hvordan Kjærsgaards evne til at balancere mellem fasthed i politik og omsorg i det personlige liv ligeledes har gjort et stærkt indtryk på hende.

– Vi er blevet utroligt tætte og fortrolige de senere år, også privat. Det sætter jeg stor pris på, fortæller hun stolt.

Betydningen af Pia Kjærsgaards beslutning

Eilersen forstår og respekterer Kjærsgaards beslutning om at trække sig tilbage.

– Jeg forstår godt, at hun takker af nu. Hun har været i politik i mange år, og man bliver jo ældre. Hun gør alting på en velovervejet måde. Hun forberedte sin tilbagetræden fra partiet grundigt, og jeg er sikker på, at hun også har forberedt sig grundigt på dette, siger hun.

Kjærsgaard selv har udtalt, at hun føler sig elsket og respekteret, både af sit bagland, partiet og en stor del af befolkningen.

– Jeg føler mig meget elsket af mit bagland og af partiet. Og også af en pæn del af befolkningen, vil jeg gerne have lov til at sige. Så det er nu. Efter 40 år på Christiansborg.

Selvom Eilersen anerkender, at det vil være mærkeligt at se Dansk Folkeparti uden Kjærsgaard i front, er hun sikker på, at Kjærsgaards arv vil fortsætte med at præge partiets fremtid.

– Jeg tror ikke, hun kan helt lade være; selvom hun stopper, vil hun stadig være aktiv på en eller anden måde, men i et tempo, hvor hun kan holde fri, når hun ønsker det. Det kan jeg godt forstå, siger hun.

– Hun har tjent Danmark i 40 år, og det skylder vi hende en stor tak for, bemærker hun og understreger den påvirkning, Pia Kjærsgaard har haft på det moderne Danmark i dag – en indflydelse, som heller ikke er gået ubemærket hen hos Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt.

De to politikere fremhæver begge i deres afsked til den tidligere formand, hvordan hendes konsekvente linje har været med til at forme dansk udlændingepolitik og sikre, at landet har undgået de såkaldte “svenske tilstande” – en henvisning til de udfordringer, Sverige har stået over for i forhold til integration og sikkerhed.

– Man kan ikke overvurdere Pias indflydelse på det moderne Danmark. Det er for eksempel hendes fortjeneste, at der ikke er svenske tilstande i Danmark, bemærker Messerschmidt til DR, mens Susanne Eilersen er enig:

– Selvom vi har vores udfordringer og problemer, har vi undgået at få svenske tilstande, og det skyldes hendes stålsatte udlændingepolitik, tilføjer hun.

Afsked med politisk frontfigur

I sin besked om sin beslutning på Facebook fremhæver Pia Kjærsgaard betydningen af hans opbakning:

– Den allerstørste tak skal tilfalde min mand Henrik, for uden hans store støtte og tålmodighed havde dette aldrig været muligt, skriver hun.

Støtten bemærkes også af Susanne Eilersen, som afslutter med at sende sine bedste ønsker til parret:

– Jeg ønsker hende og Henrik mange gode år sammen.

Og så slutter Susanne Eilersen af med at udtrykke sin største dybe taknemmelighed og respekt for Pia Kjærsgaards indsats gennem årene.

– Hun har altid været mit politiske forbillede, siger hun, og fortsætter til sidst en smule vemodigt men ærefuldt:

– Vi har meget at takke hende for i Danmark.

For Susanne Eilersen og mange andre i partiet vil Kjærsgaards arv altså fortsat leve videre, selv efter hendes formelle tilbagetræden fra det politiske liv.

Familieafdelingen kræver 40 millioner kroner ekstra

0

I forbindelse med det kommende budget forlanger Familieafdelingen i Fredericia Kommune en markant forøgelse af de eksisterende rammer. I år anvendes der knap 202 millioner kroner på området, hvor afdelingen flittigt tvangsfjerner børn fra deres forældre. De seneste to år har man overskredet budgetterne voldsomt, og derfor vil man nu i stedet for forlange flere penge til området fra nu af. Hele 40 millioner kroner ekstra.

En af de meget dyre poster på det kommunale budget er arbejdet med børn og unge, som er kommet i Familieafdelingens lys. Området har historisk været udsat for kritik, hvor både enkelte sager og medarbejderkulturen har været debateret. I begyndelsen af årtiet krævede Dansk Folkeparti en undersøgelse af Familieafdelingen, der mundede ud i kritik på en række områder. Senere afskedigede forvaltningen chefen på området, Kirsten Blæhr. Medarbejderne reagerede dengang med protest mod at blive udsat for kritik. Da man forrige år var nød til at finde adskillige besparelser på det kommunale budget, var det i sær på dette område at pengene var forsvundet.

I det aktuelle udvidelseskatolog til budgetforhandlingerne skriver forvaltningen:

“Familieafdelingen kan konstatere et øget antal børn og unge, hvor en anbringelse er nødvendig. Ligeledes er der flere børn og unge med funktionsnedsættelser, som også har behov for anbringelse”.

Det er primært afdelingens medarbejdere, der bygger sagerne op. Ligeledes er det også Familieafdelingen, der afgører, hvilke tilbud og specialister, der rådes over, når unge og børn skal undersøges. Men til budgetforhandlingerne sender man bolden videre til Folketinget, der har vedtaget en ny lov, der trådte i kraft 1. januar 2024:

“Med Barnets Lov fra 1. januar 2024 skete der et paradigmeskifte. Flere børn skal anbringes, og de skal anbringes tidligere. Ligeledes skal børnene så vidt muligt anbringes i kendte og nære relationer, og gerne i lokalområdet. Disse intentioner er indført af hensyn til børnenes trivsel og udvikling”.

Men på trods af intentionen om at børnene skal anbringes i lokalområdet, så råder Fredericia Kommune ikke over kommunale institutioner. Det betyder derfor, at der er en risiko for, at mange af de anbragte børn har svært ved at bevare tilknytningen til deres nærmiljø. Når de senere ikke længere skal være anbragt, kan det få betydning for deres kommende voksenliv.

Familieafdelingen mener dog, at anbringelsessagerne er blevet dyrere. Faktisk er omkostningerne næsten fordoblet, hvad angår de 20 dyreste sager. Det begrundes i faglige omstændigheder:

“Interne analyser på familieområdet har vist, at anbringelsessagerne generelt er blevet væsentlig dyrere de senere år. Fx er udgifterne til de 20 dyreste sager i Familieafdelingen steget fra ca. 26,000 mio. kr. i 2021 til 51,000 mio. kr. i 2023. Ligeledes viser analyserne, at der blandt de dyreste sager er en del sager med børn/unge med omfattende funktionsnedsættelser, som kræver ekstra bemanding på anbringelsesstedet. Dermed bliver prisen for anbringelsen også markant højere end en basistakst på anbringelsesstedet”.

Man slår endvidere fast, at området kan komme i økonomisk balance, hvis man får de 40 millioner kroner ekstra, man nu forlanger:

“Med tilførsel af 40,00 mio. kr. vil det specialiserede børne-og ungeområde, med den nu kendte viden, få et budget i balance. Dette giver mulighed for at arbejde videre med tiltag, der på sigt skal medvirke til en bedre balance i økonomien på området”.

Læs her udvidelseskataloget, hvor det hele fremgår.

15-årig varetægtsfængslet i fire uger efter hjemmerøveri i Fredericia

0
Foto: Thomas Max - avisen.nu

En 15-årig dreng fra Fredericia Kommune er blevet varetægtsfængslet i fire uger efter et hjemmerøveri, der fandt sted torsdag eftermiddag i en bolig på Søndermarksvej i Fredericia. Grundlovsforhøret blev afholdt fredag ved Retten i Horsens og foregik bag lukkede døre, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Politiet modtog anmeldelsen om hjemmerøveriet torsdag klokken 17.20, hvor en 49-årig mand angiveligt blev overfaldet i sit hjem. Kort efter iværksatte politiet en omfattende efterforskning, hvilket førte til anholdelsen af tre personer i Fredericia omkring klokken 19.00 samme aften.

Isoleret hændelse

Ifølge politiet blev de to øvrige anholdte personer løsladt efter afhøringer, men de forbliver fortsat sigtede i sagen. Politiet har understreget, at de betragter episoden som en isoleret hændelse, hvilket har medført et øget fokus på sikkerhed og teknisk efterforskning på gerningsstedet.

Sydøstjyllands Politi har også udtalt, at der stadig foretages yderligere undersøgelser for at klarlægge omstændighederne omkring hjemmerøveriet, og tekniske spor er blevet sikret på stedet.

Varetægtsfængsling og lukkede døre

Anklagemyndigheden bad under grundlovsforhøret om lukkede døre, og retten besluttede, at den 15-årige skal forblive varetægtsfængslet i fire uger. På nuværende tidspunkt er der ikke yderligere detaljer om beviserne eller den præcise sigtelse, da grundlovsforhøret blev afholdt bag lukkede døre.

Den 15-åriges varetægtsfængsling indikerer, at politiet og anklagemyndigheden vurderer, at der er tilstrækkelige grunde til at tilbageholde ham, mens efterforskningen fortsætter. Det er endnu uvist, hvornår der vil komme yderligere udviklinger i sagen.

Solouheld på motorvejen ved Kolding – bilist slap uden skader

Solouheld på motorvejen ved Kolding – bilist slap uden skader

0
KRIMI. En 25-årig kvinde var fredag formiddag involveret i et solouheld på motorvejen ved Kolding, men slap uden personskade. Uheldet skete klokken 11.12, hvor kvinden...